Vil vi generelt for meget i dag?

Altså nu står jeg jo i situationen at der næsten ikke kan nå at blive 2 år mellem Anthon og en eventuel lillebrøster - men jeg har en idé om, at der gerne må gå 5-6 år mellem faktisk.. Mest fordi jeg har set hvad det gør ved nogen børn at blive den store oveni alt det børnehave, sutte, blefri og putte gøjl de kæmper med, og det vil jeg ikke have at mine egne børn skal opleve.. Jeg skal også kun have et barn mere, så det bliver ikke sådan noget med der er 12 år mellem den lille og den store..

Jeg har en forestilling om, at det er lettere for en på 5-6 år at kapere det der "jeg skal være storebror" sammen med skolestart og lektier osv., fordi de jo mentalt er en del længere fremme end en på 2-4 år, obvious

Så jeg er faktisk mest til "mange år" mellem søskende - måske lidt egoistisk set, for så vil Anthon også være til meget mere nytte end hvis han blev storebror lige om lidt hehe

Giraffen skriver:

Ja, lidt inspireret af egne overvejelser og andre tråde herinde.
Jeg havde tænkt at jeg ville ha nummer 2 når min pige var omkring 3 år... det lød så harmonisk i mit hoved
nu er vi nået dertil at det tidligst bliver når hun er fire, af mange årsager (bl.a. studie )
Anyways jeg kom sådan til at tænke på noget, som jeg gerne vil have nogle fleres syn på

Får vi børnene i det der 3-års interval for vores eller deres skyld? jeg har hørt mange "så får de mere glæde af hinanden" og "det var hårdt for os, men guld for børnene" men har også hørt "det var hårdt for den ældste" og "det er rart at få de hårde år overstået" osv osv osv.

Min delkonklusion er lige nu, om det i virkeligheden er ekstra hårdt fordi vi, som forældre, med sans for harmoni og ting, der "passer" sammen synes at det er så pænt på papiret når der er 2-3 år imellem? og at vi så overraskes over hvor hårdt det er med den ældste, der pludselig er i en træls fase?

Måske er det omvendt? måske er det elendig timin fra barnets perspektiv, der skal forholde sig til børnehave, af-med-sutten, af-med-bleen, op i en ny seng og mor-kan-ikke-bære mig...

Jeg startede med at tænke - puha det har jeg ikke selv lyst til - så hellere vente med nummer to og lade vores barn komme på plads i hele den nye tilværelse hun bare skal igennem og ud i.... så må lillebror/søster vente lidt...

Men har I andre også tænkt det? eller er der bare andre udfordringer ved at vente?

Jeg kan simpelthen ikke få styr på alle mine tanker omkring det lige nu og så plejer I bare at være skarpe til at komme med en god omgangs livserfaring til at ryste tankeposen lidt

Mit sind er hermed ÅBENT for input - så kom bare do'!

Aldersforskellen på 21 mdr mellem mine to første børn er udelukkende for deres skyld - senere hen nok mest Aldersforskellen mellem min yngste og en evt ny baby bliver på minimum 4 år - udelukkende for min skyld Ja, de får glæde af hinanden når de er jævnaldrende men shit det er hårdt arbejde og det er hårdt arbejde at være gravid med så kort mellemrum. Så næste barn kommer når JEG synes det passer rigtig godt ind

Giraffen skriver:

puha sikke en historie er ked af at høre om jeres tab
når du siger
"Så her handlede det ikke om en ide men om jeg var parat til at blive mor igen. "
tænkte du så også tanken "om min datter var klar til at blive storesøster" ? for det er nok den jeg sådan tænker meget på... og så derefter om jeg er parat til at hjælpe hende igennem den proces

Nej det tænkte jeg overhovedet ikke over - ved godt det lyder kynisk, men tænkte hun vel var parat hvis jeg var parat. Er selv enebarn så for mig er søskende en gave og har ikke en ide om hvornår det er bedst at blive det. 

De jeg kendte med børn på samme alder havde allerede fået igen - jeg var den langsomme og de så jo ud tilsæt have det skønt... 

