Overvejer at smutte

Jeg håber paykologen kan hjælpe 

Jeg har selv været sammen med en der havde mange vredes udbrud, og jeg gik faktisk bare og ventede på der skulle se mig eller nogen af mine ting noget. Det gjorde der heldigvis ikke, men hold op en lettelse det var at gå fra ham.

det var så også før børn kom på tale at jeg gik fra ham.

Flodkilling skriver:

Jeg synes i dag at det er så let at gå fra hinanden, hvis man ikke lige synes det går så godt... Forstå mig ret, selvfølgelig skal man ikke finde sig i alt.
Men jeg har ALDRIG hørt om et perfekt parforhold, der ikke en eller anden gang har haft problemer.

Jeg vil f.eks. betegne mit ægteskab som perfekt i dag, MEN det har det på ingen måde været hele tiden, vi måtte gå til parterapi et par gange, og fik lært at tale på en anden måde (og 10000 andre ting).

Hvis I har et barn sammen, og det ikke er fordi han er voldelig. Så ville jeg først forsøge med noget hjælp udefra, inden man sådan bare smider en familie på porten.

Det er jo også lidt jeg tænker, men hvor længe skal man give det? Det har nok stået på i godt 2 år og ser ikke rigtig nogen bedring udover han nu er startet til psykolog

Jeg tænker også meget på min søn har ikke lyst til han skal se sine forældre på den måde, men samtidig ville jeg jo gerne hvis vi kunne blive en kernefamilie

Anonym skriver:

Tusind tak for svar,
Åh det er sgu så svært vil jo gerne det skal fungere, men som jeg har det nu tror jeg også jeg vil få en lettelse,.
Han skal ud og rejse her næste uge sammen med nogle kammerater, så kan jeg jo rigtig se hvordan jeg har det uden ham

Ja, det er jo en god mulighed for at prøve hverdagen uden ham. Tror du vil opleve at få mere overskud og bedre humør - sådan fik jeg det

Ja jeg overvejer virkelig at gå fra min kæreste, vi har et barn på 10 måneder, som ikke var planlagt men kunne ikke få mig selv til at få en abort. Vi har nu været sammen i 3 år

Han har et temperament jeg har meget svært at leve med, men på den anden side elsker jeg ham også højt!!

Ang. Hans temperament kan han simpelthen blive SÅ sur over hvertfald for mig små ting i hverdagen, og når han først har fundet en ting, jamen så er det bare det hele der er galt og han tramper rundt smækker med dørene rykker hårdt til stolene, hvis han går ud kan han finde på at kaste med havemøblerne, alt dette kan blive udløst af så lille en ting hvis jeg ikke har fået tømt skraldespanden inden den blev for fuld, ikke lige har fået tømt vasken for fx kartoffelskræl og jeg så prøver at komme med en forklaring på hvorfor jeg ikke lige har fået det gjort. Han synes det er møg træls jeg altid kommer med undskyldningerfor hvorfor jeg ikke lige har fået det gjort og jeg ikke bare kan se jeg skulle gøre det med det samme, ja det er altså ikke altid nemt når man står alene hjemme med en søn der er sulten , så må den kartoffelskræl eller skraldespand sgu vente! Det kan også udløses af hvis ikke det tøj han havde sat sig i hovedet at skulle have på, ikke er blevet vasket han har smadret flere telefoner og computere fordi de ikke lige ville som ham

Jeg kan ikke rigtig finde ud af om han er syg, har 3 gange den tid vi har været sammen oplevet ham værende noget lignende psykotisk men synes også det er et meget hårdt ord at bruge, men oplever ham slet ikke værende sig selv, hvor han har smadret døre i vores bolig, en enkelt gang var det hele lejligheden der fik tur, ja stort set alt blev smadret, fjernsyn, reol, computer, stellet til barnevognen osv han var absolut ikke den kæreste jeg ellers kender der trods hans temperament

