SP: du gør ALT forkert, og det er jeg nødt til at handle på!

Cæcilia skriver:

Hej piger!

Undskyld for det lidt lange indlæg, men puuuhhhh...

Jeg står i en ret forfærdelig situation. Jeg fødte en lille pige ( eller ret stor, faktisk) i november 2012. Jeg fik mit første sp-besøg en uge senere, og allerede fra starten kunne jeg ikke lide hende, og fornemmede den dårlige kemi imellem os Jeg sagde ikke noget og virkede heller ikke negativ over for hende, da jeg ville give hende en chance, og alt kan godt være lidt akavet, når man møder nogen første gang. Men nej, det blev værre og værre. Jeg er ung mor (21 år) udover det er jeg også alene. Hun griber hver en chance for at sige til mig at det er "synd der ikke er en mand i huset" og " det er ærgeligt du ikke har en kæreste, de er de bedste sparringspartnere"  Ja, muligvis, men jeg klarer det jo vildt godt uden! Hun prøver hele tiden at nedgøre mig og give mig det indtryk, at fordi jeg er ung kan jeg ikke håndtere min datter!  Hun har hver gang fundet et problem med min datter, og hver gang har hun sagt "gå liiiige til lægen og få det tjekket, det er vi nødt til at følge op på"...Første gang sagde hun, at hendes hoved var formet forkert ( der var hun en måned gammel...) jeg gik til lægen som kunne konstatere at hendes hovedform var helt perfekt, bedre en de flestes  Anden gang kom der flere ting på én gang. vi sad i stuen og hun sagde " ja nu burde hun jo kunne sidde i skråstol, i kort tid. Men sådan en har du vel ikke.." Øh, jo det har jeg faktisk! Og hun sidder så flot i den, mens jeg f. eks går i bad. Da jeg har svaret dette kvitterer hun med " så sådan en skal du nok anskaffe dig"  Så er det bare jeg tænker "hørte du overhovedet ikke hvad jeg lige sagde?" Jeg gentog og hun mumlede bare et eller andet om skråstole. Hun sagde også " du er vel holdt op med at amme?" hvorpå jeg svarede " Nej, selvfølgelig ikke, det går faktisk rigtig godt!". Dertil svarer hun " Modermælk er jo det bedste for børn, og du vil vel gerne det bedste for din datter, ikke?" Jeg var helt lamslået over hendes evne til fuldstændig at ignorere mine svar!   Da hun var her igår spurgte hun ind til, hvordan det var gået med hendes "løse skuldre" ( som hun kunne konkludere ud fra, at min datter  helst ville have hovedet til højre). Jeg svarede at det var gået godt, for jeg havde igen været til lægen på hendes opfordring, og igen kunne lægen konstatere at intet var galt, og at hun slet ikke "hang" til nogen side...Dertil svarer hun intet, men nikker bare. Hun spørger mig hvad mine planer er for fremtiden, og jeg svarer at jeg da stadig går på universtitetet og ikke har intentioner om at stoppe. Dette ignorerer hun fuldstændigt. Hun spørger så" har du nogle planer med hende i sommerferien, hun skal vel ikke bare ligge og kede sig...vel?" situationen er på dette tidspunkt så grinagtig og samtidig frygtelig, at jeg ikke ved hvordan mit ansigtsudtryk skal se ud.. men jeg svarer at vi skal på ferie til Berlin, min datter, jeg og hendes mormor. Dertil svarer hun " Uha, den slags er jo dyrt, for sådan en som dig" ARHMEN gider du lige? Jeg har over 100.000 på kontoen, så det skulle vist ikke være et problem?  Hun svarer " Godt godt.. hvordan har du fået så mange penge?" Hm..måske fordi jeg har arbejdet siden jeg var 15?  Da min datter ligger på sit legetæppe mens vi snakker, begynder hun at smågræde lidt, og jeg kan mærke at hun er lidt træt, og måske gerne vil sidde lidt hos sin mor, så jeg tager hende op og kysser hende. Så siger sundhedsplejersken " Det der skal du altså ikke gøre, det er helt forkert. Hun skal have lov til at lige at ligge lidt" og igen sad jeg bare med åben mund og polypper, da hun tidligere har spurgt " nu lægger du hende ikke bare på legetæppet og går fra hende, vel?" Hvilket for mig er to ekstremer! Enhver mor vil da tage sit grædende barn op, uanset hvor "voldsom" gråden er! Da jeg siger " Jeg gør hvad jeg føler er rigtigt, og hun har det jo allerede bedre, se!" siger hun " jeg vil gerne tilbyde dig at tage på et "forældrekursus" i københavns Kommune, for forældre der har lidt svært ved at overskue deres nye situation. Jeg har kun været her i 10 min, og se hvad der er sket. Tænk så på hvad der sket, når jeg IKKE er her, puuuhhhaaa" ... Jeg har på ingen måde svært ved at overskue noget som helst, og klarer alt selv, så jeg fandt dette tilbud meget mærkeligt. hun siger så " der vil være støttepædagoger til stede og du kan måske bedre overskue dine pligter med din datter, hvis du får lidt hjælp fra kommunen!" Ej nej nej!! Hvad sker der lige? Min lille pige har det så godt, tager på, er med i udviklingen både mentalt og fysisk, så jeg ser ingen grund til at takke ja, i øvrigt går vi til babyrytmik på samme tidspunkt..  Da jeg har takket nej, med et noget underligt ansigtsudtryk, svarer hun "det synes jeg altså du skal gøre, ellers laver jeg en sag ud af dette her". Øh, hvad siger du? En sag ud af HVAD? HUn har tidligere skrevet ok pæne kommentarer om min pige i hendes bog, f. eks at hun er "mentalt meget veludvilket" og " trives fint, der er god kontakt mellem mor og barn". Så denne pludselig udmeldning virker for mig meget, meget mærkelig. Jeg takker igen nej, og siger på en pæn måde, at jeg synes hun skal gå. Det gør hun ikke, hun smiler bare og siger " det er jo for dit eget bedste, og hvis du vil dit barn det bedste, så gør du det. Ellers kan jeg jo lave en OBS ( altså hvor hun skriver hvad jeg gør galt, i journalen)  på dig, vil du hellere det?". Jeg er helt ør i hovedet af at blive nedrakket så meget, så jeg siger til hende, at jeg gerne vil have en ny sp, hvorefter hun siger "FINT!" og går ud af døren. Jeg er helt kvæstet nu, for ikke at snakke om skide ked af det. Hvad gør hun så nu? Jeg gør ingenting galt. Hun har det rigtig godt, vejer 8,2 kg  4 måneder gammel og pludrer, smiler og griner hele tiden. Jeg er vildt nervøs, da jeg ved at sådan en sag ofte bliver blæst helt vildt op! Jeg ved, at selv hvis der blev lavet undersøgelser om min forældreevne, så ville jeg klart være egnet, men da jeg har gang i en faderskabssag, ser det jo ikke ligefrem godt i i statsforvaltningen, at jeg har været igennem sådan en undersøgelse. Jeg ved ikke hvad jeg kan forvente fra hendes side lige nu. Jeg håber på det bedste.  Jeg er så ked og overvejer om jeg bare skulle have sagt ja for at please hende. øvøvøv. Cæcilia

