Frosset ud a' svigerfamilien

Maja84 skriver:

Har ikke læst resten af tråden men kommered mit bud hvad der kan være sket

Min tanke omkring det er, at gennem dine mange indlæg herinde har du været utrolig ulykkelig, hvilket kun er forståeligt, men det med Naja har jo fyldt utrolig meget. Måske det ubevidst de gange i har set hinanden har kommet meget til udtryk, igen hvilket er naturligt fordi du har reageret på din store sorg. Men måske din svigerfamilie af flere årsager ikke har inviteret dig med, måske de ikke har kunne rumme det, ikke ved hvordan de kan hjælpe, måske de tror de gør det bedste, ikke ved om det er bedst at snakke om det eller tie, der kan være mange årsager, det kan også være de hr fået nok og ikke kan takle din sorg og håndtering af den. I mange situationer forventer folk en reaktion og at tingene så bliver bedre, feks ved sorg hvor man mister, forventes det i en hvis rum tid at sørge og at folk derefter kommer videre, folk bliver syge og efter en vis tid enten bliver raske eller dør. Mange kan ikke kapere hvis tingene tager længere tid, dette kan måske også være sket

Personligt tror jeg ikke man kommer sig efter et tab, man sørger, men på et tidspunkt affinder man sig ogkan savne og tænke på personen med glæde i form af de gode minder og man kommer videre, for nogle er processen længere end andre og for nogle kommer man ikke videre. Jeg tror dog at de fleste når til at det fylder mindre og mindre i hverdagen og giver sig mindre til udtryk og er forståeligt hvis du ikke er der endnu i din sorg, men tror det kan spille ind i din svigerfamilie

Måske en god snak med manden om hvordan i med familien kommer videre og ud over disse ting, som åbenbart ikke snakkes om blandt dine svigerinder kunne være en ide. Ati mødes til hyggeligt samvær, eller på en eller anden måde får snakket med dem hvad det handler om og hvordan i løser det, feks hvordan de kan støtte, eller hvordan i kan ses, i enighed om hvordan i alle skal forholde jer omkring Naja

Håber det gav mening

Det er ikke nemt og du hærværket en kamp igennem, samtidig tror jeg også du skal til at give dig selv en chance. Nyde livet lidt, jeg er sikker på Naja ville ønske du skal være glad, minde hende med glæde, nyde dit kommende bryllup, og ikke give dig selv skylden for alle ting, for du kan jo ikke gøre for hvordan andre reagerer og takler livet, og give dig selv selv plads i din sorg

Det er meget fint og kan godt se at det kan passe ind for andre!

Men min sivgerfamilie har ALDRIG spurgt mig hvordan det går, ligeledes har jeg ALDRIG snakket om hvordan jeg har det.. Kun overfor min svigerinde. Ingen andre af dem gider se ud over deres egne næser og tænke at andre kan have det svært.

Men svigerfar er skide ligeglad med det barnebarn han har i forvejen, og da han besøgte os i Skejby nægtede han at se min datter..

Jeg vil gerne slå fast, at jeg ALDRIG overfor dem har beklaget mig over min situation.


Ang. sorg, liv og nydelse har jeg været hård ved mig selv. Jeg har ikke følt jeg havde nogen ret til at være glad eller have det godt. Jeg havde det fint i starten med at være bund ulykkelig, for jeg havde mistet mit dyrbareste. Jeg havde ingen grund til at leve og ville aldrig videre. Jeg VILLE have ondt og jeg valgte at have ondt.!

Det er noget andet i dag. Knap 5 måneder efter har jeg givet mig selv lov at smile. Jeg har sat min sjæl fri og tvinger ikke længere mig selv til at være bund ulykkelig.

Havanagila skriver:

Hej.
Jg tror ikke det har så meget med dig at gøre som sådan. Jeg tror det måske er fordi de ikke ved hvordan de skal håndtere din sorg. Og oftes ender det ud i at man bliver glemt lidt. For de er self også kede af noget så tragisk kunne ske. Men at de bare er bange for at komme til at snakke om hende og ikke vil gøre dig ked af det. Og mange ved ikke hvordan de skal håndtere andre mennesker der ligger i sorg.
Så vil tro du måske skulle sige til dem at du savner dem og deres støtte og at du godt kan forstå det er svært for dem at håndtere din sorg. Men at du ikke får det bedre af at de lukker dig ude. Og ellers give dem noget tid. Det er jo desværre ikke så lang tid siden du mistede din datter

Jeg tror du har ret.

