Anonym skriver:
Nej, graviditeten var ikke planlagt - blev gravid selvom vi brugte kondom. Ja, det kan du også have ret i, men det virker ufatteligt uoverskueligt. For hvis det slet ikke funger nu hvor vi har en, hvordan skal det så ikke gå med to..
Synes det er rigtigt fint eksempel du kommer med, og kunne være jeg skulle prøve. Vi er begge så temperamentsfulde og stædige, så i bund og grund ved jeg godt hvad der skal gøres. Jeg burde holde mund, men så bliver jeg (og han) ved og ved og ved, og kører det HELT ud af proportioner. Han insinuerer hele tiden hvad jeg (ikke) siger og det gør mig sindssyg, han hører "tonelejer" som jeg ikke har brugt og finder falske formål med det jeg siger. Føler det er som at snakke med et barn.
Ved godt jeg kan være PISSE urimelig (virkeligt), men har sgu også givet op. For han ændrer sig jo ikke, hvorfor skal jeg så? Ville ønske vi kunne få en professionel ind over, men som jeg skrev til et andet indlæg, ved jeg ikke om det nogensinde vil ske.
Vores barn ELSKER når vi er sammen, det kan man tydeligt mærke, og ved ikke hvordan reaktionen ville være, hvis vi ikke boede sammen alle sammen..
Undskyld det blev så rodet 
Jeg er helt med - så du skal ikke undskylde! Og hvem kan ikke være urimelig, hormonella eller frk. modsat?? Det tror jeg de fleste kan. Og det siger en helt del om dig, at du tør være ærlig og indrømme, at også du har fejl. Ingen er jo fejlfri altså og det er han heller ikke.
Jeg synes bare, at både i tidligere og i mit nuværende forhold hvis diskussioner er gået i hårknude og man ikke kan se vejen ud, så er det nogle gange virkeligt en god ide at få det ned på skrift. Og i dette forhold, hvor man virkeligt ØNSKER at det skal fungere, så har det hjulpet mig at prøve at se tingene fra begges sider ved at skrive det ned sådan....ikke at jeg har skullet bruge det skrevne til andet end at få styr på mine egne tanker. Og til sidst har jeg konkluderet. Herefter har jeg gået lidt og tænkt over det... og det har været en kæmpe hjælp til KORT og præcist at gå min kæreste imøde med, "jeg har nu forstået, at jeg skal gøre sådan og sådan....". Mange gange er det slet ikke nødvendigt at fortsætte med at fortælle ham at det "fx gør dig sindssyg i hovedet, når han ikke hjælper dig med at rydde op og at det får dig til ikke at føle dig værdsat og så bliver du sur...og så virker du konstant sur...bla bla bla..." (igen et tænkt eksempel.) Nogle gange er den bedste måde at løse problemer på ikke at sige alt det, som gør en sur.
Hvis du indser, hvad du fra din side kan gøre for at de givne problemer ikke skal blive problemer...og derved måske kommer til at virke mere positiv og glad (det har jeg nemlig oplevet), så forsvandt hovedparten af problemer fordi:
* jeg ikke længere virkede sur og gnaven
* positiviteten gjorde, at jeg pludseligt tog initiativ til mere sex og implusivt overraskede ham med... (ha ha..ja ...alt fra et blowjob til whatever andet...) og vupti...så var man pludseligt verdens bedste kæreste.
og så videre og så videre...
Jeg ved ikke om det giver mening? Mange gange tror jeg, at mange går fra hinanden, fordi de sidder fast i et forhold. Og jeg tror, at mange forhold kunne reddes, hvis en af parterne prøver at gå positivt til værks. Jeg kan ikke sige, om det også glæder for dig. Men jeg synes du skal prøve - også for jeres ufødte barns skyld.
Sex, kærlighed og nærværd er essentielt i et parforhold og hvis en af parterne konstant er utilfreds, så nyder ingen af jer det. Men man skal også forstå, at uden det, så mangles intimiteten og grundlaget for forholdet. Så du SKAL have det til at fungere.
EN lang smøre... ønsker dig igen held og lykke! Jeg ønsker for dig, at du får det til at fungere :-)
Kram
