Kvinder: "Han ville ryge ud på stedet"

LilleNyPåVej skriver:

Hej endnu engang 

 

Det er lang tid siden jeg har lavet en debat herinde, og nu faldt jeg endnu engang over en spændende og "farligt" emne - eller jeg tror i hvert fald det er farligt, det plejer at være nogle hede diskussioner 

 

Nå men, nu har jeg SÅ mange gange læst om parforhold, problemer osv herinde. Tit og ofte er svaret fra jer kvinder:

- "Drop ham"

.... og

- "Han ville være blevet smidt ud på stedet"

 

Er det virkelig den eneste løsning hver gang? Bare at droppe et livslangt forhold, en fader til sit barn pga af et skænderi, et  skælsord, eller det at manden måske er ret egoistisk? Hvad blev der af at arbejde på tingene og snakke det hele igennem? Finde en løsning?

 

Faktisk, så synes jeg det er ret vattede af kvinderne herinde bare at smide deres mand ud fordi han var uenig i PB, råbte pga økonomien eller andet.

 

Men hvad synes i? Lever i virkelig i det perfekte forhold, der er aboslut intet at sætte en finger på, intet der gør jer en lille smule irriteret?

 

Må ærligt indrømme at jeg elsker min kæreste og vil ikke gå fra ham, men han kan da også virkelig være irriterende! Jeg kan jo lide tingene på min måde, men det betyder ikke at han er underlagt mine meninger 

Tænker at det absolut kommer an på situationen, hvis jeg er blevet krænket og ik følte han respekterede mig over en længere periode så ville jeg ik bruge krudt på det, hvis han var egoistisk i en sådan grad at det påvirkede vores familie ja igen så er jeg færdig. Der er mange eksempler men pga. et fjollet skænderi hvor man får sagt noget i agekt ja så må man lige slå koldt vand i blodet.

Men tror da de komentare handler i stor grad om at pudse billedet af kernefamilien og den stærke kvinde

LilleNyPåVej skriver:

Hej endnu engang 

 

Det er lang tid siden jeg har lavet en debat herinde, og nu faldt jeg endnu engang over en spændende og "farligt" emne - eller jeg tror i hvert fald det er farligt, det plejer at være nogle hede diskussioner 

 

Nå men, nu har jeg SÅ mange gange læst om parforhold, problemer osv herinde. Tit og ofte er svaret fra jer kvinder:

- "Drop ham"

.... og

- "Han ville være blevet smidt ud på stedet"

 

Er det virkelig den eneste løsning hver gang? Bare at droppe et livslangt forhold, en fader til sit barn pga af et skænderi, et  skælsord, eller det at manden måske er ret egoistisk? Hvad blev der af at arbejde på tingene og snakke det hele igennem? Finde en løsning?

 

Faktisk, så synes jeg det er ret vattede af kvinderne herinde bare at smide deres mand ud fordi han var uenig i PB, råbte pga økonomien eller andet.

 

Men hvad synes i? Lever i virkelig i det perfekte forhold, der er aboslut intet at sætte en finger på, intet der gør jer en lille smule irriteret?

 

Må ærligt indrømme at jeg elsker min kæreste og vil ikke gå fra ham, men han kan da også virkelig være irriterende! Jeg kan jo lide tingene på min måde, men det betyder ikke at han er underlagt mine meninger 

Hey. Spændende debat. Går primært ind for "fix it - don't through it away" og håber aldrig selv jeg bliver skilt. Når det så er sagt, synes jeg at mange herinde har nogle -undskyld udtrykket Store idioter til mænd ! Ingen hjælp, utroskab, vold, osv. Så i mange tilfælde er jeg enige i "drop ham" rådet. 

Jeg lever ikke i det perfekte forhold, men min mand og jeg er bestemt rigtige gode til at snakke/skændes om tingene, ikke bare lade tingene boble sig op indeni.. Det tror jeg er meget vigtigt i et forhold, sådan så alle bliver hørt..

Men jeg ser ofte en masse forhold hvor det kun er den ene der har noget at have sagt derhjemme, hell, jeg har selv levet i to af sådan nogle forhold og jeg VED at det ikke fører nogle vejne, hvis der ikke er plads til to, jamen så er det dødsdømt fra starten af.. Medmindre man selvfølgelig lever i et masochistisk forhold, men selv dér er der plads til to om tangoen, hvis det vel og mærke er et sundt forhold.

