Har brug for at være anonym.
Min søn er 15 måneder og formentlig særlig sensitiv.
Hele hans liv har vi rendt ind og ud af børneafdelingen med ham for at finde ud af hvad han dog fejler. Han har været igennem utallige undersøgelser, men han fejlier ikke noget. I hvert fald ikke noget fysisk.
Men han er en ekstremt følsom dreng. De mindste forandringer i hverdagen slår ham ud. Han er ekstremt svær at få til at sove. Han kan ikke overgive sig til søvnen.
Han tager ikke kontakt til andre mennesker, hverken voksne eller børn. Opstart i dp har været en kamp. Han kunne ikke magte at de andre børn kom for tæt på ham og hvis de rørte ved ham, brød hans verden sammen. I perioder hænger han i benet på dgplejemoderen fra han kommer til han går, og det gør ikke hendes arbejde super nemt, da hun jo har 4 andre børn som også skal tages hensyn til.
I går aftes kulminerede det. Han var startet i dagpleje efter 3 ugers ferie. Det var gået super godt derovre, han havde været glad og tilpas, havde leget og sovet godt.
Men da vi kom hjem brød helvede løs. Han begyndte at skrige. Som i VIRKELIG skrige! Vi kunne ikke holde ham for han slog hovedet bagover og bankede hovedet ind i bla. døren. Jeg tog hans dyne og lagde mig med ham på gulvet. Det virker sommetider beroligende på ham. Men ikke i går. Han smed sig rundt, bankede hovedet i gulvet og lod sig falde forover så han bankede munden direkte ned i gulvet.
Til sidst måtte vi lægge ham op i hans tremmeseng. Der kunne han ikke gøre skade på sig selv. Jeg filmede ham for at have noget at gå videre med hvis det bliver aktuelt. Og så ringede vi til vagtlægen. Lægen kunne høre hvordan han skreg i baggrunden og så kunne han nok også høre på mig at det var alvor.
Han bad os komme ind til ham. Jeg måtte ringe efter en taxa da det var umuligt for ham at sidde i sin autostol.
På vej derind i taxaen faldt han i søvn i mine arme, og da han vågnede igen efter 10 min, var han sig selv igen. Glad og smilende. Så jeg kom ind til lægen med en glad og tilpas dreng. Lægen tod det nu virkelig pænt og undersøgte ham når vi nu alligevel var der.
Nu sidder vi tilbage med frustrationer og dyb sorg over at vores lille dreng har det så skidt. Jeg føler mig som mor fuldstændig magtesløs. Jeg vil så gerne hjælpe ham, men jeg ved ikke hvordan.
Andre med sensitive børn som kan give mig nogle gode råd? Har desperat brug for dem.
Visse ergoterapeuter har specialiseret sig i særligt sensitive børn og kan komme med råd og værktøjer til hvordan I skal tackle det...
Vi har flere sensitive børn (og voksne) i min familie, og vores søn er også en lille smule, har en kusine der har skrevet en bog om sensitive (signalstærke) børn, så kender lidt til det,... Prøv at finde noget litteratur om det og læs godt op på det og på den måde får nogle ideer til hvordan I tackler det, og ellers få fat i en ergoterapuet der ved noget om det...
Derudover er det vigtigt at I ikke anser jeres søn for værende unormal eller "syg"... Det er ikke en sygdom, men et karaktertræk/personlighed, som man skal lære at leve med... Det gode ved sensitive børn er, at de ofte har en større medforståelse og empatisk evne end andre børn, og er rigtig gode til at sætte sig ind i andres følelser... ulempen er at de ofte har svært ved forandringer og at der sker meget omkring dem...
herhjemme hjalp det nogle gange at holde vores søn fast når han blev vild - altså ikke voldeligt på nogen måde, men så fast at han ikke rigtigt kunne bevæge sig, det var som om han skulle hjælpes til at få ro i kroppen, da han ikke selv kunne finde ud af det... Han fik også de der skrige-anfald hvor han bare var helt vild...
Men prøv at find noget materiale om det og snak med en fagperson, så vil I formentlig få mere forståelse. Vi havde en ergoterapeut ude, og hun gav os rigtig mange gode råd...
Du må gerne skrive en pb hvis du har brug for det 
