cutting hos teenager

Min datter gjorde det ofte, fra hun var 13 til 16 år med enkelte tilbagefald senere. Hun bliver snart 20, og det er for længst ovre. Samtidig havde hun anorektiske tendenser - og en enkelt gang tog hun en overdosis Panodil, men fortalte det heldigvis straks til os. 

Vi var på psykiatrisk skadestue nogle gange, og hun gik til samtaler i en gruppe for unge piger med lignende problemer samt hos en terapeut. Intet af dette oplevede hun som den store hjælp, men da hun til slut kom til udredning på ungdomspsyk. og fik nogle gode samtaler med en psykiater der, skete der en bedring. Desuden fik - og får - hun antidepressiva. 

Der er nogle år, som jeg ser tilbage på som én lang kamp for at komme igennem dag for dag og for også at værne hendes små brødre mod frygten for, hvad der skete med deres søster. Men der var jo også, når jeg tænker efter, mange gode dage og perioder - indtil hun røg i igen. Det var hele tiden til stede som en skygge - hvornår sker det igen? Hvad nu, hvis det bliver værre? 

Jeg var, helt ærligt, stikhamrende tosset på hende nogle gange og følte, hun ødelagde vores familieliv. Det var det sværeste for mig at tackle, fordi det var så forbudt en følelse. Heldigvis har hun ikke mærket det på mig. 

Jeg er den pædagogiske, humanistiske og menneskekloge af os to forældre, mens min mand er politisk ukorrekt og ikke siger de "kloge" ting - men han tacklede det meget bedre end jeg, og hun orkede ikke alle mine ord og min psykologiske tilgang! - så hun søgte mest ham. Måske også, fordi hun imens det stod på var i gang med en løsrivelsesproces fra mig, og så er det jo dybt frustrerende samtidig at være "svag" og have brug for sine voksne. Min mand brugte meget at køre en tur med hende, ikke sige så meget, bare være sammen. 

Nå, det var en blandet omgang minder, men: Det stoppede lige så stille, da hun fik mere styr på sit liv, kom i gang med sin ungdomsuddannelse, fandt sin rette hylde. I dag er hun harmonisk og velfungerende, og hun har klaret flere kriser - kærestesorger osv. - uden at blive selvdestruktiv. Jeg er hammerstolt af hende, og vi har et tæt og fortroligt forhold. Og jeg har ikke haft søvnløse nætter i flere år. 

Har ikke lige læst hele tråden, da jeg er på vej i seng..

Men jeg ER cutter - jeg skærer dog ikke i mig selv mere, og har lige haft 4 års dag her i sommer.

Jeg er 28 år og det startede da jeg var 14 år.

Det er SÅ vigtigt, at i finder en mestring til hende, så hun kan "håndtere" de meget, meget trælse følelser, der er ved at springe inde i hende...

Nogen bruger et elastik som hedder om håndleddet, som de så kan "slå" mod huden, når de får behovet for cutting...

Jeg selv, har fundet den mestring, at gå i gang med noget, og holde mig i gang.... eller også sidder jeg og gentager inde i mig selv "jeg gør det ikke, jeg gør det ikke, jeg gør det ikke" indtil jeg græder og modtager følelserne...

Det har taget mig rigtig mange år, at finde mig overens med denne sygdom/tilstand - kald det hvad du vil.

En god ide, er at kunne få hende til Coach - så hun lærer sig selv at kende... en psykolog er efter min erfaring ikke "god nok".. men det er meget individuelt..

Jeg spekulerede meget over, om jeg skulle skrive det her indlæg, da jeg offentliggør mig selv, men håber at det måske hjælper!!

Og du er mere end velkommen til at skrive, og det er HUN også!

Mvh.

En der forstår!

P.S. Som der er skrevet i tråden, så handler det om at fokusere på det positive, IGNORER de snitsår, se dem ikke.... selvom hun "viser" dem uden at tænke på det, lad være med at kommentere det, eller send øjne... Det er en faktor der gør, at man også kan finde på at fortsætte.

