cutting hos teenager

Mettefpigen skriver:

Må indrømme at jeg gjorde det på et tidspunkt da jeg var yngre..... Kan desværre ikk hjælpe dig.... Håber at det hjælper den hjælp han/hun får....

tak skal du have.... du kan tro det håber jeg også

mor:) skriver:

Det er et symptom på noget. Det bedste du kan gøre er at være der for dit barn og så er det vigtigt at der er en professionel indblandet som kan tale med dit barn og nå til bunds i hvad der ligger bag behovet for cutting.
Jeg er ked af dit barn går igennem det og det er sikkert heller ikke nemt for dig. Men dit indlæg tyder på at du er en mor der helt sikkert vil være en stor hjælp og god støtte.

tak skal du have.... nej det er bestemt ikke nemt. jeg vil sige at det som mor er en af de mest frygtelige ting jeg har oplevet.  (og da jeg har 4 børn, så siger det ikke så lidt)

Faith skriver:

tak skal du have

Dorthe1986 skriver:

Jeg har selv gjort det i meget begrænset omfang. Men som du jo nok er klar over, handler det om at det gør så ondt indeni, at man ikke kan holde det ud og derfor laver man fysisk skade på sig selv, fordi det er nemmere at forholde sig til.

Men jeg oplevede at forståelse for at jeg havde det svært, hjalp meget. Da jeg opdagede at der var nogle jeg kunne snakke med om det jeg havde det svært med, så gjorde jeg mindre skade på mig selv.

Men utålmodighed og kommentarer som "hold dog op med det", gjorde tingene værre. Men tryghed, forståelse og omsorg er vigtigt.

Men det er vigtigt at påpege at det ikke er sikkert at hverken mor og far kan bruges. Mine kunne ikke for eksempel. Og ikke fordi de var dårlige forældre, slet slet ikke. Men simpelthen fordi det er hårdt at fortælle sine forældre om det her, fordi man ved de bliver kede af det og er der noget man som barn vil undgå er det at gøre sine forældre kede af det.

Men mit var som sagt kortvarigt og begrænset. Jeg gjorde skade på anden vis så at sige.

jeg er også meget obs på ikke at skælde mit barn ud.

jeg er slet ikke i tvivl om at det ville skade endnu mere. jeg prøver at støtte, hjælpe med tøj der dækker, creme der kan hele, spørger ind til hvad jeg kan gøre.... men hvor er det dog svært.

vi har kontakt med op til flere forskellige instanser. bla. har vi været en tur på psykiatrisk skadestue i Risskov, og h*n er henvis til center for selvmordsforebyggelse.

CAWI skriver:

Jeg kender en, tæt på, som gjorde det engang.

Det startede med psykiske nedtur over at forældrene skulle skilles.
Da de skulle flytte fra et hus til to nye, måtte de i et par mdr bo i faren nye hus sammen med ham.
Stille og roligt blev de kæreste igen. Men h*n kunne ikke finde ud af at mor og far var kærester, men ikke boede sammen. H*n var der 12 år.
Så begyndte teenage årene hvor kærester kom ind i billedet, og dermed også sex.
H*n blev meget "underdanig" (mangel på bedre ord) og gjorde ALT for at gøre venner/veninder/kærester tilfredse.
H*n kontrolerede sin psykiske smerte, ved at skære i sig selv.

Dette blev afhjulpet med RIGTIG MANGE timer hos en børne psykolog.
I dag er h*n stoppet med at skære i sig selv, men har stadig problemer med at styre/kontrolere sin vrede og sorg over diverse ting der sker i et ungt menneskes liv.
Så h*n går i dag stadig til psykolog.

hvor er det trist at så mange unge mennesker skader sig selv på denne måde

LilleLene skriver:

Jeg gjorde det i en gang

Jeg havde en masse følelser jeg havde svært ved at styre, og der skete mange ting i mit liv

min mor kontaktede min læge som fik mig til en psykolog... det hjalp på nogle punkter

Men en ting jeg HADEDE var hvis det blev kommentaret at jeg havde cuttet igen, for det var flovt !! og skjulte det med lange ærmer osv

 

Ved hun at du ved det ??

ja mit barn ved godt at jeg ved det. jeg har også set alle snit sårrene

den første der fik besked var læren, derefter lægen.... og jeg var så den sidste i rækken

vi har været en tur på den psykiatriske skadestue i Risskov, hvor de henviste til center for selvmordsforbyggelse.... der skal vi så hen i næste uge.

der findes også noget der hedder 24/7 som mit barn også har kontakt med.

jeg håber at de kan henvise til en psykolog, så h*n kan få luft for alle de ting der foresager denne mishandling af *****s krop

baby012 skriver:

Det startede da jeg var 13

fortsatte til jeg var 19

Hvad der hjalp? Tja, at have udelukkende opture ? Og ikke at have noget at bekymre sig om

alle former for negative imput, var med til at gøre det værre, der var ikke rigtig noget der ikke gjorde det værre? Når man fik det skidt med sig selv på nogen måde. Og det værste var når nogen prøvede at snakke om det med en, så følte man mere at der var noget galt med en.. 

ved ikke hvad du kan gøre for at hjælpe, det eneste som hjalp mig var at mine veninder var der for mig, for følte ikke mine forældre kunne nævne det uden at ynke eller frygte, eller bebrejde sig selv, og det gjorde det bare værre. :/ 

