Kvinder: "Han ville ryge ud på stedet"

Hej endnu engang 

 

Det er lang tid siden jeg har lavet en debat herinde, og nu faldt jeg endnu engang over en spændende og "farligt" emne - eller jeg tror i hvert fald det er farligt, det plejer at være nogle hede diskussioner 

 

Nå men, nu har jeg SÅ mange gange læst om parforhold, problemer osv herinde. Tit og ofte er svaret fra jer kvinder:

- "Drop ham"

.... og

- "Han ville være blevet smidt ud på stedet"

 

Er det virkelig den eneste løsning hver gang? Bare at droppe et livslangt forhold, en fader til sit barn pga af et skænderi, et  skælsord, eller det at manden måske er ret egoistisk? Hvad blev der af at arbejde på tingene og snakke det hele igennem? Finde en løsning?

 

Faktisk, så synes jeg det er ret vattede af kvinderne herinde bare at smide deres mand ud fordi han var uenig i PB, råbte pga økonomien eller andet.

 

Men hvad synes i? Lever i virkelig i det perfekte forhold, der er aboslut intet at sætte en finger på, intet der gør jer en lille smule irriteret?

 

Må ærligt indrømme at jeg elsker min kæreste og vil ikke gå fra ham, men han kan da også virkelig være irriterende! Jeg kan jo lide tingene på min måde, men det betyder ikke at han er underlagt mine meninger 

Jeg er SÅ enig og har også nævnt det mange gange i de debatter du snakker om.

For det første synes jeg at det er dybt uansvarligt at råde en fremmed kvinde til at ødelægge sit forhold - baseret på yderst sparsomme og subjektive oplysninger leveret på et internetforum. Specielt når der oftest er børn involveret.

For det andet så tror jeg simpelthen ikke på at de kvinder selv ville gå fra deres mænd hvis de stod i situationen. Det er så nemt at være klog på andres vegne.

Herhjemme accepterer vi at ingen af os er ufejlbarlige - og så gør vi alt hvad vi kan for at holde sammen, også selvom det trækker tænder ud ind imellem.

PS: tråden med manden der kastede vand på drengen var faktisk ret sigende. For alle råbte op om at hun da bare skulle kyle svinet ud med det vuns, overgreb på børn, krisecentre o.s.v. Så snakker hun med manden, som virkelig er ked af det, indrømmer at han har et problem og rigtig gerne vil have professionel hjælp til at håndtere sin vrede. Og vupti synes alle at det er så fint at hun giver ham en chance til.

Det jeg selv gør i mange af de tråde, er at spørge efter flere detaljer. For oftest danner der sig et andet billede når man bare dykker lidt længere ned under overfladen.

sulo skriver:

Jeg  vil godt give det delvis ret i at man skal arbejde med tingene inden man giver op, men der er grænser.

Jeg kan tage et eks fra mit tidligere forhold, det varede i 11 ½ år, men der gik ikke ret meget mere end et par måneder før vi havde det første skænderi og det blev kun værre som tiden gik, men vi var begge af den overbevisning at vi skulle arbejde med vores forhold og ikke give op for så lidt og den holdning fik os til at blive sammen i så mange år.

De sidste 5 år var vi kun sammen fordi: nu havde vi jo alligevel været sammen i så mange år, at så kunne vi lige så godt fortsætte, det var blevet en sove pude for os, det var et tryghedsforhold og ikke et kæreste forhold.

Min eks kunne ikke styre sin økonomi, og det gik sent op for mig (han var god til at skjule det), men da han have brugt en arv på 100000 kr på en måned (det meste til afbetaling af gæld) og et års tid senere sørgede jeg for at han fik en udbetaling på samme beløb for kritisk sygdom.

Der aftalte vi at vi begge skulle have glæde af de penge, bla. til indskud til en bedre lejelighed, men næ nej, jeg fik 2000 kr til nyt tøj og et pas og der efter brugte han resten til "legetøj" til sig selv på 5 uger, jeg var rasende på ham, men han var fuldstændig ligeglad.

Han fortsatte derefter med at bruge mine penge (psykisk overtalelse), 4 mdr senere kom han hjem i en tordensky, han fortalte at han havde været i banken og ville låne 30000 kr, men banken nægtede (meget forståeligt med den økonomi) og da jeg spurgte ham til hvad var svaret bare : for at have dem til at bruge af, et par dage efter afslørede hans mor at han var begyndt at låne penge af hende igen, fordi han ikke kunne få det til at hænge sammen.

Der fik jeg nok, han havde haft en enestånde chance for at rette op på hans økonomi, men snollede den væk og min konto havde stået i minus hver måned i 1 ½ år pga af ham.

Samtidig havde jeg smidt p-pillerne ( dog mest pga at have taget dem i rigtig mange år), vi havde snakket om børn altid, men han havde udskudt det pga så mange ting, da vi så en enkelt gang dyrkede sex uden beskyttelse, blev han hysterisk, han mente at det var fuldstændig uforsvarligt for han skulle ikke være far nu (vi var 29-32 år).

