Vil vi generelt for meget i dag?

Ja, lidt inspireret af egne overvejelser og andre tråde herinde.
Jeg havde tænkt at jeg ville ha nummer 2 når min pige var omkring 3 år... det lød så harmonisk i mit hoved
nu er vi nået dertil at det tidligst bliver når hun er fire, af mange årsager (bl.a. studie )
Anyways jeg kom sådan til at tænke på noget, som jeg gerne vil have nogle fleres syn på

Får vi børnene i det der 3-års interval for vores eller deres skyld? jeg har hørt mange "så får de mere glæde af hinanden" og "det var hårdt for os, men guld for børnene" men har også hørt "det var hårdt for den ældste" og "det er rart at få de hårde år overstået" osv osv osv.

Min delkonklusion er lige nu, om det i virkeligheden er ekstra hårdt fordi vi, som forældre, med sans for harmoni og ting, der "passer" sammen synes at det er så pænt på papiret når der er 2-3 år imellem? og at vi så overraskes over hvor hårdt det er med den ældste, der pludselig er i en træls fase?

Måske er det omvendt? måske er det elendig timin fra barnets perspektiv, der skal forholde sig til børnehave, af-med-sutten, af-med-bleen, op i en ny seng og mor-kan-ikke-bære mig...

Jeg startede med at tænke - puha det har jeg ikke selv lyst til - så hellere vente med nummer to og lade vores barn komme på plads i hele den nye tilværelse hun bare skal igennem og ud i.... så må lillebror/søster vente lidt...

Men har I andre også tænkt det? eller er der bare andre udfordringer ved at vente?

Jeg kan simpelthen ikke få styr på alle mine tanker omkring det lige nu og så plejer I bare at være skarpe til at komme med en god omgangs livserfaring til at ryste tankeposen lidt

Mit sind er hermed ÅBENT for input - så kom bare do'!

Giraffen skriver:

Ja, lidt inspireret af egne overvejelser og andre tråde herinde.
Jeg havde tænkt at jeg ville ha nummer 2 når min pige var omkring 3 år... det lød så harmonisk i mit hoved
nu er vi nået dertil at det tidligst bliver når hun er fire, af mange årsager (bl.a. studie )
Anyways jeg kom sådan til at tænke på noget, som jeg gerne vil have nogle fleres syn på

Får vi børnene i det der 3-års interval for vores eller deres skyld? jeg har hørt mange "så får de mere glæde af hinanden" og "det var hårdt for os, men guld for børnene" men har også hørt "det var hårdt for den ældste" og "det er rart at få de hårde år overstået" osv osv osv.

Min delkonklusion er lige nu, om det i virkeligheden er ekstra hårdt fordi vi, som forældre, med sans for harmoni og ting, der "passer" sammen synes at det er så pænt på papiret når der er 2-3 år imellem? og at vi så overraskes over hvor hårdt det er med den ældste, der pludselig er i en træls fase?

Måske er det omvendt? måske er det elendig timin fra barnets perspektiv, der skal forholde sig til børnehave, af-med-sutten, af-med-bleen, op i en ny seng og mor-kan-ikke-bære mig...

Jeg startede med at tænke - puha det har jeg ikke selv lyst til - så hellere vente med nummer to og lade vores barn komme på plads i hele den nye tilværelse hun bare skal igennem og ud i.... så må lillebror/søster vente lidt...

Men har I andre også tænkt det? eller er der bare andre udfordringer ved at vente?

Jeg kan simpelthen ikke få styr på alle mine tanker omkring det lige nu og så plejer I bare at være skarpe til at komme med en god omgangs livserfaring til at ryste tankeposen lidt

Mit sind er hermed ÅBENT for input - så kom bare do'!

Altså her bliver der 2 år og 4 mdr mellem mine piger.

Jeg havde gerne set det var blevet før, men det blev sim sagt anderledes.

Jeg har hele tiden sagt max 3 år, og det er fordi jeg selv både har søskende der er en del ældre end mig og en bror der er et år ældre, og mine 2 ældste søskende bliver aldrig lige så tætte til mig som min bror. Heller ikke selvom vi er voksne nu

Så her er det bevidst, og så har det været et ønske for mig at jeg gerne ville være færdig med at få børn når jeg blev 30, så jeg også har mange år med voksne børn og mine forhåbentlige børnebørn

Mor til Ella skriver:

Altså her bliver der 2 år og 4 mdr mellem mine piger.

Jeg havde gerne set det var blevet før, men det blev sim sagt anderledes.

