mig der står bag tråden kæææft det er hårdt!!!!!

hejsa.....

jaaah nu følte jeg at det var tid til at stå frem.........
Det er mig der har skrevet tråden om min mor som desværre er ret så syg
Igår var hun så med min far på sygehuset for at få taget biopsi af de store knuder hun har.......
min far fortalte at der var to læger og en sygeplejeske til stede under biopsien. Deres ansiger så nogenlunde sådan her ud da de så knuderne og så HVOR tynd hun er........
De har selvfølgelig ikke fået svar på biopsien endnu og hun er til CT scanning idag.... og det er ikke for at se OM hun har kæft men mere HVOR MEGET det har spredt sig.......... Men den ene læge sagde at der højst sandsynlig ikke var nogen mulighed for helbredelse.... kun livsforlængende behandling
Nu må vi se hvad scanningen siger idag..... går og tripper rundt herhjemme og venter på de kommer hjem igen......
Hmmm det er så er det værste er at umiddelbart virker det ikke som om at alvoren er gået op for min mor.... eller joooh det er det måske men hun bliver ved med at sige at jaaah så må jeg jo bare på pille kur og så skal det nok blive bedre.... jeg har jo haft kræft før ( hun havde for 20 år siden melanom kræft)
og sidder og taler med min bror i tlf og vi kan ikke finde ud af om hun egentlig godt ved det og faktisk har vidst det længe men ikke vil fortælle os det...... jeg kan se at hun virker bange...... bange for at hun skal dø og tiden med sine børn og børnebørn er begrænset...... men det ville hun helt sikkert aldrig nogensinde sige til os.... for det vil hun ikke ligge os til last..... men tror stadig hun tror/håber på at det kan kureres....... og hvis ikke så vil hun aldrig lade os se eller mærke hendes bekymring eller angst........
Men åååårrrrrrh altså min mor!!!! skal dø............ min mor som jeg ser næsten hver dag, som begge mine børn forguder og elsker overalt på jorden, min trofaste støtte og hende som altid er der til at samle mig op når jeg falder, som var der for mig fra dag 1 jeg fandt ud af at jeg skulle være alenemor... været med til begge børns fødsler og elsket dem fra dag 1.... den skønne mor og mormor er her måske ikke ret meget længere............ hvordan pokker lærer man at acceptere det???
Vi ved selvfølgelig ikke hvor fremskreden det er men sådan som hun render rundt og har det og så tynd som hun er kan vi jo næsten gætte os til at det er RET så fremskreden
Og min stakkels far han er helt ødelagt men prøver alt han kan at være stærk for min mors skyld...... ååårrrrh hvor er det hårdt altså!!!!!

livet er bare så uretfærdig nogengange!!!!

nå undskyld hvis det blev lidt rodet måtte bare ud med det......

Det gør mig forfærdelig ondt at læse.
Jeg kan slet ikke sætte mig i dit sted, det er jo et kæmpe tab at vide at man snart mister sin mor og i lyder oveni til at have et unikt bånd.
Tusind tanker og kram til dig

Ved slet ikke hvad jeg skal sige, kan kun forestille mig hvor hårdt det må være.... Men et kram skal du da have med på vejen... 

2721 skriver:

Det gør mig forfærdelig ondt at læse.
Jeg kan slet ikke sætte mig i dit sted, det er jo et kæmpe tab at vide at man snart mister sin mor og i lyder oveni til at have et unikt bånd.
Tusind tanker og kram til dig

mange tak skal du ha et knus og tanker varmer altid
Men ja jeg havde aldrig forestille mig at det skulle ske i min familie...... har nogle veninder der har været det igennem og nu er det min tur... ØV altså...... og ja vi har et meget specielt bånd min mor og jeg....... og det samme har min store datter og mormor....... så det bliver en hård tid

Masig skriver:

Ved slet ikke hvad jeg skal sige, kan kun forestille mig hvor hårdt det må være.... Men et kram skal du da have med på vejen... 

åårh mange tak skal du ha

sandramor skriver:

mange tak skal du ha et knus og tanker varmer altid
Men ja jeg havde aldrig forestille mig at det skulle ske i min familie...... har nogle veninder der har været det igennem og nu er det min tur... ØV altså...... og ja vi har et meget specielt bånd min mor og jeg....... og det samme har min store datter og mormor....... så det bliver en hård tid

Så lidt

Det kan jeg virkelig godt forstå.
De færreste forventer jo at sådan noget vil ske. Jeg håber du har mennesker omkring dig du kan snakke med og støtte dig op af.

Husk at nyde tiden i har tilbage også sådan at dine børn får så meget ud af tiden med deres skønne mormor<3

Kræft er bare en total LORTE sygdom.

for 4 år siden mistede jeg en veninde til kræft. Hendes yngste søn var da 14 år gammel.

