Hvis svigerfamilien virkelig ikke fungerer...

Svigermor siger jo til min kæreste "Ej det er da det mindste du kan gøre, når nu jeg opgav min karriere for dig" osv osv. Eller "Det er også ok du ikke kommer, jeg troede bare du elskede dine brødre" - hvad skal han sige til det? Jeg ved jeg selv havde sagt fra, men min kæreste er meget konfliktsky og han bliver ked af det og får dårlig samvittighed, og han ved jo jeg ikke går nogen steder og bliver god igen på et tidspunkt, så tror han vælger hvad der er nemmest - problemet er bare at jeg ikke ved om jeg virkelig bliver. Hvis det alligevel ender med jeg bliver "alene-mor" hver gang den familie ringer efter ham, vil jeg hellere være det tæt på min familie og venner.

Og hvis lillebror spytter eller slår siger vi begge to til ham at han skal lade vær, men når mor så afbryder og siger "Han ved jo ikke hvad han gør, i må ikke skælde ham ud, det er ok han er udadreagerende", så kan man sgu ikke stille så meget op. Hun kan lige vove på at blande sig i opdragelsen af mit barn, så kan heller ikke rigtig blande mig i hendes, selvom jeg er dybt uenig. 

Lige nu føler jeg mig helt tom. Jeg ved der skal ske noget, for ellers bryder jeg helt sammen. Jeg er bare så bange for at udfaldet bliver "dem eller mig" - og det er jeg ikke interesseret i. Men svigermor hader mig også, fordi min kæreste "kun" kommer der et par gange i ugen nu, fremfor hver dag, før jeg blev gravid. Og hun slipper ikke hendes lille slave uden kamp, og jeg kan jo ikke bede min kæreste vælge mig og baby, selvom det er det jeg har allermest lyst til. Jeg føler mig bare så alene. Jeg kan ringe til min familie og venner og græde som er 200 km væk eller skrive herinde, men jeg har absolut ingen her i nærheden udover min kæreste. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op, har aldrig været så ulykkelig, ked af det og ensom før 

Puha hvor jeg føler med dig, bliver helt trist på dine vegne

Som en anden også forslår, så ville jeg altså også pakke en taske og tage hjem til mine forældre, det er jo på ingen måde holdbart at du skal have det sådan her når i står og skal have et barn lige om lidt. Det er måske også den eneste måde du kan få din kæreste til at forstå, at han bliver nødt til at mange sig gevaldigt op, og sige fra over for sin mor og sine søskende.

Puha. Jeg vil igen foreslå, pak en taske og rejs de 200 km til din familie, hvor der kan blive hygget om DIG.

Ja, din kæreste vælger helt sikkert sine kampe med omhu, for som du selv skriver, hans mor spiller på hans psykiske, og du bliver vred i nuet, og tilgiver. Han vælger at tage den nemme kamp med hende, for du skal nok blive god igen.

Du kan altid føde på sygehuset du er nært, hvertfald sygehuset med nærmeste fødegang. Jeg tror ikke der er nogen regler på det punkt. Og jeg kan ikke lade vær med at tænke, vil han mande sig op din kæreste, hvis han var hjemme ved moar, og du gik i fødsel?? Ville han smide alt for at komme dig til undsætning?? Vil han sige fra??

Jeg tror din kæreste skal have det her skåret meget hårdt ud i pap, jeg havde pakket, var taget afsted med beskeden om at jeg skulle tænke over om det her også ville fungere når der først kommer baby. For så kan han da ikke bare hoppe og springe for sin mor, eller brødre....

Syntes det er en rigtig irriterende situation du står i lige nu.

Hvor i landet befinder du dig?? Jeg ville gerne hjælpe hvis jeg kunne, også bare hvis det var en tur på cafe der var behov for

Anonym skriver:

Svigermor siger jo til min kæreste "Ej det er da det mindste du kan gøre, når nu jeg opgav min karriere for dig" osv osv. Eller "Det er også ok du ikke kommer, jeg troede bare du elskede dine brødre" - hvad skal han sige til det? Jeg ved jeg selv havde sagt fra, men min kæreste er meget konfliktsky og han bliver ked af det og får dårlig samvittighed, og han ved jo jeg ikke går nogen steder og bliver god igen på et tidspunkt, så tror han vælger hvad der er nemmest - problemet er bare at jeg ikke ved om jeg virkelig bliver. Hvis det alligevel ender med jeg bliver "alene-mor" hver gang den familie ringer efter ham, vil jeg hellere være det tæt på min familie og venner.

Og hvis lillebror spytter eller slår siger vi begge to til ham at han skal lade vær, men når mor så afbryder og siger "Han ved jo ikke hvad han gør, i må ikke skælde ham ud, det er ok han er udadreagerende", så kan man sgu ikke stille så meget op. Hun kan lige vove på at blande sig i opdragelsen af mit barn, så kan heller ikke rigtig blande mig i hendes, selvom jeg er dybt uenig. 

