Jeg er ulykkelig

Anonym skriver:

Hmm.. Her ville det være, at han fandt et andet sted, da jeg har lejligheden. Laaang historie  

Han siger han har forstået, men ved ikke. Sagde til ham i dag, at jeg virkeligt ikke ved om jeg elsker ham mere, og at jeg føler at vi nærmere er venner. Så bliver han selvf ked, og vil tage sine ting med det samme - men det er jo heller ikke det jeg ønsker.. Åh det er svært at forklare

Ja. Det kommer jo selvfølgelig også meget an på hvordan han er som person, og hvis han er lidt nede i forvejen, så er det nok nemt at falde ned i den der: "så er det hele også bare lige meget", man skal ha energi til at kæmpe.

Wik skriver:

Jeg tror ikke du kommer ikke til at fortryde det hvis I går fra hinanden, for tror slet ikke I kan mærke jer selv i det i er i nu. Du kan uanset hvad ikke løfte din mand op fra hvor han er nu, du kunne hjælpe hvis du følte en dyb impati for ham, men det gør du ikke, hvilket jeg godt kan forstå med den baggrund I har. 

Du har et barn og en mere på vej, samt dig selv, det er meget i forvejen. Selvom det er et stort skridt, så ville mit råd være at give slip, helt slip. 

Hvis I skal finde ud af det, skal der ske noget drastisk, og nogen gange skal man gå fra hinanden, hvis det er det rigtige finder I ud af det i fremtiden, men jeg ville flytte, og få styr på mig selv, mens han får styr på sin depression og sit liv generelt.

Det piner mit hjerte og høre dig sige at du er blevet behandlet sådan før mv. Du må ud af det mønster. 

 

Kan slet ikke overskue konsekvensen. Jeg studerer, og planen er at han skal tage barslen med den nye da han har laaange arbejdsdage og derfor er meget hjemmefra. Jeg vil ikke stå med to små børn alene så meget, da jeg selv har meget studietid, så vil det være nemmere det andet. Men hvad skal der så ske? Skal jeg selv stå med to børn? hvordan skal han se dem? skal jeg undvære den store? hvad skal jeg sige til folk? 

Er så træt af at være ked af det hele tiden, og er så ulykkelig. Jeg væmmes når jeg ser på ham (nøgen) og det burde jo ikke være sådan. Jeg væmmes også når jeg ser mig selv. Føler jeg er gået total i fordærv, (jeg spiser på mine følelser) og det er så slemt for tiden. Har ondt af mig selv og er ynkelig (som du nok kan læse dig til ).. Synes bare det er SÅ træls!

Flodkilling skriver:

Ja. Det kommer jo selvfølgelig også meget an på hvordan han er som person, og hvis han er lidt nede i forvejen, så er det nok nemt at falde ned i den der: "så er det hele også bare lige meget", man skal ha energi til at kæmpe.

Han er simpelthen blevet en KYLLING af karat. Er så træt af, at han altid føjer sig. Nogle gange ville jeg jo også ønske at han sagde "hold nu kæft kælling" (selvom jeg ville blive sur) - men så kunne han da sige fra.. Nu trækker vi den begge alt for langt, også mig, for jeg ved jo der ikke er en konsekvens.. Og til sidst er jeg ved at pande ham en i afmagt.

Anonym skriver:

Kan slet ikke overskue konsekvensen. Jeg studerer, og planen er at han skal tage barslen med den nye da han har laaange arbejdsdage og derfor er meget hjemmefra. Jeg vil ikke stå med to små børn alene så meget, da jeg selv har meget studietid, så vil det være nemmere det andet. Men hvad skal der så ske? Skal jeg selv stå med to børn? hvordan skal han se dem? skal jeg undvære den store? hvad skal jeg sige til folk? 

Er så træt af at være ked af det hele tiden, og er så ulykkelig. Jeg væmmes når jeg ser på ham (nøgen) og det burde jo ikke være sådan. Jeg væmmes også når jeg ser mig selv. Føler jeg er gået total i fordærv, (jeg spiser på mine følelser) og det er så slemt for tiden. Har ondt af mig selv og er ynkelig (som du nok kan læse dig til ).. Synes bare det er SÅ træls!

Hvis jeg var uddannet psykoterapeut, tog jeg dig gratis som klient. 

Jeg kan kun sige at du/I skal have hjælpe, om det så skal koste dig et ekstra SU lån, det dur ikke at bruge sit liv på at have det sådan.

Jeg kan godt forstår du ikke kan overskue et liv med to børn, men spørgsmålet er om du får mere hjælpe nu hvor I er sammen, måske gør du, men hvis han har en depression så er det måske ikke engang tilfældet. 

Ja han skal jo se sine børn, men der er ingen der siger det er flere dage i træk, måske ønsker han slet ikke at have den store fast, men en efter middag eller en overnatning i ny og næ. Men den tid den sorg. 

Hvis du bliver i det, men arbejder med dig selv, så kommer der til at ske mærkante ændring uanset hvordan man vender og drejer tingene. 

