Navngivning, men hvordan siger jeg det til familien?

Michelle93 skriver:

Gammel kone tricket til at få sin vilje!    Du skal ikke lade hendes tåre påvirke dig, og når du siger det, kan du jo tilføje at barnet selv skal have lov til at vælge om det nu vil være kristent eller ej, i kan jo ikke tvinge jeres barn til at opvokse i en tro I ikke engang selv tror på 

Nej jeg har også luret det efterhånden, syntes det er lidt pinligt

Det er ikke altid enkelt at håndtere andres forventninger til, hvordan ting skal være, når der kommer børn med i billedet.

Man skal vælge sine kampe, men det lyder jo, som om dette er en viktig og gennemtænkt ting fra jeres side, og da er den også værd at kæmpe for. Tag tyren ved hornene og stå på jeres og husk at være rolige og saglige hele vejen, så går det sig hurtigt til.

Har selv i slægten en, som fik alle sine tre børn døbt meget imod hendes forældres vilje. De var engagerede, standhaftige 68'ere og havde i sin ungdom taget et meget alvorlig ment opgør med alt, hvad der hed kristendom og traditioner. At datteren så valgte at lade alle tre børn døbe og tog dem med i kirke jævnligt var et hårdt slag der i gården - men det gik sig hurtigt til, for bedsteforældrene var jo storforelskede i sine børnebørn, så der blev ikke mange diskutioner ud af det, da børnene først var der.

 

Ciss skriver:

Det er ikke altid enkelt at håndtere andres forventninger til, hvordan ting skal være, når der kommer børn med i billedet.

Man skal vælge sine kampe, men det lyder jo, som om dette er en viktig og gennemtænkt ting fra jeres side, og da er den også værd at kæmpe for. Tag tyren ved hornene og stå på jeres og husk at være rolige og saglige hele vejen, så går det sig hurtigt til.

Har selv i slægten en, som fik alle sine tre børn døbt meget imod hendes forældres vilje. De var engagerede, standhaftige 68'ere og havde i sin ungdom taget et meget alvorlig ment opgør med alt, hvad der hed kristendom og traditioner. At datteren så valgte at lade alle tre børn døbe og tog dem med i kirke jævnligt var et hårdt slag der i gården - men det gik sig hurtigt til, for bedsteforældrene var jo storforelskede i sine børnebørn, så der blev ikke mange diskutioner ud af det, da børnene først var der.

 

Håber det hele går nemt og smertefrit. Håber at vi kan grine af vores bekymringer efterfølgende. 

Nu må vi se, skal nok lige skrive en status på hvad reaktionen var...når det er vi siger det

Jeg ville sige det inden barnet kommer til verden, og bare sige det stille og roligt, men gør det hurtigt klart at det er JERES beslutning og at det ikke er til diskussion.

I kan navngive jeres barn over nettet, bare Google navngivning så kommer det frem, vi har lige gjort det med vores datter, og kort tid efter kom hendes sygesikringsbevis, så det er ganske nemt.

Cherrysangel skriver:

Hej alle sammen

Min mand og jeg er meget enige om, at vi IKKE skal have vores barn døbt, da vi mener, at det bør være barnets beslutning, hvis han/hun vil være kristen. Og det vil vi selvfølgelig støtte op omkring hvis barnet vælger, at være kristen. 

Ingen af os er troene overhovedet og ville lyve i kirken hvis vi svarede "Ja" til at vi vil opdrage barnet i den kristne tro. Vi vil hverken bede bøn ved bordet, aftenbøn eller tage barnet med i kirke om søndagen og vi vil heller ikke læse biblen højt for barnet. Det skal derfor være barnets beslutning hvilken tro det vil have, hvis der er noget som interesseret barnet.

Min mands familie, er dog alle sammen både døbt og konfirmeret, men ingen af dem er troede som sådan og ingen af dem er gift, heller ikke inden de fik børn.             De kender ikke ret meget til kristendommen når man spørg ind til det. Der ved jeg mere om kristendommen end nogle af dem, hvilket undre mig en smule. Nå, men hvor om alting er, så er der tradition at man skal døbes og konfirmeres i den familie, at sådan gør man bare og sådan har man altid gjort PUNKTUM.

Da vi for flere år siden, sagde at vi ikke ville have vores barn døbt, blev min mands mor meget forbavset og ked af det og ringede flere dage efter og sagde, at hun var meget skuffet over den beslutning. 

