Når han overser familien

modesty skriver:

Der er godt nok mange af den her type tråde i øjeblikket - har du skrevet før?

Jeg bliver altså helt arrig når jeg læser sådan noget. Og ikke på din mand, men på dig. Misforstå mig ikke - jeg sympatiserer med dig og synes at det er en rigtig øv situation du står i. Men for pokker altså, du har jo selv skabt den. Kære kvinder derude, hvorfor fanden finder I jer i sådan noget her?

Du virker som om du er meget konfliktsky og har et ekstremt lavt selvværd siden du ikke engang kan sige fra overfor den person i verden som du burde være mest tryg ved?

Der er kun ét svar og det er: Tag tyren ved hornene. Sæt dig ned med ham en aften når børnene er lagt og fortæl ham PRÆCIS hvordan du har det. Hvordan du føler at I bliver tilsidesat til fordel for spas og løjer med vennerne. At det går ud over dig og børnene og at du ærlig talt overvejer om det er et liv for dig.

MEN! Du bliver altså også nødt til at tage din del af ansvaret. For hvis du ikke kommunikerer til ham hvad du vil og ønsker, og hvad du ikke vil finde dig i. Så har du som sagt selv været med til at skabe situationen. Og den må du tage på dine skuldre, også overfor ham.

Så spørg ham om han vil være med til at skabe et nyt liv for jer, hvor I begge kommunikerer åbent og trygt og hvor I begge lytter til hinandens ønsker og drømme.

Jeg har læst de andre tråde, men de er ikke mine, jeg har fulgt en anden hvor jeg tænkte, "den kunne jeg ha skrevet" også alligevel ikke

Jep, konfliktsky det er jo, jeg vil jo helst at alt er i den skønneste orden og at omverden ser os som Familien DK

Elgaard73 skriver:

Jeg kan godt følge dig. Og så er det også svært at pludselig skulle ændre taktik. Men jeg tror at, det er et nødvendigt onde for jer. I skal have talt sammen.

Jeg har også en gang, brugt den der med : Okay, så må du jo gøre som du vil, uden mig igen..." og på den måde appeleret til hans dårlige samvittighed. Den kommer man bare ikke langt med, for de fleste mænd har en aller anden evne til at omformulere det ( oppe i deres hovede) til :" Jamen, skat selvfølgelig skal du da bare gøre det. Det er bare super okay med mig ".

Nej, tal direkte ud af posen, på en pæn og sober måde selvfølgelig. Ellers fanger de den simpelt hen ikke. 

Og som en anden skriver, hvad med at nogle gange bare være hjemme. Så kan ungerne jo lidt bedre søge kontakt til ham og dermed "tvinge" ham lidt til at deltage... Hvis du forstår hvad jeg mener... Herhjemme er sønnen 18 måneder, og når jeg syntes manden har gemt sig længe nok over i værkstedet, kan jeg altså godt finde på at pakke drengen i tøjet og aflevere ham over i værkstedet og sige:" Så, leg lidt med far.." Og så går jeg. Så bliver Faren nød til at forholde sig til ham. Og sønnike elsker det. Ikke så meget fordi at der er alverden at lave derover, for en på hans alder, men simpelthen fordi at han syntes det er så hyggeligt at futte rundt efter far og efterligne, f.eks det at skrue i en bil... Altså bare det at være sammen med far... 

DDet prøver jeg også, men det er ligesom om han er i sin egen verden, han "glemmer" at det er ham der ska se efter ungerne, så kommer de bare til at passe sig selv ude i haven mens han makker i et eller andet... også går jeg jo derud, for de skal da ikke være alene ude i den store have

Jeg har læst de andre tråde, men de er ikke mine, jeg har fulgt en anden hvor jeg tænkte, "den kunne jeg ha skrevet" også alligevel ikke

Jep, konfliktsky det er jo, jeg vil jo helst at alt er i den skønneste orden og at omverden ser os som Familien DK

FamilienDK er proppet med problemer i alle former og farver. Og det er netop fordi kvinder som dig skjuler deres problemer for andre, at kvinder som dig bliver bange for at skille sig ud fra mængden ved ikke at være perfekte. Det er en ond cirkel. Ingen er perfekte, vi har alle fejl og mangler.

Men du bliver nødt til selv at tage ansvar for din situation.

Anonym skriver:

DDet prøver jeg også, men det er ligesom om han er i sin egen verden, han "glemmer" at det er ham der ska se efter ungerne, så kommer de bare til at passe sig selv ude i haven mens han makker i et eller andet... også går jeg jo derud, for de skal da ikke være alene ude i den store have

Kan du ikke lige gå ud og lige påminde ham om at det altså er ham der skal holde øje, fordi at du er altså også lige midt i noget. 

Det var jeg nød til i starten herhjemme. Og jeg var ude og lige trampe lidt i trappen mange gange, og langsomt blev det også bedre. 

Men ellers ved jeg ikke hvad du skal gøre. Det lyder lidt til at han er svær at råbe op. Og spørgsmålet er så, om du skal blive ved....

modesty skriver:

FamilienDK er proppet med problemer i alle former og farver. Og det er netop fordi kvinder som dig skjuler deres problemer for andre, at kvinder som dig bliver bange for at skille sig ud fra mængden ved ikke at være perfekte. Det er en ond cirkel. Ingen er perfekte, vi har alle fejl og mangler.

Men du bliver nødt til selv at tage ansvar for din situation.

Jeg ved da godt jeg selv er skyld i dele af det, men jeg vil da heller ikke gå ud på gågaden og råbe; MIN MAND SER MIG IKKE!