Jeg siger bestemt ikke til folk at de skal smide deres mand ud hvis det ikke VAR noget jeg STÆRKT havde overvejet selv i givne situation... Men hvis jeg kan se et smuthul, sympati fra den ene side, eller kan mærke kærligheden i indlægget, enten fra den ene eller anden part eller selvfølgelig begge, jamen så gør jeg hvad jeg kan for at råde og vejlede så godt jeg kan..

Men oftes så prøver jeg at holde mig væk fra de perforholdsdebatter, men det er bare så svært nogle gange hehe

 

Jeg er faktisk ikke helt enig med dig. Jeg synes faktisk oftest at folk råder hinanden til at sætte sig ned og tage en snak med manden om deres problemer. Kan ikke helt genkende det du skriver

Jo, i de der tilfælde hvor manden er helt langt ude og har været det længe eller er til "fare" for deres børn - som i den tråd med ham faren der hældte vand i hovedet på sit barn.

Men jeg synes ikke der er en generel tendens med at folk opfordrer til bare at smide ham ud eller droppe et forhold.

Når det så er sagt, så har du helt ret, det er da lidt vattet bare at smide alt på gulvet pga lidt problemer, personligt synes jeg at det skal være sidste udvej at gå fra hinanden, man skal have prøvet alt og vide at man har kæmpet - hvis det er værd at kæmpe for

LilleNyPåVej skriver:

 Er det virkelig den eneste løsning hver gang? Bare at droppe et livslangt forhold, en fader til sit barn pga af et skænderi, et  skælsord, eller det at manden måske er ret egoistisk? Hvad blev der af at arbejde på tingene og snakke det hele igennem? Finde en løsning?

 

Faktisk, så synes jeg det er ret vattede af kvinderne herinde bare at smide deres mand ud fordi han var uenig i PB, råbte pga økonomien eller andet.

Jeg  vil godt give det delvis ret i at man skal arbejde med tingene inden man giver op, men der er grænser.

Jeg kan tage et eks fra mit tidligere forhold, det varede i 11 ½ år, men der gik ikke ret meget mere end et par måneder før vi havde det første skænderi og det blev kun værre som tiden gik, men vi var begge af den overbevisning at vi skulle arbejde med vores forhold og ikke give op for så lidt og den holdning fik os til at blive sammen i så mange år.

De sidste 5 år var vi kun sammen fordi: nu havde vi jo alligevel været sammen i så mange år, at så kunne vi lige så godt fortsætte, det var blevet en sove pude for os, det var et tryghedsforhold og ikke et kæreste forhold.

Min eks kunne ikke styre sin økonomi, og det gik sent op for mig (han var god til at skjule det), men da han have brugt en arv på 100000 kr på en måned (det meste til afbetaling af gæld) og et års tid senere sørgede jeg for at han fik en udbetaling på samme beløb for kritisk sygdom.

Der aftalte vi at vi begge skulle have glæde af de penge, bla. til indskud til en bedre lejelighed, men næ nej, jeg fik 2000 kr til nyt tøj og et pas og der efter brugte han resten til "legetøj" til sig selv på 5 uger, jeg var rasende på ham, men han var fuldstændig ligeglad.

Han fortsatte derefter med at bruge mine penge (psykisk overtalelse), 4 mdr senere kom han hjem i en tordensky, han fortalte at han havde været i banken og ville låne 30000 kr, men banken nægtede (meget forståeligt med den økonomi) og da jeg spurgte ham til hvad var svaret bare : for at have dem til at bruge af, et par dage efter afslørede hans mor at han var begyndt at låne penge af hende igen, fordi han ikke kunne få det til at hænge sammen.

Der fik jeg nok, han havde haft en enestånde chance for at rette op på hans økonomi, men snollede den væk og min konto havde stået i minus hver måned i 1 ½ år pga af ham.