 

Håber i snart får "styr på situationen" 

 

 

åh så frygteligt.... det er godt nok længe.

jeg vil tro at dette har stået på 3 mdr måske mere.

dine beskrivelser gør lidt min værste frygt til virkelighed.... for jeg går virkelig på listesko her. jeg prøver konstant at opmuntre, glæde og se posetivt på hele verden for at glæde mit barn. jeg irettesætter nærmest aldrig mere, frygter konstant at hvert negativt ord vil gøre det hele værre....

og det driver mig til vanvid...... det er som at gå på line og hver eneste forkert trin kan skubbe mit barn ud over kanten. jeg frygter for store sår, grimme ar, blodigt tøj og selvmord..... og inderste inde ville jeg bare tage den frygtelige smerte og drunkne den i floden så mit barn kan blive sit glade og lykkelige JEG igen (undskyld hvis noget af det skrevne kan misforståes)

det er bare meget meget voldsomt for mig at se mit barn skade sig selv på denne måde. efter psykologens anvisning sover mit barn nu hos os hvis h*n er ked af det, det er h*n tit.... så selv om natten frygter jeg for helbredet på denne skrøbelige teenager.

Jeg gjorde det i mange år som teenager. Det blev simpelthen et fix og jeg kunne ikke stoppe. Hele vejen op af armen og det gjorde så sindssygt ondt bagefter og sved rigtig meget.

Jeg blev mobbet og havde det elendigt psykisk og det var en måde at komme af med smerten på. Jeg elskede at have hemmeligheden og ville ikke afsløres, skammede mig helt vildt.

Jeg holdt med det da jeg mødte min nuværende mand da jeg var 17. Gjorde det en enkelt gang en dag jeg var alene hjemme hvor alt bare faldt fra hinanden. Da han kom hjem og så min arm.. Bare hans blik, forfærdelse. Det gjorde at jeg aldrig gjorde det igen. Der er aldrig nogen der har set mine friske sår udover ham. Jeg har masser af ar på armen i dag.

Mine forældre vidste det ikke mens det stod på og derfor fortsatte det så længe. Når nu I får den rette hjælp til dit barn, skal h*n nok få det bedre. Du virker også som en rigtig god mor, har jeg fornemmelsen af

 

 

Mor11 skriver:

Jeg gjorde det i en kort periode som teenager, og det var nok fordi jeg ingen havde at snakke med om de hårde ting. Jeg var typen der absolut skulle prøve at redde nogen. (Ubevidst) det ente med forhold til en knægt i et forkert miljø, og det var nok voldsommere end hvad jeg kunne klare.  

Jeg har aldrig talt fortroligt med mine forældre, så jeg kunne ikke bruge dem. Og fordi de ikke vidste at jeg havde det seriøst svært, så reagerede de med skæld ud, frustration og forbud. Jeg arbejdede mig selv op igen i takt med at jeg fik øjnene op for, hvem der var god for mig og hvem der skulle sorterers fra. Men en psykolog havde været et godt træk dengang.

i bund og grund handlede det om at få det talt ud med nogen, og rede trådene oppe i hovedet ud. Forståelse og omsorg.

her er vi faktisk gået fra at være meget fortrolige.... til at jeg pludselig er den sidste der ved hvor skidt mit barn har det. og det er bare næsten ikke til at bære.

jeg trøster mig med at flere fortæller at det går over.... men hvor er der mange der har prøvet det

Lone Jakobsen skriver:

Mrn

jeg er også meget obs på ikke at skælde mit barn ud.

jeg er slet ikke i tvivl om at det ville skade endnu mere. jeg prøver at støtte, hjælpe med tøj der dækker, creme der kan hele, spørger ind til hvad jeg kan gøre.... men hvor er det dog svært.

vi har kontakt med op til flere forskellige instanser. bla. har vi været en tur på psykiatrisk skadestue i Risskov, og h*n er henvis til center for selvmordsforebyggelse.

Et godt råd er at fokusere så lidt på de snitsår som muligt. Men det er svært for det er jo dem der ligesom er synlige. Men de er jo "kun" et symptom. Og det er svært at åbne op for mor og far fordi man ved hvor bange de er.

Men prøv at sætte dig med dit barn og sig at du godt forstår det er svært at snakke med mor og far. Og så se om du kan få ham/hende til at snakke med en anden, enten en ven eller veninde eller en anden voksen.

Er det en jævnaldrende er det dog vigtigt at det ikke er en, der blot bekræfter dit barn i elendigheden. Giver det mening? Det skal være en der viser forståelse, men ikke så dit barn fastholdes i selvskadelsen.

Men fokuser på det indeni og selvfølgelig er det godt med alt det professionelle hjælp og det er fuldstændig uundværligt, men vigtigheden af en ven eller et andet familiemedlem eller hvad nu, må også understreges.

Men hvis du føler du godt kunne bruge en at snakke med en gang i mellem om alt det her. Måske en som mig som kender til at have det elendigt indeni og skade sig udenpå (forskellige måder). Så må du gerne få mit nummer så kan du altid ringe og lufte ud eller speøge om noget som du ikke synes du kan spørge dit barn om