Vil vi generelt for meget i dag?

Maja_4000 skriver:

Jeg har altid ønsket mig at der skulle være cirka 3,5 år imellem mine børn.. Og det bliver der.. Minus to dage med mindre jeg går i fødsel før selvfølgelig

Jeg synes 3-4 år er en rigtig god alder, fordi de er store nok til at forstå at mor f.eks. har ondt i ryggen.. Desuden er de meget selvhjulpne jeg må ærligt erkende, at jeg SLET ikke kan forstå dem som vælger bevidst at få børn med 9 måneder - 2 år imellem.. Da Caroline var den alder kunne jeg slet ikke overskue at skulle have en lillebrøster..

Til gengæld synes jeg personligt at over fire år er for meget, fordi jeg ikke tror at børnene vil få det samme forhold (jeg ved det jo ikke ) men jeg tænker bare at jo større aldersforskel, jo svære bliver det at lege sammen osv.

Jeg har 4 1/2 år mellem mine de ældste og så er det 2 år og 7 mnd ned til den næste, dvs, 7 år mellem ældste og mindste.

De to ældste har leget og leget sammen, og storesøster var (er) Gud, tryghed, spændende osv.

De leger stadig sammen alle 3 - har mange dage hvor jeg dårlig kan være her hjemme fordi de har fået en leg i gang alle tre der involverer hele lejligheden og helst også mig  Elsker de lyde for jeg kan høre de nyder hinanden.

Det er klart at mellem den ældste og yngste er der et stort spring, men så er deres søskende forhold anderledes, lillebror er ikke i konkurrence med storesøster og omvendt (de to største er i konkurrence med hinanden), storesøster kan være den man holdet i hånden over vejen, storesøster kan hjælpe med flyverdragten osv... 

Jeg er selv enebarn og kender ikke meget til søskende forhold, men jeg oplever ikke hverken 7 år, 3 år eller 4 år giver bedre forhold... Og håber det vil fortsætte sådan resten af livet 

Og så lige et af de utallige billeder af de to ældste, de var hendes støtte altid (og er stadig, da lillebror skulle starte i skole, kom storesøster hver dag for at se han havde de godt. De følges ad i skole alene om morgenen osv)

Giraffen skriver:

det gir jo rigtig go mening det du siger
det er nok bare så nemt at generalisere og forsøge at sætte tingene i system, og det kan man bare ikke når det kommer til børn

Præcis min holdning. Jeg tror ikke på nogen magisk formel eller forkromet plan, når det gælder udvidelse af børneflokken, og jeg synes, man skal være varsom med at tro, man kan koordinere det, så det går lettest muligt. Den harmoniske 4-årige kan ni måneder senere være en knap 5-årig med store udfordringer - den 3-årige kan opleve det som en fest at få en lillesøster eller -bror samtidig med opstart i børnehave - osv. 

Jeg synes, der er en tendens til at "overtænke" diverse potentielle problemer eller udfordringer, når det gælder dette emne, og så kan det ligge snublende nært at tro, at man kan planlægge sig fra det i stedet for at tage eventuelle problemer, som de - måske - kommer. "Vi gjorde alt det rigtige - hvorfor reagerer X så ikke, som vi havde planlagt?" 

Vi har fået børn, som det nu passede ind i vores liv - med fire år mellem de to ældste og 14 mdr. mellem nr. to og tre. Det har handlet om ydre faktorer som uddannelse og job, ikke om ældstebarnets alder. Med den vigtige tilføjelse, at nr. tre ikke var planlagt og kom på trods af prævention - og det har om noget lært mig, at det kan være sundt og godt, at ting sker uden planlægning og programmering. 

Vi har ikke opfattet det som spor synd for vores børn at blive storesøster og -bror, og vi har ikke haft problemer med jalousi eller dårlig samvittighed fra vores side. Og havde det givet anledning til problemer, så havde vi nok også klaret dét. Når lillebrøster først er ankommet, så er det vilkårene - og så hjælper det jo alligevel ikke at tænke ni måneder tilbage og gøre beslutningen om. 

Vores børn har et nært og kærligt forhold på tværs af alder. 

