Hej alle.
Jeg skriver denne tråd som anonym da jeg er meget flov over mine følelser og hader mig selv for at have det sådan her.
Jeg bor sammen med min kæreste og vi venter os vores første barn - en lille dreng der kommer om en måneds tid. Min familie bor i den anden ende af landet, men min kærestes familie bor inden for 5 km af os. Dette er efterhånden blevet et stort problem for mig.
Min kæreste har egentlig ikke noget nært forhold til sin familie følelsesmæssigt, men ser dem alligevel meget ofte. Hans familie består af mor og to yngre brødre på 6 og 11. Det er det eneste familie han har, udover to bedsteforældre han aldrig ser, hans far og resten bor i udlandet.
Problemet er (og skal forsøge at gøre det kort, selvom det er svært) at de fylder alt alt for meget i vores liv. Og jeg er kommet til et punkt hvor jeg efterhånden hader dem. Hans yngste bror havde en diagnose som autist, men den har en psykiater nu sagt slet slet ikke holder (og jeg er enig)
Moren sygeliggør sig selv og sine børn KONSTANT. De drenge der, der er ikke det de ikke fejler og det betyder LAAAANG snor. De må spytte på gulvet, være uforskammede, der findes ingen regler, man spiser ikke ved bordet, man får hvad man peger på, man må godt bare stikke af som 11-årig hvis man ikke får sin vilje og der bliver aldrig givet skæld ud. Det er svært at forklare, men det er meget anderledes end hvad jeg er vant til. Hun prøver også at sygeliggøre min kæreste, men dette er han gal over og jeg har frabedt mig at høre på hendes diagnoser da vi begge mener han har det helt fint (Det er ofte psykisk hun mener hendes drenge fejler noget)
De yngste fejler ikke en skid psykisk, det har jeg hele tiden ment, men nu har en psykiater bekræftet det, de er bare møg uopdragne. Moren er dog igang med at finde en ny psykiater, så hun igen kan få en diagnose. Men nu er kommunen vist begyndt at kigge på om det er hendes evner som mor der spiller en rolle i deres opførsel, og det er det jo nok desværre.
Hun gør også sig selv syg hele tiden, lader sig indlægge med påstand om neurologiske sygdomme og lader sig selv falde osv, men bliver undersøgt og får at vide hun intet fejler, at det må være psykisk og vælger så at gå helt amok og stejle for det er bestemt ikke psykisk.
Drengene bliver smidt hjemme ved os i tide og utide, så skal de spille på min kæreste spillekonsol og man kan ikke rigtig sige nej - de spytter på mit gulv og især den yngste siger ting som "Jeg håber dit barn dør" og lignende og jeg bliver bare SÅ ked af det. Min kæreste kan og vil ikke konfrontere dem, ingen i den familie taler med hinanden om noget som helst og alt det her sygdom er meget ømme punkter og jeg taler for det meste også bare moren efter munden. Men jeg har fået nok! Jeg vil ikke svines til af de børn længere, få at vide at tingene var sjovere før jeg blev kærester med deres bror (fordi der altså er regler herhjemme og fordi jeg et par gange om ugen siger nej til besøg) eller at de håber jeg dør osv. Jeg gider ikke der bliver spyttet på mit gulv eller svinet i hele huset, jeg er KÆMPE stor efterhånden og TRÆT! Min kæreste forsøger at hjælpe, men han føler sig som en lus mellem to negle, især fordi han har så ondt af hans brødre fordi de har den mor de har, hvor jeg er begyndt at hade de børn (undskyld, det er frygteligt og det ved jeg godt). Men man må ikke rette på dem eller skælde ud når de gør sådan, for det siger mor. Så det er ikke engang en mulighed at sige man ikke gider høre på det lort eller bede dem tørre op efter sig.
Jeg skal føde om en måned, er det virkelig for meget forlangt at vi kun ser dem et par gange i måneden, på hyggevisit, og ikke skal passe og pleje dem konstant, så jeg kan få en familie op at køre med den mand jeg elsker?
Årh jeg ved jeg lyder frygteligt og denne smørre er sikkert rigtig dårligt formuleret, fordi jeg sidder og hyler og føler mig alene og savner min familie der er 250 km væk. Men hvad skal jeg gøre??? 
Vi fik at vide til en scanning forleden at vores barn nok har en forsnævring i spiserøret og skal opereres lige efter fødslen og vi har tid til en børnekirug d. 30. Dette er der dog ikke blevet snakket om, for min termin er på den yngste brors fødselsdag så det er hårdt for dem at tale om min graviditet. Jeg føler mig så alene, ville ønske de forsvandt og aldrig kom tilbage. Jeg er bange for hvis jeg beder min kæreste vælge at han så vælger dem....
Undskyld mit lange indlæg og mine voldsomme udbrud. Er bare ulykkelig lige nu
