Foraeldre der ignorere deres borns daarlige opforsel...

Kaufie skriver:

Blot en lille kommentar til den sætning. Når jeg får den slynget i hovedet retter jeg den til : Små børn - små udfordringer, store børn - større udfordringer.

Jeg mener nemlig ikke børns udvikling skal gøres til problem men ser det som en udfordring for mig selv som forælder at guide mine børn som jeg mener er rigtigt.

Ja, jeg er enig. Men det er bare en sætning og ikke andet. Man skal ikke gøre tingene størrere end de egenlig er. Når en lille barn ikke vil spise, kommer vi og siger: jeg har et problem, jeg ved ikke, hvordan jeg kan få ham til at spise. Vi ved, at det er en del at have børn og vi siger ikke noget negativ i det, men det er svært at sige: kan I hjælpe mig, jeg har en udfordring med mit barn på 3? Og det samme med teenagers. Hvis der kommer en og siger: jeg har et problem, min pige har fået sig en kæreste som tager stoffer og drikker hver eneste aften og jeg er bange, at hun vil også starte på det. Vi forstå, at det er en del af teenage tid og vi søger bare råd. Men igen ville vi har det svært at finde på at sige: jeg har en udfordring med min 15 årige pige, vil I hlælpe mig?

Og stoffer og drikketur er en større udfordring end et lille barn som nægter at spise. Det er klart.

Det var ikke mening at man også skulle misforstå den der sætning (den er meget brugt på engelsk sprog, ellers har jeg aldrig hørt om den i Spanien)

Cris skriver:



Ja, jeg er enig. Men det er bare en sætning og ikke andet. Man skal ikke gøre tingene størrere end de egenlig er. Når en lille barn ikke vil spise, kommer vi og siger: jeg har et problem, jeg ved ikke, hvordan jeg kan få ham til at spise. Vi ved, at det er en del at have børn og vi siger ikke noget negativ i det, men det er svært at sige: kan I hjælpe mig, jeg har en udfordring med mit barn på 3? Og det samme med teenagers. Hvis der kommer en og siger: jeg har et problem, min pige har fået sig en kæreste som tager stoffer og drikker hver eneste aften og jeg er bange, at hun vil også starte på det. Vi forstå, at det er en del af teenage tid og vi søger bare råd. Men igen ville vi har det svært at finde på at sige: jeg har en udfordring med min 15 årige pige, vil I hlælpe mig?

Og stoffer og drikketur er en større udfordring end et lille barn som nægter at spise. Det er klart.

Det var ikke mening at man også skulle misforstå den der sætning (den er meget brugt på engelsk sprog, ellers har jeg aldrig hørt om den i Spanien)

Rigtig nok - der er bare mange, der siger den sætning mens børnene hører på det - og selv om det er sagt med et smil og at de to voksne parter godt ved hvad det handler om, så kan børn bare godt opfatte det som om at de er et problem for forældrene - derfor brøds jeg mig ikke om den sætning.

Kaufie skriver:



Rigtig nok - der er bare mange, der siger den sætning mens børnene hører på det - og selv om det er sagt med et smil og at de to voksne parter godt ved hvad det handler om, så kan børn bare godt opfatte det som om at de er et problem for forældrene - derfor brøds jeg mig ikke om den sætning.

Nå ok, så kan jeg bedre forstå dig. Jeg havde ellers aldrig hørt før hverken i Spanien eller i DK. Jeg vidste ikke at nogle ville sige den foran børnene...

Kender godt typen, både privat men også bare når man er ude og handle mm. og det er træls at overvære. Men ved ikke rigtig hvad jeg skal sige til det, læste lige den første side med indlæg og er enig i meget af det der bliver sagt. At små børn alligevel ikke forstår skælduden og bare gør det igen alligevel, men derfor er jeg alligevel af den opfattelse at man på en god og ordentlig måde er nødt til at sige til dem at det de gør ikke er ok. For når man har sagt det nok gange siver det ind og det bliver bedre og man kan ligeså godt starte først som sidst.

Jeg mener gerelt aldrig det har effekt at "skælde børn ud" i den forstand at man selv hidser sig op hæver stemmen mm., det er min erfaring at det kun gør situationen værre. At ens stemning kun hidser børnene yderligere op og det bliver en ond cirkel. Så her i huset råber vi meget sjældet, men børnene kender reglerne/grænserne og lytter når vi taler roligt til dem.