Tror aldrig jeg har tænkt så langt - og skal lige siges jeg har en pokkers masse teoretisk viden om det men lige omkring det handlede det om jeg tog det som en mand og først opdagede problemerne når de kom 

Giraffen skriver:

ja to år, så er der også et halvt år inden "alt det andet" går igang
puha hvis vi kun sku ha 2,5 år imellem så var jeg gået i brædderne for længst men vi har også en travl hverdag og jeg kan ikke se mig selv tage bare et minut mere fra min alene tid med min pige, så det må vente lidt endnu
men mega sejt alligevel nu er jeg så "kun" 26 så ka være jeg havde tænkt anderledes hvis jeg nu var ældre (for hvis man kun vil ha to børn, så er der jo go tid til at få dem i )

Tja jeg er nu også kun 26

Og er selvstændig arbejder op mod 60 timer om ugen + det løse, så det er da bestemt et spørgsmål om prioteringer når vi har fri

Mit første barn sov ikke om natten før hun blev 16 mdr, har haft utroligt svært ved at spise m.m så det er ikke engang sådan at vi bare har haft et utrolig nemt barn at vi lige tager en mere men den gavn jeg har af min bror ønsker jeg bare at Ella også har muligheden for.

Man skal jo gøre det fuldstændig som man ar lyst og som det passer ind i ens forestillinger om hvad der er det rigtige, det rigtige for mig behøver jo bestemt ikke at være det for dig

Altså, jeg har det nok lidt sådan at ligesom med det første barn, så er det aldrig 100% optimalt. Man kunne altid godt bruge lidt mere fritid, lidt flere penge, lidt mere plads osv osv. Og hvornår er man klar til at blive forældre? 

Sådan tænker jeg det også er med nummer 2. Man aner jo ikkr en dyt om hvordan den store vil reagere på at få en søster/bror og man aner ikke hvordan den lille nye er og hvordan ens overskud osv kommer til at se ud. Det kan gå begge veje, det er et sats man må tage når kroppen og sindet begynder at skrige efter en baby mere. Om det er 3mdr efter fødsel af nummer1 eller 10år efter er vist underordnet de små kan ikke tilsidesætte egne behov og de store kan være for vant til at have mor og far for sig selv. Same same.

jeg/vi får flere børn når vi føler vi er klar til at blive nybagte forældre endnu engang og begynder at drømme om små pus Så skal vi nok hjælpe den store undervejs så han også bliver så klar som muligt. vi KAN jo ikke se ind i fremtiden og se om det vil være nemmest nu eller om 4år. desværre og det er nok også meget forskelligt fra barn til barn om de får mest glæde af søskende tæt på eller langt fra.

det blev rodet, jeg håber det giver mening 

Ja, lidt inspireret af egne overvejelser og andre tråde herinde.
Jeg havde tænkt at jeg ville ha nummer 2 når min pige var omkring 3 år... det lød så harmonisk i mit hoved
nu er vi nået dertil at det tidligst bliver når hun er fire, af mange årsager (bl.a. studie )
Anyways jeg kom sådan til at tænke på noget, som jeg gerne vil have nogle fleres syn på

Får vi børnene i det der 3-års interval for vores eller deres skyld? jeg har hørt mange "så får de mere glæde af hinanden" og "det var hårdt for os, men guld for børnene" men har også hørt "det var hårdt for den ældste" og "det er rart at få de hårde år overstået" osv osv osv.

Min delkonklusion er lige nu, om det i virkeligheden er ekstra hårdt fordi vi, som forældre, med sans for harmoni og ting, der "passer" sammen synes at det er så pænt på papiret når der er 2-3 år imellem? og at vi så overraskes over hvor hårdt det er med den ældste, der pludselig er i en træls fase?

Måske er det omvendt? måske er det elendig timin fra barnets perspektiv, der skal forholde sig til børnehave, af-med-sutten, af-med-bleen, op i en ny seng og mor-kan-ikke-bære mig...

Jeg startede med at tænke - puha det har jeg ikke selv lyst til - så hellere vente med nummer to og lade vores barn komme på plads i hele den nye tilværelse hun bare skal igennem og ud i.... så må lillebror/søster vente lidt...

