cutting hos teenager

Laulund87 skriver:

Jeg gjorde det i mange år som teenager. Det blev simpelthen et fix og jeg kunne ikke stoppe. Hele vejen op af armen og det gjorde så sindssygt ondt bagefter og sved rigtig meget.

Jeg blev mobbet og havde det elendigt psykisk og det var en måde at komme af med smerten på. Jeg elskede at have hemmeligheden og ville ikke afsløres, skammede mig helt vildt.

Jeg holdt med det da jeg mødte min nuværende mand da jeg var 17. Gjorde det en enkelt gang en dag jeg var alene hjemme hvor alt bare faldt fra hinanden. Da han kom hjem og så min arm.. Bare hans blik, forfærdelse. Det gjorde at jeg aldrig gjorde det igen. Der er aldrig nogen der har set mine friske sår udover ham. Jeg har masser af ar på armen i dag.

Mine forældre vidste det ikke mens det stod på og derfor fortsatte det så længe. Når nu I får den rette hjælp til dit barn, skal h*n nok få det bedre. Du virker også som en rigtig god mor, har jeg fornemmelsen af

 

 

tak for dine søde ord.

jeg har faktisk snakket med h*n om hvor hvidt det kunne være en afhængighed. så dine ord rammer meget præcist.

efter besøg på den psykiatriske skadestue i Risskov, lavede vi nogle ting om her hjemme. bla. spiller og hygger vi nu 30 min hver aften, vi har fået skolen til at give mit barn kortere dage (bare i en periode) og mit barn kan til enhver tid komme op og sove i soveværelset. det gør h*n så næsten hver nat. samtidig er mit barn henvist til center for selvmorsforebyggelse.

jeg troede at nogle af disse ting ville ændre i den destruktive adfærd, men nærmere tværtimod. nu er det gået fra at være på det ene ben og den ene arm, til at være begge arme

det trøster mig dog at mit barn virker mindre deprimeret, er nemmere at få op om morgenen.... og har mod på at vise mig snittene og tale om det.

Jeg ville egentlig bare give dig et  nu har jeg aldrig selv gjort det, men har haft det indenover mit arbejde tidligere. Jeg håber i får den hjælp i har brug for. 

Lone Jakobsen skriver:

om dette er sygdom eller ej, det ved jeg ikke.

men jeg ved at mit barn lige nu udsætter sig selv for denne form for mishandling. så jeg søger meget andre som har lyst til at fortælle mig om deres erfaringer.

fx. ting som:

hvornår startede det

hvor længe fortsatte det

hvad hjalp

hvad gjorde det værre

hvordan kan jeg på nogen måde støtte mit barn på den rigtige måde?

vil gerne pointere at mange ting allerede er sat i værk for at hjælpe mit barn igennem denne (for mig) dybt alvorlige krise.

det er også helt bevidst at jeg har valgt at være åben, men dog ikke afsløre kønnet på mit barn. så dem der kender mig og barnet, vær sød at respektere dette.

må hellere lige fortælle at jeg er på kursus hele weekenden, hvilket er grunden til at der evt. kan gå lidt tid før jeg svarer.

Lone Jakobsen skriver:

tak for dine søde ord.

jeg har faktisk snakket med h*n om hvor hvidt det kunne være en afhængighed. så dine ord rammer meget præcist.

efter besøg på den psykiatriske skadestue i Risskov, lavede vi nogle ting om her hjemme. bla. spiller og hygger vi nu 30 min hver aften, vi har fået skolen til at give mit barn kortere dage (bare i en periode) og mit barn kan til enhver tid komme op og sove i soveværelset. det gør h*n så næsten hver nat. samtidig er mit barn henvist til center for selvmorsforebyggelse.

jeg troede at nogle af disse ting ville ændre i den destruktive adfærd, men nærmere tværtimod. nu er det gået fra at være på det ene ben og den ene arm, til at være begge arme

det trøster mig dog at mit barn virker mindre deprimeret, er nemmere at få op om morgenen.... og har mod på at vise mig snittene og tale om det.

