jeg kan huske hippieforældrene i min klasse - ja, altså..deres datter gik i min klasse og hun kaldte dem bare for Connie og Ole - ligesom vi jo også gjorde når vi var på besøg. jeg syntes det var sejt og lidt mærkeligt da jeg var barn. min mor syntes det var frygteligt, fordi det var lige som om "de ikke rigtigt ville være forældre, men venner med børnene". den opfattelse er jeg ikke enig i.
en gang overhørte jeg min mand, Søren, der ringede op til sin søster. Det er så en af hendes drenge der tager telefonen (de er relativt små) og han siger så "Hej Alfred, må jeg tale med Birgitte?" og jeg sad bagefter og spurget undrende, hvorfor han ikke havde sagt "må jeg tale med din mor", for det er jeg vant til. Han sagde, at han syntes det er vigtigt at børn er klar over, at deres forældre indgår i andre relationer end lige netop den de har med deres barn og at børn ved at deres forældre er andet og mere som mennesker end forældre. det syntes jeg egentlig var ret kvikt svaret!
nej men...jeg tror at vi vil kalde os mor og far, hvis det en dag skulle ske, at der var nogen unger der meldte sig på banen, men jeg ville ikke blive frygtelig ked af det hvis de valgte at kalde os Trine og Søren istedet. Jeg syntes det er en rigtig fin reflektion din søn har lavet og han har jo selv taget valget om hvad han vil kalde jer og har endda begrundet det på en måde, så I ved, at det er ikke noget med at distancerer sig fra jer, det er noget med at se hinanden som hele mennesker (eller lægger jeg aaaaalt for meget klogskab i en lille dreng???)
Anmeld
