Hvorfor må man ikke

Jeg tænker, om dem der siger det, måske gør det fordi de ser hvor ked af det i bliver gang på gang over at det ikke vil lykkes? At de måske ikk nødvendigvis tænker at i er utaknemmelige, men bare synes det er synd for jer? Og svært at se jer gå alt det igennem.?

det var bare en tanke. Men jeg kan sagtens forstå ønsket om af få en mere.! det er jo fuldstændig det samme ønske som dem med god fertilitet har, når de vil have nr 2-3-4-5-6 så selvfølgelig har i også ret til at ønske flere børn uden at det har noget a gøre med dem i har i forvejen

Maja84 skriver:

Ønske sig flere børn!!

Det er i min verden underligt at man konstant får smidt i hovedet at man skal være glad for det man har, som om man ikke sætter pris på det, er jo noget andet så snart der snakkes job, karriere, udd eller materielle ting, rejser osv
Mange af disse ting kan jeg ikke pga sygdom, så hvorfor skal folk have så travlt, også selvom jeg kunne.

Er det bare ikke anset i dag at man gerne vil have flere børn

Forstår ikke en mentalitet om at man ikke kan være glade eller støtte andres ønsker uanset om det er børn, udd, job eller hvad det nu måtte være

Jeg har selv været igennem 4 IVF behandlinger for at få min søn.

Min situation er sådan her:

Jeg vil gerne have et barn til. Min mand vil gerne nøjes med den ene vi har. Jeg kunne godt vælge at "tage kampen op" med ham og insistere på én til. Men når jeg tænker på al den bekymring, de negative følelser, de evindelige skuffelser jeg (måske) ville skulle igennem før det lykkes. Så vælger jeg at sige: Det var et mirakel at jeg overhovedet fik et barn. Hvis jeg havde levet for 40 år siden havde det ikke været muligt. Shit, hvor er jeg heldig.

Jeg siger IKKE at du skal tænke på samme måde. SELVFØLGELIG må du gerne ønske dig flere børn, jeg synes at det er helt legitimt.

Men jeg tænker bare at omverdenen måske oplever det sådan: Hvorfor udsætte sig selv for sorg og skuffelse og bekymring igen og igen - når man kunne undgå alle de negative følelser. Forstår du hvad jeg mener? Jeg tror ikke at folk mener noget ondt med det, jeg tror blot at de undrer sig.

Så hvis jeg var dig, ville jeg lade være med at dele mine bekymringer med de folk som har den indstilling. Og så lade være med at tage det så tungt.

Jeg forstår godt din holdning, men jeg forstår også godt deres tanker.

Håber at det lykkes for jer at få en lille mere. 

Maja84 skriver:

Ønske sig flere børn!!

Det er i min verden underligt at man konstant får smidt i hovedet at man skal være glad for det man har, som om man ikke sætter pris på det, er jo noget andet så snart der snakkes job, karriere, udd eller materielle ting, rejser osv
Mange af disse ting kan jeg ikke pga sygdom, så hvorfor skal folk have så travlt, også selvom jeg kunne.

Er det bare ikke anset i dag at man gerne vil have flere børn

Forstår ikke en mentalitet om at man ikke kan være glade eller støtte andres ønsker uanset om det er børn, udd, job eller hvad det nu måtte være

jeg Ser der simpelthen som at de der kommentere sådan, ikke kan se ud over egen næsetip. Og her snakker vi både min mor og far, og min mormor også. 

Jeg er helt holdt op med at snakke med dem om det. De spørg selv og jeg svarer, og det er det. Jeg fortæller ikke udvidet, eller forklarer det helt store. Min far har sagt at han ikke kan forstå man vil igennem alt det, når man jo har 1 barn. Min mor kører mere på at jeg er ung, og ja det er jeg, men jeg tænker bare, jeg starter ikke med at planlægge barn, føde min datter, leve som en hver anden børnefamilie, for så og tænke " nårrr pis jeg er ung, så nu venter jeg 6 år før jeg får flere børn fordi" hvorfor? Ja det ved jeg virkelig ikke..... Der skal ikke være 6 år mellem mine børn........ (Håber jeg i hvert fald ikke) 

ja og så bliver hun ved med at jeg tager hormoner , og det er kun fordi lægen vil tjene penge, og man skal passe på for de fylder bare en med alt muligt osv osv. 

