Hvis forældrene ikke vil sætte grænser

Anonym skriver:

Så de andre forældre blev irriteret på jer? Det lyder da væmmeligt, børn er trods alt børn. Det er da lidt underligt, hvis de tænker i ligefrem opmuntrer til slag og bid? Men er det ikke lidt uprofessionelt ikke at lade det gå gennem pædagogerne. 

Ja vi fik blikke og de talte ikke rigtig til os. Og der var en mor som ofte sagde: "Åhhh nej se der kommer V (min søn)" 

Det gjorde fame ondt at høre...

Anonym skriver:

Min veninde (er pædagog) og fortalte, at de ind imellem må tale om grænser med forældrene, altså hvis der for eksempel er børn, der slår og tager legetøjet. Man skulle jo tænke, at de fleste har lyst til at lære deres børn sociale spilleregler også for børnenes egen trivsels skyld, men min veninde siger, at visse forældre kan tage det meget meget ilde op, hvis der bliver givet foreslag til deres opdragelse.

Hvad kan man som pædagog gøre, hvis forældrene slet ikke går ind for grænser, som nogen jo ikke gør?

Jeg er dagpleje og oplever desværre ofte at forældre ikke sætter grænse.  Det resultere i når jeg gør det at barnet græder og gør ved fordi det ikke er vant til det. Den eneste det går ud over er barnet. Desværre ønsker forældre jo ikke at hære hvad de gør galt hvilket er forståeligt, men hos mig gælder der nogle regler og sådan er det. 

Efter mange snakke med forældre så gør jeg det hvis barnet gør noget det ikke må når de henter at jeg siger noget til barnet. Jeg gider ikke afvente at der bliver sagt noget, hvilket der aldrig gør. 

Hvad er det for nogen grænser der ikke sættes? For mig er der stor forskel på handlinger der "skader" andre og handlinger som ikke gør. 

Jeg sætter grænser for mine børn, men det er jo ikke alle grænser jeg er enig med alle om. Fx må mine børn hoppe i sofaen mens andre aldrig ville tillade det. Men mine børn må da selvsagt ikke slå for det er en handling der skader andre - de må meget gerne slå deres bamse hvis de har det behov 

jeg er så heldig at mine børn har været og er i en institution hvor jeg føler værdier og normer er meget lig dem her hjemme, derfor har mine børn ikke oplevet at få sat en grænse som for dem er helt uforståelig for de er i tråd med dem her hjemme... Men det kan jo ske at man på nogen punkter ikke er enig med børnehaven/vuggestuen/dagplejen  og der må forældre vel have lov at have deres regler der hjemme?

Jeg eller rettere min datter har oplevet det da hun startede i skolen, hvor hun kom med vores og børnehavens grænser og regler, der foreskrev man ikke sagde nej til de der spurgte om de måtte være med i legen med mindre der var en god grund, og man vidste den der spurgte så havde en anden mulighed. Hun legede med en pige, en anden spurgte og hun sagde som hun altid har fået at vide: ja. Kæmpe konflikt,  hvor hun fik skæld ud for man må ikke bare sige ja uden at spørge den man leger med - vupti en "grænse"/regel som var divergerende med hendes. Og ja der har vi som forældre valgt at holde fast på vores ;-)

lineog4 skriver:

Hvad er det for nogen grænser der ikke sættes? For mig er der stor forskel på handlinger der "skader" andre og handlinger som ikke gør. 

Jeg sætter grænser for mine børn, men det er jo ikke alle grænser jeg er enig med alle om. Fx må mine børn hoppe i sofaen mens andre aldrig ville tillade det. Men mine børn må da selvsagt ikke slå for det er en handling der skader andre - de må meget gerne slå deres bamse hvis de har det behov 

jeg er så heldig at mine børn har været og er i en institution hvor jeg føler værdier og normer er meget lig dem her hjemme, derfor har mine børn ikke oplevet at få sat en grænse som for dem er helt uforståelig for de er i tråd med dem her hjemme... Men det kan jo ske at man på nogen punkter ikke er enig med børnehaven/vuggestuen/dagplejen  og der må forældre vel have lov at have deres regler der hjemme?

Jeg eller rettere min datter har oplevet det da hun startede i skolen, hvor hun kom med vores og børnehavens grænser og regler, der foreskrev man ikke sagde nej til de der spurgte om de måtte være med i legen med mindre der var en god grund, og man vidste den der spurgte så havde en anden mulighed. Hun legede med en pige, en anden spurgte og hun sagde som hun altid har fået at vide: ja. Kæmpe konflikt,  hvor hun fik skæld ud for man må ikke bare sige ja uden at spørge den man leger med - vupti en "grænse"/regel som var divergerende med hendes. Og ja der har vi som forældre valgt at holde fast på vores ;-)

Synes da ellers det lyder som en sød og hyggelig regel, at man skal lege med alle medmindre, der er en rigtigt god grund til det. Kan godt forstå, hvis din datter blev ulykkelig eller frustreret over den slags. Hun ville jo bare være sød.

Tror også jeg tænker, at der hvor grænser er vigtige, er hvis de skader andre. Som sagt der er forskel på om et barn slår andre eller om det kaster med maden og ikke vil tage tøj på. Det er selvfølgelig fint, hvis man som forældre er ligeglad med at tøre mad op og fint har tid til at trække barnet i tøjet.