Lone Jakobsen skriver:

ja mit barn ved godt at jeg ved det. jeg har også set alle snit sårrene

den første der fik besked var læren, derefter lægen.... og jeg var så den sidste i rækken

vi har været en tur på den psykiatriske skadestue i Risskov, hvor de henviste til center for selvmordsforbyggelse.... der skal vi så hen i næste uge.

der findes også noget der hedder 24/7 som mit barn også har kontakt med.

jeg håber at de kan henvise til en psykolog, så h*n kan få luft for alle de ting der foresager denne mishandling af *****s krop

Ja så kan i næsten ikke gøre mere

Og bare rolig, ofte er det bare en periode, så længe der bliver gjort noget ved det hurtigt.. For man kan desværre blive afhængig af det skidt

Jeg skal da indrømme at jeg selv får lysten når alt går imod mig, men jeg er blevet ældre, blevet mor og har fået nogle redskaber til at styre det... Og det kommer dit barn også til at få

Ved det er hårdt som forældre, det ved jeg fra min mor af, hvor både mig og min storebror gjorde det... Han er så psykisk syg og har DYBE ar, hvor at mine var meget overfladisk, så man kan ikke se mine år på armen mere

Hold ud, det hele skal nok gå, dit barn skal bare lære at håndtere sige teenage følelser

håber det bedste for jer

Lone Jakobsen skriver:

åh så frygteligt.... det er godt nok længe.

jeg vil tro at dette har stået på 3 mdr måske mere.

dine beskrivelser gør lidt min værste frygt til virkelighed.... for jeg går virkelig på listesko her. jeg prøver konstant at opmuntre, glæde og se posetivt på hele verden for at glæde mit barn. jeg irettesætter nærmest aldrig mere, frygter konstant at hvert negativt ord vil gøre det hele værre....

og det driver mig til vanvid...... det er som at gå på line og hver eneste forkert trin kan skubbe mit barn ud over kanten. jeg frygter for store sår, grimme ar, blodigt tøj og selvmord..... og inderste inde ville jeg bare tage den frygtelige smerte og drunkne den i floden så mit barn kan blive sit glade og lykkelige JEG igen (undskyld hvis noget af det skrevne kan misforståes)

det er bare meget meget voldsomt for mig at se mit barn skade sig selv på denne måde. efter psykologens anvisning sover mit barn nu hos os hvis h*n er ked af det, det er h*n tit.... så selv om natten frygter jeg for helbredet på denne skrøbelige teenager.

Jeg ved det ikke er nemt at være cutter, der er to slags, dem der gør det for at få ynk og opmærksomhed (det kan mange teenagere have brug for) de er åbne omkring cutting, og forsøger ikke at skjule det (mange af mine veninder hørte under denne slags cutter) og de kom hurtigt ud af det igen (efter et til to år) da de jo fik den hjælp de skulle. 

jeg hørte til den farlige form, jeg skjulte det så godt at kun min aller nærmeste veninde vidste det, og mine forældre vidste intet fra jeg var 13-18.. Men jeg cuttede kun steder der kunne skjules med bekini eller undertøj. Kun få gange i armen, og det var altid ovenpå et gammelt ar, så jeg kunne lyve mig fra det store ar. 

Men en psykolog hjalp lidt. Og at skifte en del veninder ud. 

Kan godt forstå du er bange, men kan måske berolige dig med, at jeg på INTET tidspunkt overvejede selvmord,  og kun en af mine veninder som cuttede skar pulsåren over. 

Det er for st få ro i sindet man gør det, ligesom man gør hvis man er afhængig af smøgere, selvmordstanker er sjældent en del af det. 

Men tror også det er super svært som forældre at være der for ens børn, for man skal gå meget på listefod, 

håber under alle omstændigheder at hun (gæt) snart kommer ud af det, for det hjælper ikke, i mere end de få sekunder man gør det, 

 

Snevejr84 skriver:

Jeg ville egentlig bare give dig et  nu har jeg aldrig selv gjort det, men har haft det indenover mit arbejde tidligere. Jeg håber i får den hjælp i har brug for. 

tak skal du have.

jeg håber bestemt også det lykkedes os at få den rigtige hjælp til hende

Min datter gjorde det ofte, fra hun var 13 til 16 år med enkelte tilbagefald senere. Hun bliver snart 20, og det er for længst ovre. Samtidig havde hun anorektiske tendenser - og en enkelt gang tog hun en overdosis Panodil, men fortalte det heldigvis straks til os. 

