Hvis svigerfamilien virkelig ikke fungerer...

Hejsa..

Hvis ikke julegaver til drengene er købt, så giv dem en brugt spillekonsol. Ellers har jeg en PS med en del spil de gerne må få.. 

Glædelig jul

Ville bare lige sende en krammer 

ÅRRH!! Nu gik det lige så godt... 

Vi er igang med at få det allersidste på plads inden baby kommer og idag og imorgen har været afsat til nogle af de "tunge" ting, som at rykke rundt på møbler, så babyting og alting står som det skal - og jeg har GLÆDET mig!

Her til aften fortæller min kæreste så at han skal hjem til hans mor imorgen for at spille fucking spillekonsol med hans lillebror, der fik en i julegave, men det er jo sååå synd for ham at han ikke har nogen at spille med. HVAD?!?!?!?!?
Jeg kender min kæreste og ved han er ked af det, han sidder og ser så deprimeret ud lige nu, men han kan ikke sige nej, og jeg er pisse sur og skuffet. Hans mor kendte udemærket til vores planer, men hun får det jo til at lyde som om at ungen dør hvis ikke min kæreste stiller op til 2-3 timers spil imorgen. Måske er jeg unfair og måske burde jeg bare acceptere at når han har så små søskende er jeg ikke altid første prioritet, men det KAN jeg bare ikke!! Jeg VIL HAVE at mig og baby kommer først - det er vel for fanden morens job at sørge for de unger, ikke vores, eller nærmere min kærestes. 

Jeg kan ikke rigtig gøre noget, nu har han jo sagt ja fordi moren giver ham dårlig samvittighed, men jeg er TUDEFÆRDIG 

Har allermest lyst til at pakke en taske, skrive min opsigelse og finde noget tæt på min familie i stedet. Er selvfølgelig også pænt hormonel, og nok ikke så smart at rejse nu, da baby kan komme når det skal være. Ved bare ikke hvad jeg skal gøre. Føler jeg bliver kvalt. Skal jeg virkelig vælge mellem lidt frihed og manden jeg elsker?? Hvorfor kan vi ikke få et almindeligt liv med familiebesøg engang imellem?

SNØFT! Og undskyld  Havde vist bare lidt galde jeg skulle ud med. Er bare ulykkelig 

Anonym skriver:

ÅRRH!! Nu gik det lige så godt... 

Vi er igang med at få det allersidste på plads inden baby kommer og idag og imorgen har været afsat til nogle af de "tunge" ting, som at rykke rundt på møbler, så babyting og alting står som det skal - og jeg har GLÆDET mig!

Her til aften fortæller min kæreste så at han skal hjem til hans mor imorgen for at spille fucking spillekonsol med hans lillebror, der fik en i julegave, men det er jo sååå synd for ham at han ikke har nogen at spille med. HVAD?!?!?!?!?
Jeg kender min kæreste og ved han er ked af det, han sidder og ser så deprimeret ud lige nu, men han kan ikke sige nej, og jeg er pisse sur og skuffet. Hans mor kendte udemærket til vores planer, men hun får det jo til at lyde som om at ungen dør hvis ikke min kæreste stiller op til 2-3 timers spil imorgen. Måske er jeg unfair og måske burde jeg bare acceptere at når han har så små søskende er jeg ikke altid første prioritet, men det KAN jeg bare ikke!! Jeg VIL HAVE at mig og baby kommer først - det er vel for fanden morens job at sørge for de unger, ikke vores, eller nærmere min kærestes. 

Jeg kan ikke rigtig gøre noget, nu har han jo sagt ja fordi moren giver ham dårlig samvittighed, men jeg er TUDEFÆRDIG 

Har allermest lyst til at pakke en taske, skrive min opsigelse og finde noget tæt på min familie i stedet. Er selvfølgelig også pænt hormonel, og nok ikke så smart at rejse nu, da baby kan komme når det skal være. Ved bare ikke hvad jeg skal gøre. Føler jeg bliver kvalt. Skal jeg virkelig vælge mellem lidt frihed og manden jeg elsker?? Hvorfor kan vi ikke få et almindeligt liv med familiebesøg engang imellem?

SNØFT! Og undskyld  Havde vist bare lidt galde jeg skulle ud med. Er bare ulykkelig 

ÅRRH!! Nu gik det lige så godt... 