Om man undskylder til det forurettede barn kommer meget an på situationen, fordi jeg er meget striks med at irettesætte egne børn er det jo ofte det jeg fokuserer på først og så er det ikke altid man når det inden situationen er ovre og børnene igen leger. Men er det meget groft vil jeg da mene at man godt kan gøre det.

Spændende emne Men hvor er jeg dog enig I at nogle ignorerer deres børns dårlige opførsel og jeg tror man undervurderer barnet når man siger, at de ikke forstår hvad der er rigtigt og forkert. Jeg syntes nu de fleste er gode til at gribe ind i børns konflikter, men kender da også den "type" der bliver omtalt her. Sjovt nok er de to uddannede pædagoger og går meget op i teorier om barnets frihed og dannelse osv. Resultatet er to børn som er ret ucharmerende og ikke forstår alminde høflighed og hensyntagen til andre. Og jeg vil til en hver tid mene, at mine børn skal lære at undskylde hvis de har gjordt noget forkert. Det kan godt være at de på nuværende tidspunkt ikke 100% kender indholdet af begrebet, men det kommer de til senere.

Tror man, som også er blevet sagt, at der er en kæmpe tjeneste man gør sine børn.  

Uanset alder kan der kun være en som står til regnskab for det barnet laver, og det er den forældre som tager vare på barnet.

Uanset alder er man som forældre også nødt til at forstå at handling giver konsekvens, og dermed sagt at slår mit barn et andet, uanset hvad alder mit barn har, så må der følge en konsekvens, som er til at forstå for den alder barnet nu engang har.

hvis Tiffanie (nu 2 år) slår nogen, så er jeg nødt til at lade hende forstå det ikke er acceptabelt, og det var jeg sørme også for et år siden, der er ingen pardon.

Her bliver snakket meget om hvad barnet kan forstå og ikke forstå, og at man ikke bør/skal reagere når barnet er mindre, men hvorfor er det så lige at de samme folk hårdnakket lære deres barn at sige tak for mad som noget af det første, barnet fatter jo alligevel ikke en døjt af at nogen har jobbet for maden, og nogen har stået og tilberedt den, men tak skal de lære at sige...?

Jeg tror på teorien om at det skal ind med modermælken, så tidligt som muligt, for hvorfor var det ok da lille peter var 2 år at han pottede til et andet barn, når det ikke er ok når han er 4?

well, bare hvordan jeg ser det, og jeg ville nok ikke lige løbe hen og undskylde til andre forældre, da det er det der sker, men jeg ville lige forhøre mig ved den anden forældre om det er okay igen, så man får den naturligt ping pong der bør være forældre imellem.

Jeg har engang være så nasty hævngærrig på en unge (ikke fordi han slog), han var så djævelsk og lumsk den her knægt, og i en alder af 7-8 år gammel var jeg ved at få nok, han boede næsten ved siden af os, og han var typen der hentede en enkelt is, selv om moderen viste de var flere om at lege, han var typen der altid rendte med noget, og pralede over for de andre unger (klart nogle spilleregler jeg ikke kunne forholde mig til) og en dag hvor drengene havde leget sammen, kaldte jeg Kasper og Christian ind for at spise, vi sad i haven, og knægten kom så anstæsens med en is, som han triumferende holdt ind over hækken mens han galpede: se hvad jeg har, i har bare ingen is, efterfulgt af en grim lang tunge!

Christian gav sig til at hyle fordi han ikke gad spise spaghetti, og kasper blev vred, men spiste dog alligevel, selv om knægten stod der og råbte. (de havde jo for pokker netop sagt farvel fordi mine drenge skulle ind og spise)

Nå men da drengene havde spist deres mad, gav jeg Kasper 50 kroner, sendte ham i døgnkiosken, og bad ham købe 2 poser blandet slik, og komme hjem med dem. (ja jeg ved det, men jeg blev satme ond)

Så blev mine drenge sendt ud at lege, med beskeden om at de måtte dele med alle dem de ville, på nær den ene dreng, som gentagne gange havde undladt at dele med andre.