Jeg kan bare mærke alle de ting der er sket i vores forhold + han bliver sur stort set hver eneste dag er begyndt at påvirke mig meget og få mig til at tænke på om det er det her liv jeg ønsker.
Når det så er sagt elsker jeg ham jo og nyder hans kærlighed og selskab når det er godt, men ja kærlighed gør blind og jeg tror måske jeg er ved at få åbnet mine øjne

Ved ikke hvad jeg ville, måske bare ud med det
Undskylder det blev lidt langt og rodet med manglende punktum samt komma, men skriver fra iPad og orker ikke at tjekke den lange smøre igennem

Har han altid haft dette temperament eller er det eskaleret på det sidste? Jeg tænker at det måske kan skyldes en frustration over ufrivilligt, eller i hvert fald uventet, at være blevet far og tvunget ind i et liv som er så markant anderledes end det man havde før. Det må skabe en masse magtesløshed og muligvis også vrede overfor dig, som fravalgte en abort.

Jeg vil foreslå jer at gå til noget parterapi udover hans egen psykologhjælp. Det er vigtigt at du forstår hvorfor han har det som han har det og hvad du bedst kan gøre for at hjælpe ham.

Jeg ser det som et kæmpe plus at han selv ved at han har et problem og at han er begyndt til psykolog. Du har valgt at fåe t barn med ham, og derfor synes jeg også at han fortjener at du giver ham en ordentlig chance - for jeres barns skyld

Drømme skriver:

Jeg håber paykologen kan hjælpe 

Jeg har selv været sammen med en der havde mange vredes udbrud, og jeg gik faktisk bare og ventede på der skulle se mig eller nogen af mine ting noget. Det gjorde der heldigvis ikke, men hold op en lettelse det var at gå fra ham.

det var så også før børn kom på tale at jeg gik fra ham.

Ja synes det er svært når der er et barn indblandet, så er beslutningen lige pludselig meget større
Han har dog aldrig rigtig rørt mig som sådan et skub (ikke voldsomt) samt kastet en rulle toiletpapir efter mig her har han dog været påvirket af alkohol

LuLy skriver:

Ja, det er jo en god mulighed for at prøve hverdagen uden ham. Tror du vil opleve at få mere overskud og bedre humør - sådan fik jeg det

Ja nu må vi se, håber lidt på den tid væk fra hinanden kan give mig svar på hvad jeg skal gøre

modesty skriver:

Har han altid haft dette temperament eller er det eskaleret på det sidste? Jeg tænker at det måske kan skyldes en frustration over ufrivilligt, eller i hvert fald uventet, at være blevet far og tvunget ind i et liv som er så markant anderledes end det man havde før. Det må skabe en masse magtesløshed og muligvis også vrede overfor dig, som fravalgte en abort.

Jeg vil foreslå jer at gå til noget parterapi udover hans egen psykologhjælp. Det er vigtigt at du forstår hvorfor han har det som han har det og hvad du bedst kan gøre for at hjælpe ham.

Jeg ser det som et kæmpe plus at han selv ved at han har et problem og at han er begyndt til psykolog. Du har valgt at fåe t barn med ham, og derfor synes jeg også at han fortjener at du giver ham en ordentlig chance - for jeres barns skyld

Det har stået på før vi fik barn og før jeg blev gravid også, vil gøre alt for at kunne hjælpe ham så det hele kan blive godt og vi kan være sammen som kernefamilie, men kan mærke jeg snart skal begynde at tænke på min egen psyke

Anonym skriver:

Det er jo også lidt jeg tænker, men hvor længe skal man give det? Det har nok stået på i godt 2 år og ser ikke rigtig nogen bedring udover han nu er startet til psykolog

Jeg tænker også meget på min søn har ikke lyst til han skal se sine forældre på den måde, men samtidig ville jeg jo gerne hvis vi kunne blive en kernefamilie

Nu går han til psykolog, så ville jeg nok give det f.eks. 6 måneder. For man ændre jo ikke adfærd over natten.