Vi er igang med at få det allersidste på plads inden baby kommer og idag og imorgen har været afsat til nogle af de "tunge" ting, som at rykke rundt på møbler, så babyting og alting står som det skal - og jeg har GLÆDET mig!

Her til aften fortæller min kæreste så at han skal hjem til hans mor imorgen for at spille fucking spillekonsol med hans lillebror, der fik en i julegave, men det er jo sååå synd for ham at han ikke har nogen at spille med. HVAD?!?!?!?!?
Jeg kender min kæreste og ved han er ked af det, han sidder og ser så deprimeret ud lige nu, men han kan ikke sige nej, og jeg er pisse sur og skuffet. Hans mor kendte udemærket til vores planer, men hun får det jo til at lyde som om at ungen dør hvis ikke min kæreste stiller op til 2-3 timers spil imorgen. Måske er jeg unfair og måske burde jeg bare acceptere at når han har så små søskende er jeg ikke altid første prioritet, men det KAN jeg bare ikke!! Jeg VIL HAVE at mig og baby kommer først - det er vel for fanden morens job at sørge for de unger, ikke vores, eller nærmere min kærestes. 

Jeg kan ikke rigtig gøre noget, nu har han jo sagt ja fordi moren giver ham dårlig samvittighed, men jeg er TUDEFÆRDIG 

Har allermest lyst til at pakke en taske, skrive min opsigelse og finde noget tæt på min familie i stedet. Er selvfølgelig også pænt hormonel, og nok ikke så smart at rejse nu, da baby kan komme når det skal være. Ved bare ikke hvad jeg skal gøre. Føler jeg bliver kvalt. Skal jeg virkelig vælge mellem lidt frihed og manden jeg elsker?? Hvorfor kan vi ikke få et almindeligt liv med familiebesøg engang imellem?

SNØFT! Og undskyld  Havde vist bare lidt galde jeg skulle ud med. Er bare ulykkelig 

Ro på! Dyb indånding! 

Det er træls, det kan jeg virkelig godt forstå. Men selvom din kæreste spiller en time eller to med hans bror er der jo stadig resten af dagen tilbage. Så må han bare sige han ikke kan blive så længe. Du skal bare slappe af derhjemme imens! 

Jeg ville nok lige her bakke kæresten op. Man skal et eller andet sted vælge sine kampe med omhu. Din kæreste er jo heller ikke i en nem position. Jeg siger ikke du er i en nem position heller, men din kæreste er tydeligvis ked af det nok i forvejen. 

Anonym skriver:

ÅRRH!! Nu gik det lige så godt... 

Vi er igang med at få det allersidste på plads inden baby kommer og idag og imorgen har været afsat til nogle af de "tunge" ting, som at rykke rundt på møbler, så babyting og alting står som det skal - og jeg har GLÆDET mig!

Her til aften fortæller min kæreste så at han skal hjem til hans mor imorgen for at spille fucking spillekonsol med hans lillebror, der fik en i julegave, men det er jo sååå synd for ham at han ikke har nogen at spille med. HVAD?!?!?!?!?
Jeg kender min kæreste og ved han er ked af det, han sidder og ser så deprimeret ud lige nu, men han kan ikke sige nej, og jeg er pisse sur og skuffet. Hans mor kendte udemærket til vores planer, men hun får det jo til at lyde som om at ungen dør hvis ikke min kæreste stiller op til 2-3 timers spil imorgen. Måske er jeg unfair og måske burde jeg bare acceptere at når han har så små søskende er jeg ikke altid første prioritet, men det KAN jeg bare ikke!! Jeg VIL HAVE at mig og baby kommer først - det er vel for fanden morens job at sørge for de unger, ikke vores, eller nærmere min kærestes. 

Jeg kan ikke rigtig gøre noget, nu har han jo sagt ja fordi moren giver ham dårlig samvittighed, men jeg er TUDEFÆRDIG 

Har allermest lyst til at pakke en taske, skrive min opsigelse og finde noget tæt på min familie i stedet. Er selvfølgelig også pænt hormonel, og nok ikke så smart at rejse nu, da baby kan komme når det skal være. Ved bare ikke hvad jeg skal gøre. Føler jeg bliver kvalt. Skal jeg virkelig vælge mellem lidt frihed og manden jeg elsker?? Hvorfor kan vi ikke få et almindeligt liv med familiebesøg engang imellem?

