mig der står bag tråden kæææft det er hårdt!!!!!

sandramor skriver:

Jamen hun var afsted Idag men de har ikke fået svar på den endnu... Det får de fredag hvis alt går vel.... Men som vi egentlig godt ved er scanningen nok mere om hvor meget det har spredt sig og hvor lang tid vi skal regne med hun er her endnu

Det gør mig så ondt håber der er håb

sandramor skriver:

hejsa.....

jaaah nu følte jeg at det var tid til at stå frem.........
Det er mig der har skrevet tråden om min mor som desværre er ret så syg
Igår var hun så med min far på sygehuset for at få taget biopsi af de store knuder hun har.......
min far fortalte at der var to læger og en sygeplejeske til stede under biopsien. Deres ansiger så nogenlunde sådan her ud da de så knuderne og så HVOR tynd hun er........
De har selvfølgelig ikke fået svar på biopsien endnu og hun er til CT scanning idag.... og det er ikke for at se OM hun har kæft men mere HVOR MEGET det har spredt sig.......... Men den ene læge sagde at der højst sandsynlig ikke var nogen mulighed for helbredelse.... kun livsforlængende behandling
Nu må vi se hvad scanningen siger idag..... går og tripper rundt herhjemme og venter på de kommer hjem igen......
Hmmm det er så er det værste er at umiddelbart virker det ikke som om at alvoren er gået op for min mor.... eller joooh det er det måske men hun bliver ved med at sige at jaaah så må jeg jo bare på pille kur og så skal det nok blive bedre.... jeg har jo haft kræft før ( hun havde for 20 år siden melanom kræft)
og sidder og taler med min bror i tlf og vi kan ikke finde ud af om hun egentlig godt ved det og faktisk har vidst det længe men ikke vil fortælle os det...... jeg kan se at hun virker bange...... bange for at hun skal dø og tiden med sine børn og børnebørn er begrænset...... men det ville hun helt sikkert aldrig nogensinde sige til os.... for det vil hun ikke ligge os til last..... men tror stadig hun tror/håber på at det kan kureres....... og hvis ikke så vil hun aldrig lade os se eller mærke hendes bekymring eller angst........
Men åååårrrrrrh altså min mor!!!! skal dø............ min mor som jeg ser næsten hver dag, som begge mine børn forguder og elsker overalt på jorden, min trofaste støtte og hende som altid er der til at samle mig op når jeg falder, som var der for mig fra dag 1 jeg fandt ud af at jeg skulle være alenemor... været med til begge børns fødsler og elsket dem fra dag 1.... den skønne mor og mormor er her måske ikke ret meget længere............ hvordan pokker lærer man at acceptere det???
Vi ved selvfølgelig ikke hvor fremskreden det er men sådan som hun render rundt og har det og så tynd som hun er kan vi jo næsten gætte os til at det er RET så fremskreden
Og min stakkels far han er helt ødelagt men prøver alt han kan at være stærk for min mors skyld...... ååårrrrh hvor er det hårdt altså!!!!!

livet er bare så uretfærdig nogengange!!!!

nå undskyld hvis det blev lidt rodet måtte bare ud med det......

Der er ikke noget andet at sige, end jeg give dig et

Min mor er i samme situation. Hun bar kræft både i æggestokkene og bindevæv og andre organer. Lige nu er det væk pga. Af kemo i 6 måneder, men de regner med at det var den sidste behandling, og nu starter hun på livsforlængende medicin.

Hun er en meget stærk kvinde, men er begyndt er se alvoren... Desværre... Min mor skal dø, og nå måske ikke at se mig blive uddannet eller få et barn eller se min lillebror vokse sig voksen.

