Hvorfor må man ikke

lineog4 skriver:

Et lille undrende spørgsmål: jeg troede ikke man kunne får hjælpe hvis ma havde børn sammen? Men er også lige blevet opmærksom på man kan adoptere flere børn og jeg troede man kun kunne et eller biologiske  søskende.

Selvfølgelig må man ønske sig alle de børn man vil også selvom man har i forvejen, men kan nu også godt forstå det kan være nogen der kan tænke, I jo har to små børn hvorfor så gå igennem hele den opslidende proces igen - men en ting er at tænke det et andet er at sige det højt til jer. 

Tænker man måske også siger det som en slags trøst, men I har jo så hvorfor...? Alla prøv at se på det skønne I har frem for det I ikke har.

Jeg har ikke haft svært ved at blive gravid, men har da tænkt over hvorfor jeg udsætter min familie og ikke mindst min store datter for det potentielle helvede. Jeg kunne lave børn fra nu af til jeg lukkede mine øjne, men hvorfor egentlig, hvad er det jeg vil? Og er det fair for mine børn jeg lader dem gå igennem en dårlig tid hvor jeg ikke har det super godt? Og jeg er faktisk endt med at kræve af mig selv at jeg skal nyde det jeg har og ikke drømme om det barn jeg ikke får. Og ja jeg har 3 (4) og under for alle at de får lige præcis de børn de ønsker sig, men jeg kan også forstå den anden side.

Maja84 skriver:

Alt har selvfølgelig en grænse, men bær jo være en selv og ikke andre som sætter grænsen for hvad man har overskud/økonomi osv til

Selvsagt er det en selv set sætter grænsen for hvor mange børn man vil have eller for den sags skyld hvor meget man vil arbejde. Ville egentlig også bare sige de måske siger det både fordi de vil trøste: se på det gode I har. Men også en undren, hvorfor den nedtur når I har skønne børn. Og der skal man nok selv have stået der hvor man havde problematikker vedr børn for at forstå hvor meget det kan fylde. 

Børn har for mig fyldt næsten alt i 7 år - og jeg nød sådan sidste år i Tivoli hvor jeg pludselig havde fokus på mænd  Og ikke maver og barnevogne..... Skønt pludselig ikke kun at have fokus på babyer for det har fyldt så meget og været omdrejningspunktet netop fordi det var svært og ikke bare en sikkerhed at man fik dem man ønskede....

lineog4 skriver:

Selvsagt er det en selv set sætter grænsen for hvor mange børn man vil have eller for den sags skyld hvor meget man vil arbejde. Ville egentlig også bare sige de måske siger det både fordi de vil trøste: se på det gode I har. Men også en undren, hvorfor den nedtur når I har skønne børn. Og der skal man nok selv have stået der hvor man havde problematikker vedr børn for at forstå hvor meget det kan fylde. 

Børn har for mig fyldt næsten alt i 7 år - og jeg nød sådan sidste år i Tivoli hvor jeg pludselig havde fokus på mænd  Og ikke maver og barnevogne..... Skønt pludselig ikke kun at have fokus på babyer for det har fyldt så meget og været omdrejningspunktet netop fordi det var svært og ikke bare en sikkerhed at man fik dem man ønskede....

Maja84 skriver:

Ønske sig flere børn!!

Det er i min verden underligt at man konstant får smidt i hovedet at man skal være glad for det man har, som om man ikke sætter pris på det, er jo noget andet så snart der snakkes job, karriere, udd eller materielle ting, rejser osv
Mange af disse ting kan jeg ikke pga sygdom, så hvorfor skal folk have så travlt, også selvom jeg kunne.

Er det bare ikke anset i dag at man gerne vil have flere børn

Forstår ikke en mentalitet om at man ikke kan være glade eller støtte andres ønsker uanset om det er børn, udd, job eller hvad det nu måtte være

Jeg oplever altså ikke, at det er en almen reaktion på, at folk ønsker sig flere børn - det handler vel meget om den enkeltes livssituation, og spørger du nogle mødre til ét barn herinde, oplever de det stik modsatte i form af et pres fra omverdenen for at få flere børn. Selv har jeg mødt en del opfordringer til liiiige at få barn nr fire

Jeg er heller ikke enig i, at det altid er noget andet, når det handler om uddannelse og karriere. Jeg kan bestemt godt være skeptisk, hvis en bekendt lufter tanken om at påbegynde videregående uddannelse nr. to eller tre, eller hvis en veninde, der er hårdt spændt for med små børn overvejer at søge et krævende lederjob. 