Jeg er i chok! -du bliver nød til at bede om en ny. Det der er bare ikke iorden! Jesus.. Jeg ved næsten ikke hvad jeg skal sige.. Hold da helt ferie!

Hold nu op jeg bliver helt chokeret af det du skriver Du får lige et . her, det har du vist brug for.
Jeg forstår slet ikke hvad der sker for hende, det kan da lige ødelægge glæden ved at føle man selv klarer det så godt.
Jeg bliver så dårlig ved tanken om hvordan du har haft det og er blevet behandlet.

Jeg håber du får gjort noget ved det. Som jeg kan se du skriver. Jeg håber ikke der er andre der bliver udsat for hende på den måde,

Så længe du føler du klarer dig godt og din familie er enig, jamen så har dit barn det godt. Og du har jo gjort hvad hun bad dig om tidligere.

Hold nu op jeg hader folk som hende, der har valgt at stemple folk fra start, inden de har set personen an, og at hun så holder ved sin overbevisning, det er jo bare skræmmende.

Nå det blev lidt langt, men fingrene kunne ikke stoppe igen.

Men jeg holder med dig i det her

Enig med de andre, få dig en ny med det samme

Jeg har både gode og dårlige oplevelser med sp. Min sp til de to første var super sød, forstående, sympatisk, forklarede, undersøgende osv.
Den sidste fungerede jeg slet ikke med.