Jeg har ikke forstået det.. Og det kommer til at tage tid.
Accepterer at det er sådan. Hm er for svært bare at tænke på lige nu,...
Tænker hver dag, om det er idag at hun ringer med en dårlig nyhed eller en anden ringer eller lign. Men samtidig så lever jeg livet og det gør hun også er meget tilfreds med at kunne leve som hun gør nu.. Og det glæder os begge to.

hejsa.....

jaaah nu følte jeg at det var tid til at stå frem.........
Det er mig der har skrevet tråden om min mor som desværre er ret så syg
Igår var hun så med min far på sygehuset for at få taget biopsi af de store knuder hun har.......
min far fortalte at der var to læger og en sygeplejeske til stede under biopsien. Deres ansiger så nogenlunde sådan her ud da de så knuderne og så HVOR tynd hun er........
De har selvfølgelig ikke fået svar på biopsien endnu og hun er til CT scanning idag.... og det er ikke for at se OM hun har kæft men mere HVOR MEGET det har spredt sig.......... Men den ene læge sagde at der højst sandsynlig ikke var nogen mulighed for helbredelse.... kun livsforlængende behandling
Nu må vi se hvad scanningen siger idag..... går og tripper rundt herhjemme og venter på de kommer hjem igen......
Hmmm det er så er det værste er at umiddelbart virker det ikke som om at alvoren er gået op for min mor.... eller joooh det er det måske men hun bliver ved med at sige at jaaah så må jeg jo bare på pille kur og så skal det nok blive bedre.... jeg har jo haft kræft før ( hun havde for 20 år siden melanom kræft)
og sidder og taler med min bror i tlf og vi kan ikke finde ud af om hun egentlig godt ved det og faktisk har vidst det længe men ikke vil fortælle os det...... jeg kan se at hun virker bange...... bange for at hun skal dø og tiden med sine børn og børnebørn er begrænset...... men det ville hun helt sikkert aldrig nogensinde sige til os.... for det vil hun ikke ligge os til last..... men tror stadig hun tror/håber på at det kan kureres....... og hvis ikke så vil hun aldrig lade os se eller mærke hendes bekymring eller angst........
Men åååårrrrrrh altså min mor!!!! skal dø............ min mor som jeg ser næsten hver dag, som begge mine børn forguder og elsker overalt på jorden, min trofaste støtte og hende som altid er der til at samle mig op når jeg falder, som var der for mig fra dag 1 jeg fandt ud af at jeg skulle være alenemor... været med til begge børns fødsler og elsket dem fra dag 1.... den skønne mor og mormor er her måske ikke ret meget længere............ hvordan pokker lærer man at acceptere det???
Vi ved selvfølgelig ikke hvor fremskreden det er men sådan som hun render rundt og har det og så tynd som hun er kan vi jo næsten gætte os til at det er RET så fremskreden
Og min stakkels far han er helt ødelagt men prøver alt han kan at være stærk for min mors skyld...... ååårrrrh hvor er det hårdt altså!!!!!

livet er bare så uretfærdig nogengange!!!!

nå undskyld hvis det blev lidt rodet måtte bare ud med det......

Undskyld jeg ikke fik svaret dig i går... Men læste det du skrev og forstod

Det er bare så forfærdeligt det i skal til at igennem nu her

 

Mitallerstørsteønske skriver:

Der er ikke noget andet at sige, end jeg give dig et

Min mor er i samme situation. Hun bar kræft både i æggestokkene og bindevæv og andre organer. Lige nu er det væk pga. Af kemo i 6 måneder, men de regner med at det var den sidste behandling, og nu starter hun på livsforlængende medicin.

Hun er en meget stærk kvinde, men er begyndt er se alvoren... Desværre... Min mor skal dø, og nå måske ikke at se mig blive uddannet eller få et barn eller se min lillebror vokse sig voksen.

Jeg har ikke forstået det.. Og det kommer til at tage tid.
Accepterer at det er sådan. Hm er for svært bare at tænke på lige nu,...
Tænker hver dag, om det er idag at hun ringer med en dårlig nyhed eller en anden ringer eller lign. Men samtidig så lever jeg livet og det gør hun også er meget tilfreds med at kunne leve som hun gør nu.. Og det glæder os begge to.

