Vi er kun sikre på vores fortid og nutid, ikke fremtiden. Din kæreste kan reelt ikke vide, om han vil og kan være der for dig og barnet, når det er kommet til verden - han kan kun gøre sig forestillinger om det. Derfor synes jeg, hans valg nu er et fravalg af dig og det nu, som I kunne dele - og et tilvalg af et liv, der ikke kunne ligge fjernere fra det, han lover dig, I vil få fremover.
Lidt mere konkret: Det er ikke dig, han prioriterer nu - det er ikke den fælles forberedelse til forældrelivet - og i dit sted ville jeg føle mig grumt svigtet og have bange anelser for hans engagement, når barnet kommer. Jeg har svært ved at tro på, at hans "ophold" i en verden, der intet har med baby og dig at gøre, skulle gøre ham mere klar til at vende tilbage - for mig lyder det som en virkelighedsflugt. Jeg ville forvente af ham, at han ikke kunne få nok af at være sammen med dig, glæde sig sammen med dig osv. Og det skærer mig lidt i hjertet, at du nærmest nedgør dig selv og din snak om baby - det er altså naturligt og helt igennem sundt at bygge rede og gøre sig klar - sammen!
Jeg forstår ham sådan set godt, for han er meget ung i forhold til at skulle påtage sig ansvaret som far, og jeg ved også godt, at mænd ikke kan forholde sig til graviditet på samme måde som kvinder. For mig er der bare meget langt fra at ønske sig lidt frirum og til stort set ikke at være sammen med sin gravide kæreste. Jeg synes også, at det virker, som om du frygteligt gerne vil overbevise særligt dig selv om, at det ikke betyder noget, og at det er helt okay - men ER det okay med dig? Føler du dig sikker på, at han vender tilbage som parat til at være far? Han trækker sig mere og mere, jo konkret, det bliver, skriver du et sted - det lyder for mig som en ensom graviditet, der skaber afstand og ikke tilknytning mellem jer.
Forstår du hans valg, eller tvinger du dig selv til at være forstående, fordi du VIL tro, det er ok?
Anmeld
