Når han overser familien

jeg har de seneste dage virkelig overvejet om det er det her jeg vil, vi har to skønne børn sammen, venter nr 3, har hus, bil, job og er gift, har været sammen i godt 8 år

Men det er som om jeg har fået en øjenåbner de seneste stykke tid, min mand er aldrig hjemme og når han er, går han udenfor sammen med kammeraterne og laver brænde, drikker lidt øl eller noget helt 3.

Jeg talte sammen, jeg har siddet alene i sofaen om aften, i hvert fald i de sidste 19 aftner, det er altid mig der putter ungerne, for den store på tre bliver tosset hvis far skal gøre det, han har aldrig prøvet at bade dem til trods for de er i bad hver dag, og når vi når fredag aften, siger han:

"Nå, hvad har I af planer i weekenden"

Han har aldrig været med på udflugter selvom ungerne og jeg har være land og rige rundt, han har aldrig prøvet at aflevere eller hente ungerne i institutioner, aldrig stået op om natten (og det skal tilføjes den store IKKE sover igennem endnu), ej står op med dem i weekenderne)

Han vil gerne have dem, når jeg feks. skal ud og handle (da det jo er nemmere uden to små banditter), men det er ligesom at jeg skal "booke" ham lang tid i forvejen

 

Men det har jo altid været sådan, fordi jeg har været total håbløst forelsket i ham, kan det ændres?

Den store på 3 er begyndt at sige, når jeg snakker om at vi f.eks. skal i Djurs Sommerland, siger: "Far skal ikke med", hvortil jeg jo må give barnet ret og jeg tror ungerne savner ham, ligeså meget som jeg gør

Undskyld, det blev lidt lang

PS: jeg hader konflikter, hvordan håndterer jeg li denne??

Har på fornemmelsen at min mand er fuldt ud tilfreds med hans tilværelse og kan overhovedet ikke se hvor det er et problem..

 

Jamen han er helt sikkert tilfreds, men det er du ikke, og så bliver han nødt til at hjælpe til. 

Tror det bedste du kan gøre er at sætte ham ned en aften og forklare ham hvad det her gør ved dig. Og ved jeres børn. 

 

Stort kram til dig. 

booster_88 skriver:

Jamen han er helt sikkert tilfreds, men det er du ikke, og så bliver han nødt til at hjælpe til. 

Tror det bedste du kan gøre er at sætte ham ned en aften og forklare ham hvad det her gør ved dig. Og ved jeres børn. 

 

Stort kram til dig. 

Det er underligt, for ungerne og jeg var (som altid alene afsted på Gl. Estrup i weekenden), her møder vi nogle af hans gamle arbejdskollegaer, et hold venner og min fætter, der alle spørger; " Nå, hvor er manden henne"

 

Der slog det mig; "Hold nu kæft, hvor er jeg træt af at svare på den sætning"

Men hvordan åbner man li sådan en samtale?
Han går jo rundt og tror alt er i den skønneste orden

Anonym skriver:

jeg har de seneste dage virkelig overvejet om det er det her jeg vil, vi har to skønne børn sammen, venter nr 3, har hus, bil, job og er gift, har været sammen i godt 8 år

Men det er som om jeg har fået en øjenåbner de seneste stykke tid, min mand er aldrig hjemme og når han er, går han udenfor sammen med kammeraterne og laver brænde, drikker lidt øl eller noget helt 3.

Jeg talte sammen, jeg har siddet alene i sofaen om aften, i hvert fald i de sidste 19 aftner, det er altid mig der putter ungerne, for den store på tre bliver tosset hvis far skal gøre det, han har aldrig prøvet at bade dem til trods for de er i bad hver dag, og når vi når fredag aften, siger han:

"Nå, hvad har I af planer i weekenden"

Han har aldrig været med på udflugter selvom ungerne og jeg har være land og rige rundt, han har aldrig prøvet at aflevere eller hente ungerne i institutioner, aldrig stået op om natten (og det skal tilføjes den store IKKE sover igennem endnu), ej står op med dem i weekenderne)

Han vil gerne have dem, når jeg feks. skal ud og handle (da det jo er nemmere uden to små banditter), men det er ligesom at jeg skal "booke" ham lang tid i forvejen

 

Men det har jo altid været sådan, fordi jeg har været total håbløst forelsket i ham, kan det ændres?