Wik skriver:

Hvis jeg var uddannet psykoterapeut, tog jeg dig gratis som klient. 

Jeg kan kun sige at du/I skal have hjælpe, om det så skal koste dig et ekstra SU lån, det dur ikke at bruge sit liv på at have det sådan.

Jeg kan godt forstår du ikke kan overskue et liv med to børn, men spørgsmålet er om du får mere hjælpe nu hvor I er sammen, måske gør du, men hvis han har en depression så er det måske ikke engang tilfældet. 

Ja han skal jo se sine børn, men der er ingen der siger det er flere dage i træk, måske ønsker han slet ikke at have den store fast, men en efter middag eller en overnatning i ny og næ. Men den tid den sorg. 

Hvis du bliver i det, men arbejder med dig selv, så kommer der til at ske mærkante ændring uanset hvordan man vender og drejer tingene. 

Gid det var så vel, at du var det  Jeg har været til psykolog, og gået til noget gratis-tilbud med psykolog studerende. Det har bare ikke stor nok effekt på mig, og jeg havde ikke økonomien til at betale den praktiserende. Jeg havde en lille fødsels dep. og føler nogen af de samme ting komme snigende.

Han elsker vores barn, og han vil ikke gå glip af tiden sammen - de 2. Og den vil jeg da heller ikke tage fra ham. Han er så bange for, at jeg fratager ham alt med hende, og han ikke skal være der med hende. Det kan jeg godt forstå, og hun skal have ham, hun elsker jo også ham. Det er det der gør det så svært! For jeg er ikke i tvivl om, at han er hendes stjerne.

Har bare svært ved, at  jeg skal ofre igen.. Synes det er SÅ frustrerende han ikke gør en aktiv indsats for NOGET som helst.

Hej søde... Hvor må det være en svær situation at stå i.

Jeg syntes at mange af de andre svar ligger op til at du skal række hånden ud og " han er jo bare en mand og en mand kan ikke altid forstå"...osv. Og det syntes jeg er lidt synd for dig.

For mig, lyder det som om at du har virkelig kæmpet (og prøvet på at tilgive utroskab) og nu er du træt helt ind til knoglerne. Og mit svar til dig, vil være, at nu skal du tænke på dig selv.

Det lyder til at din mand ikke gør noget for at ændre situationen, så oddsene for at det hele stadig er som nu, når den lille ny kommer, er ret høje. Kan du magte det...? At stå med en på lige knap 2 år, et spædbarn og en mand som du hele tiden skal holde oven vande??? 

Du er simpelthen (som en anden også skriver) nød til at give slip. Han er en voksen mand, med et barn og et på vej. Det er simpelthen hans eget ansvar at gøre hvad der skal til for at få det bedre og for at kunne være en optimal far og mand for dig. Den kan du ikke tage på dig. Du er nød til at fokusere på det barn , som du har, det barn som er på vej og ikke mindst på dig selv.  

Kram herfra. Håber at du finder en løsning.

 

 

Elgaard73 skriver:

Hej søde... Hvor må det være en svær situation at stå i.

Jeg syntes at mange af de andre svar ligger op til at du skal række hånden ud og " han er jo bare en mand og en mand kan ikke altid forstå"...osv. Og det syntes jeg er lidt synd for dig.

For mig, lyder det som om at du har virkelig kæmpet (og prøvet på at tilgive utroskab) og nu er du træt helt ind til knoglerne. Og mit svar til dig, vil være, at nu skal du tænke på dig selv.

Det lyder til at din mand ikke gør noget for at ændre situationen, så oddsene for at det hele stadig er som nu, når den lille ny kommer, er ret høje. Kan du magte det...? At stå med en på lige knap 2 år, et spædbarn og en mand som du hele tiden skal holde oven vande??? 

Du er simpelthen (som en anden også skriver) nød til at give slip. Han er en voksen mand, med et barn og et på vej. Det er simpelthen hans eget ansvar at gøre hvad der skal til for at få det bedre og for at kunne være en optimal far og mand for dig. Den kan du ikke tage på dig. Du er nød til at fokusere på det barn , som du har, det barn som er på vej og ikke mindst på dig selv.  

Kram herfra. Håber at du finder en løsning.

 

 

Puha.. Tak for dit svar.. Det fik da tårerne frem. Men du har ret! Men hvorfor skal den beslutning være SÅ svær!? Har bare drømmen om et lykkeligt far-mor-børn forhold.. Og kan slet ikke holde ud det skulle være slut.

Har ikke villet være for detaljeret omkring utroskaben, da jeg ved hvad folk vil sige. Og for mig er det også sort/hvidt, men det er så svært når man står i det. Men han løj så meget, og fortalte det kun fordi  hun pressede ham. Han løj for mig, når jeg spurgte (jeg er meget tryghedssøgende) og jeg kunne ikke se det i hans øjne -  det skræmmer mig.