Men så må man nok bare indse, at børnehaven har en anden regel end ens egen. For der kan selvfølgelig ikke være 30 der bare smider maden på gulvet eller den slags. Så må der være regler, der hedder "I børnehaven må man ikke kaste med maden"

Anonym skriver:

Synes da ellers det lyder som en sød og hyggelig regel, at man skal lege med alle medmindre, der er en rigtigt god grund til det. Kan godt forstå, hvis din datter blev ulykkelig eller frustreret over den slags. Hun ville jo bare være sød.

Tror også jeg tænker, at der hvor grænser er vigtige, er hvis de skader andre. Som sagt der er forskel på om et barn slår andre eller om det kaster med maden og ikke vil tage tøj på. Det er selvfølgelig fint, hvis man som forældre er ligeglad med at tøre mad op og fint har tid til at trække barnet i tøjet.

Men så må man nok bare indse, at børnehaven har en anden regel end ens egen. For der kan selvfølgelig ikke være 30 der bare smider maden på gulvet eller den slags. Så må der være regler, der hedder "I børnehaven må man ikke kaste med maden"

Men nu er det jo også sådan med børn, at hvis man sætter en grænse, siger nej, er tydelig omkring hvad man mener, så er det altså ikke = at barnet så bare lige holder op med det samme. 

Vi har en dreng i selvstændighedsalderen og vi trækker grænser i det uendelige for tiden. Han kaster med legetøj, smider mad på gulvet når han ikk vil have mere osv. intet a det er acceptabelt i vores hjem, men det ændre ikkr på at han prøver os a. Også selvom vi siger nej, stop, lad være, mor vil ikke have det, prøver at aflede osv. Så hvis vores dp kom og sagde at vi skulle til at sætte nogen grænser her hjemme, ville hun nok også få en ordenlig overhaling fra min side a.

Heldigvis er hun klar over at nogen aldre giver flere udfordringer end andre og har tillid til at vi gør hvad vi kan og finder rigtigt.  

ehmm....alt det burde pædagogerne vide om de må.

jeg synes de skal kontakte familierådgivningen på kommunen og tale med dem om problemet og hva de synes i skal gøre.

pædagogen må sige til forældrene at de må tage et møde og evt få nogen fagpersoner ind over det her,fordi pædagogerne ikke kan magte denne situation alene,personalet har ikke personale nok til at give særlige behov,taler af erfaring.

Man kontakter vel ikke kommunen fordi børnene tager hinandens legetøj og slår??? Altså, måske hvis det samme barn, meget ofte slår, meget voldsomt og tydeligvis er i mistrivsel, men ellers virker det da helt overdrevet.

Anonym skriver:

Min veninde (er pædagog) og fortalte, at de ind imellem må tale om grænser med forældrene, altså hvis der for eksempel er børn, der slår og tager legetøjet. Man skulle jo tænke, at de fleste har lyst til at lære deres børn sociale spilleregler også for børnenes egen trivsels skyld, men min veninde siger, at visse forældre kan tage det meget meget ilde op, hvis der bliver givet foreslag til deres opdragelse.

Hvad kan man som pædagog gøre, hvis forældrene slet ikke går ind for grænser, som nogen jo ikke gør?

Snakker vi vuggestue eller børnehave? Jeg synes der er meget stor forskel på om det er en 1-årig eller en 5-årig der er tale om.

Anonym skriver:

Synes da ellers det lyder som en sød og hyggelig regel, at man skal lege med alle medmindre, der er en rigtigt god grund til det. Kan godt forstå, hvis din datter blev ulykkelig eller frustreret over den slags. Hun ville jo bare være sød.

Tror også jeg tænker, at der hvor grænser er vigtige, er hvis de skader andre. Som sagt der er forskel på om et barn slår andre eller om det kaster med maden og ikke vil tage tøj på. Det er selvfølgelig fint, hvis man som forældre er ligeglad med at tøre mad op og fint har tid til at trække barnet i tøjet.

Men så må man nok bare indse, at børnehaven har en anden regel end ens egen. For der kan selvfølgelig ikke være 30 der bare smider maden på gulvet eller den slags. Så må der være regler, der hedder "I børnehaven må man ikke kaste med maden"

Klart, men børnehaven kan heller ikke forvente at alle regler/"grænser" er identiske der hjemme, men de kan forvente man støtter dem nede i børnehaven og ikke taler dårligt om dem hjemme. 

Børn er yderst kompetente og kan sagtens rumme der er forskellige regelsæt de forskellige steder - dog tror jeg det er svært hvis de er i modstrid..

MorDk skriver:

Ja vi fik blikke og de talte ikke rigtig til os. Og der var en mor som ofte sagde: "Åhhh nej se der kommer V (min søn)" 

Det gjorde fame ondt at høre...

F*ck, hvor er det tarveligt... Hvorfor er der nogle mennesker der bare ikke har nogen empati?

Uhh. Som pædagogstuderende OG mor til et udadreagerede barn synes jeg lige man skal slå koldt vand i blodet. Hvordan vurdere du at de ikke sætter grænser? Det gør vi, også så det vil noget. Vi er meget bevidste om vores datters temperament bl.a og gør alt hvad vi kan for at forklare hende at det er forkert. Vi forklare hende at det gør ondt osv. Nogle børn ér faktisk "bare" sådan. Jeg ser det tit ved enebørn. Jeg bliver faktisk en smule harm når du begynder at skrive om at kontakte kommunen. Har barnet/børnene du snakker om sendt nogen hjem med alvorlige skader som har krævet læge eller lign? Men for at besvare dit spørgsmål ang. Forældrenes godkendelse af at i kontakter kommunen. De skal ikke GODKENDE, men i skal informere dem om hvad i går til kommunen med og hvorfor. Og i skal have forsøgt jer med møder og samarbejde først.