Lige nu føler jeg mig helt tom. Jeg ved der skal ske noget, for ellers bryder jeg helt sammen. Jeg er bare så bange for at udfaldet bliver "dem eller mig" - og det er jeg ikke interesseret i. Men svigermor hader mig også, fordi min kæreste "kun" kommer der et par gange i ugen nu, fremfor hver dag, før jeg blev gravid. Og hun slipper ikke hendes lille slave uden kamp, og jeg kan jo ikke bede min kæreste vælge mig og baby, selvom det er det jeg har allermest lyst til. Jeg føler mig bare så alene. Jeg kan ringe til min familie og venner og græde som er 200 km væk eller skrive herinde, men jeg har absolut ingen her i nærheden udover min kæreste. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op, har aldrig været så ulykkelig, ked af det og ensom før 

Hold op hvor har jeg bare ondt af dig!
Det er virkelig en trist situation at skulle have et så dårligt forhold til sin svigerfamilie
Din svigermor lyder ret psykisk syg.
Det er synd din kæreste ikke har mere rygrad til at sige fra overfor dem, men lad os håbe det hele bliver bedre når den lille kommer og han kommer til at bruge sin energi på sin egen nye familie i stedet

Hvis dit barn skal opereres, kan det jo være I skal være indlagt i noget tid, og så kommer I væk fra familien. Og bagefter kan du frabede dig besøg fra din kærestes brødre fordi de kan have bakterier osv med hjem til den lille.

Jeg håber for dig at din kæreste bliver til en mand og lærer at sige fra overfor familien.
Du skal ikke stille ultimatum eller sige han skal vælge mellem dig eller familien. Hans mor er jo tydeligt syg, så selvfølgelig er det svært for ham at sige fra overfor hende, plus det altid har været sådan.

Giv det tid og håb at det bliver bedre når den lille kommer. Ellers må du flytte tættere på din familie der. Det er i hvert fald et skrøbeligt tidspunkt at flytte på lige nu, især hvis din baby skal opereres osv...

Alt det bedste herfra

VIPpigen skriver:

Puha. Jeg vil igen foreslå, pak en taske og rejs de 200 km til din familie, hvor der kan blive hygget om DIG.

Ja, din kæreste vælger helt sikkert sine kampe med omhu, for som du selv skriver, hans mor spiller på hans psykiske, og du bliver vred i nuet, og tilgiver. Han vælger at tage den nemme kamp med hende, for du skal nok blive god igen.

Du kan altid føde på sygehuset du er nært, hvertfald sygehuset med nærmeste fødegang. Jeg tror ikke der er nogen regler på det punkt. Og jeg kan ikke lade vær med at tænke, vil han mande sig op din kæreste, hvis han var hjemme ved moar, og du gik i fødsel?? Ville han smide alt for at komme dig til undsætning?? Vil han sige fra??

Jeg tror din kæreste skal have det her skåret meget hårdt ud i pap, jeg havde pakket, var taget afsted med beskeden om at jeg skulle tænke over om det her også ville fungere når der først kommer baby. For så kan han da ikke bare hoppe og springe for sin mor, eller brødre....

Syntes det er en rigtig irriterende situation du står i lige nu.

Hvor i landet befinder du dig?? Jeg ville gerne hjælpe hvis jeg kunne, også bare hvis det var en tur på cafe der var behov for

Tusind tak, hvor er du sød.

Jeg kan desværre ikke rejse, da det er vigtigt jeg føder på mit valgte fødested ift hvis vores baby skal opereres efter fødslen - ellers var jeg allerede løbet mod et tog!! 

Jeg bor i nærheden af Roskilde, et café besøg lyder ellers lige som noget jeg godt kunne trænge til. Kan ærlig talt ikke huske hvornår jeg har tilbragt tid med andre end min kæreste og/eller hans familie 

Tulipan skriver:

Hold op hvor har jeg bare ondt af dig!
Det er virkelig en trist situation at skulle have et så dårligt forhold til sin svigerfamilie
Din svigermor lyder ret psykisk syg.
Det er synd din kæreste ikke har mere rygrad til at sige fra overfor dem, men lad os håbe det hele bliver bedre når den lille kommer og han kommer til at bruge sin energi på sin egen nye familie i stedet

Hvis dit barn skal opereres, kan det jo være I skal være indlagt i noget tid, og så kommer I væk fra familien. Og bagefter kan du frabede dig besøg fra din kærestes brødre fordi de kan have bakterier osv med hjem til den lille.