Giraffen skriver:

I vores familie har der været søskende med få år i mellem, der skændtes så det bragede og søskende med mange år imellem der har haft et fantastisk forhold, så tror ikke man kan måle graden af "god" relation ift. antal år imellem selvfølgelig får man noget specielt sammen som (pseudo) tvillinger, men ellers tror jeg det er svært at sætte ind i en formel

Vores pseudotvillinger, begge drenge, er så forskellige som nat og dag, og begge har igennem årene haft et tættere forhold til deres storesøster end til hinanden - selvom hun er hhv. fire og fem år ældre end dem og altså har det modsatte køn. Først de seneste år er drengene begyndt at have et egentligt fællesskab, hvor de ellers nærmest har levet op og ned af hinanden uden hverken at dele alverden eller være uvenner. Bare to drenge fra to forskellige planeter, som nu, som teenagere, lytter til hinandens vidt forskellige versioner af livet og rummer hinandens forskelligheder. 

Intet er givet, når det gælder små - eller store - mennesker. 

Vi har (får) tre drenge. De to yngeste vil der være præcist 2 år imellem - og det er faktisk med vilje fordi der 'kun' var to år imellem mig og min bror. Og vi har stadigvæk uendeligt meget glæde af hinanden - der var altid en at lege med når man skulle i sommerland eller på ferie, og den dag idag følges vores liv også ret godt af.

Den oplevelse vil jeg gerne give videre.

Når det er sagt, er jeg så glad for at der er 12/14 år imellem den ældeste og den yngste, for den store (som også er GUD, ligesom en anden skrev) kan hjælpe i hverdagen, og samtidigt nyder han også at være forbillede for den lille/de små.

Giraffen skriver:

Ja, lidt inspireret af egne overvejelser og andre tråde herinde.
Jeg havde tænkt at jeg ville ha nummer 2 når min pige var omkring 3 år... det lød så harmonisk i mit hoved
nu er vi nået dertil at det tidligst bliver når hun er fire, af mange årsager (bl.a. studie )
Anyways jeg kom sådan til at tænke på noget, som jeg gerne vil have nogle fleres syn på

Får vi børnene i det der 3-års interval for vores eller deres skyld? jeg har hørt mange "så får de mere glæde af hinanden" og "det var hårdt for os, men guld for børnene" men har også hørt "det var hårdt for den ældste" og "det er rart at få de hårde år overstået" osv osv osv.

Min delkonklusion er lige nu, om det i virkeligheden er ekstra hårdt fordi vi, som forældre, med sans for harmoni og ting, der "passer" sammen synes at det er så pænt på papiret når der er 2-3 år imellem? og at vi så overraskes over hvor hårdt det er med den ældste, der pludselig er i en træls fase?

Måske er det omvendt? måske er det elendig timin fra barnets perspektiv, der skal forholde sig til børnehave, af-med-sutten, af-med-bleen, op i en ny seng og mor-kan-ikke-bære mig...

Jeg startede med at tænke - puha det har jeg ikke selv lyst til - så hellere vente med nummer to og lade vores barn komme på plads i hele den nye tilværelse hun bare skal igennem og ud i.... så må lillebror/søster vente lidt...

Men har I andre også tænkt det? eller er der bare andre udfordringer ved at vente?

Jeg kan simpelthen ikke få styr på alle mine tanker omkring det lige nu og så plejer I bare at være skarpe til at komme med en god omgangs livserfaring til at ryste tankeposen lidt

Mit sind er hermed ÅBENT for input - så kom bare do'!

Vi tænkte ikke lige over selvstændigheds-fasen med en 3-årig, hvor hun samtidigt startede i børnehave - og måneden efter blev storesøster Mit "ur" begyndte at tikke pga. min alder! Jeg ville ikke være for gammel inden jeg fik nr. 2, så skulle det være, så skulle det være nu - 4 mrd. efter var jeg gravid

Det er egentlig gået meget godt, i betragtning af hvor meget der skete på de få måneder. Nu er vi kørt ind i en hverdag efter lillebror kom til verden - alle hans mavepoblemer stoppede for nogle uger tilbage, hvor SP var inde over kolik... Og ja, så meget skreg han, så det var ikke meget tid jeg fik til storesøster (og det kan i dén grad mærkes i dag)

Vi valgte helt at lægge sut og ble på hylden indtil vi havde fået noget mere ro herhjemme - så nu begynder vi