Den store på 3 er begyndt at sige, når jeg snakker om at vi f.eks. skal i Djurs Sommerland, siger: "Far skal ikke med", hvortil jeg jo må give barnet ret og jeg tror ungerne savner ham, ligeså meget som jeg gør

Undskyld, det blev lidt lang

PS: jeg hader konflikter, hvordan håndterer jeg li denne??

Har på fornemmelsen at min mand er fuldt ud tilfreds med hans tilværelse og kan overhovedet ikke se hvor det er et problem..

 

Puuh sikke noget!

Jeg syntes at det er bedst at få snakket om det! Sig det som det er! "jeg har, i en længere periode, tænkt på, at jeg syntes vi bør lave noget sammen nu"..
Vær ærlig og sig hvad du føler og tænker!

Det er virkelig også okay, hvis du nævner for ham at børnene ser det som en selvfølge efterhånden, at far bare aldrig er med!

Hvis han stadig ikke kan se problemet og stadig ikke vil deltage aktivt med sin familie.. Ja så må jeg indrømme, så "fortjener" han den heller ikke!

Krussedulle skriver:

Puuh sikke noget!

Jeg syntes at det er bedst at få snakket om det! Sig det som det er! "jeg har, i en længere periode, tænkt på, at jeg syntes vi bør lave noget sammen nu"..
Vær ærlig og sig hvad du føler og tænker!

Det er virkelig også okay, hvis du nævner for ham at børnene ser det som en selvfølge efterhånden, at far bare aldrig er med!

Hvis han stadig ikke kan se problemet og stadig ikke vil deltage aktivt med sin familie.. Ja så må jeg indrømme, så "fortjener" han den heller ikke!

Præcis, altså jeg er meget aktiv med ungerne, vil tager i weekenderne altid på bondegård, skoven, sommerland, zoo osv. og spørger om han vil med, hvortil han ALTID svare; " Najh, vil nu hellere lave noget herhjemme"

Hvor jeg så har tænkt, at jeg gider da ikke tvinge ham til at være sammen med os, for jeg vil hellere end gerne være sammen med vores unger.

Men jeg kan bare slet slet slet ikke forestille mig, at ungerne og jeg skal bo et andet sted, og jeg vil da slet ikke undvære dem hver 2. weekend, jeg har jo aldrig været væk fra dem, de er jo vant til mor er der, dognet rundt (altså bortset fra når de er institution)

 

Anonym skriver:

jeg har de seneste dage virkelig overvejet om det er det her jeg vil, vi har to skønne børn sammen, venter nr 3, har hus, bil, job og er gift, har været sammen i godt 8 år

Men det er som om jeg har fået en øjenåbner de seneste stykke tid, min mand er aldrig hjemme og når han er, går han udenfor sammen med kammeraterne og laver brænde, drikker lidt øl eller noget helt 3.

Jeg talte sammen, jeg har siddet alene i sofaen om aften, i hvert fald i de sidste 19 aftner, det er altid mig der putter ungerne, for den store på tre bliver tosset hvis far skal gøre det, han har aldrig prøvet at bade dem til trods for de er i bad hver dag, og når vi når fredag aften, siger han:

"Nå, hvad har I af planer i weekenden"

Han har aldrig været med på udflugter selvom ungerne og jeg har være land og rige rundt, han har aldrig prøvet at aflevere eller hente ungerne i institutioner, aldrig stået op om natten (og det skal tilføjes den store IKKE sover igennem endnu), ej står op med dem i weekenderne)

Han vil gerne have dem, når jeg feks. skal ud og handle (da det jo er nemmere uden to små banditter), men det er ligesom at jeg skal "booke" ham lang tid i forvejen

 

Men det har jo altid været sådan, fordi jeg har været total håbløst forelsket i ham, kan det ændres?