Nu kender jeg ikke så meget konkret til din baggrund, men som andre er inde på, kan de skeptiske reaktioner måske bunde i bekymring for dig og dit overskud, når du er sygdomsramt, og når de oven i hatten ved, at det tærer på dig med behandlingsforløb og skuffelser. 

Maja84 skriver:

Kommer an på behandlingen, nogle steder kan man godt få hjælp til flere børn hvis man kan nøjes med iui

Okay, det er nok bare mig selv jeg har læst om så.. For vi skal have ICSI, og ville ikke kunne nøjes med det andet 

Maja84 skriver:

Er helt enig, derfor dette ville blive sidste graviditet, og er ikke for enhver pris. Det gør bare ondt da behandlingen bliver et problem pga min gynækolog pludselig lukkede fra den ene dag til den anden, pga Nils Lund sagen, og det er det som er det frustrerende, at det gik ok med op og ned ture godt nok, men gik ellers godt. Og så lukkede de, hvilket ko ødelægger vires chancer og eventuelt skubber det hele

Årh jeg forstår dig godt..

Var satme også blevet noget sur og skuffet hvis klinikken bare lige lukkede, og det gik udover vores forsøg...

Èn ting er jo hvis æg/sædceller ikke lige er som de skal være, for at man kan blive insemineret, men en anden ting er da at de bare lige lukker 

Mor og meget mere skriver:

Jeg oplever altså ikke, at det er en almen reaktion på, at folk ønsker sig flere børn - det handler vel meget om den enkeltes livssituation, og spørger du nogle mødre til ét barn herinde, oplever de det stik modsatte i form af et pres fra omverdenen for at få flere børn. Selv har jeg mødt en del opfordringer til liiiige at få barn nr fire

Jeg er heller ikke enig i, at det altid er noget andet, når det handler om uddannelse og karriere. Jeg kan bestemt godt være skeptisk, hvis en bekendt lufter tanken om at påbegynde videregående uddannelse nr. to eller tre, eller hvis en veninde, der er hårdt spændt for med små børn overvejer at søge et krævende lederjob. 

Nu kender jeg ikke så meget konkret til din baggrund, men som andre er inde på, kan de skeptiske reaktioner måske bunde i bekymring for dig og dit overskud, når du er sygdomsramt, og når de oven i hatten ved, at det tærer på dig med behandlingsforløb og skuffelser. 

CroQuis skriver:

Årh jeg forstår dig godt..

Var satme også blevet noget sur og skuffet hvis klinikken bare lige lukkede, og det gik udover vores forsøg...

Èn ting er jo hvis æg/sædceller ikke lige er som de skal være, for at man kan blive insemineret, men en anden ting er da at de bare lige lukker 

isabellasmor skriver:

jeg Ser der simpelthen som at de der kommentere sådan, ikke kan se ud over egen næsetip. Og her snakker vi både min mor og far, og min mormor også. 

Jeg er helt holdt op med at snakke med dem om det. De spørg selv og jeg svarer, og det er det. Jeg fortæller ikke udvidet, eller forklarer det helt store. Min far har sagt at han ikke kan forstå man vil igennem alt det, når man jo har 1 barn. Min mor kører mere på at jeg er ung, og ja det er jeg, men jeg tænker bare, jeg starter ikke med at planlægge barn, føde min datter, leve som en hver anden børnefamilie, for så og tænke " nårrr pis jeg er ung, så nu venter jeg 6 år før jeg får flere børn fordi" hvorfor? Ja det ved jeg virkelig ikke..... Der skal ikke være 6 år mellem mine børn........ (Håber jeg i hvert fald ikke) 

ja og så bliver hun ved med at jeg tager hormoner , og det er kun fordi lægen vil tjene penge, og man skal passe på for de fylder bare en med alt muligt osv osv. 

Nu har hun jo så også bare 4 børn hvoraf den ene kun er 1 år gammel! Så ja.... Hun kan da helt sikkert tillade sig at fortælle mig jeg skal vente til min datter bliver ældre og se om vi ikke bare kan få et barn naturligt ligesom vi fik vores datter..... 

Jeg tog mig sammen, og så snakkede jeg med mine forældre om det og hvad jeg følte når de sagde som de sagde . Hold op hvor det lettede! og de anede slet ikke jeg havde det sådan, og at det de sagde blev modtaget som det gjorde. Altså at jeg følte de blandede sig på en måde de ikke skulle, og at jeg faktisk blev skide ked.