Samtidig havde jeg smidt p-pillerne ( dog mest pga at have taget dem i rigtig mange år), vi havde snakket om børn altid, men han havde udskudt det pga så mange ting, da vi så en enkelt gang dyrkede sex uden beskyttelse, blev han hysterisk, han mente at det var fuldstændig uforsvarligt for han skulle ikke være far nu (vi var 29-32 år).

Der gik det op for mig at alle de fremtids drømme med børn, hus, hund ovs aldrig ville blive til noget sammen med ham og at han aldrig ville få styr på hans økonomi, så jeg kunne lige så godt give op og gå fra ham, fandt så senere ud af at han havde gået og spredt grimme rygter bag min ryg.

Det er den bedste beslutning jeg nogensinde har taget, i dag knap 1 ½ år senere har jeg en dejlig kæreste som gerne vil mig, har styr på sine forhold og vi venter os igen

Så vil klart sige at nogen forhold har bedst af at slutte.

 

LilleNyPåVej skriver:

Hej endnu engang 

 

Det er lang tid siden jeg har lavet en debat herinde, og nu faldt jeg endnu engang over en spændende og "farligt" emne - eller jeg tror i hvert fald det er farligt, det plejer at være nogle hede diskussioner 

 

Nå men, nu har jeg SÅ mange gange læst om parforhold, problemer osv herinde. Tit og ofte er svaret fra jer kvinder:

- "Drop ham"

.... og

- "Han ville være blevet smidt ud på stedet"

 

Er det virkelig den eneste løsning hver gang? Bare at droppe et livslangt forhold, en fader til sit barn pga af et skænderi, et  skælsord, eller det at manden måske er ret egoistisk? Hvad blev der af at arbejde på tingene og snakke det hele igennem? Finde en løsning?

 

Faktisk, så synes jeg det er ret vattede af kvinderne herinde bare at smide deres mand ud fordi han var uenig i PB, råbte pga økonomien eller andet.

 

Men hvad synes i? Lever i virkelig i det perfekte forhold, der er aboslut intet at sætte en finger på, intet der gør jer en lille smule irriteret?

 

Må ærligt indrømme at jeg elsker min kæreste og vil ikke gå fra ham, men han kan da også virkelig være irriterende! Jeg kan jo lide tingene på min måde, men det betyder ikke at han er underlagt mine meninger 

Min kæreste og jegs forhold er ikke just perfekt, tror jeg ingen forhold er. Vi har virkelig været igennem mange voldsomme skænderier, hvor vi begge har været ved at kaste håndklædet i ringen, MEN vi har altid kæmpet og gu fanden er det hårdt, men det hele værd! 

Vil så også sige, at han ikke har gjort noget så voldsomt, at jeg bare måtte droppe ham. Men gør han noget virkelig utilgiveligt såsom at være utro, ligge en hånd på vores datter, eller at han ikke er til at stole på længere, så er jeg ikke bange for at skride, for min datter of jeg fortjener det bedste og jeg finder mig altså ikke i noget!

LilleNyPåVej skriver:

Hej endnu engang 

 

Det er lang tid siden jeg har lavet en debat herinde, og nu faldt jeg endnu engang over en spændende og "farligt" emne - eller jeg tror i hvert fald det er farligt, det plejer at være nogle hede diskussioner 

 

Nå men, nu har jeg SÅ mange gange læst om parforhold, problemer osv herinde. Tit og ofte er svaret fra jer kvinder:

- "Drop ham"

.... og

- "Han ville være blevet smidt ud på stedet"

 

Er det virkelig den eneste løsning hver gang? Bare at droppe et livslangt forhold, en fader til sit barn pga af et skænderi, et  skælsord, eller det at manden måske er ret egoistisk? Hvad blev der af at arbejde på tingene og snakke det hele igennem? Finde en løsning?

 

Faktisk, så synes jeg det er ret vattede af kvinderne herinde bare at smide deres mand ud fordi han var uenig i PB, råbte pga økonomien eller andet.

 

Men hvad synes i? Lever i virkelig i det perfekte forhold, der er aboslut intet at sætte en finger på, intet der gør jer en lille smule irriteret?