Min mand havde lidt det samme, han kunne hurtigt ryge op i det røde felt. Første var jeg sikker på at det kun var ham den var galt med, altså hvad kunne jeg dog havde gjort galt ved ikke at vaske 4 glas op?
Men jeg må ærligt indrømme at da vi gik til terapi sammen, så kunne jeg hurtigt se at skylden aldrig ligger 100/0.
Altså jo, han havde et par problemer, som han startede. Men jeg var ligeså god til at tale til ham, så han blev mere sur og kom endnu højere op.

Vi lærte at det derefter var et sammenspil, altså kom han helt op og kører, skulle jeg f.eks. sige pænt til ham: "skat, jeg kan godt forstå du er sur over at jeg ikke lige fik vasket de 4 glas op, er det noget du har lyst til at hjælpe mig med?"... Altså ærligt lidt som man lære at tale til små børn... Og det er svært!! det er MEGA svært den første tid, for man raser jo selv indeni og har lyst til at sige: "slap dog af, hva fan er dit problem"... men det nytter bare ikke noget.

Min mand kan da godt blive sur, ligesom alle andre, men han opdager hurtigt hvor fjollet det er, eller også så går han ud og ryger en smøg (selvom han droppede det for 3 år siden), og så kommer han ind 20 min efter og siger undskyld. Men det er ligeså meget fordi jeg ikke mere gejler ham op!

Flodkilling skriver:

Nu går han til psykolog, så ville jeg nok give det f.eks. 6 måneder. For man ændre jo ikke adfærd over natten.

Min mand havde lidt det samme, han kunne hurtigt ryge op i det røde felt. Første var jeg sikker på at det kun var ham den var galt med, altså hvad kunne jeg dog havde gjort galt ved ikke at vaske 4 glas op?
Men jeg må ærligt indrømme at da vi gik til terapi sammen, så kunne jeg hurtigt se at skylden aldrig ligger 100/0.
Altså jo, han havde et par problemer, som han startede. Men jeg var ligeså god til at tale til ham, så han blev mere sur og kom endnu højere op.

Vi lærte at det derefter var et sammenspil, altså kom han helt op og kører, skulle jeg f.eks. sige pænt til ham: "skat, jeg kan godt forstå du er sur over at jeg ikke lige fik vasket de 4 glas op, er det noget du har lyst til at hjælpe mig med?"... Altså ærligt lidt som man lære at tale til små børn... Og det er svært!! det er MEGA svært den første tid, for man raser jo selv indeni og har lyst til at sige: "slap dog af, hva fan er dit problem"... men det nytter bare ikke noget.

Min mand kan da godt blive sur, ligesom alle andre, men han opdager hurtigt hvor fjollet det er, eller også så går han ud og ryger en smøg (selvom han droppede det for 3 år siden), og så kommer han ind 20 min efter og siger undskyld. Men det er ligeså meget fordi jeg ikke mere gejler ham op!

Vi er faktisk gode til at snakke om tingene når det har stået på og han fortæller mig også hvordan han ønsker jeg reagerer når han er sådan, problemet er bare når jeg så prøver det er det også galt for så var det alligevel ikke sådan det skulle være.
Men det lyder til vi kunne få glæde af parterapi, for det lyder lidt som din mand og dig

6 måneder er både kort og lang tid, det er lang tid for mig der står i det og kort tid for min kæreste, er godt klar over det ikke bliver bedre fra den ene dag til den anden, har overvejet muligheden af at vi bliver ved at være kærester men bor hver for sig, for synes godt nok det er hårdt at sidde i, men på den anden side så tror jeg han vil føle at jeg så ikke støtter ham i det og ser det som en mulighed for lettere at smutte.

Anonym skriver:

Det har stået på før vi fik barn og før jeg blev gravid også, vil gøre alt for at kunne hjælpe ham så det hele kan blive godt og vi kan være sammen som kernefamilie, men kan mærke jeg snart skal begynde at tænke på min egen psyke

Okay, men du har jo valgt at få et barn med ham på trods af hans problemer. Det tager lang tid at ændre på grundlæggende adfærd. Som en anden også nævner, så synes jeg at du skylder ham, men ikke mindst jeres barn, at give ham en ordentlig chance. Ikke for at lyde hård, men du burde have tænkt på de her ting inden du valgte at få et barn med ham.