SNØFT! Og undskyld  Havde vist bare lidt galde jeg skulle ud med. Er bare ulykkelig 

mor:) skriver:

Jeg tænker at du skal passe på at du ikke har set dig så sur på familien at enhver situation nu bliver til noget negativt. I har sat to dage til at rykke rundt på møbler, så sker der vel ikke noget ved at han spiller i 2-3 timer med sin lillebror?

Nu har vi jo altså også andre planer, så bare fordi vi havde sat eftermiddagene af til at rykke rundt, betød det ikke at vi ikke havde andet vi også skulle - hvorfor kunne der ikke være blevet aftalt noget i god tid i stedet? Hvorfor skal det hele være i sidste øjeblik og ovenikøbet være vigtigere end vores planer? 

Nu sidder jeg her, alene, i kæmpe flytterod, som vi IKKE får færdig denne weekend, selvom det var planen, fordi hans lillebror ikke kan tåle at der ikke er nogen der underholder ham en fucking dag!! For mig er det ligeså meget princippet - vi havde planer, uanset om de for andre er vigtige eller ej, er det noget vi har aftalt og det betyder noget for MIG! 

Men i har nok ret. Det er bare mig der må tilpasse mig - jeg er vant til at aftale ting i god tid, at man overholder aftaler, at man respekterer hinanden og folks planer, uanset hvad man mener om dem. Nu har jeg i et halvt år skulle finde mig i at få mine planer ødelagt gang på gang, blive svinet til, slået på, spyttet på, men derfor skal jeg selvfølgelig stadig embrase når de endnu engang ødelægger noget der var vigtigt for mig, fordi de selvfølgelig er langt mere betydningsfulde end alle andre, og især meget mere end mig.

Har lyst til at give op, vi kommer med alt sandsynlighed heller ingen steder i aften som planlagt fordi min kæreste sikkert lige skal ordne et eller andet for dem - det vil ihvertfald være en første gang hvis ikke.

Forstår bare ikke hvorfor jeg ikke må være nogens førsteprioritet når jeg føler jeg bruger alt min tid på at please andre  Ville ønske jeg kunne falde i søvn og aldrig mere vågne

Loa skriver:

Fuck hvor er det synd for dig!!!

Aner slet ikke hvad råd jeg skal give....

Den mor aner jo tydeligvis ikke hvordan hun selv underholder sine børn siden at storebror skal hjem og aktiverer dem, på trods af han har sit eget liv og vigtigere ting lige nu.

Tror desværre eneste mulighed er at din kæreste siger fra, og mener det og holder fast!!
Det der holder i ikke til når der først er kommet en lille. DU gør slet ikke......

til dig og HÅBER det ændrer sig!

Tak 

Anonym skriver:

Nu har vi jo altså også andre planer, så bare fordi vi havde sat eftermiddagene af til at rykke rundt, betød det ikke at vi ikke havde andet vi også skulle - hvorfor kunne der ikke være blevet aftalt noget i god tid i stedet? Hvorfor skal det hele være i sidste øjeblik og ovenikøbet være vigtigere end vores planer? 

Nu sidder jeg her, alene, i kæmpe flytterod, som vi IKKE får færdig denne weekend, selvom det var planen, fordi hans lillebror ikke kan tåle at der ikke er nogen der underholder ham en fucking dag!! For mig er det ligeså meget princippet - vi havde planer, uanset om de for andre er vigtige eller ej, er det noget vi har aftalt og det betyder noget for MIG! 

Men i har nok ret. Det er bare mig der må tilpasse mig - jeg er vant til at aftale ting i god tid, at man overholder aftaler, at man respekterer hinanden og folks planer, uanset hvad man mener om dem. Nu har jeg i et halvt år skulle finde mig i at få mine planer ødelagt gang på gang, blive svinet til, slået på, spyttet på, men derfor skal jeg selvfølgelig stadig embrase når de endnu engang ødelægger noget der var vigtigt for mig, fordi de selvfølgelig er langt mere betydningsfulde end alle andre, og især meget mere end mig.

Har lyst til at give op, vi kommer med alt sandsynlighed heller ingen steder i aften som planlagt fordi min kæreste sikkert lige skal ordne et eller andet for dem - det vil ihvertfald være en første gang hvis ikke.

Forstår bare ikke hvorfor jeg ikke må være nogens førsteprioritet når jeg føler jeg bruger alt min tid på at please andre  Ville ønske jeg kunne falde i søvn og aldrig mere vågne