Når han overser familien

Anonym skriver:

Ja, for jeg har indset at han intet har med ungerne /husholdningen at gøre, det er mig der:

-Ordner ungerne om morgen (han er kørt, når vi står op)
- Mig der aflevere og henter
- ordner vasketøj
- Gør rent 
- bader ungerne
- Handler ind
- Putter ungerne
- Laver mad

Og jeg læser fuldtidsstudie på universitetet ved siden af

Jeg er pt alenemor i et forhold, han er kørt om morgen, når vi står op, han kommer først hjem, når maden er klar på bordet kl 18, så er han sammen (eller i samme hus som ungerne) fra 18-19.30 hvor de skal i seng, i denne tid er der inkluderet aftensmad og bade, så alt i alt når 30-45 min han ser sine børn om dagen

 

Jeg har også været der

Nogenlunde samme situation for mig med børn og studie osv, men min mand har dog altid været til rådighed efter 17 og i weekenderne. Det er SÅ vigtigt for børnene. Det har især hjulpet nu når drengene (på 3 og 5) er begyndt til fodbold. Det er 'deres' ting og jeg nyder at han også er glad for at have det sammen med dem.

Måske han ikke skal spørges om han vil med: 'Kære far, på lørdag tager vi (inkl dig)på tur. Vi glæder os til en rigtig hyggelig dag! Knus og kys fra ungerne'

Marita skriver:

Jeg har også været der

Nogenlunde samme situation for mig med børn og studie osv, men min mand har dog altid været til rådighed efter 17 og i weekenderne. Det er SÅ vigtigt for børnene. Det har især hjulpet nu når drengene (på 3 og 5) er begyndt til fodbold. Det er 'deres' ting og jeg nyder at han også er glad for at have det sammen med dem.

Måske han ikke skal spørges om han vil med: 'Kære far, på lørdag tager vi (inkl dig)på tur. Vi glæder os til en rigtig hyggelig dag! Knus og kys fra ungerne'

Har jeg faktisk prøvet, hvor han så jo svaret som ventet; "Jamen, jeg skal jo bla bla" og jeg så bare siger, "Det styrer du jo så åbenbart helt selv"

Jeg tror godt han kan se når jeg er skuffet, men han vælger ikke at gøre noget ved det, og jeg har været meget ked at det den seneste uge, men stadig intet fra ham

Hej... Jeg opfatter lidt dit indlæg, som om, at sådan har det altid været hos jer...? Og at du aldrig har sat dig ned og snakket med ham om det...? Hvis det er tilfældet, kan jeg godt forstå, at han ikke gør anderledes. Han tror vel at du er ok med det.

Du er nød til at få sat nogle ord på overfor ham. Fortæl ham, at du savner at i laver ting som en familie. Fortæl ham at ungerne har behov for, at han som far, deltager i forskellige ting. Fortæl ham at du også har brug for lidt "mig" tid en gang imellem.

Min mand og jeg, har altid lavet mange aktiviteter hver for sig og da vores søn kom til, forsatte min mand lidt i samme spor, mens jeg så "bare" sad hjemme med baby, groft sagt. Men han gjore det ikke af ond mening, han tænkte bare ikke vidre over det. Tror tit mænd tænker lidt ala :" Jamen det der har Mor jo fint styr på... Så der er jo ingen grund til at jeg er til stede..."

Da jeg fortalte ham om hvordan jeg oplevede det, kunne han jo sagtens se det.

Så prøv først at snakke med ham om det... Stille og roligt. Det kommer til at kræve en indsats fra hans side, men det tror jeg ret hurtigt at du vil kunne fornemme om han vil gøre... Og så kan du tage den derfra... Vil han ikke ændre det, tjae..så kan du jo lige så godt være alenemor... Det er du jo egenligt allerede, som tingene er nu...

Og vil han ændre det, så vær en smule tålmodig... I får ikke det perfekte familieliv "over night",men ved at løbende tale med hinanden og hele tide afstemme jeres forventninger.

HAR du allerede tigget, bedt, grædt, snakket, argumenteret til hudløshed og har det ikke virket, så se bort fra alt det jeg har skrevet... Så ændre det sig højst sandsynligt ikke.

Og kunne lige tilføje; hvad med om i sommetider blev hjemme og hjalp ham med huset, som du siger han gør i weekenderne mens i er på tur? I behøver jo ikke altid være på tur, og man kan også hygge sammen hjemme mens man laver noget sammen  Børnene ville måske synes det var lidt hyggeligt at blive inddraget lidt i et af de mange projekter..