Nu har hun jo så også bare 4 børn hvoraf den ene kun er 1 år gammel! Så ja.... Hun kan da helt sikkert tillade sig at fortælle mig jeg skal vente til min datter bliver ældre og se om vi ikke bare kan få et barn naturligt ligesom vi fik vores datter..... 

Mor11 skriver:

Jeg tænker, om dem der siger det, måske gør det fordi de ser hvor ked af det i bliver gang på gang over at det ikke vil lykkes? At de måske ikk nødvendigvis tænker at i er utaknemmelige, men bare synes det er synd for jer? Og svært at se jer gå alt det igennem.?

det var bare en tanke. Men jeg kan sagtens forstå ønsket om af få en mere.! det er jo fuldstændig det samme ønske som dem med god fertilitet har, når de vil have nr 2-3-4-5-6 så selvfølgelig har i også ret til at ønske flere børn uden at det har noget a gøre med dem i har i forvejen

Maja84 skriver:

Ønske sig flere børn!!

Det er i min verden underligt at man konstant får smidt i hovedet at man skal være glad for det man har, som om man ikke sætter pris på det, er jo noget andet så snart der snakkes job, karriere, udd eller materielle ting, rejser osv
Mange af disse ting kan jeg ikke pga sygdom, så hvorfor skal folk have så travlt, også selvom jeg kunne.

Er det bare ikke anset i dag at man gerne vil have flere børn

Forstår ikke en mentalitet om at man ikke kan være glade eller støtte andres ønsker uanset om det er børn, udd, job eller hvad det nu måtte være

Må indrømme at jeg har haft lidt samme tanker som esioul 

Ikke at folk ikke må ønske sig mere - men efter vi startede i fertilitetsbehandling, bare for at få vores første ønskede barn, kunne jeg godt have lidt svært ved at forstå, dem som var meget frustrerede over at de ikke kunne få nummer 2, 3, 4..... For jeg tænkte "Kæft de er heldige bare at kunne få én!" 

Vi nåede at "prøve" i 2 år inden det lykkedes, så overstående tanke kunne da godt poppe op nu og da - især i de frustrerede tider, hvor jeg lige havde testet negativt eller fået mens 

Men nu har jeg termin om 3 mdr, og har da selvfølgelig også tænkt over, om vi skal kæmpe ligeså meget for at få nr 2.. For mit ønske er da 2-3 børn - og nu kan jeg sagtens følge dig!  

Tror måske bare lidt det handler om hvilken situation man selv er i, for at kunne forstå andre  

Held og lykke  

isabellasmor skriver:

jeg Ser der simpelthen som at de der kommentere sådan, ikke kan se ud over egen næsetip. Og her snakker vi både min mor og far, og min mormor også. 

Jeg er helt holdt op med at snakke med dem om det. De spørg selv og jeg svarer, og det er det. Jeg fortæller ikke udvidet, eller forklarer det helt store. Min far har sagt at han ikke kan forstå man vil igennem alt det, når man jo har 1 barn. Min mor kører mere på at jeg er ung, og ja det er jeg, men jeg tænker bare, jeg starter ikke med at planlægge barn, føde min datter, leve som en hver anden børnefamilie, for så og tænke " nårrr pis jeg er ung, så nu venter jeg 6 år før jeg får flere børn fordi" hvorfor? Ja det ved jeg virkelig ikke..... Der skal ikke være 6 år mellem mine børn........ (Håber jeg i hvert fald ikke) 

ja og så bliver hun ved med at jeg tager hormoner , og det er kun fordi lægen vil tjene penge, og man skal passe på for de fylder bare en med alt muligt osv osv. 

Nu har hun jo så også bare 4 børn hvoraf den ene kun er 1 år gammel! Så ja.... Hun kan da helt sikkert tillade sig at fortælle mig jeg skal vente til min datter bliver ældre og se om vi ikke bare kan få et barn naturligt ligesom vi fik vores datter..... 