Problemet er bare at jeg ikke viser min sorg når vi så endelig er ude. Jeg syns det er utrolig befriende at slippe ud af mine egne lænker. og det gør jeg når jeg er ude..

At de har det svært tvivler jeg på. Min svigerfar har sagt til mig at det ikke er noget at være ked af, at jeg bare skal komme videre og få nogen børn. ingen grund til at se sig tilbage.

FrkRaarup skriver:

Jeg tror du har ret.

Problemet er bare at jeg ikke viser min sorg når vi så endelig er ude. Jeg syns det er utrolig befriende at slippe ud af mine egne lænker. og det gør jeg når jeg er ude..

At de har det svært tvivler jeg på. Min svigerfar har sagt til mig at det ikke er noget at være ked af, at jeg bare skal komme videre og få nogen børn. ingen grund til at se sig tilbage.

jeg havde en spontan abort for nogle år siden. Jeg var "kun" i uge 13 og jeg ved godt at det ikke kan sammenlignes med din situation.
 
Men jeg oplevede også at både familie og kolleger havde det svært med mig efterfølgende. Nogle ignorerede mig og andre havde ganske enkelt glemt at det var sket, trods det at det var mindre end en måned siden. Jeg har hørt fra flere der har mistet ægtefælle/børn hvordan de oplever at selv gode bekendte ikke længere hilser på gaden eller går over på at andet fortorv.

Som andre også skriver så tror jeg det handler om at folk ikke ved hvad de skal sige og at de er bange for at sige noget forkert.

Jeg oplevede også folk som din svigerfar, der bare mente at vi skulle videre og glemme sorgen. Det tror jeg er et udtryk for generations forskel og samtidig et forsøg på at sige noget opmuntrende.

Når man har mistet er man utroligt følsom og har mange antenner ude. Det er nogle dage en kamp at klare dagen. for hvordan kan livet bare gå videre når man selv føler at jorden er gået under.
Har du kontakt med andre i samme situation som dig? Det hjalp mig utroligt meget at kunne "græde ud" og hælde alt mit vand ud af ørene med ligesindede. Det gjorde mig klar til at møde verden udenfor og til at lære at forstå hvordan livet går videre for alle de andre og at de ikke kan forstå hvad man selv står i. Det er desværre noget man selv er nødt til at opleve for til fulde at forstå smerten.

Jeg ønsker dig alt godt

FrkRaarup skriver:

Det er meget fint og kan godt se at det kan passe ind for andre!

Men min sivgerfamilie har ALDRIG spurgt mig hvordan det går, ligeledes har jeg ALDRIG snakket om hvordan jeg har det.. Kun overfor min svigerinde. Ingen andre af dem gider se ud over deres egne næser og tænke at andre kan have det svært.

Men svigerfar er skide ligeglad med det barnebarn han har i forvejen, og da han besøgte os i Skejby nægtede han at se min datter..

Jeg vil gerne slå fast, at jeg ALDRIG overfor dem har beklaget mig over min situation.


Ang. sorg, liv og nydelse har jeg været hård ved mig selv. Jeg har ikke følt jeg havde nogen ret til at være glad eller have det godt. Jeg havde det fint i starten med at være bund ulykkelig, for jeg havde mistet mit dyrbareste. Jeg havde ingen grund til at leve og ville aldrig videre. Jeg VILLE have ondt og jeg valgte at have ondt.!

Det er noget andet i dag. Knap 5 måneder efter har jeg givet mig selv lov at smile. Jeg har sat min sjæl fri og tvinger ikke længere mig selv til at være bund ulykkelig.

Jeg ved jo ikke hvordan jeres forhold er, lød bare som om i havde det fint inden. Måske de så netop ikke sner hvordan du har det, er jo umuligt at vide hvad de tænker
Det er svært og forstår godt du bliver ked af det

FrkRaarup skriver:

Det er meget fint og kan godt se at det kan passe ind for andre!

Men min sivgerfamilie har ALDRIG spurgt mig hvordan det går, ligeledes har jeg ALDRIG snakket om hvordan jeg har det.. Kun overfor min svigerinde. Ingen andre af dem gider se ud over deres egne næser og tænke at andre kan have det svært.

