Komme videre efter utroskab

Min erfaring (egen erfaring) siger mig, at hvis han har/har haft følelser for hende så er det svært bare at lægge dem på hylden. Der vil altid være noget mellem dem. Det havde været noget andet hvis det "bare" var sex.
Forbered dig på at tilliden tager lang tid at bygge op igen og det vil være en kamp hver dag - og han skal også bevise noget for dig. Efter min mening! Håber I kommer godt igennem og over det.

stakkels dig, det er ikke en sjov situation.
Hvad ville jeg gøre... Hmm jeg tror jeg havde bedt ham flytte, men valgt at have et forhold til ham.
Jeg ville ikke lade ham flytte ind igen, før jeg følte mig tryg ved at jeg vidste hvor jeg havde ham. Jeg ville beholde barnet - men det er også ud fra at jeg er pænt oppe i årene.
Håber I finder en løsning

Er sikker på at hvis I begge har samme ønske, så skal det nok lykkes  Det handler jo i bund og grund om at kæmpe sammen, for det samme..

Hvad angår hans rolle som far har dog forhåbentligt intet med hans sidespring at gøre? En god far tager jo ansvar for sit barn og ikke nødvendigvis sit forhold, i så fald kender jeg nogle få stykker der ikke burde få titlen god far, hvis det er ens holdning til monogami der afgør det 

Anonym skriver:

Hold da op... Det var vel nok en udlægning af det

Og dog er det præcis det han har gjort!

LuLy skriver:

Min erfaring (egen erfaring) siger mig, at hvis han har/har haft følelser for hende så er det svært bare at lægge dem på hylden. Der vil altid være noget mellem dem. Det havde været noget andet hvis det "bare" var sex.
Forbered dig på at tilliden tager lang tid at bygge op igen og det vil være en kamp hver dag - og han skal også bevise noget for dig. Efter min mening! Håber I kommer godt igennem og over det.

Tak, det vil jeg tage med mig Du har nok helt ret i, at følelserne vil blive der, hvis de har været der. 

Det med at bevise det er bare svært, for hvordan gør man det og hvornår har man afgjort det er bevis nok?

aarhusmor skriver:

stakkels dig, det er ikke en sjov situation.
Hvad ville jeg gøre... Hmm jeg tror jeg havde bedt ham flytte, men valgt at have et forhold til ham.
Jeg ville ikke lade ham flytte ind igen, før jeg følte mig tryg ved at jeg vidste hvor jeg havde ham. Jeg ville beholde barnet - men det er også ud fra at jeg er pænt oppe i årene.
Håber I finder en løsning

Tak 

Nej det er egentlig en rigtig skidt situation. Tænk at stå her! Det er rart at høre andres tanker. Nu er jeg i den yngre ende, og da han ikke har nogen steder at tage hen, har jeg overvejet om jeg skulle flytte midlertidigt ind hos mine forældre. Men ærligtalt ved jeg det ikke. Ved ikke om vi får mere ud af at være adskildt en periode, jeg vil jo nok komme til at tjekke ham hele tiden, hvis det var!

Hønsemor skriver:

Er sikker på at hvis I begge har samme ønske, så skal det nok lykkes  Det handler jo i bund og grund om at kæmpe sammen, for det samme..

Hvad angår hans rolle som far har dog forhåbentligt intet med hans sidespring at gøre? En god far tager jo ansvar for sit barn og ikke nødvendigvis sit forhold, i så fald kender jeg nogle få stykker der ikke burde få titlen god far, hvis det er ens holdning til monogami der afgør det 

Det er jo det, og det lyder til, at han ønsker det samme

Nej det er rigtigt, tror jeg fik formuleret mig lidt skævt der Jeg tror på ham som far, jeg ved nok bare ikke hvor meget, han er værd for mig.

hesøth skriver:

Og dog er det præcis det han har gjort!

Tja, det er som man tager det. Jeg tror, det er rigtig meget et temperamentsspørgsmål. Jeg ser det ikke på den måde.

Han synes jo heller ikke, det er i orden! Han fortryder, hvad han har gjort, og han har jo selv gjort det forbi med hende.

Jeg har været i dit sted! Og jeg kan kun sige, at kæmpe for at få løst problemerne, var det bedste jeg har gjort! Vi er stadig sammen, og har det bedre end nogensinde. Det har gjort os stærke - sammen! 

 

I dag er alle så egocentrerede og det er mig selv, mig selv mig selv. Og jeg synes folk giver alt for let op. I dag. (og der mener jeg ikke at voldelige forhold osv. men alm forhold hvor folk bryder op)

Min mormor og morfar har været gift i 60 år, til næste år. Da de havde guldbryllup spurgte jeg hvordan man kunne holde hinanden ud så mange år. Der svarede min mormor: "Det kan man heller ikke! Det kan kun lykkes fordi den ene altid har elsket den anden, og kæmpet når det har været svært!" 

Det tænker jeg tit på, for jeg synes det er en god pointe! Og den får mig til at kæmpe en ekstra gang, når der er lidt modgang... 

 

Du er altid velkommen til at skrive en PB, hvis du har lyst til et mere uddybende svar!