mig der står bag tråden kæææft det er hårdt!!!!!

Maja84 skriver:

Hvor forfærdeligt

Måske det er din mors måde at tackle det hele på, vise hun ikke har givet op og prøver at bevare håbet

Håber alt det bedste for din mor

mange 1000 tak

og ja jeg tror det er hendes måde at "overleve" på og det skal hun helt sikkert have lov til.....

sandramor skriver:

mange 1000 tak

og ja jeg tror det er hendes måde at "overleve" på og det skal hun helt sikkert have lov til.....

sandramor skriver:

nej det er den klassiske med det altid sker for naboen og ikke en selv.......

ja heldigvis bor vi tæt på hinanden så vi tilbringer rigtig meget tid sammen med hende både børnene og jeg

Det jo det

Det er dejligt
Håber jeres sidste tid bliver så god som muligt

sandramor skriver:

er helt enig med dig i det er en FORBANDET LORTESYGDOM!!!!

og hvor er jeg ked af det med din veninde.....

og hvor er det dog forfærdeligt for deres dreng at han inden længe har mistet både mor og far i sådan en ung alder... det fortjener ingen!!!
og ja den sygdom kan ramme som lyn fra en klar himmel og sprede sig i løbet af no time!
vi er ret sikre på at min mor har gået med det RIGTIG længe... i hvert fald for længe.... og hun har sikkert vidst det men ved ikke om hun har været bange for at gå til lægen med det eller hvorfor pokker hun ikke er kommet afsted... men igen det nytter bare heller ikke at stille sig selv alle de spørgsmål
Jeg frygter selvfølgelig at jeg selv får det RIGTIG svært ved at undvære min mor...... men jeg har mine børn jeg skal være stærk for...... og min far er så stærk lige nu og han skal sikkert samles op bagefter......
men min datter på 8 og min mor har så specielt et bånd og de har stort set været sammen altid lige siden hun blev født og er da rigtig bange for hvor svært det bliver for hende..... alle siger til mig at det skal jeg ikke tænke på for børn kommer hurtigt videre..... meeeen det tror jeg altså bare ikke altid er tilfældet............
Jaaaah jeg tror du har ret.... tror simpelthen det er hendes forsvarsmekanisme at "benægte" hendes sygdom og ja hun har nok stadig håb.... og det vil jeg bestemt ikke tage fra hende.... hvis man ikke har håb hvad har man så tilbage?

ja håbet er den sidste line at klamre sig til!

Når nu din dater har sådan et stærkt bånd til din mor, så synes jeg faktisk du skal lade hende være med så meget som muligt, hvis hun har lyst, så hun kan se udviklingen og hvad vej det går. Det er også en del af den mentale process man har brug for, for at komme videre bagefter. Det at man kan sige JEG gjorde alt eller JEG var der alt det jeg kunne..det er vigtig og det tror jeg også gælder en 8 årig der har et stærkt bånd.

Det kræver en masse snak mellem dig og din datter om hvad der sker og hvorfor det sker på børneniveau.

Det er rigtig svært bagefter for din far har mistet sin kærlighed, du din mor og dine børn deres mormor..det er hver jeres sorg men lige stor og lige svær, men husk at snak om det - selvom det også er svært.

sandramor skriver:

hejsa.....

jaaah nu følte jeg at det var tid til at stå frem.........
Det er mig der har skrevet tråden om min mor som desværre er ret så syg
Igår var hun så med min far på sygehuset for at få taget biopsi af de store knuder hun har.......
min far fortalte at der var to læger og en sygeplejeske til stede under biopsien. Deres ansiger så nogenlunde sådan her ud da de så knuderne og så HVOR tynd hun er........
De har selvfølgelig ikke fået svar på biopsien endnu og hun er til CT scanning idag.... og det er ikke for at se OM hun har kæft men mere HVOR MEGET det har spredt sig.......... Men den ene læge sagde at der højst sandsynlig ikke var nogen mulighed for helbredelse.... kun livsforlængende behandling
Nu må vi se hvad scanningen siger idag..... går og tripper rundt herhjemme og venter på de kommer hjem igen......
Hmmm det er så er det værste er at umiddelbart virker det ikke som om at alvoren er gået op for min mor.... eller joooh det er det måske men hun bliver ved med at sige at jaaah så må jeg jo bare på pille kur og så skal det nok blive bedre.... jeg har jo haft kræft før ( hun havde for 20 år siden melanom kræft)
og sidder og taler med min bror i tlf og vi kan ikke finde ud af om hun egentlig godt ved det og faktisk har vidst det længe men ikke vil fortælle os det...... jeg kan se at hun virker bange...... bange for at hun skal dø og tiden med sine børn og børnebørn er begrænset...... men det ville hun helt sikkert aldrig nogensinde sige til os.... for det vil hun ikke ligge os til last..... men tror stadig hun tror/håber på at det kan kureres....... og hvis ikke så vil hun aldrig lade os se eller mærke hendes bekymring eller angst........
Men åååårrrrrrh altså min mor!!!! skal dø............ min mor som jeg ser næsten hver dag, som begge mine børn forguder og elsker overalt på jorden, min trofaste støtte og hende som altid er der til at samle mig op når jeg falder, som var der for mig fra dag 1 jeg fandt ud af at jeg skulle være alenemor... været med til begge børns fødsler og elsket dem fra dag 1.... den skønne mor og mormor er her måske ikke ret meget længere............ hvordan pokker lærer man at acceptere det???
Vi ved selvfølgelig ikke hvor fremskreden det er men sådan som hun render rundt og har det og så tynd som hun er kan vi jo næsten gætte os til at det er RET så fremskreden
Og min stakkels far han er helt ødelagt men prøver alt han kan at være stærk for min mors skyld...... ååårrrrh hvor er det hårdt altså!!!!!