Men svigerfar er skide ligeglad med det barnebarn han har i forvejen, og da han besøgte os i Skejby nægtede han at se min datter..

Jeg vil gerne slå fast, at jeg ALDRIG overfor dem har beklaget mig over min situation.


Ang. sorg, liv og nydelse har jeg været hård ved mig selv. Jeg har ikke følt jeg havde nogen ret til at være glad eller have det godt. Jeg havde det fint i starten med at være bund ulykkelig, for jeg havde mistet mit dyrbareste. Jeg havde ingen grund til at leve og ville aldrig videre. Jeg VILLE have ondt og jeg valgte at have ondt.!

Det er noget andet i dag. Knap 5 måneder efter har jeg givet mig selv lov at smile. Jeg har sat min sjæl fri og tvinger ikke længere mig selv til at være bund ulykkelig.

Først tænkte jeg som andre, at de er forlegne/bange/usikre i forhold til din sorg - men jo mere, du skriver om dem, jo mere tåbelige og ufølsomme virker de på mig. Jeg forstår, det er tungt at blive valgt fra, men ærligt talt: Behøver du dem? Gør du det ikke bare sværere for dig selv ved at gruble over, hvorfor så småt bemidlede mennesker ikke inviterer dig? 

Ville du ønske at tilbringe tid med dem og have en relation til dem, hvis de ikke tilfældigvis var din mands familie? 

Tænk på dig selv og lær at blæse dem et stykke. 

Mor og meget mere skriver:

Først tænkte jeg som andre, at de er forlegne/bange/usikre i forhold til din sorg - men jo mere, du skriver om dem, jo mere tåbelige og ufølsomme virker de på mig. Jeg forstår, det er tungt at blive valgt fra, men ærligt talt: Behøver du dem? Gør du det ikke bare sværere for dig selv ved at gruble over, hvorfor så småt bemidlede mennesker ikke inviterer dig? 

Ville du ønske at tilbringe tid med dem og have en relation til dem, hvis de ikke tilfældigvis var din mands familie? 

Tænk på dig selv og lær at blæse dem et stykke. 

Det er egentlig kun min svigerinde der betyder noget som sådan.

Og nej, hvis du var familie havde jeg skidt dem et stykke. De er intet værd og bøvler hele tiden rundt... Pt. med vores bryllup, hvor de ikke kan komme og det hele skal ændres.

Så meget betyder de heller ikke for mig, men det gør ondt at se at jeg ikke længere er en del af det de er. Troede ikke det betød noget for mig, men hader at blive frosset ude og føler faktisk jeg bliver straffet for noget jeg umuligt kunne jeg gjort.

Jeg kan skrive side op og ned om hvor åndssvage min svigerfamilie kan være... Er også blevet bedt om at lade værre at amme mit barn så jeg kunne komme med min svigermor ud og drikke. Der er snart ikke den ting jeg ikke har fået skæld ud for..

FrkRaarup skriver:

Det er egentlig kun min svigerinde der betyder noget som sådan.

Og nej, hvis du var familie havde jeg skidt dem et stykke. De er intet værd og bøvler hele tiden rundt... Pt. med vores bryllup, hvor de ikke kan komme og det hele skal ændres.

Så meget betyder de heller ikke for mig, men det gør ondt at se at jeg ikke længere er en del af det de er. Troede ikke det betød noget for mig, men hader at blive frosset ude og føler faktisk jeg bliver straffet for noget jeg umuligt kunne jeg gjort.

Jeg kan skrive side op og ned om hvor åndssvage min svigerfamilie kan være... Er også blevet bedt om at lade værre at amme mit barn så jeg kunne komme med min svigermor ud og drikke. Der er snart ikke den ting jeg ikke har fået skæld ud for..

Mod tåber kæmper selv guderne forgæves

FrkRaarup skriver:

Det er egentlig kun min svigerinde der betyder noget som sådan.

Og nej, hvis du var familie havde jeg skidt dem et stykke. De er intet værd og bøvler hele tiden rundt... Pt. med vores bryllup, hvor de ikke kan komme og det hele skal ændres.

Så meget betyder de heller ikke for mig, men det gør ondt at se at jeg ikke længere er en del af det de er. Troede ikke det betød noget for mig, men hader at blive frosset ude og føler faktisk jeg bliver straffet for noget jeg umuligt kunne jeg gjort.