Ååårh nej for pokker altså
Hvor er jeg ked af at høre du er igennem det samme som mig det ønsker man virkelig ikke for nogen som helst
Det er så hårdt og ved ikke engang om jeg har accepteret det... Det har jeg vel men forstår det vidst ikke helt... Dog mere dag for dag....
Det jeg synes er så hårdt er at hendes hjerne tydeligvis er hårdt angrebet og hun derved får sværere og sværere ved selv de mest simple ting... Bare det at lave mad kan hun næsten ikke finde ud af mere... Hun kan næsten ikke føre en samtale fordi hun har så svært ved at finde ordene.... At se sin engang så stærke mor blive svagere og svagere og mere og mere hjælpeløs er så sindsyg hårdt!!
Men når du fortæller at din mor måske aldrig får lov at opleve dig blive færdig uddannet eller få børn så takker jeg selvfølgelig alligevel for at min mor har oplevet mig få min uddannelse.. Været med til begge mine børns fødsler og været en kæmpe del af især min store datters liv i 8 år.....
Men ja det er det hårdeste jeg nogensinde har prøvet

Håber virkelig du har din mor i mange år endnu så hun kan få lov at opleve de ting

sandramor skriver:

Åårh jeg er ked af du har været det samme igennem!!
Men ja jeg bor heldigvis lige i nærheden af min mor så vi er sammen med hende hver dag og hygger og nyder samværet... Hun vil ikke rigtig tale om det.... Men vi ved faktisk ikke rigtig hvor meget hun forstår efterhånden fordi hjernen er så medtaget... Er eller andet sted håber jeg faktisk at hun ikke rigtig forstår det.... Hvis du du forstår?

Og ja kræften skulle selv få kræft og mærke den smerte og sorg den forårsager for mange mange mennesker hver dag....
Møg sygdom!!!

Det er dejligt, at I bor tæt på hinanden.. 

Jeg forstår godt hvad du mener, ja.. Sådan så hun måske ikke når at lide for meget under tanker og frygt, når hun samtidig slåsser med det andet..

 

Jeg håber i hvert fald det bedste for jer alle.. 

Og hvis du får behov for det, har kræftens bekæmpelse et forum, hvor man kan skrive med andre, som står i samme situatiin lige nu, om det.. Det har været en stor hjælp for mig.. 

Er så trist på jeres vejne!!

Min venindes svigermor døde af kræft sidste år, men inden hun sådan for alvor blev syg, syg fik de optaget en masse hygge videoer med hende og børnebørnene. De har feks nogle optagelser, hvor hun læser historier for ungerne, hvor de er ude og gå en lille tur osv. Altså alle de ting, de normalt lavede sammen! Og når så ungerne har brug for det, så ka de se en lille video, hvor de feks sidder ved farmor og hun læser historie for dem. 

Det betyder rigtig meget for dem alle, også er det jo nogle dejlige minder at ha! Vh stine

sandramor skriver:

hejsa.....