Den store på 3 er begyndt at sige, når jeg snakker om at vi f.eks. skal i Djurs Sommerland, siger: "Far skal ikke med", hvortil jeg jo må give barnet ret og jeg tror ungerne savner ham, ligeså meget som jeg gør

Undskyld, det blev lidt lang

PS: jeg hader konflikter, hvordan håndterer jeg li denne??

Har på fornemmelsen at min mand er fuldt ud tilfreds med hans tilværelse og kan overhovedet ikke se hvor det er et problem..

 

Det lyder overhovedet ikke sjovt. Begynder det ikke at blive et faresignal, så selv børnene bemærker, at far ikke er en del af familien?

Hvis han ikke deltager i jeres dagligdag, deltager i børnenes hverdag OG weekend, hvilken rolle har han så i det hele taget?

Jeg siger ikke, at du skal smide ham på porten, men der er godt nok brug for, at der bliver snakket om, hvilken far og mand han gerne vil være. Fordi nu er han hverken af delene......og hvorfor skulle han så overhovedet være der?

Han skal være klar over, hvilken rolle han har i sine børns liv. Hvad fortæller det dem, at far ikke gider være med i noget der har med dem at gøre? Hvad fortæller det dem, at mor altid er alene og rejser med dem uden far.

Der er nok ingen tvivl om, at du er en enestående mor der gør alt for sine børn, men far bliver nødt til at komme på banen. Er der måske en aktivitet han kunne tage den store med til (gymnastik, svømmehal, fordbold), hvor de kunne hygge alene? Hvis ikke børnene i fremtiden skal huske far som ham der ikke var der, så skal der ske noget.

Jeg håber godt nok I finder ud af det. Fædre er en større rollemodel og en større indflydelse end de tror, også når de vælger ikke at være deltagende. Han skal til at tænke over, hvilket signal han sender sine børn. Og dig 

Anonym skriver:

Præcis, altså jeg er meget aktiv med ungerne, vil tager i weekenderne altid på bondegård, skoven, sommerland, zoo osv. og spørger om han vil med, hvortil han ALTID svare; " Najh, vil nu hellere lave noget herhjemme"

Hvor jeg så har tænkt, at jeg gider da ikke tvinge ham til at være sammen med os, for jeg vil hellere end gerne være sammen med vores unger.

Men jeg kan bare slet slet slet ikke forestille mig, at ungerne og jeg skal bo et andet sted, og jeg vil da slet ikke undvære dem hver 2. weekend, jeg har jo aldrig været væk fra dem, de er jo vant til mor er der, dognet rundt (altså bortset fra når de er institution)

 

Og derfor er du simpelthen nødt til at tage hul på bylden, og bede ham om at deltage aktivt som far!!

Måske du i et stykke tid skal lade være med at give ham et valg (altså når i har snakket sammen!) og sige "i dag tager vi ALLE sammen i zoo og klapper geder"!

Og helt ærligt, hvis han derefter ikke engang gider sine egne børn...?
Det kunne jeg ikke leve med!

Marita skriver:

Det lyder overhovedet ikke sjovt. Begynder det ikke at blive et faresignal, så selv børnene bemærker, at far ikke er en del af familien?

Hvis han ikke deltager i jeres dagligdag, deltager i børnenes hverdag OG weekend, hvilken rolle har han så i det hele taget?

Jeg siger ikke, at du skal smide ham på porten, men der er godt nok brug for, at der bliver snakket om, hvilken far og mand han gerne vil være. Fordi nu er han hverken af delene......og hvorfor skulle han så overhovedet være der?

Han skal være klar over, hvilken rolle han har i sine børns liv. Hvad fortæller det dem, at far ikke gider være med i noget der har med dem at gøre? Hvad fortæller det dem, at mor altid er alene og rejser med dem uden far.