Jeg håber for dig at din kæreste bliver til en mand og lærer at sige fra overfor familien.
Du skal ikke stille ultimatum eller sige han skal vælge mellem dig eller familien. Hans mor er jo tydeligt syg, så selvfølgelig er det svært for ham at sige fra overfor hende, plus det altid har været sådan.

Giv det tid og håb at det bliver bedre når den lille kommer. Ellers må du flytte tættere på din familie der. Det er i hvert fald et skrøbeligt tidspunkt at flytte på lige nu, især hvis din baby skal opereres osv...

Alt det bedste herfra

Tak 

Det er også det jeg håber på og det er det håb der holder mig oppe lige nu, at der måske sker en ændring efter fødslen. Ellers har jeg lige talt med min mor, der har fået to ugers ferie fra arbejde og så vil komme herover og lege "bussemand" de første par uger efter vi kommer hjem, så vi kan få lidt ro. Årh hvor jeg dog savner hende og min familie 

Men tak!! Er glad for din omtanke 

Anonym skriver:

Svigermor siger jo til min kæreste "Ej det er da det mindste du kan gøre, når nu jeg opgav min karriere for dig" osv osv. Eller "Det er også ok du ikke kommer, jeg troede bare du elskede dine brødre" - hvad skal han sige til det? Jeg ved jeg selv havde sagt fra, men min kæreste er meget konfliktsky og han bliver ked af det og får dårlig samvittighed, og han ved jo jeg ikke går nogen steder og bliver god igen på et tidspunkt, så tror han vælger hvad der er nemmest - problemet er bare at jeg ikke ved om jeg virkelig bliver. Hvis det alligevel ender med jeg bliver "alene-mor" hver gang den familie ringer efter ham, vil jeg hellere være det tæt på min familie og venner.

Og hvis lillebror spytter eller slår siger vi begge to til ham at han skal lade vær, men når mor så afbryder og siger "Han ved jo ikke hvad han gør, i må ikke skælde ham ud, det er ok han er udadreagerende", så kan man sgu ikke stille så meget op. Hun kan lige vove på at blande sig i opdragelsen af mit barn, så kan heller ikke rigtig blande mig i hendes, selvom jeg er dybt uenig. 

Lige nu føler jeg mig helt tom. Jeg ved der skal ske noget, for ellers bryder jeg helt sammen. Jeg er bare så bange for at udfaldet bliver "dem eller mig" - og det er jeg ikke interesseret i. Men svigermor hader mig også, fordi min kæreste "kun" kommer der et par gange i ugen nu, fremfor hver dag, før jeg blev gravid. Og hun slipper ikke hendes lille slave uden kamp, og jeg kan jo ikke bede min kæreste vælge mig og baby, selvom det er det jeg har allermest lyst til. Jeg føler mig bare så alene. Jeg kan ringe til min familie og venner og græde som er 200 km væk eller skrive herinde, men jeg har absolut ingen her i nærheden udover min kæreste. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op, har aldrig været så ulykkelig, ked af det og ensom før 

Hvad han skal svare (til det med karriere): Han kan sige at hun skal blive voksen og tage ansvar for de valg hun har taget i sit liv. Hun har valgt at få et barn. Hun har valgt at droppe karriere.
Og til det med hans brødre: igen skal hun blive voksen. For det er han blevet og har derfor nogle forpligtelser og kan ikke lege med sine brødre som det passer hende. Ligesom det ikke har noget med kærlighed at gøre. Og det er både grimt og lavt at ty til sådanne midler.

Jeg mener også at du kan gøre noget. Er din kæreste klar over alvoren og konsekvensen af dette for jeres forhold? Du skrev nemlig et sted at han ved du ikke går nogen steder.
Kommunikation er vejen frem. Fortæl ham meget konkret og præcist hvad du ikke bryder dig om og det er noget du forventer ændrer sig.
Men hvis deres forhold altid har været sådan mener jeg ikke du kan forvente andet end små skridt. Det tager tid at ændre på.

Anonym skriver:

Tusind tak, hvor er du sød.

Jeg kan desværre ikke rejse, da det er vigtigt jeg føder på mit valgte fødested ift hvis vores baby skal opereres efter fødslen - ellers var jeg allerede løbet mod et tog!! 

Jeg bor i nærheden af Roskilde, et café besøg lyder ellers lige som noget jeg godt kunne trænge til. Kan ærlig talt ikke huske hvornår jeg har tilbragt tid med andre end min kæreste og/eller hans familie 

Åhh, ja, det var også rigtigt. 

Cafeen kan jeg desværre heller ikke klare, bor selv i Sønderjylland, men jeg håber virkelig der kommer til at ske noget positivt i dit liv snart.

Har du evt snakket med jm om andre gravide, på din alder. Tænker om hun kan sætte dig i forbindelse med nogen inden en mødergruppe. Ved nogen starter allerede inden børnene er født, og sættes sammen ifølge deres terminer