livet er bare så uretfærdig nogengange!!!!

nå undskyld hvis det blev lidt rodet måtte bare ud med det......

Allerførst kæmpe 

lorte sygdom  Gør mig ondt din mor er ramt, håber I får nydt den sidste tid sammen. Det bliver en hård tid I skal igennem, håber I kan hjælpe hinanden igennem tiden der kommer.

det vil være et kæmpe savn, og det vil det nok altid være. Lyder til I har et tæt bånd til hinanden. 

mistede selv min far i jan ( kræft )  den værste lumske sygdom EVER .. 

Nemesis skriver:

ja håbet er den sidste line at klamre sig til!

Når nu din dater har sådan et stærkt bånd til din mor, så synes jeg faktisk du skal lade hende være med så meget som muligt, hvis hun har lyst, så hun kan se udviklingen og hvad vej det går. Det er også en del af den mentale process man har brug for, for at komme videre bagefter. Det at man kan sige JEG gjorde alt eller JEG var der alt det jeg kunne..det er vigtig og det tror jeg også gælder en 8 årig der har et stærkt bånd.

Det kræver en masse snak mellem dig og din datter om hvad der sker og hvorfor det sker på børneniveau.

Det er rigtig svært bagefter for din far har mistet sin kærlighed, du din mor og dine børn deres mormor..det er hver jeres sorg men lige stor og lige svær, men husk at snak om det - selvom det også er svært.

ja det var også lidt det jeg havde forestille mig.... indtil nu ved hun kun at mormor er syg.... hun har også bemærket at hun ikke er som hun plejer........ var nok bare i tvivl om det ville blive for voldsomt for hende at være med i processen....... men det lyder egentlig meget fornuftigt at lade hende følge med i det sådan at det hele ikke bare kommer som et gigantisk chok for hende.....
ja vi kommer til at savne hende alle sammen men hvis ikke andet så har det her møg ført os tættere sammen alle sammen og synes vi er gode til at tale sammen omkring det hele.....

bøllen skriver:

Allerførst kæmpe 

lorte sygdom  Gør mig ondt din mor er ramt, håber I får nydt den sidste tid sammen. Det bliver en hård tid I skal igennem, håber I kan hjælpe hinanden igennem tiden der kommer.

det vil være et kæmpe savn, og det vil det nok altid være. Lyder til I har et tæt bånd til hinanden. 

mistede selv min far i jan ( kræft )  den værste lumske sygdom EVER .. 

åårrh er ked af du har mistet din far

og ja det bliver siiiiiiiindsyg hårdt men ja vi støtter hinanden i familien og prøver at være der for hinanden og selvfølgelig ikke mindst for min mor.......

sandramor skriver:

ja det var også lidt det jeg havde forestille mig.... indtil nu ved hun kun at mormor er syg.... hun har også bemærket at hun ikke er som hun plejer........ var nok bare i tvivl om det ville blive for voldsomt for hende at være med i processen....... men det lyder egentlig meget fornuftigt at lade hende følge med i det sådan at det hele ikke bare kommer som et gigantisk chok for hende.....
ja vi kommer til at savne hende alle sammen men hvis ikke andet så har det her møg ført os tættere sammen alle sammen og synes vi er gode til at tale sammen omkring det hele.....

ja ellers bliver det bare et chok og en meget stor tomhed. Hun er jo allerede forberedt når hun ved mormor er syg og børn forestiller sig meget oftest tingene meget værre end de faktisk er.

Her var mine 2 på 3 og 6 år med da Olde døde..og de snakkede længe om det. Længe om at hun nu var en stjerne..og de kunne altid finde den stjerne på himlen når det var mørkt. Men efter et par måneder så aftog det, men de fandt ud af at døden ikke er slem, farlig, skræmmende men jo bare ligner en der sover.

Når din mor allerede er så tynd, så er det helt sikkert noget der går rimeligt hurtigt. Hvad var det sygeplejersken fortalte i går..mener det var 90 % at kræftpatienter ikke dør af kræften..men pga AFkræftelse primært af sult..fordi de holder op med at spise.

Ville ikke gå uden et knus til dig

Ville bare lige sende dig mange varme tanker og kram.

Stod selv i nøjagtig samme situation for fire år siden, så ved hvor umenneskeligt hårdt at det er.