Hjælp mig med at tackle min mor

ønskebarn74 skriver:

Lad være med at ringe el. Kontakte hende på andre måder.. Kontakter hun for samvær så passer det ikke jer.. Når hun så på et tidspunkt har en fornemmelse af at noget ikke stemmer.. Så siger du bare at dine børn ikke skal være sammen med nogen der ikke respekterer dig.. 

Det er virkelig et godt råd du giver. Jeg har prøvet at gøre sådan flere gange. Så går der måske 3-4 uger og så ringer min far og spørger om jeg er sur...jeg fortæller ham så hvad der er galt og spørger ham hvorfor mor ikke selv ringer, men det vil hun ikke siger han.

Malene76 skriver:

Med alt respekt så havde jeg lagt hende på is. Sådan en opførsel havde jeg virkelig ikke fundet mig i. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på som hun lider af en psykisk sygdom eller måske hr begyndende demens/ alzheimer? Virkelig mærkelig opførsel!

kh Malene  

Hun fejler ikke noget hvad jeg ved af. Men jeg tænker altid, at hun må ha´ det utrolig dårligt med sig selv, siden hun har behov for at køre sådan på mig.

Line8700 skriver:

Da det ikke kun er den ene situation, havde jeg måske taget en snak med hende om det, hvor børnene ikke var der. Og hvis det ikke hjalp, ville jeg lægge hende på is. For hvis du ligger hende på is, til at starte med kommer konfrontationen jo før eller siden, og så tænker jeg at det kunne blive værrer. 

Håber du finder ud af det, for det må bestemt ikke være sjovt! 

KH fra mig 

Nej det er virkelig ikke sjovt.

Hvad mener du med, at det kunne være værre`?

FrkZier skriver:

Jeg ville sige til hende at hvis hun ikke kan finde ud af at acceptere de regler du har for DINE børn skal hun ikke passe igen, færdig bum.

derfefter vil jeg spørge hende  hvorfor hun er så skide sur hele tiden? (kan måske formuleres mere diplomatisk)

Jeg ved at hun ikke vil respektere mine regler, hun overruler mig gang på gang og siger (mens børnene hører det), at jeg skal ikke bestemme alt over børnene. -Og hun siger også henvendt til børnene "i skal ikke lade hende bestemme det hele).

FrkZier skriver:

Jeg ville sige til hende at hvis hun ikke kan finde ud af at acceptere de regler du har for DINE børn skal hun ikke passe igen, færdig bum.

derfefter vil jeg spørge hende  hvorfor hun er så skide sur hele tiden? (kan måske formuleres mere diplomatisk)

Jeg har prøvet at spørge hende hvorfor hun altid er så sur/er på den måde og der får jeg så at vide at det er min skyld.

Havre74 skriver:

Jeg har heller ikke lyst til at hun skal passe dem mere. Men hvad kan jeg sige til børnene`? de er alle 3 meget glade for at besøge dem...

Men vil de blive ved med at være glade, hvis de skal høre på sure miner og bagtaleri om deres mor??

Jeg tror ikke på at det er sundt for børn at høre på sådan noget om sine forældre.

Jeg syntes hun er rigtig barnlig, med hendes opførsel. Hvis hun har et problem burde hun komme til dig og ikke lade det gå gennem børnene eller sige det til dem.

PS. Jeg lagde en af mine forældre på is i et år pga. negativ snak omkring mine søskende og deres kærester det gad jeg ikke høre på. lavede en konfrontation.

Idag går det meget bedre, der er ingen brok og negativitet mere

Jeg er af den opfattelse at du skal vise din mor at hendes opførsel ikke er i orden.
Og det sker nok ikke uden en kamp. Tror ikke du kan få hvede til at forstå at hendes måde at være på er uacceptabel hvis du ignorerer hende.

Jeg synes du skal fortælle hende det en dag hvor dine børn ikke lytter.
Og når hun opfører sig dårligt skal du give hende besked med det samme.

Jeg kæmper lidt med nogle af de samme ting og øver mig I at sige fra.
Det er svært men det hjælper.
Jeg ses med en psykolog hver 3 uge og det kan varmt anbefales

Mvh Louise

Havre74 skriver:

Gennem hele mit liv har jeg haft problemer med min mor. Hun kritiserer alt ved mig (hvad jeg siger, gør, hvordan jeg ser ud osv.).

Men jeg vil lige skrive det sidste der er sket og så håber jeg på nogen gode råd.

Den ene af mine drenge, han er 12 år (herefter kaldet X), var på sommerferie hos mine forældre. For ca. 1 uge siden skulle jeg så hente ham hjem igen. Min pige var hos hendes far og min ældste dreng (herefter kaldet y) ville ikke med, så jeg kørte selv.

Med det samme jeg træder ind af døren, bliver jeg "angrebet" verbalt. -Hvorfor er Y ikke med, osv.