Jeg har hele tiden sagt max 3 år, og det er fordi jeg selv både har søskende der er en del ældre end mig og en bror der er et år ældre, og mine 2 ældste søskende bliver aldrig lige så tætte til mig som min bror. Heller ikke selvom vi er voksne nu

Så her er det bevidst, og så har det været et ønske for mig at jeg gerne ville være færdig med at få børn når jeg blev 30, så jeg også har mange år med voksne børn og mine forhåbentlige børnebørn

ja to år, så er der også et halvt år inden "alt det andet" går igang
puha hvis vi kun sku ha 2,5 år imellem så var jeg gået i brædderne for længst men vi har også en travl hverdag og jeg kan ikke se mig selv tage bare et minut mere fra min alene tid med min pige, så det må vente lidt endnu
men mega sejt alligevel nu er jeg så "kun" 26 så ka være jeg havde tænkt anderledes hvis jeg nu var ældre (for hvis man kun vil ha to børn, så er der jo go tid til at få dem i )

Giraffen skriver:

Ja, lidt inspireret af egne overvejelser og andre tråde herinde.
Jeg havde tænkt at jeg ville ha nummer 2 når min pige var omkring 3 år... det lød så harmonisk i mit hoved
nu er vi nået dertil at det tidligst bliver når hun er fire, af mange årsager (bl.a. studie )
Anyways jeg kom sådan til at tænke på noget, som jeg gerne vil have nogle fleres syn på

Får vi børnene i det der 3-års interval for vores eller deres skyld? jeg har hørt mange "så får de mere glæde af hinanden" og "det var hårdt for os, men guld for børnene" men har også hørt "det var hårdt for den ældste" og "det er rart at få de hårde år overstået" osv osv osv.

Min delkonklusion er lige nu, om det i virkeligheden er ekstra hårdt fordi vi, som forældre, med sans for harmoni og ting, der "passer" sammen synes at det er så pænt på papiret når der er 2-3 år imellem? og at vi så overraskes over hvor hårdt det er med den ældste, der pludselig er i en træls fase?

Måske er det omvendt? måske er det elendig timin fra barnets perspektiv, der skal forholde sig til børnehave, af-med-sutten, af-med-bleen, op i en ny seng og mor-kan-ikke-bære mig...

Jeg startede med at tænke - puha det har jeg ikke selv lyst til - så hellere vente med nummer to og lade vores barn komme på plads i hele den nye tilværelse hun bare skal igennem og ud i.... så må lillebror/søster vente lidt...

Men har I andre også tænkt det? eller er der bare andre udfordringer ved at vente?

Jeg kan simpelthen ikke få styr på alle mine tanker omkring det lige nu og så plejer I bare at være skarpe til at komme med en god omgangs livserfaring til at ryste tankeposen lidt

Mit sind er hermed ÅBENT for input - så kom bare do'!

Nu er vores dreng kun 11 uger, men vi er ikke i tvivl om, at vi skal have flere!

Der kommer til, at være en del år imellem vores børn, da vi begge to gerne vil være færdige med uddannelse og have et job før der kommer en lillebror eller søster. Jeg er trilling og man kommer simpelthen ikke tættere på sine søskende end dét. Dermed ikke sagt, at jeg ikke er tæt med mine andre søskende, men det er bare på en helt anden måde end med mine brødre.

Jeg kan egentlig også godt lide idéen med, at der ikke skal være for længe mellem børnene, og det bliver der heller ikke mellem nr. 2 og 3. Vi har sat os for, at der skal tre til

Vi har valgt bevidst at der kommer en 5-6 år i mellem vores, netop for at undgå de negative ting som er netop de ting du skriver...

Men man får nærmest dårlig samvittighed fordi det i følge flertallet er så synd for børnene hvis der er mere end 1-2 år i mellem dem. Og man skal nærmest allerede planlægge nr 2 få dage efter fødslen af den første
Jeg synes det er hårdt med ét barn, og ønsker ikke hun skal føle sig tilsidesat eller fravalgt ved at få en bror/søster mens hun er så lille at hun ikke kan forstå at den mindste altså kræver mest.

Der er sikkert masser af steder at det bare er en leg at have to små krævende blebørn, men jeg skal ikke

Tænkte slet ikke over årene imellem - blev bare pludselig sindsyg skruk da Dina var 2 år og 9 mnd - livet ville jeg blev gravid med det samme og der kom 3 1/2 mellem - men jo så også at lillesøster døde og der så gik endnu et år før lillebror kom... 

Så her handlede det ikke om en ide men om jeg var parat til at blive mor igen. 