Der gik det op for mig at alle de fremtids drømme med børn, hus, hund ovs aldrig ville blive til noget sammen med ham og at han aldrig ville få styr på hans økonomi, så jeg kunne lige så godt give op og gå fra ham, fandt så senere ud af at han havde gået og spredt grimme rygter bag min ryg.

Det er den bedste beslutning jeg nogensinde har taget, i dag knap 1 ½ år senere har jeg en dejlig kæreste som gerne vil mig, har styr på sine forhold og vi venter os igen

Så vil klart sige at nogen forhold har bedst af at slutte.

 

Selvfølgelig er det ikke altid bedst at blive i forholdende og man skal ikke finde sig i al ting, nogle gange er det jo netop bedst at gå fra hinanden   Og det er jo slet heller ikke der mit spørgsmål ligger, men synes tit at det er små ting der gør at kvinderne herinde netop siger: "hvis det var mig var han røget ud til højre"  Og så sidder jeg her og tænker stakkels mænd og hold kæft nogle kvindfolk de skal leve med 

Så undrede mig egentligt over om, sådan en som mig, simpelthen bare finder sig i "for meget", selvom jeg egentligt synes det er lidt eller om kvinder virkelig bare er såå stramme i betrækket.

Juliekp skriver:

Min kæreste og jegs forhold er ikke just perfekt, tror jeg ingen forhold er. Vi har virkelig været igennem mange voldsomme skænderier, hvor vi begge har været ved at kaste håndklædet i ringen, MEN vi har altid kæmpet og gu fanden er det hårdt, men det hele værd! 

Vil så også sige, at han ikke har gjort noget så voldsomt, at jeg bare måtte droppe ham. Men gør han noget virkelig utilgiveligt såsom at være utro, ligge en hånd på vores datter, eller at han ikke er til at stole på længere, så er jeg ikke bange for at skride, for min datter of jeg fortjener det bedste og jeg finder mig altså ikke i noget!

Enig   Vold, utroskab og det at man ikke kan stole på hinanden er ikke gavnligt i et forhold - men for mig er det også nogle store ting der ødelægger hverdagen af. Jeg tænker på småting, småting som man selvfølgelig kan blive sure og skuffede over, men ikke som er noget hvor man bare dropper forholdet - men det lyder bare som om at hvis mange af kvinderne herinde bliver skuffet eller skal være sure over noget, ja så vil de hellere droppe manden istedet for at tage snakken og finde ud af en løsning 

gædde/gitte skriver:

ENIG!!!

men der er jo nok mange der har en skarp tunge, fordi de ved de aldrig kan blive tjekket op på deres holdninger

Jeg tænker også tit "hvorfor, hvis manden er SÅ slem, er de overhovede fundet sammen til at starte med??" det er jo ikke sådan at man pludselig vågner op en onsdag morgen, også har manden ændret personlighed.

Syntes vi i stigende grad behandler hinanden som IKEA møbler.... når/hvis man lige bliver lidt træt af modellen så ud med skidtet. Man lever kun en gang og derfor fortjener man at være lykkelig, men det er ikke ensbetydende med at man skal ha sin vilje hver gang eller at en udfordring er negativ- hvis man klarer det sammen, bliver forholdet meget stærkt
... og så kig dog ind ad...!! hvis manden er sur og gnaven-hvor sjov er du selv?? Hvis manden bruger mange penge-hvor mange bruger du?? Hvis manden ikke lytter-lytter du??

Jeg elsker min mand meget højt, men selvfølgelig kan han være en røv -han er jo ikke en robot... men I kommer aldrig til at se et brokke indlæg om min mand herinde, for det respektere jeg ham for meget til.

... og så kig dog ind ad...!! hvis manden er sur og gnaven-hvor sjov er du selv?? Hvis manden bruger mange penge-hvor mange bruger du?? Hvis manden ikke lytter-lytter du??

Godt skrevet 

modesty skriver:

PS: tråden med manden der kastede vand på drengen var faktisk ret sigende. For alle råbte op om at hun da bare skulle kyle svinet ud med det vuns, overgreb på børn, krisecentre o.s.v. Så snakker hun med manden, som virkelig er ked af det, indrømmer at han har et problem og rigtig gerne vil have professionel hjælp til at håndtere sin vrede. Og vupti synes alle at det er så fint at hun giver ham en chance til.

Det jeg selv gør i mange af de tråde, er at spørge efter flere detaljer. For oftest danner der sig et andet billede når man bare dykker lidt længere ned under overfladen.

Hehe ja, kvinderne er gode til at råååbe op om at smide mændende ud  Og det var selvfølgelig forkert af manden, men det var da ligeså stort af ham at søge hjælp hos sin kone og anerkende sit problem  bravo

modesty skriver:

Jeg er SÅ enig og har også nævnt det mange gange i de debatter du snakker om.