Jeg stoler i bund og grund ikke på ham, men magter simpelthen ikke at stå med to børn. Jeg er endelig igang med uddannelse, og vil ikke føle mig som et flop ved at droppe den. Føler det hele falder sammen, og som du siger: jeg er sgu træt! Kan slet ikke se det her blive bedre 

Anonym skriver:

Puha.. Tak for dit svar.. Det fik da tårerne frem. Men du har ret! Men hvorfor skal den beslutning være SÅ svær!? Har bare drømmen om et lykkeligt far-mor-børn forhold.. Og kan slet ikke holde ud det skulle være slut.

Har ikke villet være for detaljeret omkring utroskaben, da jeg ved hvad folk vil sige. Og for mig er det også sort/hvidt, men det er så svært når man står i det. Men han løj så meget, og fortalte det kun fordi  hun pressede ham. Han løj for mig, når jeg spurgte (jeg er meget tryghedssøgende) og jeg kunne ikke se det i hans øjne -  det skræmmer mig.

Jeg stoler i bund og grund ikke på ham, men magter simpelthen ikke at stå med to børn. Jeg er endelig igang med uddannelse, og vil ikke føle mig som et flop ved at droppe den. Føler det hele falder sammen, og som du siger: jeg er sgu træt! Kan slet ikke se det her blive bedre 

Ja, den er bare så svær at træffe den beslutning... For netop som du skriver, vi har alle den der drøm om far, mor og børn. Og vi er alle villige til at gå rigtig langt, for at opfylde den.

Jeg kan godt følge dig, når du skriver at nu er du endelig kommet igang med en uddannelse, og alt det vil falde på gulvet, hvis du opgiver forholdet nu... Og jeg vil heller ikke sidde og sige at du SKAL gå, men uddannelsen er der stadig om et år. Spørgsmålet er om du er...? Eller ligger du fuldstændig knækket på gulvet...? 

Og ja, det er en skræmmende tanke, at være alene med to børn... Men jeg tænker lidt, at tanken om at være samme med en mand, som har trådt godt og grundigt på dig og hvor tilliden er så grundigt brudt, er ligeså skræmmende. Prøv at tænk på hvilket overskud du vil få, når du ikke dagligt skal skændes, bekymre dig, spekulere og være ulykkelig. At du ikke konstant skal føle at du har ryggen mod muren... 

Jeg ville ønske at jeg kunne give dig et råd, som kunne fixe det hele. Og mest af alt, så ville jeg ønske at jeg kunne give dig et stort kram. 

 

Elgaard73 skriver:

Ja, den er bare så svær at træffe den beslutning... For netop som du skriver, vi har alle den der drøm om far, mor og børn. Og vi er alle villige til at gå rigtig langt, for at opfylde den.

Jeg kan godt følge dig, når du skriver at nu er du endelig kommet igang med en uddannelse, og alt det vil falde på gulvet, hvis du opgiver forholdet nu... Og jeg vil heller ikke sidde og sige at du SKAL gå, men uddannelsen er der stadig om et år. Spørgsmålet er om du er...? Eller ligger du fuldstændig knækket på gulvet...? 

Og ja, det er en skræmmende tanke, at være alene med to børn... Men jeg tænker lidt, at tanken om at være samme med en mand, som har trådt godt og grundigt på dig og hvor tilliden er så grundigt brudt, er ligeså skræmmende. Prøv at tænk på hvilket overskud du vil få, når du ikke dagligt skal skændes, bekymre dig, spekulere og være ulykkelig. At du ikke konstant skal føle at du har ryggen mod muren... 

Jeg ville ønske at jeg kunne give dig et råd, som kunne fixe det hele. Og mest af alt, så ville jeg ønske at jeg kunne give dig et stort kram. 

 

Hvor er du dog sød. Vi har været på "pause" det sidste stykke tid, altså boet sammen uden rigtigt at være noget. Nu snakkede vi lidt om det, og han sagde om det ikke bare skulle blive ved. Jeg spurgte om han selv synes det fungerede, for jeg kan ikke mærke forskel.. Næ..

Han vil helst ikke flytte hjem til sine forældre, så nu kigger han lejlighed. Tror (??) måske han er lidt chokket over jeg faktisk mener det den her gang.. Men jeg ved det ikke..

Måske har du ret i, at det ville give noget overskud. Det hele hænger mig langt ud af halsen, og jeg ville ønske jeg kunne grave mig ned i et dybt hul og glemme alt..

Pyha, det er ikke en sjov situation. Jeg ved ikke hvad du skal eller ikke skal, det må du selv mærke efter hen ad vejen. Men min indstilling til et parforhold med børn er at det skal arbejdes for.

Der er dårlige tider og gode tider, børn er skønne, men slider virkelig på parforholdet, så en lille ny mere vil ikke gøre det bedre.

Jeg tror i skal have parterapi hjælp eller måske han skal have noget coaching.

Så kæmp alt hvad du kan for børne og jeres skyld. Håber der er bedre tider i vente