Jeg er ulykkelig

lisbethita skriver:

Puha da...det lyder altså rigtigt skidt! Og så er du endda gravid? Var det planlagt? Det lyder ikke til, at det har kørt på skinner for jer den sidste tid. Nogle gange er man inde i en sort periode, hvor man slet ikke kan se noget som helst glæde ved noget. Når man har et barn mere i maven, så synes jeg man skylder det at forsøge at redde forholdet, selvom det virker dødt lige nu.

 

Jeg gjorde engang det, hvor jeg var i samme situation, at jeg satte mig ned og skrev en helt masse sider ned:

Hvad føler jeg? Og så skrev jeg -. i 3. person, fordi så var det på en eller anden måde nemmere også at se tingene fra hans side:

Fx (bare tilfældige tænkte eksempler)

Betina føler at, når Brian ikke hjælper til med....så værdsætter han ikke hendes hårde arbejde

Betina føler at, når Brian ikke lytter med hjertet til Betina's ønsker og behov, så er det det samme som ikke at elske og respektere hende

Brian føler, at Betina altid er sur og gnaven og de giver ham ikke lysten til sex

Brian føler, at Betina tager hans mandighed fra ham, når hun konstant prøver at lave ham om...

bla bla bla....

 

Skriv derefter konklusionen på alle de mange tanker og frustrationer du har og prøv som i eksemplet også at skrive det, som du tror (eller ved), der irriterer eller gør Brian ked af det. På den måde tvinger du dig selv til også at se tingene fra hans side.

Prøv at skrive: Hvad skal der til for at elske hinanden igen? Hvad mangles der i forholdet?

Jeg synes bare jeg tvang migselv til at forholde mig til mine egne "fejl" eller urimeligheder og samtidigt fik jeg en forståelse for, hvad hans frustrationer var. Det handler ikke kun om, at det er DIG der har "fejl". Det ved jeg intet om, men måske kan det hjælpe dig, som det hjalp mig?? Jeg er ikke psykolog eller noget. Det hjalp bare mig...

Hvis man vil skabe ændringer, så må man foretage ændringer. Ellers vil ændringerne ikke komme. Så derfor...hvis I skal ændre den måde I har det på, så må I begge foretage ændringer. Ellers vil det fortsætte som det er nu og måske endda gå i stykker.

 

Brug det - eller lad være! Prøver bare at hjælpe

 

Held og lykke

 

 

Nej, graviditeten var ikke planlagt - blev gravid selvom vi brugte kondom. Ja, det kan du også have ret i, men det virker ufatteligt uoverskueligt. For hvis det slet ikke funger nu hvor vi har en, hvordan skal det så ikke gå med to..

Synes det er rigtigt fint eksempel du kommer med, og kunne være jeg skulle prøve. Vi er begge så temperamentsfulde og stædige, så i bund og grund ved jeg godt hvad der skal gøres. Jeg burde holde mund, men så bliver jeg (og han) ved og ved og ved, og kører det HELT ud af proportioner. Han insinuerer hele tiden hvad jeg (ikke) siger og det gør mig sindssyg, han hører "tonelejer" som jeg ikke har brugt og finder falske formål med det jeg siger. Føler det er som at snakke med et barn.

Ved godt jeg kan være PISSE urimelig (virkeligt), men har sgu også givet op. For han ændrer sig jo ikke, hvorfor skal jeg så? Ville ønske vi kunne få en professionel ind over, men som jeg skrev til et andet indlæg, ved jeg ikke om det nogensinde vil ske.

Vores barn ELSKER når vi er sammen, det kan man tydeligt mærke, og ved ikke hvordan reaktionen ville være, hvis vi ikke boede sammen alle sammen..

Undskyld det blev så rodet 

 

Anonym skriver:

For filan jeg synes livet er svært for tiden. Det kører bare slet ikke i vores forhold, og jeg er så ked af det. Jeg kan ikke finde ud af om vi skal være sammen mere eller ej.

Vi har en datter på knap 1,5 og en lille en på vej til Oktober. Min mand har fået en depression og er derudover lige blevet fyret. Jeg har i længe selv haft det træls; med mig selv, os - sammen og som familie, svært med job osv. Men nu hvor han er "nede", kan jeg slet ikke finde kræfterne til at hjælpe ham op - og vores forhold.

Vi skændes hver evig eneste dag, og det gør mig så ked af det. Vi er begge to enormt stædige, og selvom vi aftaler at ændre det, så ender vi med at bide af hinanden, hård tone og snakke utroligt grimt og nedladende. 

Jeg er bare blevet i tvivl. Elsker jeg ham overhovedet mere? Tit har jeg ikke lyst til han skal kysse mig, men på den anden side er der jo ikke noget jeg hellere ville. Vi har stort set aldrig sex, og vi laver ikke noget sammen. En sjælden gang tager vi ud at spise/biffen/something - men det ændrer intet i det lange løb.