Nu er vi så gået hen og blevet gravide og venter vores første barn om nogle måneder. Vi er stadig rørende enige om, at barnet ikke skal døbes, men navngives. Hvordan søren får man serveret den melding pænt til familien. For når man taler om navne, så snakker de helt automatisk om barnedåb. Og jeg har bevidst ikke kommentert det, fordi jeg ikke vil ud i et skænderi eller skulle stå og forsvare vores beslutning.

Lader man være med, at sige noget og bare sende invitationer ud til navngivningsfest og så får de beskeden på den måde. Eller skal man tage tyren ved hornene?

Mit sidste spørgsmål er så.... hvordan gør man egentlig når der skal navngives? Går man til kommunen og skriver under på noget eller gør man det online eller noget helt andet?

 

Der er da ingen andre end jer, der skal bestemme om jeres barn skal døbes eller ej, så synes da helt bestemt, at I bare siger det som det er, og så må de være sure eller ej, det er deres eget problem. Det er jeres valg, og det skal hverken familie eller venner blande sig i

Og så vil jeg bare lige tilføje, at det kaldes at være "kulturkristen" det du beskriver med svigerfamilien og deres forhold til kristendommen. - sådan ser det ud for langt de fleste "kristne" danskere i dagens Danmark

Cherrysangel skriver:

Hej alle sammen

Min mand og jeg er meget enige om, at vi IKKE skal have vores barn døbt, da vi mener, at det bør være barnets beslutning, hvis han/hun vil være kristen. Og det vil vi selvfølgelig støtte op omkring hvis barnet vælger, at være kristen. 

Ingen af os er troene overhovedet og ville lyve i kirken hvis vi svarede "Ja" til at vi vil opdrage barnet i den kristne tro. Vi vil hverken bede bøn ved bordet, aftenbøn eller tage barnet med i kirke om søndagen og vi vil heller ikke læse biblen højt for barnet. Det skal derfor være barnets beslutning hvilken tro det vil have, hvis der er noget som interesseret barnet.

Min mands familie, er dog alle sammen både døbt og konfirmeret, men ingen af dem er troede som sådan og ingen af dem er gift, heller ikke inden de fik børn.             De kender ikke ret meget til kristendommen når man spørg ind til det. Der ved jeg mere om kristendommen end nogle af dem, hvilket undre mig en smule. Nå, men hvor om alting er, så er der tradition at man skal døbes og konfirmeres i den familie, at sådan gør man bare og sådan har man altid gjort PUNKTUM.

Da vi for flere år siden, sagde at vi ikke ville have vores barn døbt, blev min mands mor meget forbavset og ked af det og ringede flere dage efter og sagde, at hun var meget skuffet over den beslutning. 

Nu er vi så gået hen og blevet gravide og venter vores første barn om nogle måneder. Vi er stadig rørende enige om, at barnet ikke skal døbes, men navngives. Hvordan søren får man serveret den melding pænt til familien. For når man taler om navne, så snakker de helt automatisk om barnedåb. Og jeg har bevidst ikke kommentert det, fordi jeg ikke vil ud i et skænderi eller skulle stå og forsvare vores beslutning.

Lader man være med, at sige noget og bare sende invitationer ud til navngivningsfest og så får de beskeden på den måde. Eller skal man tage tyren ved hornene?

Mit sidste spørgsmål er så.... hvordan gør man egentlig når der skal navngives? Går man til kommunen og skriver under på noget eller gør man det online eller noget helt andet?

 

Vi har også valgt at navngive begge vores børn - af samme grund som jer! Mig og kirke, det går ikke godt sammen 

Vores familier var heldigvis forstående, men i bliver nok nødt til at bide i det sure æble, og holde fast i jeres mening 

Så er der lige lidt opdatering - hvilket endte i et skænderi mellem min mand og jeg. Har helt ondt af ham, men jeg er mere hidsig nu hvor jeg er gravid og, ja, så skal det jo gå ud over nogen.

Min mand og jeg skal til konfirmation hos noget af hans familie og derfor kom min mand og hans mor til at snakke om det (jeg var ikke til stede den dag de talte om det) Men der snakkede de om tro og hvorfor man bliver konfirmeret. Min svigermor sagde surt til ham, at hun syntes sådan noget nonfirmation var noget pjat og hun ville IKKE komme hvis hun blev inviteret til sådan noget, for der er jo ikke noget at fejre. Og det er uanset om det var venners børn eller hendes børnebørn som inviterede og hvis det var børnebørnen som havde den holdning, så var der nok INGEN fra familien der kom og hvis de gjorde så kom de ikke med gaver...