Så sad de oppe på legepladsen, og delte ud af alt deres slik, med beskeden om at gav de noget til den ene dreng, så tog jeg slikket fra dem.
Ja måske upædaogoisk...måske ondt, men drengen var 8 år, og i den alder ved man fandme godt man deler med andre eller holder næsen hjemme med sit guf.
Så længe moderen til drengen ikke engang kan de gyldne regler, og ikke gider tage sig af det, så skal jeg dælme heller ikke forskånes den unge for noget.

Enden blev da også at knægten løb hylende hjem, og jeg havde to unger som var uforstående for hvorfor jeg blev så ond mod den pågældene, men han delte da fremover, så vidt jeg kan huske.

Aj jeg hader forældre som finder på dårlige undskyldninger for at deres lille barn er en ren terrorist.

Det er simpelthen så ringt, da opdragelse er en del af det der gør os menneskelige, og adskiller os fra dyr!

Loggidut skriver:

Uanset alder kan der kun være en som står til regnskab for det barnet laver, og det er den forældre som tager vare på barnet.

Uanset alder er man som forældre også nødt til at forstå at handling giver konsekvens, og dermed sagt at slår mit barn et andet, uanset hvad alder mit barn har, så må der følge en konsekvens, som er til at forstå for den alder barnet nu engang har.

hvis Tiffanie (nu 2 år) slår nogen, så er jeg nødt til at lade hende forstå det ikke er acceptabelt, og det var jeg sørme også for et år siden, der er ingen pardon.

Her bliver snakket meget om hvad barnet kan forstå og ikke forstå, og at man ikke bør/skal reagere når barnet er mindre, men hvorfor er det så lige at de samme folk hårdnakket lære deres barn at sige tak for mad som noget af det første, barnet fatter jo alligevel ikke en døjt af at nogen har jobbet for maden, og nogen har stået og tilberedt den, men tak skal de lære at sige...?

Jeg tror på teorien om at det skal ind med modermælken, så tidligt som muligt, for hvorfor var det ok da lille peter var 2 år at han pottede til et andet barn, når det ikke er ok når han er 4?

well, bare hvordan jeg ser det, og jeg ville nok ikke lige løbe hen og undskylde til andre forældre, da det er det der sker, men jeg ville lige forhøre mig ved den anden forældre om det er okay igen, så man får den naturligt ping pong der bør være forældre imellem.

Jeg har engang være så nasty hævngærrig på en unge (ikke fordi han slog), han var så djævelsk og lumsk den her knægt, og i en alder af 7-8 år gammel var jeg ved at få nok, han boede næsten ved siden af os, og han var typen der hentede en enkelt is, selv om moderen viste de var flere om at lege, han var typen der altid rendte med noget, og pralede over for de andre unger (klart nogle spilleregler jeg ikke kunne forholde mig til) og en dag hvor drengene havde leget sammen, kaldte jeg Kasper og Christian ind for at spise, vi sad i haven, og knægten kom så anstæsens med en is, som han triumferende holdt ind over hækken mens han galpede: se hvad jeg har, i har bare ingen is, efterfulgt af en grim lang tunge!

Christian gav sig til at hyle fordi han ikke gad spise spaghetti, og kasper blev vred, men spiste dog alligevel, selv om knægten stod der og råbte. (de havde jo for pokker netop sagt farvel fordi mine drenge skulle ind og spise)

Nå men da drengene havde spist deres mad, gav jeg Kasper 50 kroner, sendte ham i døgnkiosken, og bad ham købe 2 poser blandet slik, og komme hjem med dem. (ja jeg ved det, men jeg blev satme ond)

Så blev mine drenge sendt ud at lege, med beskeden om at de måtte dele med alle dem de ville, på nær den ene dreng, som gentagne gange havde undladt at dele med andre.

Så sad de oppe på legepladsen, og delte ud af alt deres slik, med beskeden om at gav de noget til den ene dreng, så tog jeg slikket fra dem.
Ja måske upædaogoisk...måske ondt, men drengen var 8 år, og i den alder ved man fandme godt man deler med andre eller holder næsen hjemme med sit guf.
Så længe moderen til drengen ikke engang kan de gyldne regler, og ikke gider tage sig af det, så skal jeg dælme heller ikke forskånes den unge for noget.

