Overvejer at smutte

modesty skriver:

Okay, men du har jo valgt at få et barn med ham på trods af hans problemer. Det tager lang tid at ændre på grundlæggende adfærd. Som en anden også nævner, så synes jeg at du skylder ham, men ikke mindst jeres barn, at give ham en ordentlig chance. Ikke for at lyde hård, men du burde have tænkt på de her ting inden du valgte at få et barn med ham.

Jeg er godt klar over at jeg skulle have tænkt over alle disse ting inden jeg fik barn med ham, og det synes jeg også jeg gjorde, men når man er så meget imod abort som jeg er er det altså svært at vælge et barn fra trods problemer i forholdet, og nu var det jo ikke planlagt
Og man håber vel altid for det bedste og det gør jeg stadig spørgsmålet er om jeg kan holde ud at leve i det uden at bygge under, har ellers en stærk psyke der har aldrig været noget, men kan mærke jeg skal til at passe på. Skal også tænke på vores søn har ikke lyst til han skal opleve sin far på den måde, da han var i "psykose" og smadrede hele lejligheden lå vores søn og sov, og jeg takker Gud for at han ikke vågnede sikke et mareridt det ville være,. Kæresten truede med både at begå selvmord samt slå mig ihjel han var virkelig langt ude og slet ikke sig selv, var så tæt på at ringe til politiet men fik fat i hans stedfar Samt nogle af hans kammerater der ligesom kunne få styr på det hele.

Nu kan jeg ikke huske om det var dig jeg skrev det til men har overvejet at vi flytter hver til sit men stadig er kærester og så hvis det bliver bedre med hans temperament så igen flytte sammen senere hen, men er bare bange for han vil føle jeg ikke støtter ham

modesty skriver:

Okay, men du har jo valgt at få et barn med ham på trods af hans problemer. Det tager lang tid at ændre på grundlæggende adfærd. Som en anden også nævner, så synes jeg at du skylder ham, men ikke mindst jeres barn, at give ham en ordentlig chance. Ikke for at lyde hård, men du burde have tænkt på de her ting inden du valgte at få et barn med ham.

hvorfor skylder hun ham en chance??? Hvad har hun gjort som hør at hun skylder ham en chance?? Fået barn med ham? Muligt hun har fået barn med ham velvidende hvordan han var men derfor skal hun vel ikke bare bide det i sig og så finde dig i den opførsel fordi det jo da uden tvivl er bedst for barnet at de bliver sammen....

Anonym skriver:

Jeg er godt klar over at jeg skulle have tænkt over alle disse ting inden jeg fik barn med ham, og det synes jeg også jeg gjorde, men når man er så meget imod abort som jeg er er det altså svært at vælge et barn fra trods problemer i forholdet, og nu var det jo ikke planlagt
Og man håber vel altid for det bedste og det gør jeg stadig spørgsmålet er om jeg kan holde ud at leve i det uden at bygge under, har ellers en stærk psyke der har aldrig været noget, men kan mærke jeg skal til at passe på. Skal også tænke på vores søn har ikke lyst til han skal opleve sin far på den måde, da han var i "psykose" og smadrede hele lejligheden lå vores søn og sov, og jeg takker Gud for at han ikke vågnede sikke et mareridt det ville være,. Kæresten truede med både at begå selvmord samt slå mig ihjel han var virkelig langt ude og slet ikke sig selv, var så tæt på at ringe til politiet men fik fat i hans stedfar Samt nogle af hans kammerater der ligesom kunne få styr på det hele.

Nu kan jeg ikke huske om det var dig jeg skrev det til men har overvejet at vi flytter hver til sit men stadig er kærester og så hvis det bliver bedre med hans temperament så igen flytte sammen senere hen, men er bare bange for han vil føle jeg ikke støtter ham

jeg snakkede om det samme med min ex, og han stejlede. til sidst fik jeg bare nok og så gik jeg fra ham i stedet.

min nuværende kæreste (faren til min datter) og jeg er ved at flytte fra hinanden, men stadig være kærester. Vi deler alt op i "mit" og "dit" og mens han bliver her på Bornholm, flytter jeg så til Sjælland.

Det er primært pga uddannelse godt nok, for han er på vej til at få en elevplads herovre, og jeg er ved at blive skør over ikke at lave noget. og min drømmeuddannelse han kun tages på Sjælland.

men det er også fordi vi går hinanden på nerverne efter at have været sammen næsten 24/7 siden starten af vores forhold (gik på samme skole, samme klasse, flyttede sammen nærmest fra dag et, var på barsel sammen osv), vi har bare begge brug for et pusterum.

Vi ved så at vi VIL hinanden, vi stoler på hinanden og tror på vi kommer stærkere ud efter at have boet fra hinanden.

