Majastina skriver:
Hun meget sådan splittet, for hun elsker sine forældre over alt på jorden, det er hendes forældre siger hun, og det har hun altid følt. Det, der er svært, siger hun, er, at man ikke kender noget til sin kultur og hjemland. Det er ikke fordi hun har savnet at kende sine biologiske forældre, for det har hun ikke. Men hun føler ligesom om, der er noget, der mangler fordi hun ikke kender landet og kulturen. Samtidig synes hun også, at det er svært, fordi det er svært for folk at se, hvor hun er fra, de kan se, hun ikke er dansk af oprindelse, og derfor bliver hun placeret i en kategori som værende udlænding, uden at hun jo er det, for hun har jo danske forældre. Som hun siger, så har udlændinge jo ofte nogen fra samme kultur og med samme udseende som dem selv at snakke med om alt sådan noget om ikke andet så deres familie, men det har hun jo ikke haft. Og det er det der har været svært. Hun er bestemt ikke modstander af adoption, hun er lykkelig over at have fået sine forældre, og synes, at det er dejligt at folk vil adoptere, men hun har bare ikke lyst til det. Som du jo siger, så er det op til folk selv, hvorvidt de har lyst til at adoptere eller ej, og der giver jeg dig fuldstændig ret. For man skal jo ikke adoptere, hvis man ikke har lyst, så går det galt, og omvendt så hvis det er det man altid har drømt om, så skal man endelig gøre det. Ligemeget om det er biologiske eller ej, så får man de dejligste børn, og adopterede børn er ligeså meget ens eget barn som et biologisk, eller sådan føler jeg det i hvert fald.
Det er aldrig sent, for at starte at kende kulturen at lære... Man kan ikke sidde og sige: suk, stakkels mig, jeg kender ikke, hvor jeg kommer fra. Start dit egens liv projekt med at lære kulturen at kende, find bøger og spar penge for at rejse og lære landet at kende (Chile). Det er det jeg synes. Og i vores global verden, vil mange biologiske børn har det samme problemer som adoptered børn: jeg kender en som er gift med en kone fra Mexico, biologiske barnet er hellere ikke så fin lys, som din veninde måske ønsker sig... Jeg kender også nogle fra Spanien gift med danskere, børnene er hellere ikke lyse (inkl. mit egen barn) Der er flere som har mørke børn og de er også biologiske (og jeg synes faktisk, at børnene med to forskellige baggrunde er såååå smukke).... Så vores samfundt er ved at ændre sig stille og rollig.... I Spanien kender jeg en hav af mennesker som kommer hjem med en pige fra Kina osv osv... Det med at være ked af det på de der grunde er måske et problem om selv værd eller noget lignende... Jeg har også en vendinde fra Holland (hun er næsten 60 nu, men en frisk og sjov kvinde at være sammen med) som fik to dejlige drenge. Hun ønskede sig en pige og de har adopteret en fra Indien. En smuk kvinde i dag, som lige har født et barn. De er en lykkelige familie. Pigen har rejst flere gange for at besøge Indien, børnehjemmet hvor hun boede og selve byen. Det er så sjovt, at selv om hun er adopteret, hun ligner godt nok meget mor, både fysisk og som personlighed. Min veninde sagde, at dengang de var små, har hun altid lyttede til drengene for at høre, om de vil sige noget ondt til hende (ligesom gå væk, du er alligevel adopteret og så nogle ting) Men hun sagde ALDRIG, og de var altid de bedste søskende.
Anmeld