Vi var på psykiatrisk skadestue nogle gange, og hun gik til samtaler i en gruppe for unge piger med lignende problemer samt hos en terapeut. Intet af dette oplevede hun som den store hjælp, men da hun til slut kom til udredning på ungdomspsyk. og fik nogle gode samtaler med en psykiater der, skete der en bedring. Desuden fik - og får - hun antidepressiva. 

Der er nogle år, som jeg ser tilbage på som én lang kamp for at komme igennem dag for dag og for også at værne hendes små brødre mod frygten for, hvad der skete med deres søster. Men der var jo også, når jeg tænker efter, mange gode dage og perioder - indtil hun røg i igen. Det var hele tiden til stede som en skygge - hvornår sker det igen? Hvad nu, hvis det bliver værre? 

Jeg var, helt ærligt, stikhamrende tosset på hende nogle gange og følte, hun ødelagde vores familieliv. Det var det sværeste for mig at tackle, fordi det var så forbudt en følelse. Heldigvis har hun ikke mærket det på mig. 

Jeg er den pædagogiske, humanistiske og menneskekloge af os to forældre, mens min mand er politisk ukorrekt og ikke siger de "kloge" ting - men han tacklede det meget bedre end jeg, og hun orkede ikke alle mine ord og min psykologiske tilgang! - så hun søgte mest ham. Måske også, fordi hun imens det stod på var i gang med en løsrivelsesproces fra mig, og så er det jo dybt frustrerende samtidig at være "svag" og have brug for sine voksne. Min mand brugte meget at køre en tur med hende, ikke sige så meget, bare være sammen. 

Nå, det var en blandet omgang minder, men: Det stoppede lige så stille, da hun fik mere styr på sit liv, kom i gang med sin ungdomsuddannelse, fandt sin rette hylde. I dag er hun harmonisk og velfungerende, og hun har klaret flere kriser - kærestesorger osv. - uden at blive selvdestruktiv. Jeg er hammerstolt af hende, og vi har et tæt og fortroligt forhold. Og jeg har ikke haft søvnløse nætter i flere år. 

hvor er jeg rigtigt glad for dit indlæg, for det åbner op for alle de forbudte følelser.... for ikke nok med at jeg er syg af bekymring.... jeg er også vred.

jeg er vred fordi mit barn ikke føler at h*n kan fortælle mig de ting der går h*n på, jeg er vred fordi jeg føler at det blot er et mode fænomen h*n har taget til sig, jeg er vred fordi h*n nu pludselig nægter at spise, og dermed erstatter den ene form for selvdestruktive adfærd med den næste, og hvad ender det så med..... jeg er vred fordi den eneste følelser der kan erstatte vrede er sorg.... og jeg ønsker ikke at græde. jeg ønsker at hjælpe.

Har ikke lige læst hele tråden, da jeg er på vej i seng..

Men jeg ER cutter - jeg skærer dog ikke i mig selv mere, og har lige haft 4 års dag her i sommer.

Jeg er 28 år og det startede da jeg var 14 år.

Det er SÅ vigtigt, at i finder en mestring til hende, så hun kan "håndtere" de meget, meget trælse følelser, der er ved at springe inde i hende...

Nogen bruger et elastik som hedder om håndleddet, som de så kan "slå" mod huden, når de får behovet for cutting...

Jeg selv, har fundet den mestring, at gå i gang med noget, og holde mig i gang.... eller også sidder jeg og gentager inde i mig selv "jeg gør det ikke, jeg gør det ikke, jeg gør det ikke" indtil jeg græder og modtager følelserne...

Det har taget mig rigtig mange år, at finde mig overens med denne sygdom/tilstand - kald det hvad du vil.

En god ide, er at kunne få hende til Coach - så hun lærer sig selv at kende... en psykolog er efter min erfaring ikke "god nok".. men det er meget individuelt..

Jeg spekulerede meget over, om jeg skulle skrive det her indlæg, da jeg offentliggør mig selv, men håber at det måske hjælper!!

Og du er mere end velkommen til at skrive, og det er HUN også!

Mvh.

En der forstår!