Pt. har vi sat forholdet lidt på "standby", men det ændrer ingenting. Jeg føler ikke han ændrer nok aktivt, og han har slet ikke overskuddet til det. Han er helt nede, og jeg kan ikke trække ham op. Han var mig utro for et års tid siden, og jeg kan slet ikke komme videre efter det. Vi snakkede om det, og jeg valgt at give det en chance, men har aldrig følt han gjorde de ting han lovede..

Har bare brug for at lette mit hjerte. Tak fordi du læste med!

Normalt ville jeg sige:"forhold har sine gode og dårlige tider, men man må kæmpe sammen, for græsset er ikke grønnere på den anden side".
Men da jeg nåede lidt ned og læste om utroskaben, må jeg indrømme at det bliver meget sort eller hvidt, for mig.
Enten tilgiver man og kan komme videre. Eller også er man ikke typen der kan tilgive utroskab -og så kommer man aldrig videre.

Flodkilling skriver:

Normalt ville jeg sige:"forhold har sine gode og dårlige tider, men man må kæmpe sammen, for græsset er ikke grønnere på den anden side".
Men da jeg nåede lidt ned og læste om utroskaben, må jeg indrømme at det bliver meget sort eller hvidt, for mig.
Enten tilgiver man og kan komme videre. Eller også er man ikke typen der kan tilgive utroskab -og så kommer man aldrig videre.

Du har ret. Og jeg ville nogle gange ønske jeg kunne sætte det sådan op. Mit tidligere forhold var med utroligt meget løgn, bedrag og utroskab fra hans side, og det var frygteligt. Da jeg endelig kom igennem og ud på den anden side, LOVEDE jeg mig selv, at jeg ALDRIG ville finde mig i det igen. Og det fortalte jeg min nuværende, og han forstod.

Derfor følte jeg han trådte på mig hvor han aller-mest kunne, og jeg var så såret. Men samtidig blev jeg også bange, for jeg turde ikke stå med en baby alene og det kæmpe ansvar. Ved godt det er en mega lam undskyldning, men jeg gav ham nogle krav som han lovede han ville indfri. Det er bare aldrig sket. Selvfølgelig er der en form for kærlighed, men jeg er altid blevet droppet, og kan derfor ikke finde ud af at gøre det selv. Tør ikke rigtig - for hvad hvis jeg fortryder?

Ja.. Det blev også rodet 

Anonym skriver:

Tak for dit svar  

Jeg har på intet tidspunkt tilgivet ham det, han har gjort. Og jeg synes ikke jeg kan komme videre. Et kriterie fra mig, om at vi kunne forblive sammen, var parterapi. MEN så sidder man her et år efter og der er ikke sket en skid Jeg har nævnt det flere gange, men til sidst giver jeg op. Vil heller ikke det skal være på min foranledning, for det var faktisk et krav fra mig, for at vi skulle give det en chance.

barnet til Oktober var ikke planlagt, men jeg ville ikke have det fjernet da jeg kunne mærke det var forkert. Har fortrudt det 1000 gange siden, for hvad er det for noget det barn skal leve i? Har så ondt af vores barn hører os skændes, for husker selv hvordan det var som barn..

Ja, det blev noget værre rod - den slettede desværre det første jeg skrev til dig 

Parterapi bliver nødt til at være på din foranledning. Hvis det er dig der har ønsket, kan du ikke regne med at han sætter det i værk, heller ikke selvom du måske føler at han "skylder". Så slug stoltheden og find en god terapeut, få lavet en aftale og sig til din mand at han skal sætte kryds i kalenderen.

 

modesty skriver:

Parterapi bliver nødt til at være på din foranledning. Hvis det er dig der har ønsket, kan du ikke regne med at han sætter det i værk, heller ikke selvom du måske føler at han "skylder". Så slug stoltheden og find en god terapeut, få lavet en aftale og sig til din mand at han skal sætte kryds i kalenderen.

 

hmm.. Både og, for det var jo noget HAN skulle gøre for at forholdet skulle gives en chance. Han  lovede at gøre det. Derfor har jeg det sådan lidt "hvis ikke han gider at gøre  det, jamen så skal vi slet ikke"

total 5-årig tøsefornærmet ja

hmm.. Både og, for det var jo noget HAN skulle gøre for at forholdet skulle gives en chance. Han  lovede at gøre det. Derfor har jeg det sådan lidt "hvis ikke han gider at gøre  det, jamen så skal vi slet ikke"

total 5-årig tøsefornærmet ja

Ja, jeg synes det er 5-årig tøsefornærmet. Det er i hvert fald ikke sådan man løser problemer. Du kan ikke regne med at han tager initiativ til noget som han sikkert slet ikke har lyst til, heller ikke selvom han har sagt at han ville gøre det. Mænd er rigtig gode til at fortrænge ting de ikke har lyst til, det behøver ikke engang være noget han er bevidst om.

modesty skriver:

Ja, jeg synes det er 5-årig tøsefornærmet. Det er i hvert fald ikke sådan man løser problemer. Du kan ikke regne med at han tager initiativ til noget som han sikkert slet ikke har lyst til, heller ikke selvom han har sagt at han ville gøre det. Mænd er rigtig gode til at fortrænge ting de ikke har lyst til, det behøver ikke engang være noget han er bevidst om.

