Anonym skriver:
Har brug for at være anonym.
Min søn er 15 måneder og formentlig særlig sensitiv.
Hele hans liv har vi rendt ind og ud af børneafdelingen med ham for at finde ud af hvad han dog fejler. Han har været igennem utallige undersøgelser, men han fejlier ikke noget. I hvert fald ikke noget fysisk.
Men han er en ekstremt følsom dreng. De mindste forandringer i hverdagen slår ham ud. Han er ekstremt svær at få til at sove. Han kan ikke overgive sig til søvnen.
Han tager ikke kontakt til andre mennesker, hverken voksne eller børn. Opstart i dp har været en kamp. Han kunne ikke magte at de andre børn kom for tæt på ham og hvis de rørte ved ham, brød hans verden sammen. I perioder hænger han i benet på dgplejemoderen fra han kommer til han går, og det gør ikke hendes arbejde super nemt, da hun jo har 4 andre børn som også skal tages hensyn til.
I går aftes kulminerede det. Han var startet i dagpleje efter 3 ugers ferie. Det var gået super godt derovre, han havde været glad og tilpas, havde leget og sovet godt.
Men da vi kom hjem brød helvede løs. Han begyndte at skrige. Som i VIRKELIG skrige! Vi kunne ikke holde ham for han slog hovedet bagover og bankede hovedet ind i bla. døren. Jeg tog hans dyne og lagde mig med ham på gulvet. Det virker sommetider beroligende på ham. Men ikke i går. Han smed sig rundt, bankede hovedet i gulvet og lod sig falde forover så han bankede munden direkte ned i gulvet.
Til sidst måtte vi lægge ham op i hans tremmeseng. Der kunne han ikke gøre skade på sig selv. Jeg filmede ham for at have noget at gå videre med hvis det bliver aktuelt. Og så ringede vi til vagtlægen. Lægen kunne høre hvordan han skreg i baggrunden og så kunne han nok også høre på mig at det var alvor.
Han bad os komme ind til ham. Jeg måtte ringe efter en taxa da det var umuligt for ham at sidde i sin autostol.
På vej derind i taxaen faldt han i søvn i mine arme, og da han vågnede igen efter 10 min, var han sig selv igen. Glad og smilende. Så jeg kom ind til lægen med en glad og tilpas dreng. Lægen tod det nu virkelig pænt og undersøgte ham når vi nu alligevel var der.
Nu sidder vi tilbage med frustrationer og dyb sorg over at vores lille dreng har det så skidt. Jeg føler mig som mor fuldstændig magtesløs. Jeg vil så gerne hjælpe ham, men jeg ved ikke hvordan.
Andre med sensitive børn som kan give mig nogle gode råd? Har desperat brug for dem.
Bliver meget berørt af din historie, og håber jeg kan hjælpe dig en smule, eller måske give dig lidt ro.
Din historie er så meget lig den jeg oplevede med min søn. Fra omkring 1 års alderen vidste jeg noget var galt, han var bare anderledes. Vi søgte hjælp, vidste ikke selv hvad det kunne være, og de næste år blev et stort renderi.
Vi startede ved tværfagligt team, de fik lov at opleve ham når han var værst, og det var mere end de kunne klare. Så de sendte os videre til børnelæge, hun overvejede kraftigt autisme, men gik fra det igen, og blev sendt videre, da det nok var noget adfærdsmæssigt istedet. Vi var ved børne ergoterapeut, som også vurderede at på det sansemotoriske fungerede han godt. Så kom vi til noget der hed Familiegruppen, hvor vi var 2 gange ugentligt i 3-4 mdr. Med mor en gang om ugen og far 1 gang om ugen. Her fik vi nogle redskaber til at agere og håndtere vores søn på en anden måde. Hertil bør tilføjes, at vores søn som hovedregfatalitet havde 'konflikterne' med sin far, det var sjældnere når jeg var alene med ham. Men det kunne hjælpe ham meget med forudsigelighed, at være tydelig i mæle og handling, og vigtigt at italesætte alt!
Det blev lidt bedre, men der var stadig noget anderledes ved ham, men vi gjorde ikke mere, lærte blot at "gribe ham" og acceptere at han var en mut lille dreng. For eksempel var han ca 2 1/2 år, da jeg først oplevede ham synge og danse, det gjorde mig så rørt at jeg simpelthen græd...
I bagklogskabens lys ved jeg, jeg skulle have lyttet til mit instinkt og holdt fast i det var mere end som så, for fik jo aldrig en forklaring eller udredning.
Han var meget sen til at tale, da han startede i børnehave havde han kun lidt sprog, foretrak fagter og at vise, til gengæld var han han langt fremme motorisk, og kunne regne mere komplicerede 'legeting' ud.
herefter er det gået fremad, han er stadig en speciel dreng og har specielle behov, men han er nu glad og tilpas, sproget er alderssvarende og han er nu lige startet i skole.
Jeg har først nu, hvor han er næsten 6 år, konkluderet for mig selv, at han er et særligt sensitivt barn, og har læst en masse omkring det. Og dette samt fx dit indlæg, har endelig kunne forklare hvorfor han var som han var, at der ikke var noget i vejen med hverken ham eller forældre. Heldigvis har moderinstinktet i mig faktisk per automatik gjort mange af de ting der anbefales, men hvor er jeg glad for denne nye vished, som kan hjælpe ham - og resten af familien også fremover.
herefter jeg har læst mange andre familiers historier, kan jeg se, at han trods alt har det nemmere end mange andre sensitive børn.
Han bliver nemt vred, men griber jeg ham det rette øjeblik, behøver det ikke gå helt galt for ham, så er han 'kun' sur og ked i en periode, og det kan være svært at komme ud af, men han når sjældent at blive dybt frustreret og hidsig, som da han var lille.
Men det kræver at jeg altid er OBS på, ikke at skynde på ham på en forkert måde, for han magter det ikke. Han skal have flere formeldinger om, når vi snart skal noget. jeg må ikke gøre ting hurtigt, så spørger han straks om jeg er sur, han læser mig konstant og hurtigt. Og når blot jeg jeg håndterer ham på den måde, som jeg ved er god for ham, så har jeg den gladeste og kærligere dreng:-) Men vores dagligdag fungerer helt som alle andres, han kan godt være i større forsamlinger, fungerer fint i en gruppe af børn og håndterer også en pludselig indskydelse om en tur i byen eller ud at handle. Og han elsker sommerferien, han glæder sig allerede fra efteråret rammer, og vi rejser i 14 dage, og ferien er fyldt med oplevelser, men der er absolut ingen problemer. Måske er det, det ekstra nærvær der giver ham plads til at rumme det... Blot en tanke.
Men hold fast i din intuition, og vær glad for at du allerede nu har et fingerpeg om hvorfor!
Mange hilsner, Birgitte
