Janne T. skriver:
Jeg tror ikke det handler om at stemple sit barn, men I kraft af at kende betegnelsen har man bedre mulighed for at søge viden i forhold til sit barn og tale med andre der har børn med samme reaktionsmønstre.
Derudover er jeg lidt uenig i at det er dårligt at italesætte det eksplicit overfor barnet. Det må være en vurderingssag. Jeg havde haft det nemmere i mit liv, havde mine forældre sat sig ned med mig og fortalt at jeg var ganske normal, men at jeg var sensitiv og derfor reagerede lidt anderledes end nogen andre og det var helt okay. I stedet troede jeg bare jeg lær forkert.
Jeg er som sådan ikke imod italesættelsen, jeg italesætter også mine børns personlighed dog ikke med en specifik betegnelse og vi taler især med min datter ofte om at hun måske reagerer anderledes end lige arketypen for en pige i hendes alder - det mener jeg er yderst vigtigt at gøre med sine børn, men det gælder for alle uafhængig af om de sensitive eller ej. Man kan sagtens føle sig anderledes selvom man ikke er sensitiv - min datter er ikke særlig sensitiv men føler sig gennemgribende anderledes, kan huske hun kom hjem med en lektie om at skrive er navne digt, dvs. For hver bogstav i sit navn finde er ord der beskriver en selv og som starter med det bogstav, og hun sagde med det samme, jeg er sikker på det ene mor det a - anderledes. Og det taler vi om, så nej synes italesættelsen af personlenhed er vigtig, er nok bare der hvor jeg synes italesættelsen: sensitiv ikke er rammende alene.
Har som skrevet hørt en masse, læst en del også og synes for en stor del at det passer på de fleste børn også dem der råber højt og synes helt robuste og "normale" men jo der er mere skrøbelige børn, der er børn hvor man kan se larmen i klassen påvirker i en større grad osv men synes selv de er "nemme" at hjælpe hvorimod de som forsøger at være upåvirket er de svære.
Jeg er heller ikke imod man benævner et karaktertræk, og synes det er skønt man som forældre kan læse og blive klogere, men igen er jeg bange for stereotyper.
hvad jeg har læst er 20% af befolkningen formodentlig i en grad sensitiv tænker man egentlig slet ikke er så unormal, og samfundet egentlig bare skal indrettes på der er forskellige personligheder i det hele taget og det er jo ikke "kun" sensitiv versus normal (ikke sensitiv) der er et hav af personligheder og er stort nuancespektrum af F.eks. Sensitiv.
Det eneste jeg nok er bange for er den hurtige selvtest hvor jeg også selv slår ud som særlig sensitiv (og det gør to af mine børn også og de er det ikke og jeg er heller ikke). En selvtest der kan bruges ensporet og uden nuancer som nu er mit barn sådan og det vil reagere sådan og sådan, der er jeg af den opfattelse at man kan skærme for meget (netop hvis de slår ud i en periode, 4 års alderen der var begge mine fuldstændig efter bogen), eller andet.
Jeg er ikke i tvivl om viden og forholden sig til det sensitive er godt også for de som ikke har særlig sensitive børn, F.eks. I forhold til skæld ud hvor intet barn lærer ved skæld ud, eller er tryg ved skæld ud, og jeg synes det er skønt der er fokus på forskellighed, jeg kan bare godt være bange for forskellighed pludselig bliver stereotyp og kasseskabende
