cutting hos teenager

om dette er sygdom eller ej, det ved jeg ikke.

men jeg ved at mit barn lige nu udsætter sig selv for denne form for mishandling. så jeg søger meget andre som har lyst til at fortælle mig om deres erfaringer.

fx. ting som:

hvornår startede det

hvor længe fortsatte det

hvad hjalp

hvad gjorde det værre

hvordan kan jeg på nogen måde støtte mit barn på den rigtige måde?

vil gerne pointere at mange ting allerede er sat i værk for at hjælpe mit barn igennem denne (for mig) dybt alvorlige krise.

det er også helt bevidst at jeg har valgt at være åben, men dog ikke afsløre kønnet på mit barn. så dem der kender mig og barnet, vær sød at respektere dette.

til dem der er så heldige at de ikke ved hvad cutting er, så er der lidt læsestof her. (skal lige siges at jeg ikke selv har læst det, det var blot for at informere)

http://www.patientvejledningen.dk/vejledning/psykiskelidelser/cutting/

Må indrømme at jeg gjorde det på et tidspunkt da jeg var yngre..... Kan desværre ikk hjælpe dig.... Håber at det hjælper den hjælp han/hun får....

Det er et symptom på noget. Det bedste du kan gøre er at være der for dit barn og så er det vigtigt at der er en professionel indblandet som kan tale med dit barn og nå til bunds i hvad der ligger bag behovet for cutting.
Jeg er ked af dit barn går igennem det og det er sikkert heller ikke nemt for dig. Men dit indlæg tyder på at du er en mor der helt sikkert vil være en stor hjælp og god støtte.

Jeg har selv gjort det i meget begrænset omfang. Men som du jo nok er klar over, handler det om at det gør så ondt indeni, at man ikke kan holde det ud og derfor laver man fysisk skade på sig selv, fordi det er nemmere at forholde sig til.

Men jeg oplevede at forståelse for at jeg havde det svært, hjalp meget. Da jeg opdagede at der var nogle jeg kunne snakke med om det jeg havde det svært med, så gjorde jeg mindre skade på mig selv.

Men utålmodighed og kommentarer som "hold dog op med det", gjorde tingene værre. Men tryghed, forståelse og omsorg er vigtigt.

Men det er vigtigt at påpege at det ikke er sikkert at hverken mor og far kan bruges. Mine kunne ikke for eksempel. Og ikke fordi de var dårlige forældre, slet slet ikke. Men simpelthen fordi det er hårdt at fortælle sine forældre om det her, fordi man ved de bliver kede af det og er der noget man som barn vil undgå er det at gøre sine forældre kede af det.

Men mit var som sagt kortvarigt og begrænset. Jeg gjorde skade på anden vis så at sige.

Lone Jakobsen skriver:

om dette er sygdom eller ej, det ved jeg ikke.

men jeg ved at mit barn lige nu udsætter sig selv for denne form for mishandling. så jeg søger meget andre som har lyst til at fortælle mig om deres erfaringer.

fx. ting som:

hvornår startede det

hvor længe fortsatte det

hvad hjalp

hvad gjorde det værre

hvordan kan jeg på nogen måde støtte mit barn på den rigtige måde?

vil gerne pointere at mange ting allerede er sat i værk for at hjælpe mit barn igennem denne (for mig) dybt alvorlige krise.

det er også helt bevidst at jeg har valgt at være åben, men dog ikke afsløre kønnet på mit barn. så dem der kender mig og barnet, vær sød at respektere dette.

Jeg kender en, tæt på, som gjorde det engang.

Det startede med psykiske nedtur over at forældrene skulle skilles.
Da de skulle flytte fra et hus til to nye, måtte de i et par mdr bo i faren nye hus sammen med ham.
Stille og roligt blev de kæreste igen. Men h*n kunne ikke finde ud af at mor og far var kærester, men ikke boede sammen. H*n var der 12 år.
Så begyndte teenage årene hvor kærester kom ind i billedet, og dermed også sex.
H*n blev meget "underdanig" (mangel på bedre ord) og gjorde ALT for at gøre venner/veninder/kærester tilfredse.
H*n kontrolerede sin psykiske smerte, ved at skære i sig selv.

