Hvis forældrene ikke vil sætte grænser

alle forældre opdrage deres børn og har grænser... men der findes ikke en eneste hvor børn er helt perfekt ...  så børn er børn de lære nyt.. vi skal hele tiden gentage og sige til dem det er forkert , de lære det når de er over 2 år.. hvis de ikke er stædig børn...

Uhh. Som pædagogstuderende OG mor til et udadreagerede barn synes jeg lige man skal slå koldt vand i blodet. Hvordan vurdere du at de ikke sætter grænser? Det gør vi, også så det vil noget. Vi er meget bevidste om vores datters temperament bl.a og gør alt hvad vi kan for at forklare hende at det er forkert. Vi forklare hende at det gør ondt osv. Nogle børn ér faktisk "bare" sådan. Jeg ser det tit ved enebørn. Jeg bliver faktisk en smule harm når du begynder at skrive om at kontakte kommunen. Har barnet/børnene du snakker om sendt nogen hjem med alvorlige skader som har krævet læge eller lign? Men for at besvare dit spørgsmål ang. Forældrenes godkendelse af at i kontakter kommunen. De skal ikke GODKENDE, men i skal informere dem om hvad i går til kommunen med og hvorfor. Og i skal have forsøgt jer med møder og samarbejde først.

Jeg oplever også at (ikke alle, men nogle) forældre der ikke selv har udadreagerende børn, automatisk går ud fra at det jo må være fordi forældrene ikke sætter grænser. Denne fordom ses desværre også hos, ofte unge, pædagoger, og ofte også dem der ikke har børn selv.

Det er selvfølgelig helt fint at pædagogerne tager snakken - det skal de, god kommunikation er vigtig - men det skal være med åbenhed og spørgsmålstegn og ikke en formodning om at man ikke sætter grænser.

Jeg har også en løbende dialog med en (ung, barnløs) pædagog i min søns vuggestue, og selvom hun er sød og der er en god tone, kan jeg også mærke at hun tænker at vi ikke sætter grænser. På et tidspunkt måtte jeg sige "prøv og hør, det nytter ikke noget at vi har den samme samtale igen og igen, for vi SÆTTER grænser. Vi har bare et barn der reagerer udadvendt. Og nej, det passer måske ikke ind i jeres hverdag herovre, med 11 andre børn, men det er nu engang sådan han er. Han skal nok komme over det på et tidspunkt." Det forstod hun heldigvis. Og han er inde i en rigtig god fase nu.

Anonym skriver:

Min veninde (er pædagog) og fortalte, at de ind imellem må tale om grænser med forældrene, altså hvis der for eksempel er børn, der slår og tager legetøjet. Man skulle jo tænke, at de fleste har lyst til at lære deres børn sociale spilleregler også for børnenes egen trivsels skyld, men min veninde siger, at visse forældre kan tage det meget meget ilde op, hvis der bliver givet foreslag til deres opdragelse.

Hvad kan man som pædagog gøre, hvis forældrene slet ikke går ind for grænser, som nogen jo ikke gør?

Jeg tvivler nu på at forældrene synes det er i orden at barnet slår.
Men vil også sige at det ikke behøve have noget som helst at gøre med grænsesætning.
Nej jeg synes ikke pædagogen skal blande sig i opdragelsen og i stedet forholde til hvad problematikken er i vuggestuen: barnet slår. Det kan man så tale med forældrene om og i fællesskab prøve at finde ud af en måde at takle det på. Det er ikke nødvendigt at tale om opdragelse.
Og en anden ting er hvis det kun er grænser der "mangler" hjemme hos barnet så mener jeg godt det kan løses i viggestuen. Børn kan godt forstå at der er forskellige regler i forskellige arenaer.

Anonym skriver:

Min veninde (er pædagog) og fortalte, at de ind imellem må tale om grænser med forældrene, altså hvis der for eksempel er børn, der slår og tager legetøjet. Man skulle jo tænke, at de fleste har lyst til at lære deres børn sociale spilleregler også for børnenes egen trivsels skyld, men min veninde siger, at visse forældre kan tage det meget meget ilde op, hvis der bliver givet foreslag til deres opdragelse.

Hvad kan man som pædagog gøre, hvis forældrene slet ikke går ind for grænser, som nogen jo ikke gør?

Det behøver ikke at have noget med opdragelsen at et barn slår, jeg tror ikke nogen forældre opdrager deres børn til at slå, sparke og bide, men det gør børn jo alligevel. Nogen børn gør ting, der behøver ikke at være en grund.
Jeg ville nok også blive lidt, hvis en pædagog sagde noget om min måde at opdrage mit barn.
De må gerne nævne, hvad de oplever i Vs/bh og spørge om det også sker der hjemme, eller om det kun er der. Der er forskel på hjemme og ude. Og så kan vi snakke om hvis det sker begge steder, om jeg kender grunden eller de har oplevet noget. Men jeg ville også tage det ilde op, hvis en pædagog kom hen og forslog hvordan jeg skulle opdrage mit barn. Det er mit barn, ikke deres.