Jeg har også to drenge med 2 1/2 år imellem og kan stadig få en klump i halsen over hvad jeg mistede med den stor dreng det jo bare var en lille tumling og pludselig var det en baby. Så for mig er de 4 1/2 år mellem "bedre" end de 2 1/2 år men det er ren egoisme 

jeg har "mange" år i mellem mine( i følge andre) der er 4 år og 3 mdr mellem de to store og 9 og 13 år mellem de store og den mindste.

grunden til jeg ikke har fået dem trip trap er at for det første var JEG ikke klar til flere, for det andet nød jeg mine børn da de var små, og kunne ikke helt forestille mig at skulle dele min opmærksomhed, selvfølgelig gør man det uanset hvad alder de har, men jeg føler at min datter bedre kunne forstå hvorfor at jeg ikke havde tid til at gøre ting for/med hende lige med det samme. Den sidste var ikke så planlagt, men selv om jeg havde fået en før ( var også gravid, så hvis det var blevet til noget var det også 4 år fra den sidste til den, men det blev så ikke )

Og selv om der har været så længe imellem dem, har de nu altid haft det godt sammen, og min kæreste har to drenge også med 4 år imellem og de har nu også meget glæde af hinanden selv om der er "så" længe imellem dem.

Og det er nu også rart at ikke have flere blebørn på en gang


Detter er kun min mening og min alene, og hvad andre gør og andres bevægegrunde ser jeg ikke som forkert

Giraffen skriver:

Ja, lidt inspireret af egne overvejelser og andre tråde herinde.
Jeg havde tænkt at jeg ville ha nummer 2 når min pige var omkring 3 år... det lød så harmonisk i mit hoved
nu er vi nået dertil at det tidligst bliver når hun er fire, af mange årsager (bl.a. studie )
Anyways jeg kom sådan til at tænke på noget, som jeg gerne vil have nogle fleres syn på

Får vi børnene i det der 3-års interval for vores eller deres skyld? jeg har hørt mange "så får de mere glæde af hinanden" og "det var hårdt for os, men guld for børnene" men har også hørt "det var hårdt for den ældste" og "det er rart at få de hårde år overstået" osv osv osv.

Min delkonklusion er lige nu, om det i virkeligheden er ekstra hårdt fordi vi, som forældre, med sans for harmoni og ting, der "passer" sammen synes at det er så pænt på papiret når der er 2-3 år imellem? og at vi så overraskes over hvor hårdt det er med den ældste, der pludselig er i en træls fase?

Måske er det omvendt? måske er det elendig timin fra barnets perspektiv, der skal forholde sig til børnehave, af-med-sutten, af-med-bleen, op i en ny seng og mor-kan-ikke-bære mig...

Jeg startede med at tænke - puha det har jeg ikke selv lyst til - så hellere vente med nummer to og lade vores barn komme på plads i hele den nye tilværelse hun bare skal igennem og ud i.... så må lillebror/søster vente lidt...

Men har I andre også tænkt det? eller er der bare andre udfordringer ved at vente?

Jeg kan simpelthen ikke få styr på alle mine tanker omkring det lige nu og så plejer I bare at være skarpe til at komme med en god omgangs livserfaring til at ryste tankeposen lidt

Mit sind er hermed ÅBENT for input - så kom bare do'!

Vores dreng bliver 3 når den næste kommer. Vi er fuldstændig klar over at det bliver hårdt og alt det der, men i det lange løb tror jeg på de vil have stor glæde af hinanden

lineog4 skriver:

Tænkte slet ikke over årene imellem - blev bare pludselig sindsyg skruk da Dina var 2 år og 9 mnd - livet ville jeg blev gravid med det samme og der kom 3 1/2 mellem - men jo så også at lillesøster døde og der så gik endnu et år før lillebror kom... 

Så her handlede det ikke om en ide men om jeg var parat til at blive mor igen. 

Jeg har også to drenge med 2 1/2 år imellem og kan stadig få en klump i halsen over hvad jeg mistede med den stor dreng det jo bare var en lille tumling og pludselig var det en baby. Så for mig er de 4 1/2 år mellem "bedre" end de 2 1/2 år men det er ren egoisme 

puha sikke en historie er ked af at høre om jeres tab
når du siger
"Så her handlede det ikke om en ide men om jeg var parat til at blive mor igen. "
tænkte du så også tanken "om min datter var klar til at blive storesøster" ? for det er nok den jeg sådan tænker meget på... og så derefter om jeg er parat til at hjælpe hende igennem den proces

da jeg fødte skulle jeg bestemt ikke have flere børn

men efter han er blevet 3 får jeg mere og mere lyst til en lille ny i familien og nok også mere fordi han elsker babyer og snakker meget om dem og lige før han kan falde i staver over dem når vi ser nogle så sødt nu er han næsten 4, men nu er jeg jo blevet elev pr 1 august og 2år frem ja så må vi vent mere men tror tiden også passer os bedre til den tid fordi så er kæreste da job nu han bliver uddannet her til marts og pengene ser håber lidt anderledes ud