Heldigvis var jeg som 3 gangs mor lidt sværere at påvirke, men hun irriterede mig voldsomt.
Min store pige var undervægtig hele hendes første år og gik til kontrolvejning fordi hun ikke tog nok på, måtte stoppe med at amme fordi hun skulle fedes op konstant. Først nu her hvor hun er 4 er hun ved at nå en fornuftig vægt på 13,6 kg.
Det tog rigtigt hårdt på mig og derfor var jeg meget opmærksom på min lille pige da hun kom ud.
Sagde til sp de tre gange hun besøgte mig at jeg gerne ville have målt og vejet hende og snakkede med hende om min bekymring. Hendes svar lød ca sådan hver gang:

Nå, så mor er bekymret for baby, sikke noget pjat, baby ser da fin ud..mor er vist lidt sart ikke....
Hvis du virkelig gerne vil have jeg vejer kan jeg da godt....nu mor er lidt sart med den der vægt...hva Sara, er mor lidt sart???
Da det var sommer sad jeg under en parasol og ammede og det var :
Det er jo ikke så smart at sidde i varmen med en baby, altså små børn og sol er ikke godt og det er jo skyggen hele tiden og tror du ikke du skal rykke ind når du har et lille barn???
Nej, jeg sidder 15 min under min parasol i skyggen, lader mit barn nyde duften af sommer og så kommer hun hen under halvtaget bagefter og sove uden at have taget skade af mig og min parasol

Min mands fætter havde den samme, de kunne heller ikke lide hende.
Deres pige vanført for tidligt, ca 5 uger og vejede vist omkring 1900 g.
Da de havde besøg omkring de 6 mdr vejede hun omkring 5,7eller sådan noget og sp sagde:
Nu skal babyer jo tage ca 3 gange deres fødselsvægt på når de fylder et år, så hun skal bare tage 200 g på inden hun fylder et år....

Ja, undskyld mig, men hvornår er det blevet ok fedt at veje ca 6 kg til et års undersøgelsen??????også slem om man kom 5 uger før tid
Altså min datter kom jo 2 uger før og vejede kun 7,4 da hun fyldte et år, og det var alt for lidt.
Kan ikke forstå hun sidder og bilder førstegangsforældre sådan noget ind

Cæcilia skriver:

Hej piger!

Undskyld for det lidt lange indlæg, men puuuhhhh...