Jeg kan skrive side op og ned om hvor åndssvage min svigerfamilie kan være... Er også blevet bedt om at lade værre at amme mit barn så jeg kunne komme med min svigermor ud og drikke. Der er snart ikke den ting jeg ikke har fået skæld ud for..

Vend den om. Du er ikke ked af ikke at skulle være sammen med dem - de er intet værd i dine øjne - du er ked af selve udelukkelsen. Det forstår jeg godt, men det er ikke desto mindre irrationelt, for du kan sagtens klare dig uden deres selskab. Dit dyrebare liv er for kort til at spilde tid, kræfter og tanker på dem - og deres opførsel nu understreger kun, at du er bedre tjent uden dem. 

Jeg blev engang varslet fyret fra mit job - det var aldeles meningsløst og ufortjent, og selvfølgelig slog det mig ud. Så vendte jeg den om og besluttede, at når min chef kunne træffe en så tåbelig og uretfærdig beslutning, havde han f.... heller ikke fortjent at have mig ansat. Jeg fik et meget bedre job og besluttede konsekvent at tænke på mig selv som heldig og en vinder i dét spil - og den dag i dag føler jeg, at min gamle arbejdsplads tabte. 

Beslut, at svigerfamilien har tabt her - og at du nu vinder ved at slippe for deres bøvl. Det kræver, at du styrer dine tanker og holder fast i, at det er sådan, historien er. DERES tab! 

FrkRaarup skriver:

Det er meget fint og kan godt se at det kan passe ind for andre!

Men min sivgerfamilie har ALDRIG spurgt mig hvordan det går, ligeledes har jeg ALDRIG snakket om hvordan jeg har det.. Kun overfor min svigerinde. Ingen andre af dem gider se ud over deres egne næser og tænke at andre kan have det svært.

Men svigerfar er skide ligeglad med det barnebarn han har i forvejen, og da han besøgte os i Skejby nægtede han at se min datter..

Jeg vil gerne slå fast, at jeg ALDRIG overfor dem har beklaget mig over min situation.


Ang. sorg, liv og nydelse har jeg været hård ved mig selv. Jeg har ikke følt jeg havde nogen ret til at være glad eller have det godt. Jeg havde det fint i starten med at være bund ulykkelig, for jeg havde mistet mit dyrbareste. Jeg havde ingen grund til at leve og ville aldrig videre. Jeg VILLE have ondt og jeg valgte at have ondt.!

Det er noget andet i dag. Knap 5 måneder efter har jeg givet mig selv lov at smile. Jeg har sat min sjæl fri og tvinger ikke længere mig selv til at være bund ulykkelig.

Det at midste, er et svært emne, at berøre. 

Super fejt hvis det forholder sig sådan, men kan de ha svært ved hvordan de skal forholde sig og argere i dit selskab, da de færreste jo vil såre andre og "vi" derfor (fejlagtigt) kommer til at fortie det emne og evt også den person (altså i dette tilfælde dig) 

så de derfor bevist eller ubevist er kommet til at tage afstand. Slet og ret i et pga af uvidenhed og berørings angst Over for emnet? 

 jeg sys du skal ta tyren ved hornene ig spørge, hva der er gået galt. Start evt igen med din svigerinde og denne gang skal du insistere på et svar og evt spørge om det på nogen måde har noget med din smukke engel at gøre. 

 

Du har rigeligt at slås med læst dine indlæg) og blive ladet i stikken er sku det sidste du har brug for at føle. 

FrkRaarup skriver:

Jeg tror du har ret.

Problemet er bare at jeg ikke viser min sorg når vi så endelig er ude. Jeg syns det er utrolig befriende at slippe ud af mine egne lænker. og det gør jeg når jeg er ude..

At de har det svært tvivler jeg på. Min svigerfar har sagt til mig at det ikke er noget at være ked af, at jeg bare skal komme videre og få nogen børn. ingen grund til at se sig tilbage.

Okay ja det var da lidt af en melding at få. Men jo han har self ret i livet går videre. Men man er nødtil at skal igennem sorgen først. For selvom du ikke kendte hende i ret mange dage. Så gik du stadig med hende i 9 mdr i maven. Og ens kærlighed til sine børn rammer en så snart man har dem i armene.

Håber du får styr på det med svigerfamilien. For det gør jo ikke tingene nemmere for dig at have det i hovedet også.