Gør jeres mænd også det??

Anonym skriver:

ja

Kan det være en krise han er kommet i, eller tingene er vokset ham over hovedet

Men ja så ved du jo bedst selv hvordan han vil reagere

Nej, det har altid været sådan her, tror bare jeg er ved at have fået nok nu, med at være alenemor i et ægteskab

Anonym skriver:

Nej, det har altid været sådan her, tror bare jeg er ved at have fået nok nu, med at være alenemor i et ægteskab

Anonym skriver:

Min mand har en idé om, at når han skal noget så skal han noget, jeg har i aften stået med 2 unger der ikke ville sove og jeg har det selv af helvedes til, han gik op til naboen for at få en øl, da han li menste han skulle det

I eftermiddags skulle han åbenbart levere en bil, så der var han heller ikke hjemme

Altså tingene kører kun efter hans hoved og hans plan, han regner med jeg har ungerne og "vil" jeg gerne noget, jamen så må jeg jo få dem passet.....

Min mand er enebarn og nok lidt "skadet" fra hans mor, ALT (og jeg mener virkelig ALT) har drejet sog om ham fra han var nyfødt og ja indtil idag hvor han altså er 32!!!

Men hvis jeres mænd mener de skal noget, gør de det så bare, altså tænker, bare siger farvel også går/kører?

 

Nej det er helt sikkert. Han checker altid med mig og ændrer planer hvis det kambolerer med andre ting og vice versa. Nu er han så nærmest en omvandrende kalender så jeg er som oftest den der kommer med gode ideer, hvor der er andre planer  Men laver ikke nogen førend der er skabt klarhed om muligheden for det. KUN når det kommer til at indfange bortløbne hunde i lokalområdet - det vil sige Vejle og omegn. Det kan man ikke altid planlægge - og så er jeg svær at stoppe, så der kan det ske hvis det kræver en hurtig udrykning. (Er frivillig aktiv) men beslutningen bliver altid taget i fællesskab omend i hast, men taget i fællesskab 

Anonym skriver:

Ja vi har 3 på 5, 3 og 2 år

Jeg har svært ved at forstå hvorfor man overhovedet får ét barn sammen uden at have talt igennem hvordan livet med børn kommer til at blive, og lave nogle klare aftaler. Men tre? 

Det lyder måske lidt hårdt, men du har selv placeret dig i den situation du står i nu. Og jeg tror at det kommer til at blive MEGET svært at ændre på ham. Du siger at han er vant til at få sin vilje hjemmefra, men han er vel også vant til at få sin vilje hos dig hvis I har været sammen i så mange år uden der er sket en ændring. Og det at du får flere børn med ham, viser ham jo bare at han kan gøre som han vil, for du er kommet for at blive.

Du må gøre op med dig selv om det her er så stort et problem at du er villig til at gå fra ham. Hvad skal konsekvensen være hvis han ikke ændrer sig? Jeg siger ikke at du skal true ham med et skride, men du må selv mærke efter hvor din grænse går.

Og så vil jeg klart anbefale jer noget parterapi, for det lyder som om I har nogle kommunikationsproblemer.

Anonym skriver:

Min mand har en idé om, at når han skal noget så skal han noget, jeg har i aften stået med 2 unger der ikke ville sove og jeg har det selv af helvedes til, han gik op til naboen for at få en øl, da han li menste han skulle det

I eftermiddags skulle han åbenbart levere en bil, så der var han heller ikke hjemme

Altså tingene kører kun efter hans hoved og hans plan, han regner med jeg har ungerne og "vil" jeg gerne noget, jamen så må jeg jo få dem passet.....

Min mand er enebarn og nok lidt "skadet" fra hans mor, ALT (og jeg mener virkelig ALT) har drejet sog om ham fra han var nyfødt og ja indtil idag hvor han altså er 32!!!

Men hvis jeres mænd mener de skal noget, gør de det så bare, altså tænker, bare siger farvel også går/kører?

 

Nej sådan er min kæreste (heldigvis) ikke 

modesty skriver:

Jeg har svært ved at forstå hvorfor man overhovedet får ét barn sammen uden at have talt igennem hvordan livet med børn kommer til at blive, og lave nogle klare aftaler. Men tre? 