For det første synes jeg at det er dybt uansvarligt at råde en fremmed kvinde til at ødelægge sit forhold - baseret på yderst sparsomme og subjektive oplysninger leveret på et internetforum. Specielt når der oftest er børn involveret.

For det andet så tror jeg simpelthen ikke på at de kvinder selv ville gå fra deres mænd hvis de stod i situationen. Det er så nemt at være klog på andres vegne.

Herhjemme accepterer vi at ingen af os er ufejlbarlige - og så gør vi alt hvad vi kan for at holde sammen, også selvom det trækker tænder ud ind imellem.

Det er også dybt uansvarligt og det er netop derfor jeg studsede over debatten her og tænkte at det måtte jeg lige hører ad. Det er jo slet ikke en god måde at hjælpe kvinder i "nød" på, de spørger om hjælp og den eneste hjælpe er at de skal skride, det hører jo ingen steder hjemme og jeg har aldrig selv givet sådan et svar til nogen som helst.

der skal meget til førend jeg ville give rådet med at gå fra hinanden...

MEN når det så er sagt så er den allerværste undskyldning jeg nogensinde kunne høre: "vi bliver sammen for børnenes skyld"...

Lad være med at bruge dem som undskyldning... lad være med at ligge ansvaret for et dårligt forhold på deres bittesmå skuldre...

tror ikke der er noget som helst der ville kunne få mig til at forlade min kæreste...

Enig der er absolut tidspunkter hvor vi kan være irriterede på hinanden... men hævede stemmer osv ligger bare ikke til os med sådanne ting... her taler vi om tingene og kan vi mærke at det drejer henad at vi ville ende med at være uenige alligevel så dropper vi det og skifter emne... venter et par dage så vi begge kan overveje og tænke over den andens synspunkter og så prøver vi igen med en fornuftig samtale om det...

Vi har altid været 100% åbne og ærlige overfor hinanden med ALTING... da vi startede ud sammen var jeg f.eks. åben og ærlig omkring at der var følelser for en anden x-fyr stadig der lå og drillede inden i.. det tog han bare som en opfordring til at prøve at gøre det bedre end ham ...

Den største dræber for et forhold er manglende kommunikation og hemmeligheder...

jeg ville f.eks. ALDRIG skrive til veninderne først hvis jeg var irriteret på kæresten.. men ville snakke med ham om hvad der irriterede mig og så kunne det være hvis vi stadig var uenige jeg måske søgte dem for at høre om de havde nogle gode ideer til hvordan vi kunne mødes på halvvejen med vores "problem"...

Hvad er det perfekte forhold? Er det et forhold hvor man siger ja og amen til alt hvad ens partner siger og gør? Er det et forhold hvor man er enige om alt? Er det et forhold hvor man aldrig diskuterer og hvor bølgerne aldrig går højt?

For i så fald har jeg det uperfekte forhold

Min mand og jeg kan være dybt uenige, diskutere så det brager, gå og smække med døren og sige ting vi fortryder.

Men vi vil ikke miste hinanden og derfor arbejder vi med tingene. Det er vel det der kendetegner et godt og stærkt forhold. At man gider hinanden og gider kæmpe når tingene bliver svære.

LilleNyPåVej skriver:

Hej endnu engang 

 

Det er lang tid siden jeg har lavet en debat herinde, og nu faldt jeg endnu engang over en spændende og "farligt" emne - eller jeg tror i hvert fald det er farligt, det plejer at være nogle hede diskussioner 

 

Nå men, nu har jeg SÅ mange gange læst om parforhold, problemer osv herinde. Tit og ofte er svaret fra jer kvinder:

- "Drop ham"

.... og

- "Han ville være blevet smidt ud på stedet"

 

Er det virkelig den eneste løsning hver gang? Bare at droppe et livslangt forhold, en fader til sit barn pga af et skænderi, et  skælsord, eller det at manden måske er ret egoistisk? Hvad blev der af at arbejde på tingene og snakke det hele igennem? Finde en løsning?

 

Faktisk, så synes jeg det er ret vattede af kvinderne herinde bare at smide deres mand ud fordi han var uenig i PB, råbte pga økonomien eller andet.

 

Men hvad synes i? Lever i virkelig i det perfekte forhold, der er aboslut intet at sætte en finger på, intet der gør jer en lille smule irriteret?

 

Må ærligt indrømme at jeg elsker min kæreste og vil ikke gå fra ham, men han kan da også virkelig være irriterende! Jeg kan jo lide tingene på min måde, men det betyder ikke at han er underlagt mine meninger 

personligt synes jeg det som udgangs punk er forkert at råde folk til at smide kæresten på porten og vil helst ikke gøre det - har dog gjort det en enkelt gang da jeg var SÅ overbevist om det var/er den eneste vej frem..

jeg er selv typen der vil gå rigtig langt for kærligheden og det har jeg også gjort - og det er jo endt meget godt ( indtil videre)