Jeg står i en ret forfærdelig situation. Jeg fødte en lille pige ( eller ret stor, faktisk) i november 2012. Jeg fik mit første sp-besøg en uge senere, og allerede fra starten kunne jeg ikke lide hende, og fornemmede den dårlige kemi imellem os Jeg sagde ikke noget og virkede heller ikke negativ over for hende, da jeg ville give hende en chance, og alt kan godt være lidt akavet, når man møder nogen første gang. Men nej, det blev værre og værre. Jeg er ung mor (21 år) udover det er jeg også alene. Hun griber hver en chance for at sige til mig at det er "synd der ikke er en mand i huset" og " det er ærgeligt du ikke har en kæreste, de er de bedste sparringspartnere"  Ja, muligvis, men jeg klarer det jo vildt godt uden! Hun prøver hele tiden at nedgøre mig og give mig det indtryk, at fordi jeg er ung kan jeg ikke håndtere min datter!  Hun har hver gang fundet et problem med min datter, og hver gang har hun sagt "gå liiiige til lægen og få det tjekket, det er vi nødt til at følge op på"...Første gang sagde hun, at hendes hoved var formet forkert ( der var hun en måned gammel...) jeg gik til lægen som kunne konstatere at hendes hovedform var helt perfekt, bedre en de flestes  Anden gang kom der flere ting på én gang. vi sad i stuen og hun sagde " ja nu burde hun jo kunne sidde i skråstol, i kort tid. Men sådan en har du vel ikke.." Øh, jo det har jeg faktisk! Og hun sidder så flot i den, mens jeg f. eks går i bad. Da jeg har svaret dette kvitterer hun med " så sådan en skal du nok anskaffe dig"  Så er det bare jeg tænker "hørte du overhovedet ikke hvad jeg lige sagde?" Jeg gentog og hun mumlede bare et eller andet om skråstole. Hun sagde også " du er vel holdt op med at amme?" hvorpå jeg svarede " Nej, selvfølgelig ikke, det går faktisk rigtig godt!". Dertil svarer hun " Modermælk er jo det bedste for børn, og du vil vel gerne det bedste for din datter, ikke?" Jeg var helt lamslået over hendes evne til fuldstændig at ignorere mine svar!   Da hun var her igår spurgte hun ind til, hvordan det var gået med hendes "løse skuldre" ( som hun kunne konkludere ud fra, at min datter  helst ville have hovedet til højre). Jeg svarede at det var gået godt, for jeg havde igen været til lægen på hendes opfordring, og igen kunne lægen konstatere at intet var galt, og at hun slet ikke "hang" til nogen side...Dertil svarer hun intet, men nikker bare. Hun spørger mig hvad mine planer er for fremtiden, og jeg svarer at jeg da stadig går på universtitetet og ikke har intentioner om at stoppe. Dette ignorerer hun fuldstændigt. Hun spørger så" har du nogle planer med hende i sommerferien, hun skal vel ikke bare ligge og kede sig...vel?" situationen er på dette tidspunkt så grinagtig og samtidig frygtelig, at jeg ikke ved hvordan mit ansigtsudtryk skal se ud.. men jeg svarer at vi skal på ferie til Berlin, min datter, jeg og hendes mormor. Dertil svarer hun " Uha, den slags er jo dyrt, for sådan en som dig" ARHMEN gider du lige? Jeg har over 100.000 på kontoen, så det skulle vist ikke være et problem?  Hun svarer " Godt godt.. hvordan har du fået så mange penge?" Hm..måske fordi jeg har arbejdet siden jeg var 15?  Da min datter ligger på sit legetæppe mens vi snakker, begynder hun at smågræde lidt, og jeg kan mærke at hun er lidt træt, og måske gerne vil sidde lidt hos sin mor, så jeg tager hende op og kysser hende. Så siger sundhedsplejersken " Det der skal du altså ikke gøre, det er helt forkert. Hun skal have lov til at lige at ligge lidt" og igen sad jeg bare med åben mund og polypper, da hun tidligere har spurgt " nu lægger du hende ikke bare på legetæppet og går fra hende, vel?" Hvilket for mig er to ekstremer! Enhver mor vil da tage sit grædende barn op, uanset hvor "voldsom" gråden er! Da jeg siger " Jeg gør hvad jeg føler er rigtigt, og hun har det jo allerede bedre, se!" siger hun " jeg vil gerne tilbyde dig at tage på et "forældrekursus" i københavns Kommune, for forældre der har lidt svært ved at overskue deres nye situation. Jeg har kun været her i 10 min, og se hvad der er sket. Tænk så på hvad der sket, når jeg IKKE er her, puuuhhhaaa" ... Jeg har på ingen måde svært ved at overskue noget som helst, og klarer alt selv, så jeg fandt dette tilbud meget mærkeligt. hun siger så " der vil være støttepædagoger til stede og du kan måske bedre overskue dine pligter med din datter, hvis du får lidt hjælp fra kommunen!" Ej nej nej!! Hvad sker der lige? Min lille pige har det så godt, tager på, er med i udviklingen både mentalt og fysisk, så jeg ser ingen grund til at takke ja, i øvrigt går vi til babyrytmik på samme tidspunkt..  Da jeg har takket nej, med et noget underligt ansigtsudtryk, svarer hun "det synes jeg altså du skal gøre, ellers laver jeg en sag ud af dette her". Øh, hvad siger du? En sag ud af HVAD? HUn har tidligere skrevet ok pæne kommentarer om min pige i hendes bog, f. eks at hun er "mentalt meget veludvilket" og " trives fint, der er god kontakt mellem mor og barn". Så denne pludselig udmeldning virker for mig meget, meget mærkelig. Jeg takker igen nej, og siger på en pæn måde, at jeg synes hun skal gå. Det gør hun ikke, hun smiler bare og siger " det er jo for dit eget bedste, og hvis du vil dit barn det bedste, så gør du det. Ellers kan jeg jo lave en OBS ( altså hvor hun skriver hvad jeg gør galt, i journalen)  på dig, vil du hellere det?". Jeg er helt ør i hovedet af at blive nedrakket så meget, så jeg siger til hende, at jeg gerne vil have en ny sp, hvorefter hun siger "FINT!" og går ud af døren. Jeg er helt kvæstet nu, for ikke at snakke om skide ked af det. Hvad gør hun så nu? Jeg gør ingenting galt. Hun har det rigtig godt, vejer 8,2 kg  4 måneder gammel og pludrer, smiler og griner hele tiden. Jeg er vildt nervøs, da jeg ved at sådan en sag ofte bliver blæst helt vildt op! Jeg ved, at selv hvis der blev lavet undersøgelser om min forældreevne, så ville jeg klart være egnet, men da jeg har gang i en faderskabssag, ser det jo ikke ligefrem godt i i statsforvaltningen, at jeg har været igennem sådan en undersøgelse. Jeg ved ikke hvad jeg kan forvente fra hendes side lige nu. Jeg håber på det bedste.  Jeg er så ked og overvejer om jeg bare skulle have sagt ja for at please hende. øvøvøv. Cæcilia