P.S. Som der er skrevet i tråden, så handler det om at fokusere på det positive, IGNORER de snitsår, se dem ikke.... selvom hun "viser" dem uden at tænke på det, lad være med at kommentere det, eller send øjne... Det er en faktor der gør, at man også kan finde på at fortsætte.

mange tak for dit ærlige indlæg. jeg synes at det er meget modigt af dig og de andre at stå frem på den måde.

den med elastikken har h*n også lært inde i Risskov på den psykiatriske skadestue... men om h*n tager den i brug det ved jeg ikke.

hvad er en coach, og hvor finder man frem til sådan en? hvilken form for coaching laver de, og hvordan fungere det?

baby012 skriver:

Jeg ved det ikke er nemt at være cutter, der er to slags, dem der gør det for at få ynk og opmærksomhed (det kan mange teenagere have brug for) de er åbne omkring cutting, og forsøger ikke at skjule det (mange af mine veninder hørte under denne slags cutter) og de kom hurtigt ud af det igen (efter et til to år) da de jo fik den hjælp de skulle. 

jeg hørte til den farlige form, jeg skjulte det så godt at kun min aller nærmeste veninde vidste det, og mine forældre vidste intet fra jeg var 13-18.. Men jeg cuttede kun steder der kunne skjules med bekini eller undertøj. Kun få gange i armen, og det var altid ovenpå et gammelt ar, så jeg kunne lyve mig fra det store ar. 

Men en psykolog hjalp lidt. Og at skifte en del veninder ud. 

Kan godt forstå du er bange, men kan måske berolige dig med, at jeg på INTET tidspunkt overvejede selvmord,  og kun en af mine veninder som cuttede skar pulsåren over. 

Det er for st få ro i sindet man gør det, ligesom man gør hvis man er afhængig af smøgere, selvmordstanker er sjældent en del af det. 

Men tror også det er super svært som forældre at være der for ens børn, for man skal gå meget på listefod, 

håber under alle omstændigheder at hun (gæt) snart kommer ud af det, for det hjælper ikke, i mere end de få sekunder man gør det, 

 

umiddelbart er det svært at sige hvilken gruppe mit barn hører til.

jeg ved det, stedfar ved det, klasselæren og skolen ved det.... men det er kun stedfaderen og jeg der har set snittene

Lone Jakobsen skriver:

mange tak for dit ærlige indlæg. jeg synes at det er meget modigt af dig og de andre at stå frem på den måde.

den med elastikken har h*n også lært inde i Risskov på den psykiatriske skadestue... men om h*n tager den i brug det ved jeg ikke.

hvad er en coach, og hvor finder man frem til sådan en? hvilken form for coaching laver de, og hvordan fungere det?

Det er ellers en god ide med elastikken - for nogle

En psykolog snakker man med om sine problemer

En coach hjælper dig til at finde en vej ud af dine problemer - fordi du har tit selv løsningen på problemet, du har bare ikke fundet den - det hjælper hun med.

Og der findes coach til arbejde, uddannelse, vægttab, sport - ja alle grene, og de "personlige" coaches findes også.

Jeg fik en gennem kommunen i 6 timer - og så betalte jeg for yderligere 3 selv, da det bare var så vanvittigt godt

Kald det en slags supervision/undervisning om dig selv

KittyGirl skriver:

Det er ellers en god ide med elastikken - for nogle

En psykolog snakker man med om sine problemer

En coach hjælper dig til at finde en vej ud af dine problemer - fordi du har tit selv løsningen på problemet, du har bare ikke fundet den - det hjælper hun med.

Og der findes coach til arbejde, uddannelse, vægttab, sport - ja alle grene, og de "personlige" coaches findes også.

Jeg fik en gennem kommunen i 6 timer - og så betalte jeg for yderligere 3 selv, da det bare var så vanvittigt godt

Kald det en slags supervision/undervisning om dig selv

det lyder ellers meget spændende.

må indrømme at mit barn nok har det langt værre end først antaget. og jeg må indrømme at jeg frygter at det en dag lykkedes h*m at gøre alvor af alle de triste tanker.

vi har tilbragt dagen hos en psykolog på center for selvmordsbyggelse, men her til aften var situationen forværret igen.