X fortæller mig så, at ham og hans 2 søskende hver har fået 100 kr. af mormor, som de kan bruge til lommepenge til en tur børnene og jeg skal på. Inden jeg så når at svare noget, skælder min mor X ud, fordi han fortæller det til mig. Jeg spørger så min mor hvorfor han ikke må fortælle det`? hvortil hun svarer, at børnene godt kan ha´ nogle hemmeligheder for mig. Jeg siger så, at de ikke skal gå og holde sådan noget hemmeligt for mig og så "råber" hun op, at det skal jeg ikke bestemme, for jeg har sikkert også hemmeligheder for børnene.

Ud fra hendes humør beslutter jeg, at vi lige så godt kan se at komme hjem. Min mor vil så gi´ et stykke kage med hjem, men det er X der skal ta det med hjem og ham der skal dele det ud. Jeg siger så at det skal jeg nok sørge for, hvortil hun så siger "X skal dele det ud, ellers får de bare ikke noget". Jeg siger så, at jeg slet ikke vil ha det med hjem, men det skal jeg ikke bestemme og så gir hun det til X og siger til ham, at han skal gemme det for mor.

Da vi kører hjem, spørger jeg X, hvorfor det var ham (og ikke mig), der skulle passe på de 100kr. for hver af børnene...jo mormor havde sagt til ham, at han skulle passe på dem, så mor ikke brugte dem.

Sorry, det blev langt og det er endda kun een enkelt situation om min mor.

Hvad skal jeg stille op`?

 

 

Har hun grund til at have det som hun har det? Altså ikke at det giver hende ret til at opføre sig sådan - men bunder det i noget? 

Mht at lægge hende på is... Hvis det kun var dig, ville jeg også give dig det råd, men jeg synes det er meget problematisk i forhold til børnene. Du skriver selv at de rigtig godt kan lide at være der.

Forestil dig at du havde et dårligt forhold til børnenes far og at han talte grimt til og om dig. Ville du forbyde dine børn at se ham? Nej vel? Det er dine børns familie og jeg synes faktisk ikke at du har ret til at holde dem fra deres mormor hvis de gerne vil se hende.

Jeg forstår godt hvis du ikke vil se hende, men så synes jeg at du skal lade deres far eller en veninde hente og bringe dem, så de kan se deres bedsteforældre.

Hej

Jeg kender den situation, men fra den anden side.

Min farmor snakkede hele min barndom på den måde om min mor - Det værste tilfælde var, da jeg var ca 13 år og på besøg hos hende en weekend alene, hvor hun brugte hen ved tre timer en aften på en lang enetale om, hvilket dårligt menneske, min mor er, og en opremsning af alle de gale ting, hun syntes, min mor havde gjort de sidste 20 år. Hvis hele familien var sammen var der gerne en meget dårlig stemning, min mor følte sig presset og var i dårlig humør, min farmor kom med spydige bemærkninger om alt, hun gjorde, og min far trak sig gerne væk og gik i haven eller noget, og så kom jeg så i klemme mellem mennesker, som jeg i udgangspunktet var glad for. Da jeg var lille, elskede jeg, når hun kom på besøg, men så snart, jeg var gammel nok til at forstå, hvad som egentlig blev sagt og betydningen af spydighederne mm, så blev det den rene tortur.

Jeg endte med at få et meget anstrengt forhold til damen for at sige det mildt. Jeg besøgte hende kun af pligt, snakkede hende efter munden og hele vores forhold blev ødelagt. Det skal lige siges, at der intet reelt var i det. Min mor har aldrig behandlet hende dårlig, snydt hende eller andet.

Selvom dine børn er glade for at være sammen med hende, så tror jeg, det er nu, du skal handle. Personlig ville jeg have sat foden ned og reduceret samværet til at være, når alle er til stede ved større familiesammenkomster og lignende, og prøv at så få din far på banen. Han har vel også en interesse af, at de har et godt forhold til sin datter og sine svigerbørn. Hver gang, hun kommer med en uacceptabel bemærkning til børnene, må hun modsiges (gerne med humor eller i en munter tone) - også gerne af andre end dig, f eks din far. Hun er nødt til at se, at hun ikke har omverdnen med sig i dette, og at hun bryder reglerne for god opførsel. Det var i hvert fald det eneste, som lod til at kunne stoppe min farmor. Sålænge min farfar levede, holdt han hende i skak det meste af tiden, men da han døde, forsvandt bremseklodsen, og hun blev helt uudholdelig at være sammen med.

 - du er virkelig i en grim klemme. Jeg håber, du finder støtte i familien, så du slipper at stå alene med det. Jeg synes uanset, at du ikke skal have dårlig samvittighed for at stoppe hendes alenesamvær med børnene. Nu ved jeg ikke, hvor gamle dine børn er, er de store nok er ærlighed sikkert en god ting. De forstår jo, hvad hun siger til dem, og vil også kunne forstå, at det ikke er ok opførsel. Hvis de er små, er det måske smartere bare at sige, at det passer lidt dårligt, eller at mormor har nogle ting, hun skal tænke på, så der går lidt tid, før I ses igen, f eks.