I går besøgte jeg hans far på palliativ afd. ( det er den hvor de også kun kan lindre og måske livsforlænge)...kræft.

I slutningen af feb. var han til min søns 18 års fødselsdag og der var intet. nu her 3 mdr. senere har han lungekræft, har fået strålet en svulst i hjernen, har i hele skelettet, binyrerne, lymfe..ja overalt og det er kun et spørgsmål om tid!

Den yngste fylder 19 om 14 dage og har holdt sin sidste jul med sin far og vil stå som 19 årig og have mistet både sin mor og far til den lorte sygdom.
Det er SÅ uretfærdigt..og SÅ meningsløst. De to mennesker levede økologisk, røg ikke, drak ikke og hun var fitness-spinningsinstruktør og han var lige så aktiv..altså 2 mennesker det i hvertfald ikke burde ramme!

Det er pisse hamrende møg hårdt! men som din mor så virker det heller ikke her til at den fulde alvor er trængt ind og jeg tror simpelthen det er en form for overlevelsesmekanisme..for ellers har de jo intet håb og håbet et det eneste de har tilbage.

2721 skriver:

Så lidt

Det kan jeg virkelig godt forstå.
De færreste forventer jo at sådan noget vil ske. Jeg håber du har mennesker omkring dig du kan snakke med og støtte dig op af.

Husk at nyde tiden i har tilbage også sådan at dine børn får så meget ud af tiden med deres skønne mormor<3

nej det er den klassiske med det altid sker for naboen og ikke en selv.......

ja heldigvis bor vi tæt på hinanden så vi tilbringer rigtig meget tid sammen med hende både børnene og jeg

Hvor forfærdeligt

Måske det er din mors måde at tackle det hele på, vise hun ikke har givet op og prøver at bevare håbet

Håber alt det bedste for din mor

Nemesis skriver:

Kræft er bare en total LORTE sygdom.

for 4 år siden mistede jeg en veninde til kræft. Hendes yngste søn var da 14 år gammel.

I går besøgte jeg hans far på palliativ afd. ( det er den hvor de også kun kan lindre og måske livsforlænge)...kræft.

I slutningen af feb. var han til min søns 18 års fødselsdag og der var intet. nu her 3 mdr. senere har han lungekræft, har fået strålet en svulst i hjernen, har i hele skelettet, binyrerne, lymfe..ja overalt og det er kun et spørgsmål om tid!

Den yngste fylder 19 om 14 dage og har holdt sin sidste jul med sin far og vil stå som 19 årig og have mistet både sin mor og far til den lorte sygdom.
Det er SÅ uretfærdigt..og SÅ meningsløst. De to mennesker levede økologisk, røg ikke, drak ikke og hun var fitness-spinningsinstruktør og han var lige så aktiv..altså 2 mennesker det i hvertfald ikke burde ramme!

Det er pisse hamrende møg hårdt! men som din mor så virker det heller ikke her til at den fulde alvor er trængt ind og jeg tror simpelthen det er en form for overlevelsesmekanisme..for ellers har de jo intet håb og håbet et det eneste de har tilbage.

er helt enig med dig i det er en FORBANDET LORTESYGDOM!!!!

og hvor er jeg ked af det med din veninde.....

og hvor er det dog forfærdeligt for deres dreng at han inden længe har mistet både mor og far i sådan en ung alder... det fortjener ingen!!!
og ja den sygdom kan ramme som lyn fra en klar himmel og sprede sig i løbet af no time!
vi er ret sikre på at min mor har gået med det RIGTIG længe... i hvert fald for længe.... og hun har sikkert vidst det men ved ikke om hun har været bange for at gå til lægen med det eller hvorfor pokker hun ikke er kommet afsted... men igen det nytter bare heller ikke at stille sig selv alle de spørgsmål
Jeg frygter selvfølgelig at jeg selv får det RIGTIG svært ved at undvære min mor...... men jeg har mine børn jeg skal være stærk for...... og min far er så stærk lige nu og han skal sikkert samles op bagefter......
men min datter på 8 og min mor har så specielt et bånd og de har stort set været sammen altid lige siden hun blev født og er da rigtig bange for hvor svært det bliver for hende..... alle siger til mig at det skal jeg ikke tænke på for børn kommer hurtigt videre..... meeeen det tror jeg altså bare ikke altid er tilfældet............
Jaaaah jeg tror du har ret.... tror simpelthen det er hendes forsvarsmekanisme at "benægte" hendes sygdom og ja hun har nok stadig håb.... og det vil jeg bestemt ikke tage fra hende.... hvis man ikke har håb hvad har man så tilbage?