Tage ansvar? Det gør jeg vel også i en vis grad, jeg er da ikke bare skredet fra det hele, jeg kæmper og kæmper, men gør det alene

Anonym skriver:

Det er underligt, for ungerne og jeg var (som altid alene afsted på Gl. Estrup i weekenden), her møder vi nogle af hans gamle arbejdskollegaer, et hold venner og min fætter, der alle spørger; " Nå, hvor er manden henne"

 

Der slog det mig; "Hold nu kæft, hvor er jeg træt af at svare på den sætning"

Men hvordan åbner man li sådan en samtale?
Han går jo rundt og tror alt er i den skønneste orden

Jeg tror det handler om at give ham en kop kaffe og sige skat jeg har tænkt på noget. Og så forklar ham at det slig dig i weekenden, og du siden har tænkt over det. Og i faktisk savner ham og lave ting sammen med ham, måske han faktisk også luge pludselig får en øjen åbner. 

Jeg ved da godt jeg selv er skyld i dele af det, men jeg vil da heller ikke gå ud på gågaden og råbe; MIN MAND SER MIG IKKE!

Tage ansvar? Det gør jeg vel også i en vis grad, jeg er da ikke bare skredet fra det hele, jeg kæmper og kæmper, men gør det alene

Jeg tror at du misforstår mig eller også har jeg bare formuleret mig forkert. Jeg mener at vi alle sammen burde være bedre til at tale om vores problemer. For det er nok et generelt mønster at vi gerne vil virke mere ovenpå end vi er. Men primært handler det jo om at sige det til HAM - ikke alle mulige andre. 

Men altså, ja, jeg har jo sagt det før og gentager mig selv: Du bliver nødt til at tale med ham og fortælle ham hvordan du har det. Det er dét jeg mener med at tage ansvar. 

modesty skriver:

Jeg tror at du misforstår mig eller også har jeg bare formuleret mig forkert. Jeg mener at vi alle sammen burde være bedre til at tale om vores problemer. For det er nok et generelt mønster at vi gerne vil virke mere ovenpå end vi er. Men primært handler det jo om at sige det til HAM - ikke alle mulige andre. 

Men altså, ja, jeg har jo sagt det før og gentager mig selv: Du bliver nødt til at tale med ham og fortælle ham hvordan du har det. Det er dét jeg mener med at tage ansvar. 

Åh, så misforstod jeg dig, undskyld.

Ja, jeg må vist bare "tage tyreren ved hornene" også få åbnet for en pose der har været lukket al for længe

Hej

Min mand er meget distret og elsker sit eget liv og sine ting, men også mig og børnene. Jeg er ret dominerende men også konfliktssky og får meget sjældent noget ud af den helt store terapi og snakke aften med kæresten, hvor vi rigtig skal til bunds i nogle ting. 

Jeg har derimod tit held med, at gøre tingene konkret. Fx jeg trænger til at komme ud med veninderne så du må tage børnene, eller mens jeg er væk, må du få styr på hytten også går jeg Det lyder underligt men jeg har på den måde over flere år fået en mand, der i langt højere grad ser hvor hårdt det er at være alene med børnene og ser at også jeg har behov. Før føltes det som om jeg druknede i alle hans ting og behov, der er stadig perioder hvor ahn er for meget væk, men det er blevet bedre. 

Jeg tror at din mand mangler noget realitetssans, og indtil nu har han ikke set din verden og den energi du ligger i jeres liv, fra din side. Han aner ikke hvad det er han dels går glib af dels ikke hjælper med. Tror du vil få en gladere og mere nærværende mand ved at inddrage ham, for ligenu kører han sit helt eget liv. Gad vide om han er klar over at du kan klare det hele selv, uden ham hvis du ville 

Wik skriver:

Hej

Min mand er meget distret og elsker sit eget liv og sine ting, men også mig og børnene. Jeg er ret dominerende men også konfliktssky og får meget sjældent noget ud af den helt store terapi og snakke aften med kæresten, hvor vi rigtig skal til bunds i nogle ting. 

Jeg har derimod tit held med, at gøre tingene konkret. Fx jeg trænger til at komme ud med veninderne så du må tage børnene, eller mens jeg er væk, må du få styr på hytten også går jeg Det lyder underligt men jeg har på den måde over flere år fået en mand, der i langt højere grad ser hvor hårdt det er at være alene med børnene og ser at også jeg har behov. Før føltes det som om jeg druknede i alle hans ting og behov, der er stadig perioder hvor ahn er for meget væk, men det er blevet bedre. 

Jeg tror at din mand mangler noget realitetssans, og indtil nu har han ikke set din verden og den energi du ligger i jeres liv, fra din side. Han aner ikke hvad det er han dels går glib af dels ikke hjælper med. Tror du vil få en gladere og mere nærværende mand ved at inddrage ham, for ligenu kører han sit helt eget liv. Gad vide om han er klar over at du kan klare det hele selv, uden ham hvis du ville 

 

Ja, jeg kunne nemt være alene, for det er jeg jo allerede

Jeg har prøvet at smide "hints" til ham, så som; kan du ikke godt tage den store i nat, jeg har ikke sovet i tre år"; hvor han svare; Jeg skal have mine 7-8 timers søvn ellers kan jeg ikke fungere,

så det åbenbart ligemeget at jeg heller ikke kan, og tar ofte mig selv i af sidde og småsove til forelæsningerne på universitetet...

Han gør ikke det store ud af at ha unger, for det da nemt nok, når man heller ikke følger nogen struktur

jag har altid holdt på at der er faste spisetider og faste sengetider, men når han har dem er det en stor pærevælling og ungerne bestemmer