Maja84 skriver:

Ønske sig flere børn!!

Det er i min verden underligt at man konstant får smidt i hovedet at man skal være glad for det man har, som om man ikke sætter pris på det, er jo noget andet så snart der snakkes job, karriere, udd eller materielle ting, rejser osv
Mange af disse ting kan jeg ikke pga sygdom, så hvorfor skal folk have så travlt, også selvom jeg kunne.

Er det bare ikke anset i dag at man gerne vil have flere børn

Forstår ikke en mentalitet om at man ikke kan være glade eller støtte andres ønsker uanset om det er børn, udd, job eller hvad det nu måtte være

Vi har selv været kampen igennem. Og ved derfor at ønsket om et barn er lige så stort om det er nr 1 eller 4 . Og følelserne er det samme. Savnet over det barn som man BARE IKKE kan få. Også selv om man elsker dem man har. Det er jo en drøm og et stort ønske. Og det gør jo ondt det ikke bare kan lykkes.

da vi i sin tid startede mente mandens forældre, at så måtte vi da bare undvære børn jo jo hvorfor skulle vi da det når mulighederne for hjælp var der. Det tog tid men det lykkes 

Ved ikke om det er manglende på bedre folk kommer med de kommentar eller om de ganske simpelt ikke KAN sætte sig i det sted. Ofte er det jo folk med børn selv ( og gerne dem der bare får dem ved at kikke på hinanden ) der siger dette.

 Til dig.

Maja84 skriver:

Ja hvis de ikke direkte havde sagt at vi bare skulle sætte pris på dem vi har og ikke være utaknemmelige vi gør netop alt vi kan med vores børn. Holder fridage og sætter børnene først så kan ikke se de vil have skår i den glæde, men de synes aldrig vi gør det godt nok og mistænker flere for, at de ikke synes man kan være gode forældre eller en god mor når man har problemer med fysikken som jeg

Ej, det synes jeg så også er ret grimt at sige  

Nogengange er folk virkelig ufølsomme. 

Jeg tror ikke som udgangspunkt at folk kommer med disse kommentarer for at være 'onde'. Det er bare svært altid at sætte sig ind i andres situation. Jeg kan ikke sætte mig ind i den svære situation det må være at være i behandlingsverdenen, så derfor ved jeg heller ikke hvad der ville være bedst at sige. Det kan virke som ren logik, men det er det bare ikke altid. Det er dog stadig alligevel rigtig træls! 

Hvis det går jer meget på, så vær ærlige og fortæl dem det. Det kan være de slet ikke har ment det sådan. 

Jeg tænkte selv lidt sådan (har dog aldrig sagt det højt) før vi fik vores søn. Det tog os omkring 6 år (fertilitetsbeh.) at lave vores dreng og tænkte at man da bare skulle være taknemlig hvis i det mindste fik lov at prøve at få en.

Det skal jeg så lige love for, at den indstilling har ændret sig. Jeg er selv blevet helt slået omkuld, af hvor voldsomt ønsket om nr 2 er. Det er næsten værrer end med nr 1, (og misforstå mig nu ikke...Nr 1 er den største gave og velsignelse), netop fordi at nr 1 var min mand's og mit "egoistiske" ønske. Det var "kun" for vores skyld.

Med nr 2, er det pludselig for vores søn's skyld. Det er på hans vegne at vi ønsker os nr 2. Ja, selvfølgelig også på vores egne, men at min søn kan få en søskende, er det der vejer tungest på vægtskålen nu. 

Vi er en lille familie, og i og med at vi skulle bruge 6 år på at få vores søn, så er vi også nået op i alderen = at vi nok falder bort, mens vores dreng er forholdsvis ung. Og det knuser mit hjerte at tænke på at han kommer til at stå ret alene tilbage i verdenen. Føler at vi skylder ham, at give ham en bror eller søster, så de i det mindste har hinanden.

Når folk (tankeløst) siger til os, at vi da bare skal være taknemlige for en, så forklarer jeg dem det overstående og så bliver de pludselig lidt tavse/forlegen. For de kan jo godt se meningen med det. Det er jo bare ikke noget man tænker over, hvis man ikke selv har stået i situationen.