 

Må ærligt indrømme at jeg elsker min kæreste og vil ikke gå fra ham, men han kan da også virkelig være irriterende! Jeg kan jo lide tingene på min måde, men det betyder ikke at han er underlagt mine meninger 

ENIG!!!

men der er jo nok mange der har en skarp tunge, fordi de ved de aldrig kan blive tjekket op på deres holdninger

Jeg tænker også tit "hvorfor, hvis manden er SÅ slem, er de overhovede fundet sammen til at starte med??" det er jo ikke sådan at man pludselig vågner op en onsdag morgen, også har manden ændret personlighed.

Syntes vi i stigende grad behandler hinanden som IKEA møbler.... når/hvis man lige bliver lidt træt af modellen så ud med skidtet. Man lever kun en gang og derfor fortjener man at være lykkelig, men det er ikke ensbetydende med at man skal ha sin vilje hver gang eller at en udfordring er negativ- hvis man klarer det sammen, bliver forholdet meget stærkt
... og så kig dog ind ad...!! hvis manden er sur og gnaven-hvor sjov er du selv?? Hvis manden bruger mange penge-hvor mange bruger du?? Hvis manden ikke lytter-lytter du??

Jeg elsker min mand meget højt, men selvfølgelig kan han være en røv -han er jo ikke en robot... men I kommer aldrig til at se et brokke indlæg om min mand herinde, for det respektere jeg ham for meget til.

Ehm... Først, hvad er et perfekt forhold??

herhjemme har vi skæntes ÉN gang Siden vi fandt sammen. Det er over 4 år... Ellers snakker vi stille og roligt om tingene.... Om det er perfekt syntes jeg jo, men det er nok fordi betegnelsen perfekt IMO er hvad der er rigtigt for MIG.... Ligesom min datter

Nå, debatten om manden skal ud... Nu har jeg kommenteret et par at trådene, bla hende med manden som smed vand i hovedet på barnet... Der var et par ting hvor jeg tænkte "stakkels unger" for jeg syntes slet ikke det var rigtigt, og imo er det ikke i sådan et "miljø" børn skal vokse op i....

hende som er skruk... (sorry, er en dør til navne) der skrev jeg hun skulle finde ud om hun ville blive ved med at vente, for så måtte hun vente på ham uden og presse ham hele tiden, men jeg syntes heller ikke man skal være i et forhold hvis man ikke er samme sted 2 år senere, og hun selv skriver, hun tvivler på han nogen siden bliver klar...

jeg går bestemt ind for at snakke om tingene, og finde en løsning... BØRN er ikke løsningen, og de fikser ikke et forhold. Hvis ens forhold ikke er godt inden man får børn, så er det imo ikke ham man skal have børn med....

rigtig dejlig onsdag

Jeg er utrolig meget enig..

Det er så nemt at sidde og sige hvad andre skal gøre, at det ville man i hvert fald ikke finde sig i osv osv.

Her skændes vi aldrig, men vi har vores nedture og der har været nogle gange hvor der skulle kæmpes for at få tingene til at køre. Vi er gift og det tager jeg ikke let på. Synes vi skylder hinanden, os selv og vores datter at vi altid får det bedste ud af tingene og at vi kæmper for det

jeg er en af dem som nogen gange har sagt at jeg personligt syntes man skulle pakke sine sager og gå. og det har jeg udfra det syn at hvis jeg ikke selv ville finde mig i at blive tiltalt som nogen af kvinderne gør, ja så kan jeg ved gud ikke se hvorfor jeg skulle råde andre til at blive det. Hvis ens partner respekterer en så ved vedkommende formenligt godt hvor ens grænser går og så ser jeg ærligt ingen grund til at teste dem gang på gang.

Betyder det så at min kæreste og jeg aldrig diskuterer? nej bestemt ikke, men han har aldrig i alvor titalt mig grimt, og jeg har heller ikke den anden vej. JEg har aldrig nogensinde levet i et voldeligt forhold og hvis det nogensinde skete, ja så håber jeg godt nok at nogen ville være i stand til at fortællle mig at jeg skulle komme væk i en pokkers fart.

min pointe er lidt at selvom det virker for nogen som om at rådet er givet af nem løsning, så mener jeg ofte at de som giver det, gør det af en årsag. man kan bedømme udfra det man læser, og det synes jeg også de fleste gør