Hvis forældrene ikke vil sætte grænser

Min veninde (er pædagog) og fortalte, at de ind imellem må tale om grænser med forældrene, altså hvis der for eksempel er børn, der slår og tager legetøjet. Man skulle jo tænke, at de fleste har lyst til at lære deres børn sociale spilleregler også for børnenes egen trivsels skyld, men min veninde siger, at visse forældre kan tage det meget meget ilde op, hvis der bliver givet foreslag til deres opdragelse.

Hvad kan man som pædagog gøre, hvis forældrene slet ikke går ind for grænser, som nogen jo ikke gør?

Anonym skriver:

Min veninde (er pædagog) og fortalte, at de ind imellem må tale om grænser med forældrene, altså hvis der for eksempel er børn, der slår og tager legetøjet. Man skulle jo tænke, at de fleste har lyst til at lære deres børn sociale spilleregler også for børnenes egen trivsels skyld, men min veninde siger, at visse forældre kan tage det meget meget ilde op, hvis der bliver givet foreslag til deres opdragelse.

Hvad kan man som pædagog gøre, hvis forældrene slet ikke går ind for grænser, som nogen jo ikke gør?

puhhh...ehmm....det er svært,for der kan være mange grunde til forældrene reagere som de nu gør.

det kan være de forældre har prøvet hva som helst med børnene,og det kan os være at ja de ik går ind for regler,eller måske de bar tænker det skal i da slet ikke bestemme hvad vi skal gøre.

med hensyn til pædagoger er det vigtigt at forældre og pædagoger kan arbejde sammen jo....men jeg vil sige at hvis de forældre slet ikke vil arbejde sammen med de pædagoger...så skal pædagogerne kontakte noget hjælp igennem kommunen til at håndtere de børn og kommunen vil så gå ind og også tale med forældrene om hvorfor de ikke vil samarbejde og om der foregår noget i hjemmet de bør vide.

der kan være så mange ting i det,så det er mit råd.

E.J.mor. skriver:

puhhh...ehmm....det er svært,for der kan være mange grunde til forældrene reagere som de nu gør.

det kan være de forældre har prøvet hva som helst med børnene,og det kan os være at ja de ik går ind for regler,eller måske de bar tænker det skal i da slet ikke bestemme hvad vi skal gøre.

med hensyn til pædagoger er det vigtigt at forældre og pædagoger kan arbejde sammen jo....men jeg vil sige at hvis de forældre slet ikke vil arbejde sammen med de pædagoger...så skal pædagogerne kontakte noget hjælp igennem kommunen til at håndtere de børn og kommunen vil så gå ind og også tale med forældrene om hvorfor de ikke vil samarbejde og om der foregår noget i hjemmet de bør vide.

der kan være så mange ting i det,så det er mit råd.

Men skal forældrene ikke godkende det, hvis børnehaven kontakter kommunen? Det er jo svært at gøre hen over hovedet på dem, hvis de slet ikke synes, der er et problem.

Anonym skriver:

Men skal forældrene ikke godkende det, hvis børnehaven kontakter kommunen? Det er jo svært at gøre hen over hovedet på dem, hvis de slet ikke synes, der er et problem.

ehmm....alt det burde pædagogerne vide om de må.

jeg synes de skal kontakte familierådgivningen på kommunen og tale med dem om problemet og hva de synes i skal gøre.

pædagogen må sige til forældrene at de må tage et møde og evt få nogen fagpersoner ind over det her,fordi pædagogerne ikke kan magte denne situation alene,personalet har ikke personale nok til at give særlige behov,taler af erfaring.

M_V skriver:

Tror ikke der er så meget at gøre. Pædagoger kan komme med gode foreslag til ting, forældrene kan prøve at gøre anderledes, men jeg går nu ind for at det er forældrenes børn og ikke pædagogernes.

Det kan jeg godt følge, men hvordan kan man tænke, at det er iorden at ens barn slår?

Anonym skriver:

Det kan jeg godt følge, men hvordan kan man tænke, at det er iorden at ens barn slår?

M_V skriver:

Ja det kan jeg bestemt heller ikke følge, for selvfølgelig er det ikke i orden på nogen måde. Men det er bare normalt at børn har sådan en fase. Måske barnet har dårligt sprog, det fører ofte til at barnet kan blive frustreret over ikke at blive forstået. Og må derfor tyge til at slå.

Men det er da godt at tage hånd om det, også for barnets egen skyld. Men hvad forældrene gør, det er deres eget valg, fordi det er DERES barn

Nu har jeg ikke selv børn, så det ændrer nok også ens opfattelse, når man får dem. Min veninde har en pige, der kan finde på at slå sine forældre, men aldrig kunne finde på at slå et andet barn, og det gør, at de ikke er bekymret.

Anonym skriver:

Det kan jeg godt følge, men hvordan kan man tænke, at det er iorden at ens barn slår?

pædagogerne skal tage et møde med de forældre

fordi jeg syntes de skal finde ud af om det kun foregår i børnehaven eller i hjemmet os.

der må være et grundlag for hvad der foregår.

Det er vel ligesom at der er mange der mener at det med at bide bare er en del af det at være barn og det er en fase der går over...

I min verden er ingen af delene acceptabelt og det er noget jeg vil gøre meget for at undgå at vores søn gør...

Kan så også sige at der er MANGE måder at sige tingene på...

gik selv helt i forsvarsposition da de i vuggestuen kommenterede på at vores søn kom sent en del dage... Deres ordvalg og kropsholdning mens de sagde det fik mig bare til at gå fuldkommen i forsvar fremfor at høre det de sagde...

Hvor imod da vores sundhedsplejesker sagde det samme men med andre ord og en mere afslappet kropsholdning sad det faktisk fast og gav pludselig mening...

Så hvordan og hvornår man vælger at informere forældrene om at der er en problemstilling med barnet har en stor forskel på modreaktionen...

Står man og siger det til en stresset forælder der er på vej hjem med en milliard ting i hovedet om ting der skal ordnes når man når hjem får man nok ikke den bedste reaktion og mulighed for samarbejde...

Men siger man til forældrene: ved du hvad vi har faktisk en bekymring for dit barns velfærd ville det være muligt at aftale et møde i løbet af den nærmeste tid så vi kan snakke sammen om hvad vi sammen kan gøre for at dit/jeres barn får en god dag.

Så tror jeg de fleste ville lytte lidt mere til det der bliver sagt... og så sørg for der er ro på mens mødet står på og at der er tid til at man kan forklare og fortælle frem og tilbage både fra pædagoger og forældrenes side af tingene...

jeg fandt f.eks. ud af at min venindes dreng skubber og slår fordi han nogen gange er sammen med en fætter der ikke har grænser og som leger den vilde leg med ham for han vælter jo ikke omkuld... men når hendes dreng skubber vores dreng så ryger han et stykke henad gulvet og bliver både bange og ked af det fordi det for ham er utrolig voldsomt da han er så spinkel som han er...