Held og lykke med beslutningerne 

hvorfor skylder hun ham en chance??? Hvad har hun gjort som hør at hun skylder ham en chance?? Fået barn med ham? Muligt hun har fået barn med ham velvidende hvordan han var men derfor skal hun vel ikke bare bide det i sig og så finde dig i den opførsel fordi det jo da uden tvivl er bedst for barnet at de bliver sammen....

Ja, hun skylder ham en chance fordi hun har fået et barn med ham. Og fordi manden tydeligvis gør en indsats. Han har indrømmet at han har et problem og han går i terapi.

Jeg tænker at du måske føler dig personligt truffet over at jeg synes at hun skal gøre hvad hun kan for at holde sammen på sin familie? Det har du ingen grund til, det er ikke dig jeg henvender mig til, og jeg har ingen steder skrevet at det uden tvivl er bedst for barnet at de bliver sammen. Det er dig der lægger mig ord i munden.

Hvis al kærlighed er forsvundet fra forholdet, er det selvfølgelig omsonst, men det går jeg ikke ud fra at det er, siden hun opretter den tråd her.

Anonym skriver:

Vi er faktisk gode til at snakke om tingene når det har stået på og han fortæller mig også hvordan han ønsker jeg reagerer når han er sådan, problemet er bare når jeg så prøver det er det også galt for så var det alligevel ikke sådan det skulle være.
Men det lyder til vi kunne få glæde af parterapi, for det lyder lidt som din mand og dig

6 måneder er både kort og lang tid, det er lang tid for mig der står i det og kort tid for min kæreste, er godt klar over det ikke bliver bedre fra den ene dag til den anden, har overvejet muligheden af at vi bliver ved at være kærester men bor hver for sig, for synes godt nok det er hårdt at sidde i, men på den anden side så tror jeg han vil føle at jeg så ikke støtter ham i det og ser det som en mulighed for lettere at smutte.

Så længe I kan tale sammen positivt om det (ok at det så ikke virker senere er en anden ting), så ville jeg sige at det er værd at kæmpe for.

Jeg ønskede også at gå dengang, jeg tænkte TIT på det og endte også med at flytte over til min mor et par dagen, men ærligt tror jeg ikke det har gjort noget godt for os.
Jeg lærte desuden ikke at true med at gå min vej/flytte, det hjalp meget.

Jeg synes bestemt at I har håb endnu. Og hvis jeg skal være ærlig om min mand og min fortid så dengang ønskede jeg at gå, men i dag er jeg lykkelig for at jeg ikke gjorde det! Jeg vil 1000 gange hellere gå igennem møg og lort og sure dage/uger/måneder/år, og komme ud hvor vi er nu. end helt at miste den familie vi har i dag.

Jeg er godt klar over at jeg skulle have tænkt over alle disse ting inden jeg fik barn med ham, og det synes jeg også jeg gjorde, men når man er så meget imod abort som jeg er er det altså svært at vælge et barn fra trods problemer i forholdet, og nu var det jo ikke planlagt
Og man håber vel altid for det bedste og det gør jeg stadig spørgsmålet er om jeg kan holde ud at leve i det uden at bygge under, har ellers en stærk psyke der har aldrig været noget, men kan mærke jeg skal til at passe på. Skal også tænke på vores søn har ikke lyst til han skal opleve sin far på den måde, da han var i "psykose" og smadrede hele lejligheden lå vores søn og sov, og jeg takker Gud for at han ikke vågnede sikke et mareridt det ville være,. Kæresten truede med både at begå selvmord samt slå mig ihjel han var virkelig langt ude og slet ikke sig selv, var så tæt på at ringe til politiet men fik fat i hans stedfar Samt nogle af hans kammerater der ligesom kunne få styr på det hele.

Nu kan jeg ikke huske om det var dig jeg skrev det til men har overvejet at vi flytter hver til sit men stadig er kærester og så hvis det bliver bedre med hans temperament så igen flytte sammen senere hen, men er bare bange for han vil føle jeg ikke støtter ham

Jeg kan godt se at det er en svær situation du står i, det må bestemt ikke være nemt.

Hvor lang tid har din kæreste gået i terapi?

Nej, det var ikke mig du skrev det til. Men umiddelbart synes jeg at det lyder som en mulig løsning. Jeg ville dog kun vælge den hvis alternativet var at I gik fra hinanden. M.h.t. om han vil føle at du svigter ham, så synes jeg at I må tage nogle gode, lange snakke om hvilke muligheder I har for fremtiden, hvor du er ærlig overfor ham m.h.t. dine følelser. Og så kan du jo høre hvad han synes om idéen med at du og sønnen flytter midlertidigt. Hvis alternativet er at du bryder forholdet, så må det da i hvert fald være en konstruktiv løsning for alle parter.

Men som sagt tror jeg virkelig at det ville være en god ting for jer med parterapi - det ville jeg klart give en chance fremfor at flytte. 

Pøj pøj med det hele - jeg håber at du finder en god løsning.