Du har ret, ingen tvivl om det. Men jeg har nok lidt givet op. Den stolthed kan jeg sgu ikke sluge, ikke efter dét han bød mig dengang.

Anonym skriver:

Du har ret. Og jeg ville nogle gange ønske jeg kunne sætte det sådan op. Mit tidligere forhold var med utroligt meget løgn, bedrag og utroskab fra hans side, og det var frygteligt. Da jeg endelig kom igennem og ud på den anden side, LOVEDE jeg mig selv, at jeg ALDRIG ville finde mig i det igen. Og det fortalte jeg min nuværende, og han forstod.

Derfor følte jeg han trådte på mig hvor han aller-mest kunne, og jeg var så såret. Men samtidig blev jeg også bange, for jeg turde ikke stå med en baby alene og det kæmpe ansvar. Ved godt det er en mega lam undskyldning, men jeg gav ham nogle krav som han lovede han ville indfri. Det er bare aldrig sket. Selvfølgelig er der en form for kærlighed, men jeg er altid blevet droppet, og kan derfor ikke finde ud af at gøre det selv. Tør ikke rigtig - for hvad hvis jeg fortryder?

Ja.. Det blev også rodet 

Altså jeg kan sige at jeg har været gift i nogle år nu. Men i starten af vores forhold var der også mange løgne og svigt. (dog ikke utroskab som i at være intim med en anden kvinde), men andre ting.
Jeg sagde 117 gange at "NU gad jeg ikke mere". Og han lovede og lovede at gøre ting han aldrig gjorde. Indtil jeg en dag igen sagde : "NU gider jeg ikke mere", og så sagde han : "det har du nu sagt så mange gange at jeg ikke tror på dig, og hvis jeg ikke tror på du skrider, så kan jeg jo ikke tage dig seriøs".
Der faldt den for mig, for han havde jo ret... hvorfor skulle han ændre sig? det kan da godt være at jeg havde lovet bål og brand 117 gange. Men der skete jo ingenting, så han begyndte at miste respekten for mig.

Så skred jeg da selvfølgelig! Jeg pakkede en taske til mig og lillepigen og smuttede. SÅ gik det op for ham! Og vi har nu snart været gift i 4 år uden så meget som et kæmpe problem. Tværdigemod er han gået fra at være ret meget egoistisk til at være en total familiefar der overrasker uden grund og finder på sjove ting at lave sammen som familie.

Jeg tror ikke du kommer ikke til at fortryde det hvis I går fra hinanden, for tror slet ikke I kan mærke jer selv i det i er i nu. Du kan uanset hvad ikke løfte din mand op fra hvor han er nu, du kunne hjælpe hvis du følte en dyb impati for ham, men det gør du ikke, hvilket jeg godt kan forstå med den baggrund I har. 

Du har et barn og en mere på vej, samt dig selv, det er meget i forvejen. Selvom det er et stort skridt, så ville mit råd være at give slip, helt slip. 

Hvis I skal finde ud af det, skal der ske noget drastisk, og nogen gange skal man gå fra hinanden, hvis det er det rigtige finder I ud af det i fremtiden, men jeg ville flytte, og få styr på mig selv, mens han får styr på sin depression og sit liv generelt.

Det piner mit hjerte og høre dig sige at du er blevet behandlet sådan før mv. Du må ud af det mønster. 

 

Flodkilling skriver:

Altså jeg kan sige at jeg har været gift i nogle år nu. Men i starten af vores forhold var der også mange løgne og svigt. (dog ikke utroskab som i at være intim med en anden kvinde), men andre ting.
Jeg sagde 117 gange at "NU gad jeg ikke mere". Og han lovede og lovede at gøre ting han aldrig gjorde. Indtil jeg en dag igen sagde : "NU gider jeg ikke mere", og så sagde han : "det har du nu sagt så mange gange at jeg ikke tror på dig, og hvis jeg ikke tror på du skrider, så kan jeg jo ikke tage dig seriøs".
Der faldt den for mig, for han havde jo ret... hvorfor skulle han ændre sig? det kan da godt være at jeg havde lovet bål og brand 117 gange. Men der skete jo ingenting, så han begyndte at miste respekten for mig.

Så skred jeg da selvfølgelig! Jeg pakkede en taske til mig og lillepigen og smuttede. SÅ gik det op for ham! Og vi har nu snart været gift i 4 år uden så meget som et kæmpe problem. Tværdigemod er han gået fra at være ret meget egoistisk til at være en total familiefar der overrasker uden grund og finder på sjove ting at lave sammen som familie.

Hmm.. Her ville det være, at han fandt et andet sted, da jeg har lejligheden. Laaang historie  

Han siger han har forstået, men ved ikke. Sagde til ham i dag, at jeg virkeligt ikke ved om jeg elsker ham mere, og at jeg føler at vi nærmere er venner. Så bliver han selvf ked, og vil tage sine ting med det samme - men det er jo heller ikke det jeg ønsker.. Åh det er svært at forklare