Når han overser familien

Hvis han er til at snakke med om tingene, ville jeg starte der. Hvis ikke, så ville jeg gøre op med mig selv om jeg ville kunne leve med eventuelle konsekvenser, af at sætte ham stolen for døren og sige "vær en mand og tag dig dit ansvar alvorligt eller skrid". Du lærer andre mennesker hvordan de skal behandle dig og indtil du lærer dem noget andet, så gør de det de er vant til. Sådan er voksne og børn lærer af det de ser derhjemme af de voksne. Og sådan kører det videre generation efter generation, indtil nogen siger stop.

Anonym skriver:

jeg har de seneste dage virkelig overvejet om det er det her jeg vil, vi har to skønne børn sammen, venter nr 3, har hus, bil, job og er gift, har været sammen i godt 8 år

Men det er som om jeg har fået en øjenåbner de seneste stykke tid, min mand er aldrig hjemme og når han er, går han udenfor sammen med kammeraterne og laver brænde, drikker lidt øl eller noget helt 3.

Jeg talte sammen, jeg har siddet alene i sofaen om aften, i hvert fald i de sidste 19 aftner, det er altid mig der putter ungerne, for den store på tre bliver tosset hvis far skal gøre det, han har aldrig prøvet at bade dem til trods for de er i bad hver dag, og når vi når fredag aften, siger han:

"Nå, hvad har I af planer i weekenden"

Han har aldrig været med på udflugter selvom ungerne og jeg har være land og rige rundt, han har aldrig prøvet at aflevere eller hente ungerne i institutioner, aldrig stået op om natten (og det skal tilføjes den store IKKE sover igennem endnu), ej står op med dem i weekenderne)

Han vil gerne have dem, når jeg feks. skal ud og handle (da det jo er nemmere uden to små banditter), men det er ligesom at jeg skal "booke" ham lang tid i forvejen

 

Men det har jo altid været sådan, fordi jeg har været total håbløst forelsket i ham, kan det ændres?

Den store på 3 er begyndt at sige, når jeg snakker om at vi f.eks. skal i Djurs Sommerland, siger: "Far skal ikke med", hvortil jeg jo må give barnet ret og jeg tror ungerne savner ham, ligeså meget som jeg gør

Undskyld, det blev lidt lang

PS: jeg hader konflikter, hvordan håndterer jeg li denne??

Har på fornemmelsen at min mand er fuldt ud tilfreds med hans tilværelse og kan overhovedet ikke se hvor det er et problem..

 

Kan man hygge sig uden beskyttelse må man tage ansvaret for det der følger med! Føler med dig..

Håber i får snakket om det og finder en løsning 

Anonym skriver:

Ja, jeg kunne nemt være alene, for det er jeg jo allerede

Jeg har prøvet at smide "hints" til ham, så som; kan du ikke godt tage den store i nat, jeg har ikke sovet i tre år"; hvor han svare; Jeg skal have mine 7-8 timers søvn ellers kan jeg ikke fungere,

så det åbenbart ligemeget at jeg heller ikke kan, og tar ofte mig selv i af sidde og småsove til forelæsningerne på universitetet...

 

 

 

 

Han gør ikke det store ud af at ha unger, for det da nemt nok, når man heller ikke følger nogen struktur

jag har altid holdt på at der er faste spisetider og faste sengetider, men når han har dem er det en stor pærevælling og ungerne bestemmer

He he ja men det er netop det, han skal mærke det helt ind til benene. Jeg er bange for du ikke er helt hård nok. Med mindre du vil have et ekstremt ulige forhold, så er du nød til give ham et ultimatium: enten kommer han på banen eller også kan I ikke lade som om i er familie længere og gå hvert til sidst. Også selvom du skal undvære dine børn i ny og næ, hvis han kun ser dem en halv time om dagen nu mere eller mindre, så har han dem nok ikke en hel weekend til at starte med.

Jeg var smuttet - for længst ! Er ellers mest til at man "løser problemerne", men han lyder da totalt håbløs