Jeg ville ringe til hende og sige du ønsker et møde.....

Til det møde SKAL du have din mor, eller en du er tryg ved med, og så må hun gentage sig selv, det er godt du har en der har hørt det samme som dig!!!!!

Ud fra hvad du fortæller er det helt hen i vejret, og ville helt sikkert lave en klage sag ud af det, hun skal SLET ikke blande sig i om du har en kæreste, eller om du har råd til at tage til berlin

Jeg er simpelthen så forarget! Sikke dog en bitter gammel kone!!

Jeg vil bare sige, at du har klaret forløbet SÅ flot. Jeg synes godt nok, at du virker som om, at du har været rigtig moden og behersket i jeres dialog. Det tager jeg virkelig hatten af for!

Jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at du er en god mor. Alle (især) førstegangsmødre er ekstremt påvirkelige ift. hvad eksperterne siger om ens lille guldklump, så at du kan blive ved med at holde hovedet højt, kigge på din lille dejlige pige og tænke logisk og fornuftigt, at hun er i god trivsel og har det godt, det er simpelthen så flot!

Jeg er glad for at høre, at du får en ny sp. Det fortjener du godt nok! Hvis din gamle sp går videre med sagen, så har hun jo ingen chance, så jeg er sikker på, at du ikke behøver at bekymre dig.

Cæcilia skriver:

Hej piger!

Undskyld for det lidt lange indlæg, men puuuhhhh...