 

Drømme skriver:

jeg snakkede om det samme med min ex, og han stejlede. til sidst fik jeg bare nok og så gik jeg fra ham i stedet.

min nuværende kæreste (faren til min datter) og jeg er ved at flytte fra hinanden, men stadig være kærester. Vi deler alt op i "mit" og "dit" og mens han bliver her på Bornholm, flytter jeg så til Sjælland.

Det er primært pga uddannelse godt nok, for han er på vej til at få en elevplads herovre, og jeg er ved at blive skør over ikke at lave noget. og min drømmeuddannelse han kun tages på Sjælland.

men det er også fordi vi går hinanden på nerverne efter at have været sammen næsten 24/7 siden starten af vores forhold (gik på samme skole, samme klasse, flyttede sammen nærmest fra dag et, var på barsel sammen osv), vi har bare begge brug for et pusterum.

Vi ved så at vi VIL hinanden, vi stoler på hinanden og tror på vi kommer stærkere ud efter at have boet fra hinanden.

Held og lykke med beslutningerne 

Okay, jeg kunne forestille mig min kæreste også vil stejle og sige ja så kan vi sgu da lige så godt gå fra hinanden, åh for fanden jeg synes det er svært

Tusind tak

Flodkilling skriver:

Så længe I kan tale sammen positivt om det (ok at det så ikke virker senere er en anden ting), så ville jeg sige at det er værd at kæmpe for.

Jeg ønskede også at gå dengang, jeg tænkte TIT på det og endte også med at flytte over til min mor et par dagen, men ærligt tror jeg ikke det har gjort noget godt for os.
Jeg lærte desuden ikke at true med at gå min vej/flytte, det hjalp meget.

Jeg synes bestemt at I har håb endnu. Og hvis jeg skal være ærlig om min mand og min fortid så dengang ønskede jeg at gå, men i dag er jeg lykkelig for at jeg ikke gjorde det! Jeg vil 1000 gange hellere gå igennem møg og lort og sure dage/uger/måneder/år, og komme ud hvor vi er nu. end helt at miste den familie vi har i dag.

Okay det lyder dejligt i kunne få det til at fungere, så ved jeg da det kan lykkes
Har heller aldrig direkte truet med at gå min vej, men når vi har siddet og haft vores snakke stille og roligt har jeg sagt til ham at hvis ikke det bliver bedre kan jeg ikke mere, og det er han under disse snakke helt med på,.
Her handler det virkelig om at fange ham på de rigtige tidspunkter, for hvis ikke ja så er det han reagere med at blive sur

modesty skriver:

Jeg kan godt se at det er en svær situation du står i, det må bestemt ikke være nemt.

Hvor lang tid har din kæreste gået i terapi?

Nej, det var ikke mig du skrev det til. Men umiddelbart synes jeg at det lyder som en mulig løsning. Jeg ville dog kun vælge den hvis alternativet var at I gik fra hinanden. M.h.t. om han vil føle at du svigter ham, så synes jeg at I må tage nogle gode, lange snakke om hvilke muligheder I har for fremtiden, hvor du er ærlig overfor ham m.h.t. dine følelser. Og så kan du jo høre hvad han synes om idéen med at du og sønnen flytter midlertidigt. Hvis alternativet er at du bryder forholdet, så må det da i hvert fald være en konstruktiv løsning for alle parter.

Men som sagt tror jeg virkelig at det ville være en god ting for jer med parterapi - det ville jeg klart give en chance fremfor at flytte. 

Pøj pøj med det hele - jeg håber at du finder en god løsning.

 

Tak for svar han har gået der et par måneder nu

modesty skriver:

Ja, hun skylder ham en chance fordi hun har fået et barn med ham. Og fordi manden tydeligvis gør en indsats. Han har indrømmet at han har et problem og han går i terapi.

Jeg tænker at du måske føler dig personligt truffet over at jeg synes at hun skal gøre hvad hun kan for at holde sammen på sin familie? Det har du ingen grund til, det er ikke dig jeg henvender mig til, og jeg har ingen steder skrevet at det uden tvivl er bedst for barnet at de bliver sammen. Det er dig der lægger mig ord i munden.

Hvis al kærlighed er forsvundet fra forholdet, er det selvfølgelig omsonst, men det går jeg ikke ud fra at det er, siden hun opretter den tråd her.

Nej nej jeg føler mig ikke truffet
Og er egentlig også enig med dig i at man absolut ikke skal give op uden at ha kæmpet for forholdet især når der er børn med i det.
Jeg mener bare at man skal kæmpe men man skal også være ærlig overfor sig selv og gøre op med sig selv hvornår ens grænse er nået.. Ikke mindst pga ens børn... Ingen børn er jo tjent med en ulykkelig mor eller far for den sags skyld...
Og nej ingen ændrer adfærd i løbet af no time... Sys måske bare det er lidt foruroligende at han overhovedet! Ikke har ændret sig på det halve år fint at gå til psykolog men man skal jo også bruge de redskaber man får