Men har I andre også tænkt det? eller er der bare andre udfordringer ved at vente?

Jeg kan simpelthen ikke få styr på alle mine tanker omkring det lige nu og så plejer I bare at være skarpe til at komme med en god omgangs livserfaring til at ryste tankeposen lidt

Mit sind er hermed ÅBENT for input - så kom bare do'!

Jeg tror desværre ikke at vi kommer til at få en toer, men hvis vi gjorde, skulle der helt klart være mere end 3 år imellem. 4 år ville være optimalt for mig. Den største ville være nået et modenhedsniveau hvor der var empati, og hvor man kunne snakke om tingene sammen. Hvor han var ret så selvkørende. To små blebørn - nej tak, ikke til mig.

Jeg har venner med 4, 5 sågar 10 års forskel mellem søskende, hvor de har det supergodt sammen, elsker hinanden højt og leger rigtig fint sammen. Jeg synes det er noget vrøvl at søskende skal være tætte i alder for at kunne have glæde af hinanden.

Den snak havde vi da vi havde fået den første, jeg ville ikke ramme de magiske 3 år i forskel der sker bare alt for meget i forvejen og har bare set lidt for mange børn ha det rigtig hårdt med det i den alder så jeg sagde min 4år og manden sagde 1½ så vi endte på 22måneders forskel og jo det har da været rigtig hårdt og er det bestemt os nu for os alle 4 uden tvivl men det hårde bliver os bare lyn hurtigt opvejet af at vi ser hvor meget de har sammen.. Det første de gør om morgenen er at putte sig sammen under dynen i mors og fars seng også har de slet ikke tid til at komme der fra, i bilen er der jubel og grin over ting vi slet ikke forstår og hen over aftens maden bliver der sendt lumske blikke som bare emmer af ballade.. Jeg er sikker på at de har så mange gode år med masser af leg og tosomhed i fremtiden som vil gøre alle de hårde nætter og utallige bleer det hele værd

Lækkermåsen og vildbassens mor skriver:

Den snak havde vi da vi havde fået den første, jeg ville ikke ramme de magiske 3 år i forskel der sker bare alt for meget i forvejen og har bare set lidt for mange børn ha det rigtig hårdt med det i den alder så jeg sagde min 4år og manden sagde 1½ så vi endte på 22måneders forskel og jo det har da været rigtig hårdt og er det bestemt os nu for os alle 4 uden tvivl men det hårde bliver os bare lyn hurtigt opvejet af at vi ser hvor meget de har sammen.. Det første de gør om morgenen er at putte sig sammen under dynen i mors og fars seng også har de slet ikke tid til at komme der fra, i bilen er der jubel og grin over ting vi slet ikke forstår og hen over aftens maden bliver der sendt lumske blikke som bare emmer af ballade.. Jeg er sikker på at de har så mange gode år med masser af leg og tosomhed i fremtiden som vil gøre alle de hårde nætter og utallige bleer det hele værd

så smukt du kan sige det ja og det har helt sikkert også en betydning jeg er så selv vokset op med 5 år op til storebror og 10 år ned til lillesøster, men min mor er i en tæt søskende flok og hun skændtes med hendes søstre fra morgen til aften så det er nok bare svært at spå om

Jeg tror egentlig det er ligegyldigt hvor mange år der er imellem børnene. De får glæde af hinanden på et eller andet tidspunkt  

Giraffen skriver:

så smukt du kan sige det ja og det har helt sikkert også en betydning jeg er så selv vokset op med 5 år op til storebror og 10 år ned til lillesøster, men min mor er i en tæt søskende flok og hun skændtes med hendes søstre fra morgen til aften så det er nok bare svært at spå om

He he tak..

Min mand er enebarn så det lagde ham meget på sinde at der skulle være søskende og som sagt gerne tætte, der er 7år mellem min søster og jeg og det er først i sen teenager/voksen livet vi har fået noget ud af hinanden. Men ja man kan jo ikke garantere noget men vi kan gøre vores for at de får det dejligt sammen.