Dette blev afhjulpet med RIGTIG MANGE timer hos en børne psykolog.
I dag er h*n stoppet med at skære i sig selv, men har stadig problemer med at styre/kontrolere sin vrede og sorg over diverse ting der sker i et ungt menneskes liv.
Så h*n går i dag stadig til psykolog.

Lone Jakobsen skriver:

om dette er sygdom eller ej, det ved jeg ikke.

men jeg ved at mit barn lige nu udsætter sig selv for denne form for mishandling. så jeg søger meget andre som har lyst til at fortælle mig om deres erfaringer.

fx. ting som:

hvornår startede det

hvor længe fortsatte det

hvad hjalp

hvad gjorde det værre

hvordan kan jeg på nogen måde støtte mit barn på den rigtige måde?

vil gerne pointere at mange ting allerede er sat i værk for at hjælpe mit barn igennem denne (for mig) dybt alvorlige krise.

det er også helt bevidst at jeg har valgt at være åben, men dog ikke afsløre kønnet på mit barn. så dem der kender mig og barnet, vær sød at respektere dette.

Jeg gjorde det i en gang

Jeg havde en masse følelser jeg havde svært ved at styre, og der skete mange ting i mit liv

min mor kontaktede min læge som fik mig til en psykolog... det hjalp på nogle punkter

Men en ting jeg HADEDE var hvis det blev kommentaret at jeg havde cuttet igen, for det var flovt !! og skjulte det med lange ærmer osv

 

Ved hun at du ved det ??

Lone Jakobsen skriver:

om dette er sygdom eller ej, det ved jeg ikke.

men jeg ved at mit barn lige nu udsætter sig selv for denne form for mishandling. så jeg søger meget andre som har lyst til at fortælle mig om deres erfaringer.

fx. ting som:

hvornår startede det

hvor længe fortsatte det

hvad hjalp

hvad gjorde det værre

hvordan kan jeg på nogen måde støtte mit barn på den rigtige måde?

vil gerne pointere at mange ting allerede er sat i værk for at hjælpe mit barn igennem denne (for mig) dybt alvorlige krise.

det er også helt bevidst at jeg har valgt at være åben, men dog ikke afsløre kønnet på mit barn. så dem der kender mig og barnet, vær sød at respektere dette.

Det startede da jeg var 13

fortsatte til jeg var 19

Hvad der hjalp? Tja, at have udelukkende opture ? Og ikke at have noget at bekymre sig om

alle former for negative imput, var med til at gøre det værre, der var ikke rigtig noget der ikke gjorde det værre? Når man fik det skidt med sig selv på nogen måde. Og det værste var når nogen prøvede at snakke om det med en, så følte man mere at der var noget galt med en.. 

ved ikke hvad du kan gøre for at hjælpe, det eneste som hjalp mig var at mine veninder var der for mig, for følte ikke mine forældre kunne nævne det uden at ynke eller frygte, eller bebrejde sig selv, og det gjorde det bare værre. :/ 

 

Håber i snart får "styr på situationen" 

 

 

Jeg gjorde det i en kort periode som teenager, og det var nok fordi jeg ingen havde at snakke med om de hårde ting. Jeg var typen der absolut skulle prøve at redde nogen. (Ubevidst) det ente med forhold til en knægt i et forkert miljø, og det var nok voldsommere end hvad jeg kunne klare.  

Jeg har aldrig talt fortroligt med mine forældre, så jeg kunne ikke bruge dem. Og fordi de ikke vidste at jeg havde det seriøst svært, så reagerede de med skæld ud, frustration og forbud. Jeg arbejdede mig selv op igen i takt med at jeg fik øjnene op for, hvem der var god for mig og hvem der skulle sorterers fra. Men en psykolog havde været et godt træk dengang.

i bund og grund handlede det om at få det talt ud med nogen, og rede trådene oppe i hovedet ud. Forståelse og omsorg.