Anonym skriver:

Har jeg faktisk prøvet, hvor han så jo svaret som ventet; "Jamen, jeg skal jo bla bla" og jeg så bare siger, "Det styrer du jo så åbenbart helt selv"

Jeg tror godt han kan se når jeg er skuffet, men han vælger ikke at gøre noget ved det, og jeg har været meget ked at det den seneste uge, men stadig intet fra ham

Mænd er meget konkrete. Du skal ikke regne med, at han måske ved, at der er noget galt, hvis ikke du har sagt det.

SIG det, skriv det, hvis det er nemmere. Du kommer ikke udenom at gøre det konkret for ham, hvis du virkelig vil have at tingene kan ændre sig.

Elgaard73 skriver:

Hej... Jeg opfatter lidt dit indlæg, som om, at sådan har det altid været hos jer...? Og at du aldrig har sat dig ned og snakket med ham om det...? Hvis det er tilfældet, kan jeg godt forstå, at han ikke gør anderledes. Han tror vel at du er ok med det.

Du er nød til at få sat nogle ord på overfor ham. Fortæl ham, at du savner at i laver ting som en familie. Fortæl ham at ungerne har behov for, at han som far, deltager i forskellige ting. Fortæl ham at du også har brug for lidt "mig" tid en gang imellem.

Min mand og jeg, har altid lavet mange aktiviteter hver for sig og da vores søn kom til, forsatte min mand lidt i samme spor, mens jeg så "bare" sad hjemme med baby, groft sagt. Men han gjore det ikke af ond mening, han tænkte bare ikke vidre over det. Tror tit mænd tænker lidt ala :" Jamen det der har Mor jo fint styr på... Så der er jo ingen grund til at jeg er til stede..."

Da jeg fortalte ham om hvordan jeg oplevede det, kunne han jo sagtens se det.

Så prøv først at snakke med ham om det... Stille og roligt. Det kommer til at kræve en indsats fra hans side, men det tror jeg ret hurtigt at du vil kunne fornemme og han vil gøre... Og så kan du tage den derfra... Vil han ikke ændre det, tjae..så kan du jo lige så godt være alenemor... Det er du jo egenligt allerede, som tingene er nu...

Og vil han ændre det, så vær en smule tålmodig... I får ikke det perfekte familieliv "over night",men ved at løbende tale med hinanden og hele tide afstemme jeres forventninger.

HAR du allerede tigget, bedt, grædt, snakket, argumenteret til hudløshed og har det ikke virket, så se bort fra alt det jeg har skrevet... Så ændre det sig højst sandsynligt ikke.

Det har vist altid været sådan, og nej, jeg har ikke tigget, men mere brugt den der med "nå, men så det jo ligemeget, så tager vi bare alene afsted igen"

Men vi er ekstrem dårlige til at tage om tingene og levet bedst med den der; "Jamen, alt er i den skønneste orden" smil på

DitteFisk skriver:

Og kunne lige tilføje; hvad med om i sommetider blev hjemme og hjalp ham med huset, som du siger han gør i weekenderne mens i er på tur? I behøver jo ikke altid være på tur, og man kan også hygge sammen hjemme mens man laver noget sammen  Børnene ville måske synes det var lidt hyggeligt at blive inddraget lidt i et af de mange projekter..

Det gør vi rigtig til, netop for at ungerne ser ham, jeg elsker at være ude, så vi er tit i haven, men han flyver jo rundt og kammeraterne kommer og går lidt som en banegård

Anonym skriver:

Det har vist altid været sådan, og nej, jeg har ikke tigget, men mere brugt den der med "nå, men så det jo ligemeget, så tager vi bare alene afsted igen"

Men vi er ekstrem dårlige til at tage om tingene og levet bedst med den der; "Jamen, alt er i den skønneste orden" smil på

 

Jeg kan godt følge dig. Og så er det også svært at pludselig skulle ændre taktik. Men jeg tror at, det er et nødvendigt onde for jer. I skal have talt sammen.

Jeg har også en gang, brugt den der med : Okay, så må du jo gøre som du vil, uden mig igen..." og på den måde appeleret til hans dårlige samvittighed. Den kommer man bare ikke langt med, for de fleste mænd har en aller anden evne til at omformulere det ( oppe i deres hovede) til :" Jamen, skat selvfølgelig skal du da bare gøre det. Det er bare super okay med mig ".

Nej, tal direkte ud af posen, på en pæn og sober måde selvfølgelig. Ellers fanger de den simpelt hen ikke. 

