Hej Alle,
Jeg er ny her på baby.dk og har brug for jeres erfaringer.
Inden fødsel har jeg læst rigtig mange anbefaling som har sat mange tanker i hovedet på mig mig og nu hvor mit barn er født kan jeg slet ikke finde ud af at nyde ham af frygt for han ikke "gør som der anbefales".
Min søn er 8 dage gammel og jeg er så bange. Det startede men en god fødsel uden smertestillende, fik enda at vide at jeg er en rigtig fødemaskine af jordemor. Jeg blev indlagt på mor-barn center pga. flade bryst vorter og jeg var næsten ikke kommet ind i værelset før en sygeplejerske kommer og siger en masse om hvordan jeg skal holde ham og amme ham osv. Min mand og jeg er indlagt en dag hvor vi beslutter os for at tage hjem. Der går det galt mine hormoner eller frygt går helt amok, jeg begynder at tænke meget over om han sover når han skal, spiser nok, græder nok osv. Får slet ikke sovet men kun græde og min mand er så søvnig at han ikke til at vækkes og jeg går i panik. Jeg ringer panisk til barselsklinikken og beder om berolingende piller, de giver mig dem men vælger ikke at tage dem alligevel. Min kusine kommer og passer babyen. Næste dag tager vi til hæl og høre test og der forsikrer jordermorden at han har det fint og jeg amme fint osv. Vi tager hjem og jeg er lidt rolig indtil natten kom og han græd og jeg igen blev panisk og kunne ikke se hvordan jeg skulle klare det. Næste dag er det lidt rødt om hans navle jeg bliver bange og ringer til barselsklinikken hvor jordermord siger at det er normalt men jeg så bange at jeg ringer igen og beder om at de ser på det. Der kommer en sygeplejerske som igen stiller masser af spørgsmål som hvordan spiser han, er hans blee tung, du skal amme og så skifte ham og amme igen, han skal have tør blee på. Hun skræmmer mig for jeg kan slet ikke holde styr på hvornår han spiser og hvor lang tid og hans afføring er gult eller sort. For to dage siden var min svigerinde her og hun hjælp mig med alle mine spørgsmål, men hun siger at hun slet ikke lyttede til dem og gjorde som hun mente var rigtig. I alt den tid har min søn spist lidt hist og pist og meget og sovet og ikke sovet. For 2 dage siden vælger han så at sove næsten hele døgnet. Som jeg så bliver bange for hvorfor han gør nu det osv. Nu spiser han og sover skiftevis men jeg kan ikke holde styre på hvormeget og hvornår. Med alle de ting er jeg begyndt og være bange for om han trives. Jeg er stadig ikke blevet kontaktet af sp og er bange for at fortælle hende alt dette i frygt for hun vil synes jeg er sindsyg.
Jeg har svært med at sove og våger over ham hele tiden. Jeg kan slet ikke nyde ham og det gør mig ked af det. Min mand skal starte på arbejde på mandag så det gør mig også usikker.
Det jeg vil høre jeg om er om i starten talte hvor meget babyen spiser af gangen, hvilken bryst de tager af, om du ammer rigtig, hvor meget de sover, hvormeget de laver afføring, om bleen er tung, hvor meget de er vågne, om i ammer rigtig osv. osv.
Jeg synes det er svært at lave en skema over de ting og har nu overvejet at droppe amning selvom han suger fint.
Er der nogen der kan beroliger mig og fortælle hvordan I evt. har gjort da I fik jeres første barn?
Jeg kan nikke genkendende til det du skriver. Jeg er også kontrol freak og bekymret af natur - og jeg sov stort set ikke de første 6 uger (altså, som i at jeg sov 2 timer i døgnet). Ammer han længe nok, tager han nok på, sover han ordentligt, hvorfor græder han nu, hvornår er en ble våd nok, laver han nok lortebleer o.s.v., o.s.v., alle de tanker havde jeg også.
Jeg havde så også en hård start som mor, da jeg bristede meget under fødslen, og havde problemer med amningen, og de elementer har helt klart intensiveret mine bekymringer og min manglende søvn.
Det lyder på mig som om din dreng har det helt fint og du gør alt det rigtige. Stol på at han får rigeligt at spise. Min søn ammede kun 5-10 minutter af gangen og jeg var konstant bange for om han fik nok . Men det gjorde han! De tager hvad de har brug for, du skal ikke bekymre dig (nemmere sagt end gjort).
Jeg er sikker på at du vil fortryde det bittert hvis du stopper med at amme, når nu amningen går så fint. Dine bekymringer vil ikke forsvinde med flasken, du vil bare finde noget andet at bekymre dig om. Jeg skrev ned i kalenderen på min iphone hvornår han ammede, i hvor lang tid og på hvilket bryst. Det gjorde jeg de første 3 mdrs. tid. Nogle synes måske at det er fjollet, men det gav mig en ro.
Jeg tror at du har en efterfødselsreaktion, sandsynligvis foranlediget af at du har været stresset og haft sygdom i familien op til fødslen, og så din generelt bekymrede natur. Du snakker med din mand, du snakker med din SP - og det er super vigtigt! Det er rigtig godt at du kan kommunikere med andre om hvordan du har det - det kunne jeg først efter en måned, og det var et mareridt at gå rundt med de tanker og følelser alene.
Jeg var MEGA nervøs da min man skulle tilbage på arbejde. De første 2-3 dage var jeg nervøs, og så forsvandt nervøsiteten da jeg jo fandt ud af at jeg sagtens kunne klare det selv.
Det skal nok blive bedre, det er jeg helt sikker på. Den første tid ER bare totalt kaotisk.