Der er nok ingen tvivl om, at du er en enestående mor der gør alt for sine børn, men far bliver nødt til at komme på banen. Er der måske en aktivitet han kunne tage den store med til (gymnastik, svømmehal, fordbold), hvor de kunne hygge alene? Hvis ikke børnene i fremtiden skal huske far som ham der ikke var der, så skal der ske noget.

Jeg håber godt nok I finder ud af det. Fædre er en større rollemodel og en større indflydelse end de tror, også når de vælger ikke at være deltagende. Han skal til at tænke over, hvilket signal han sender sine børn. Og dig 

Ja, for jeg har indset at han intet har med ungerne /husholdningen at gøre, det er mig der:

-Ordner ungerne om morgen (han er kørt, når vi står op)
- Mig der aflevere og henter
- ordner vasketøj
- Gør rent 
- bader ungerne
- Handler ind
- Putter ungerne
- Laver mad

Og jeg læser fuldtidsstudie på universitetet ved siden af

Jeg er pt alenemor i et forhold, han er kørt om morgen, når vi står op, han kommer først hjem, når maden er klar på bordet kl 18, så er han sammen (eller i samme hus som ungerne) fra 18-19.30 hvor de skal i seng, i denne tid er der inkluderet aftensmad og bade, så alt i alt når 30-45 min han ser sine børn om dagen

 

Krussedulle skriver:

Og derfor er du simpelthen nødt til at tage hul på bylden, og bede ham om at deltage aktivt som far!!

Måske du i et stykke tid skal lade være med at give ham et valg (altså når i har snakket sammen!) og sige "i dag tager vi ALLE sammen i zoo og klapper geder"!

Og helt ærligt, hvis han derefter ikke engang gider sine egne børn...?
Det kunne jeg ikke leve med!

Jeg tror faktisk ikke det er fordi han ikke gider, han har bare SÅ mange jern i ilden og det er så bare altid os der bliver valgt fra

Min mand er rigtig dygtig til sit erhverv og kammerater ringer flere gange om ugen og vil ha hjælp til et eller andet, og da han arbejder meget er der jo kun aften til at hjælpe i og han kan ikke sige nej, eller i hvert fald ikke til dem

Og når han så har fri i weekenderne, vil han jo gerne lave lidt på huset, hvilket jeg fuldt ud forstår, men jeg kan bare ikke forstå hvor det altid er os der kommer bagerst

Må se om jeg ikke kan tage mig sammen og få snakket med ham, jeg hader bare problemer og har nok tendens til at sige, "what ever"

Jeg tror sagtens det kan arbejdes på. Men hold op en øjenåbner det måtte have været pludselig at få øje på, for det er jo tydeligt at du og dine børn blot lever et parallelt liv med din mand, ved siden af hinanden uden at være sammen. Og er du sindssyg hvor ville jeg være træt af min mand hvis han aldrig var sammen med os.

I er jo en familie.. han skal ikke spørge hvad I har planer, han skal være en del af det. 

Jeg ville 'booke' ham en aften og få talt ud. Det behøver langt fra at eskalere til et skænderi, det må være til at tale om.. fortæl ham det præcis som du føler og skriver her. Måske er det en ligeså stor øjenåbner for ham, for som du siger lever han jo fint nu. Han har den trygge bagage: jer.. men også total frihed! han har da klart luret den rigtigt.. 

han behøver jo ikke tage med hver gang, men han er nødt til at prioritere sin familie.. nu.. ellers smutter den jo! Den skal ikke forsømmes og tages forgivet den familie. 

Og når han så tager med, så husk også at fortæl ham hvor meget det har betydet for jer alle, han har brug for at vide at der er brug for ham. Det kan måske være svært for ham at slippe den frihed han hidtil har levet højt på.. så han skal virkelig arbejde på sin indstilling til det. Det skal han være forberedt på. Og han du mærke på ham at han egentlig ikke dybfølt har lyst til at arbejdet på dette og tilbringe tid med jer, så fortjener han jer ikke som en anden siger det.