Det lyder måske lidt hårdt, men du har selv placeret dig i den situation du står i nu. Og jeg tror at det kommer til at blive MEGET svært at ændre på ham. Du siger at han er vant til at få sin vilje hjemmefra, men han er vel også vant til at få sin vilje hos dig hvis I har været sammen i så mange år uden der er sket en ændring. Og det at du får flere børn med ham, viser ham jo bare at han kan gøre som han vil, for du er kommet for at blive.

Du må gøre op med dig selv om det her er så stort et problem at du er villig til at gå fra ham. Hvad skal konsekvensen være hvis han ikke ændrer sig? Jeg siger ikke at du skal true ham med et skride, men du må selv mærke efter hvor din grænse går.

Og så vil jeg klart anbefale jer noget parterapi, for det lyder som om I har nogle kommunikationsproblemer.

 

Selvfølelig har vi talt sammen inden vi fik børn, prolemet er jo bare at han ikke har overholdt sin del af aftalen

Selvfølelig har vi talt sammen inden vi fik børn, prolemet er jo bare at han ikke har overholdt sin del af aftalen

Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt og ikke noget du kunne have forudset, det er klart (jeg bider mærke i at det er den eneste del af mit indlæg du vælger at kommentere på, selvom jeg skriver en del andet også).

Men du har så valgt at få yderligere to børn med ham. Og du skriver selv at du undviger konflikter fordi han har et temperament som du gerne vil undgå. Det vil sige at du igen og igen via dine handlinger viser ham at hans måde at opføre sig på ikke har konsekvenser.

Som sagt synes jeg at I burde finde en god parterapeut. Det kan virkelig hjælpe på kommunikationen at der er en tredje part til stede som kan styre samtalen og få din mand til at lytte til hvad du har at sige - og omvendt.

modesty skriver:

Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt og ikke noget du kunne have forudset, det er klart (jeg bider mærke i at det er den eneste del af mit indlæg du vælger at kommentere på, selvom jeg skriver en del andet også).

Men du har så valgt at få yderligere to børn med ham. Og du skriver selv at du undviger konflikter fordi han har et temperament som du gerne vil undgå. Det vil sige at du igen og igen via dine handlinger viser ham at hans måde at opføre sig på ikke har konsekvenser.

Som sagt synes jeg at I burde finde en god parterapeut. Det kan virkelig hjælpe på kommunikationen at der er en tredje part til stede som kan styre samtalen og få din mand til at lytte til hvad du har at sige - og omvendt.

Det ved jeg som ikke, jeg kommentede på det jeg syntes var vigtigt i dit indlæg.

Jeg ser ikke det som en mulighed at blive skilt, mine børn har det fantastisk og det har jeg i bund og grund også, jeg bliver dog bare trist når han gang på gang bare smutter afsted og overlader det hele til mig (igen)

Hvis det er mig der skal noget, skla jeg jo "booke" ham flere uger i forvejen, for at sikre mig at han "kan passe" hans egne børn...

Det ved jeg som ikke, jeg kommentede på det jeg syntes var vigtigt i dit indlæg.

Jeg ser ikke det som en mulighed at blive skilt, mine børn har det fantastisk og det har jeg i bund og grund også, jeg bliver dog bare trist når han gang på gang bare smutter afsted og overlader det hele til mig (igen)

Hvis det er mig der skal noget, skla jeg jo "booke" ham flere uger i forvejen, for at sikre mig at han "kan passe" hans egne børn...

Jeg kan godt forstå at du ikke vil skilles - specielt ikke når der er børn involveret. Men samtidig er det altså ikke okay at han opfører sig på den måde. En detalje som at han aldrig har badet sine egne børn synes jeg også er helt vildt langt ude.

I de her situationer tror jeg personligt meget på at det handler om at tage nogle valg. Vil du finde dig i status quo? Hvis svaret er ja, så må du acceptere situationen og lade være med at brokke dig over den. Få det bedste ud af situationen. Hvis svaret er nej, må du gøre noget. Virkelig prøve at nå ind til ham på den ene eller den anden måde, også selvom han bliver sur. Og blive ved indtil du finder den rette indgangsvinkel.