Jeg ser det bestemt som en afhængighed og det er svært at komme ud af, men med den rette hjælp kan det sagtens lade sig gøre. Det tager tid, men med de ting du nævner, skal det nok komme

jeg var kærester med en som havde ydet det og i en længere periode veninder med en som yndede at bruge cutting når tingene blev lidt for kompliceret.

fælles for dem begge var at det var det psykiske der var årsag til at de kom derud.. og min umiddelbare mening er at den eneste måde jeg tror på at man kan hjælpe er ved for en stund at glemme at de har de ar, og så fokusere på at de har brug for hjælp

jydeinden skriver:

og otjeg var kærester med en som havde ydet det og i en længere periode veninder med en som yndede at bruge cutting når tingene blev lidt for kompliceret.

fælles for dem begge var at det var det psykiske der var årsag til at de kom derud.. og min umiddelbare mening er at den eneste måde jeg tror på at man kan hjælpe er ved for en stund at glemme at de har de ar, og så fokusere på at de har brug for hjælp

Spot on! Og at vedkommende får nogle værktøjer til hvordan man kan håndtere sin indre smerte mere konstruktivt.

Dorthe1986 skriver:

Spot on! Og at vedkommende får nogle værktøjer til hvordan man kan håndtere sin indre smerte mere konstruktivt.

præcist det er jo nemt for alle andre at sige "jamenn hvis du nu gør sådan og sådan så får du det meget bedre" men nogen gange har børn især bare brug for at høre rådene fra nogen de ikke kender nogen som de ikke tror vil dømme dem (ikke at jeg tror TS vil det, men kan børn jo nemt tro/føle)

Lone Jakobsen skriver:

tak skal du have.... nej det er bestemt ikke nemt. jeg vil sige at det som mor er en af de mest frygtelige ting jeg har oplevet.  (og da jeg har 4 børn, så siger det ikke så lidt)

Ja det siger meget.
det er godt du søger råd så du kan støtte dit barn.

Dorthe1986 skriver:

Et godt råd er at fokusere så lidt på de snitsår som muligt. Men det er svært for det er jo dem der ligesom er synlige. Men de er jo "kun" et symptom. Og det er svært at åbne op for mor og far fordi man ved hvor bange de er.

Men prøv at sætte dig med dit barn og sig at du godt forstår det er svært at snakke med mor og far. Og så se om du kan få ham/hende til at snakke med en anden, enten en ven eller veninde eller en anden voksen.

Er det en jævnaldrende er det dog vigtigt at det ikke er en, der blot bekræfter dit barn i elendigheden. Giver det mening? Det skal være en der viser forståelse, men ikke så dit barn fastholdes i selvskadelsen.

Men fokuser på det indeni og selvfølgelig er det godt med alt det professionelle hjælp og det er fuldstændig uundværligt, men vigtigheden af en ven eller et andet familiemedlem eller hvad nu, må også understreges.

Men hvis du føler du godt kunne bruge en at snakke med en gang i mellem om alt det her. Måske en som mig som kender til at have det elendigt indeni og skade sig udenpå (forskellige måder). Så må du gerne få mit nummer så kan du altid ringe og lufte ud eller speøge om noget som du ikke synes du kan spørge dit barn om

ja jeg har godt tænkt på at det kan være en fejl at fokusere på selve snittene. jeg føler bare at det er den del jeg kan se.... resten er jeg så fortabt overfor.

de fleste af dem h*n er fortrolig med, døjer selv med noget i samme stil, så jeg håber at den psykolog h*n skal snakke med på tirsdag kan løsne op for noget af det.

tak for tilbuddet.... det var rigtigt sødt af dig. jeg skal nok sige til hvis jeg får brug for det

Lone Jakobsen skriver:

ja jeg har godt tænkt på at det kan være en fejl at fokusere på selve snittene. jeg føler bare at det er den del jeg kan se.... resten er jeg så fortabt overfor.

de fleste af dem h*n er fortrolig med, døjer selv med noget i samme stil, så jeg håber at den psykolog h*n skal snakke med på tirsdag kan løsne op for noget af det.

tak for tilbuddet.... det var rigtigt sødt af dig. jeg skal nok sige til hvis jeg får brug for det

Forstår så godt, at det er nemt at fokuserer på snittene. Man kan næsten ikke andet, som udenforstående. Men det er virkelig vigtigt at prøve at lade være. Fordi snittene er groft sagt kun et symptom. Faktisk på lige fod med en der drikker eller tager stoffer. Det er jo også en form for selvskade for at styre et smertefuldt indre.

Men du er til enhver tid velkommen til at smide en pb hvis du synes :-)