Og som en anden skriver, hvad med at nogle gange bare være hjemme. Så kan ungerne jo lidt bedre søge kontakt til ham og dermed "tvinge" ham lidt til at deltage... Hvis du forstår hvad jeg mener... Herhjemme er sønnen 18 måneder, og når jeg syntes manden har gemt sig længe nok over i værkstedet, kan jeg altså godt finde på at pakke drengen i tøjet og aflevere ham over i værkstedet og sige:" Så, leg lidt med far.." Og så går jeg. Så bliver Faren nød til at forholde sig til ham. Og sønnike elsker det. Ikke så meget fordi at der er alverden at lave derover, for en på hans alder, men simpelthen fordi at han syntes det er så hyggeligt at futte rundt efter far og efterligne, f.eks det at skrue i en bil... Altså bare det at være sammen med far... 

Anonym skriver:

jeg har de seneste dage virkelig overvejet om det er det her jeg vil, vi har to skønne børn sammen, venter nr 3, har hus, bil, job og er gift, har været sammen i godt 8 år

Men det er som om jeg har fået en øjenåbner de seneste stykke tid, min mand er aldrig hjemme og når han er, går han udenfor sammen med kammeraterne og laver brænde, drikker lidt øl eller noget helt 3.

Jeg talte sammen, jeg har siddet alene i sofaen om aften, i hvert fald i de sidste 19 aftner, det er altid mig der putter ungerne, for den store på tre bliver tosset hvis far skal gøre det, han har aldrig prøvet at bade dem til trods for de er i bad hver dag, og når vi når fredag aften, siger han:

"Nå, hvad har I af planer i weekenden"

Han har aldrig været med på udflugter selvom ungerne og jeg har være land og rige rundt, han har aldrig prøvet at aflevere eller hente ungerne i institutioner, aldrig stået op om natten (og det skal tilføjes den store IKKE sover igennem endnu), ej står op med dem i weekenderne)

Han vil gerne have dem, når jeg feks. skal ud og handle (da det jo er nemmere uden to små banditter), men det er ligesom at jeg skal "booke" ham lang tid i forvejen

 

Men det har jo altid været sådan, fordi jeg har været total håbløst forelsket i ham, kan det ændres?

Den store på 3 er begyndt at sige, når jeg snakker om at vi f.eks. skal i Djurs Sommerland, siger: "Far skal ikke med", hvortil jeg jo må give barnet ret og jeg tror ungerne savner ham, ligeså meget som jeg gør

Undskyld, det blev lidt lang

PS: jeg hader konflikter, hvordan håndterer jeg li denne??

Har på fornemmelsen at min mand er fuldt ud tilfreds med hans tilværelse og kan overhovedet ikke se hvor det er et problem..

 

Der er godt nok mange af den her type tråde i øjeblikket - har du skrevet før?

Jeg bliver altså helt arrig når jeg læser sådan noget. Og ikke på din mand, men på dig. Misforstå mig ikke - jeg sympatiserer med dig og synes at det er en rigtig øv situation du står i. Men for pokker altså, du har jo selv skabt den. Kære kvinder derude, hvorfor fanden finder I jer i sådan noget her?

Du virker som om du er meget konfliktsky og har et ekstremt lavt selvværd siden du ikke engang kan sige fra overfor den person i verden som du burde være mest tryg ved?

Der er kun ét svar og det er: Tag tyren ved hornene. Sæt dig ned med ham en aften når børnene er lagt og fortæl ham PRÆCIS hvordan du har det. Hvordan du føler at I bliver tilsidesat til fordel for spas og løjer med vennerne. At det går ud over dig og børnene og at du ærlig talt overvejer om det er et liv for dig.

MEN! Du bliver altså også nødt til at tage din del af ansvaret. For hvis du ikke kommunikerer til ham hvad du vil og ønsker, og hvad du ikke vil finde dig i. Så har du som sagt selv været med til at skabe situationen. Og den må du tage på dine skuldre, også overfor ham.

Så spørg ham om han vil være med til at skabe et nyt liv for jer, hvor I begge kommunikerer åbent og trygt og hvor I begge lytter til hinandens ønsker og drømme.

Anonym skriver:

Det er underligt, for ungerne og jeg var (som altid alene afsted på Gl. Estrup i weekenden), her møder vi nogle af hans gamle arbejdskollegaer, et hold venner og min fætter, der alle spørger; " Nå, hvor er manden henne"

 

Der slog det mig; "Hold nu kæft, hvor er jeg træt af at svare på den sætning"

Men hvordan åbner man li sådan en samtale?
Han går jo rundt og tror alt er i den skønneste orden

Prøv og læs dit start indlæg op for ham. Det ville da være en måde ligesom at starte ud ...