jaaah nu følte jeg at det var tid til at stå frem.........
Det er mig der har skrevet tråden om min mor som desværre er ret så syg
Igår var hun så med min far på sygehuset for at få taget biopsi af de store knuder hun har.......
min far fortalte at der var to læger og en sygeplejeske til stede under biopsien. Deres ansiger så nogenlunde sådan her ud da de så knuderne og så HVOR tynd hun er........
De har selvfølgelig ikke fået svar på biopsien endnu og hun er til CT scanning idag.... og det er ikke for at se OM hun har kæft men mere HVOR MEGET det har spredt sig.......... Men den ene læge sagde at der højst sandsynlig ikke var nogen mulighed for helbredelse.... kun livsforlængende behandling
Nu må vi se hvad scanningen siger idag..... går og tripper rundt herhjemme og venter på de kommer hjem igen......
Hmmm det er så er det værste er at umiddelbart virker det ikke som om at alvoren er gået op for min mor.... eller joooh det er det måske men hun bliver ved med at sige at jaaah så må jeg jo bare på pille kur og så skal det nok blive bedre.... jeg har jo haft kræft før ( hun havde for 20 år siden melanom kræft)
og sidder og taler med min bror i tlf og vi kan ikke finde ud af om hun egentlig godt ved det og faktisk har vidst det længe men ikke vil fortælle os det...... jeg kan se at hun virker bange...... bange for at hun skal dø og tiden med sine børn og børnebørn er begrænset...... men det ville hun helt sikkert aldrig nogensinde sige til os.... for det vil hun ikke ligge os til last..... men tror stadig hun tror/håber på at det kan kureres....... og hvis ikke så vil hun aldrig lade os se eller mærke hendes bekymring eller angst........
Men åååårrrrrrh altså min mor!!!! skal dø............ min mor som jeg ser næsten hver dag, som begge mine børn forguder og elsker overalt på jorden, min trofaste støtte og hende som altid er der til at samle mig op når jeg falder, som var der for mig fra dag 1 jeg fandt ud af at jeg skulle være alenemor... været med til begge børns fødsler og elsket dem fra dag 1.... den skønne mor og mormor er her måske ikke ret meget længere............ hvordan pokker lærer man at acceptere det???
Vi ved selvfølgelig ikke hvor fremskreden det er men sådan som hun render rundt og har det og så tynd som hun er kan vi jo næsten gætte os til at det er RET så fremskreden
Og min stakkels far han er helt ødelagt men prøver alt han kan at være stærk for min mors skyld...... ååårrrrh hvor er det hårdt altså!!!!!

livet er bare så uretfærdig nogengange!!!!

nå undskyld hvis det blev lidt rodet måtte bare ud med det......

Py ha, din historie ripper lige godt og grundigt op i foløbet med min mors død for lidt over 2 måneder siden.

Hun fik for 6 år siden kræft i tarmen og blev opereret men det var ikke nødvendigt med yderligere behandling. For ca 1½ år siden får hun så konstateret metastaser i lungen og får flere forskellige slags kemo i forløbet, men den eneste der virker har den bivirkning at hun mister følelsen i fingre og tære og får det rigtig dårligt. Hun havde en rigtig god periode og mine forældre havde en masse gæster og vi hyggede rigtig meget. I februar var vi sammen på ferie, og kunne mærke at energien var på vej nedad. I begynelsen af marts bliver hun indlagt da hun ikke kan holde mad i sig. efter 4 uger på hospitalet bliver det planlagt at hun skal hjem, og der bliver gjort klar med hospitalsseng m.m. I den periode er det også at de finder ud af at der er kommet en knude i lillehjernen som trykker på balancen og kvalmecenteret. De kan stråle knuden på rigshospitalet hver dag i en måned, men det vil kun være livsforlængende. Min mor vælger at hun ikke vil have strålingen og ikke vil hjem, men ønsker at komme på hospice.

Vi er rigtige at hun får en plads på hospice i løbet af et par dage. Vi har vores børn på 7 og 13 med på besøg et par gange og hun er meget glad for at se dem. Vi må konstatere at min mor ikke kan komme med til min datters konfirmation sidst i april, så vi tager på besøg i konfirmationskjolen hvilket min mor bliver meget glad for. og hun får taget nogle billeder med ungerne som hun også får op på hospice. Efter en uge bliver vi tilkaldt og får besked om at det er ved at gå ned af bakke, min far er der stortset i døgndrift og de sidste 2½ dag er min søster og jeg der hele dagen og aftenen. Det sidste 1½ døgn har vi ingen kontakt med hende sover stille ind om formiddagen.

Omgivelserne og personalet på hospice er helt fantastiske, og vi kunne komme og gå dag og nat som vi ville og havde brug for. der var altid en som havde tid til at tale med os, og de var rigtig søde og værdig i deres behandling.

Efter min mor er død kommer min mand med ungerne, den store er med inde og se hende, men den lille vil ikke med ind og det respektere vi selvfølgelig, men vi er henne og så på lysene der er tændt for mormor og på mindetavlen.

Min mor døde  2 dage før min 40 års fødselsdag og 14 dage før min datters konfirmation.

Hvis du har brug for at snakke, spørge eller læsse af er du velkommen til at skrive.