NØJ jeg blev hidsig, da min mand fortalte hvordan holdningen var hos hans familie - heldigvis er der MANGE MANGE år til, at vores barn skal tage den beslutning. Men sikke da en flabet holdning. Hvorfor straffe barnet fordi at det tager stilling til noget så vokset som at sige nej til Gud? Men fejre at man går ind i de voksnes rækker og om det har været i kirke eller ej, kan jeg ikke se er noget problem. 

Vi har besluttet for lang tid siden, at uanset hvad barnet vælger så skal det ikke snydes. Det kan enten blive holdt med en fest, en rejse eller også kan han/hun få alle pengene som festen skulle ha været holdt for. Det skal ikke hedde sig, at han/hun siger ja til Gud bare for at få gaverne.

Ej jeg er ked af mit udbrud her, men blev bare så ked af det og gal. Tør slet ikke at tænke på hvordan jeg havde reageret hvis barnet var kommet til verden.

Det skal lige siges at min mand ikke fik luftet navngivning overfor min svigermor, men hvis hun starter med hendes " så kommer vi altså ikke" så må det blive sådan.

Cherrysangel skriver:

Så er der lige lidt opdatering - hvilket endte i et skænderi mellem min mand og jeg. Har helt ondt af ham, men jeg er mere hidsig nu hvor jeg er gravid og, ja, så skal det jo gå ud over nogen.

Min mand og jeg skal til konfirmation hos noget af hans familie og derfor kom min mand og hans mor til at snakke om det (jeg var ikke til stede den dag de talte om det) Men der snakkede de om tro og hvorfor man bliver konfirmeret. Min svigermor sagde surt til ham, at hun syntes sådan noget nonfirmation var noget pjat og hun ville IKKE komme hvis hun blev inviteret til sådan noget, for der er jo ikke noget at fejre. Og det er uanset om det var venners børn eller hendes børnebørn som inviterede og hvis det var børnebørnen som havde den holdning, så var der nok INGEN fra familien der kom og hvis de gjorde så kom de ikke med gaver...

NØJ jeg blev hidsig, da min mand fortalte hvordan holdningen var hos hans familie - heldigvis er der MANGE MANGE år til, at vores barn skal tage den beslutning. Men sikke da en flabet holdning. Hvorfor straffe barnet fordi at det tager stilling til noget så vokset som at sige nej til Gud? Men fejre at man går ind i de voksnes rækker og om det har været i kirke eller ej, kan jeg ikke se er noget problem. 

Vi har besluttet for lang tid siden, at uanset hvad barnet vælger så skal det ikke snydes. Det kan enten blive holdt med en fest, en rejse eller også kan han/hun få alle pengene som festen skulle ha været holdt for. Det skal ikke hedde sig, at han/hun siger ja til Gud bare for at få gaverne.

Ej jeg er ked af mit udbrud her, men blev bare så ked af det og gal. Tør slet ikke at tænke på hvordan jeg havde reageret hvis barnet var kommet til verden.

Det skal lige siges at min mand ikke fik luftet navngivning overfor min svigermor, men hvis hun starter med hendes " så kommer vi altså ikke" så må det blive sådan.

Jeg ville ikke tage tyren ved hornene, med mindre emnet kommer op igen. I har ikke noget at forsvare, og der er ikke tale om et groft brud på nogen regler, så jeg synes da bare, I skal sende invitationen til navngivningsfesten, når den tid kommer. Måske er det optimistisk at håbe, der ikke bliver talt om dåb inden da, men jeg synes ikke, I behøver at tage emnet op. 

Vi har nok allesammen nogle skarpe holdninger på nogle områder, og det gør nogle gange ondt at se, at ens børn, også de voksne af slagsen, bryder med værdier og traditioner, man selv sætter højt. Min erfaring er bare, at man ofte som forælder ikke blot lærer at leve med børnenes anderledes valg, men efter en tid ligefrem hører sig selv forsvare dem. Det er dog vigtigt, at du lader din mand tage denne "kamp" med din svigermor, så du ikke står som den fæle svigerdatter, der har trukket beslutningen ned over hovedet på hendes søn. 