Enden blev da også at knægten løb hylende hjem, og jeg havde to unger som var uforstående for hvorfor jeg blev så ond mod den pågældene, men han delte da fremover, så vidt jeg kan huske.

Aj jeg hader forældre som finder på dårlige undskyldninger for at deres lille barn er en ren terrorist.

Det er simpelthen så ringt, da opdragelse er en del af det der gør os menneskelige, og adskiller os fra dyr!

jeg kunne ikke have sagt det bedre selv

Eva skriver:

Tja..det handler vel om at definere dårlig opførsel....
Børn på to år er følelsesstyrede og du kan skælde ud herfra og til verdens ende, så vil det ske igen...ikke at jeg mener de skal have lov, men altså...tja...jeg vurdere situationen og hvad jeg tog fat i med den ældste ser jeg ikke på samme måde med den yngste..
Så måske jeg i dine egne ville virke som en ligeglad mor på nogle områder...
Og den der med at tvinge dem hen at sige undskyld...den bruger jeg ikke før barnet er så stort at det har nogen som helst effekt og mening..
Så for megert og for lidt...synes det er lige så trættende at opleve de forældre der er over deres stakkels børn ved det mindste...børn må og kan altså godt begå sig uden der konstant er en voksen indover-smiler- så jeg håber jeg er en middelvej og at mine unger trods alt bliver nogle fornuftige unge mennesker-smiler
Knus Eva..

helt enig

Lisbeth Aalborg2 skriver:

Spændende emne Men hvor er jeg dog enig I at nogle ignorerer deres børns dårlige opførsel og jeg tror man undervurderer barnet når man siger, at de ikke forstår hvad der er rigtigt og forkert. Jeg syntes nu de fleste er gode til at gribe ind i børns konflikter, men kender da også den "type" der bliver omtalt her. Sjovt nok er de to uddannede pædagoger og går meget op i teorier om barnets frihed og dannelse osv. Resultatet er to børn som er ret ucharmerende og ikke forstår alminde høflighed og hensyntagen til andre. Og jeg vil til en hver tid mene, at mine børn skal lære at undskylde hvis de har gjordt noget forkert. Det kan godt være at de på nuværende tidspunkt ikke 100% kender indholdet af begrebet, men det kommer de til senere.

Tror man, som også er blevet sagt, at der er en kæmpe tjeneste man gør sine børn.  

hehe .. lidt sjovt... jeg kender ogsaa til en paedagog der gaar ind for en meget fri opdragelse hvor daarlig opforsel bliver ignoreret og der bliver taget meget lidt ansvar. hmm

Tina2 skriver:

Min søn på 2 år kan være ret strid ind imellem, især ved sin storesøster.... Hende er han hård ved.....

Hvis hun ligger på gulvet oghan leger med flexitrax, så ser han lige chancen til at gå hen og KNALDE en af de flexibiler lige ned i hovedet på hende!!!

Jeg er meget konsekvent når han gør det og tager ham væk fra hende. Sætter mig ned foran ham og siger NEJ og at det må han ikke. Han ved jo så ikke lige hvad undskyld er, men jeg tager ham hen til Filuca bagefter, så han kan se hun er ked af det.....

Filuca har aldrig sådan slået, men hvis hun har været strid ved andre børn- hun er 5 år, skal hun selvfølgelig gå hen og sige undskyld, og jeg går med hende. Synes det er alm god opførsel at sige undskyld til det barn man har været strid mod.....

Jeg døjer heller ikke de mødre- eller fædre der bare lader deres unger slå løs på andre unger eller tager det de leger med, og jeg er så en af de mødre der lige ser om moderen gør noget og ellers gør jeg selv
Jeg kan sagtens sige til et andet barn at det lige skal aflevere de ting tilbage, for det legede Filuca eller Milas med....

I dit tilfælde Miamaja, kunne jeg godt finde på at kigge på den mor og spørge: "Undskyld, er det helt ok han gør det der eller hvad"??? Altså vise at JEG i hvert fald ikke synes det er ok.....

Ja, smaa born kan vaere nogle bisser men det er ikke dem der er problemet, men hvordan foraeldrene haandterer det. jeg vil nok ogsaa sige noget selv til et andet barn i fremtiden hvis barnets foraeldre ikke tager ansvar for deres borns daarlige opforsel, som du selv gor. Det burde bare ikke vaere vores ansvar