Om svigerfamilien er særligt vidende om kristendommen eller ej, synes jeg er irrelevant. Der er højt til loftet inden for kristendommen, som den praktiseres i folkekirken i DK, og man kan godt have stærke følelser omkring sin tro uden at være udpræget vidende om trosgrundlaget. Derfor ingen grund til at "jorde" svigerfamilien på det grundlag. 

Mht. nonfirmation - frygteligt ord efter min mening - er det jo let for svigermor at være så skarp og skråsikker, så længe hun ikke står i situationen, hvor hun evt. skal skuffe et ungt menneske, hun holder af. Måske ser hun anderledes på det, når/hvis, det kommer tæt på. 

 

Cherrysangel skriver:

Hej alle sammen

Min mand og jeg er meget enige om, at vi IKKE skal have vores barn døbt, da vi mener, at det bør være barnets beslutning, hvis han/hun vil være kristen. Og det vil vi selvfølgelig støtte op omkring hvis barnet vælger, at være kristen. 

Ingen af os er troene overhovedet og ville lyve i kirken hvis vi svarede "Ja" til at vi vil opdrage barnet i den kristne tro. Vi vil hverken bede bøn ved bordet, aftenbøn eller tage barnet med i kirke om søndagen og vi vil heller ikke læse biblen højt for barnet. Det skal derfor være barnets beslutning hvilken tro det vil have, hvis der er noget som interesseret barnet.

Min mands familie, er dog alle sammen både døbt og konfirmeret, men ingen af dem er troede som sådan og ingen af dem er gift, heller ikke inden de fik børn.             De kender ikke ret meget til kristendommen når man spørg ind til det. Der ved jeg mere om kristendommen end nogle af dem, hvilket undre mig en smule. Nå, men hvor om alting er, så er der tradition at man skal døbes og konfirmeres i den familie, at sådan gør man bare og sådan har man altid gjort PUNKTUM.

Da vi for flere år siden, sagde at vi ikke ville have vores barn døbt, blev min mands mor meget forbavset og ked af det og ringede flere dage efter og sagde, at hun var meget skuffet over den beslutning. 

Nu er vi så gået hen og blevet gravide og venter vores første barn om nogle måneder. Vi er stadig rørende enige om, at barnet ikke skal døbes, men navngives. Hvordan søren får man serveret den melding pænt til familien. For når man taler om navne, så snakker de helt automatisk om barnedåb. Og jeg har bevidst ikke kommentert det, fordi jeg ikke vil ud i et skænderi eller skulle stå og forsvare vores beslutning.

Lader man være med, at sige noget og bare sende invitationer ud til navngivningsfest og så får de beskeden på den måde. Eller skal man tage tyren ved hornene?

Mit sidste spørgsmål er så.... hvordan gør man egentlig når der skal navngives? Går man til kommunen og skriver under på noget eller gør man det online eller noget helt andet?

 

åh ha kan være svært med den kære svigermor - Vi valgte at fejre vores datter navngivningsfest en dejlig sommerdag og da alle gæster var mødt op og hyggede sig meddelte svigermor at det jo ikke var den dag de havde drømt om - heldigvis var min mor i nærheden og sagde med det samme at det da lige præcis var den dag vi (min kæreste og jeg havde drømt om) siden har hun ikke kommenteret det men snakker jævnligt om konfirmation.. så tyren ved hornene og på med rygsækken med tålmodighed.. måske i mange år fremover hehe 

og held og lykke med den lille ny 

åh ha kan være svært med den kære svigermor - Vi valgte at fejre vores datter navngivningsfest en dejlig sommerdag og da alle gæster var mødt op og hyggede sig meddelte svigermor at det jo ikke var den dag de havde drømt om - heldigvis var min mor i nærheden og sagde med det samme at det da lige præcis var den dag vi (min kæreste og jeg havde drømt om) siden har hun ikke kommenteret det men snakker jævnligt om konfirmation.. så tyren ved hornene og på med rygsækken med tålmodighed.. måske i mange år fremover hehe 

og held og lykke med den lille ny 

Hold da op hvor var det strengt. Men er ja, det er jo jeres barn og jeres liv, man skal ikke gøre noget for at glæde andre. Så vi gør tingene på vores måde og så må de blive sure bag vores ryg.

Vi skal nok få en skøn dag alligevel