Jeg står i en ret forfærdelig situation. Jeg fødte en lille pige ( eller ret stor, faktisk) i november 2012. Jeg fik mit første sp-besøg en uge senere, og allerede fra starten kunne jeg ikke lide hende, og fornemmede den dårlige kemi imellem os Jeg sagde ikke noget og virkede heller ikke negativ over for hende, da jeg ville give hende en chance, og alt kan godt være lidt akavet, når man møder nogen første gang. Men nej, det blev værre og værre. Jeg er ung mor (21 år) udover det er jeg også alene. Hun griber hver en chance for at sige til mig at det er "synd der ikke er en mand i huset" og " det er ærgeligt du ikke har en kæreste, de er de bedste sparringspartnere"  Ja, muligvis, men jeg klarer det jo vildt godt uden! Hun prøver hele tiden at nedgøre mig og give mig det indtryk, at fordi jeg er ung kan jeg ikke håndtere min datter!  Hun har hver gang fundet et problem med min datter, og hver gang har hun sagt "gå liiiige til lægen og få det tjekket, det er vi nødt til at følge op på"...Første gang sagde hun, at hendes hoved var formet forkert ( der var hun en måned gammel...) jeg gik til lægen som kunne konstatere at hendes hovedform var helt perfekt, bedre en de flestes  Anden gang kom der flere ting på én gang. vi sad i stuen og hun sagde " ja nu burde hun jo kunne sidde i skråstol, i kort tid. Men sådan en har du vel ikke.." Øh, jo det har jeg faktisk! Og hun sidder så flot i den, mens jeg f. eks går i bad. Da jeg har svaret dette kvitterer hun med " så sådan en skal du nok anskaffe dig"  Så er det bare jeg tænker "hørte du overhovedet ikke hvad jeg lige sagde?" Jeg gentog og hun mumlede bare et eller andet om skråstole. Hun sagde også " du er vel holdt op med at amme?" hvorpå jeg svarede " Nej, selvfølgelig ikke, det går faktisk rigtig godt!". Dertil svarer hun " Modermælk er jo det bedste for børn, og du vil vel gerne det bedste for din datter, ikke?" Jeg var helt lamslået over hendes evne til fuldstændig at ignorere mine svar!   Da hun var her igår spurgte hun ind til, hvordan det var gået med hendes "løse skuldre" ( som hun kunne konkludere ud fra, at min datter  helst ville have hovedet til højre). Jeg svarede at det var gået godt, for jeg havde igen været til lægen på hendes opfordring, og igen kunne lægen konstatere at intet var galt, og at hun slet ikke "hang" til nogen side...Dertil svarer hun intet, men nikker bare. Hun spørger mig hvad mine planer er for fremtiden, og jeg svarer at jeg da stadig går på universtitetet og ikke har intentioner om at stoppe. Dette ignorerer hun fuldstændigt. Hun spørger så" har du nogle planer med hende i sommerferien, hun skal vel ikke bare ligge og kede sig...vel?" situationen er på dette tidspunkt så grinagtig og samtidig frygtelig, at jeg ikke ved hvordan mit ansigtsudtryk skal se ud.. men jeg svarer at vi skal på ferie til Berlin, min datter, jeg og hendes mormor. Dertil svarer hun " Uha, den slags er jo dyrt, for sådan en som dig" ARHMEN gider du lige? Jeg har over 100.000 på kontoen, så det skulle vist ikke være et problem?  Hun svarer " Godt godt.. hvordan har du fået så mange penge?" Hm..måske fordi jeg har arbejdet siden jeg var 15?  Da min datter ligger på sit legetæppe mens vi snakker, begynder hun at smågræde lidt, og jeg kan mærke at hun er lidt træt, og måske gerne vil sidde lidt hos sin mor, så jeg tager hende op og kysser hende. Så siger sundhedsplejersken " Det der skal du altså ikke gøre, det er helt forkert. Hun skal have lov til at lige at ligge lidt" og igen sad jeg bare med åben mund og polypper, da hun tidligere har spurgt " nu lægger du hende ikke bare på legetæppet og går fra hende, vel?" Hvilket for mig er to ekstremer! Enhver mor vil da tage sit grædende barn op, uanset hvor "voldsom" gråden er! Da jeg siger " Jeg gør hvad jeg føler er rigtigt, og hun har det jo allerede bedre, se!" siger hun " jeg vil gerne tilbyde dig at tage på et "forældrekursus" i københavns Kommune, for forældre der har lidt svært ved at overskue deres nye situation. Jeg har kun været her i 10 min, og se hvad der er sket. Tænk så på hvad der sket, når jeg IKKE er her, puuuhhhaaa" ... Jeg har på ingen måde svært ved at overskue noget som helst, og klarer alt selv, så jeg fandt dette tilbud meget mærkeligt. hun siger så " der vil være støttepædagoger til stede og du kan måske bedre overskue dine pligter med din datter, hvis du får lidt hjælp fra kommunen!" Ej nej nej!! Hvad sker der lige? Min lille pige har det så godt, tager på, er med i udviklingen både mentalt og fysisk, så jeg ser ingen grund til at takke ja, i øvrigt går vi til babyrytmik på samme tidspunkt..  Da jeg har takket nej, med et noget underligt ansigtsudtryk, svarer hun "det synes jeg altså du skal gøre, ellers laver jeg en sag ud af dette her". Øh, hvad siger du? En sag ud af HVAD? HUn har tidligere skrevet ok pæne kommentarer om min pige i hendes bog, f. eks at hun er "mentalt meget veludvilket" og " trives fint, der er god kontakt mellem mor og barn". Så denne pludselig udmeldning virker for mig meget, meget mærkelig. Jeg takker igen nej, og siger på en pæn måde, at jeg synes hun skal gå. Det gør hun ikke, hun smiler bare og siger " det er jo for dit eget bedste, og hvis du vil dit barn det bedste, så gør du det. Ellers kan jeg jo lave en OBS ( altså hvor hun skriver hvad jeg gør galt, i journalen)  på dig, vil du hellere det?". Jeg er helt ør i hovedet af at blive nedrakket så meget, så jeg siger til hende, at jeg gerne vil have en ny sp, hvorefter hun siger "FINT!" og går ud af døren. Jeg er helt kvæstet nu, for ikke at snakke om skide ked af det. Hvad gør hun så nu? Jeg gør ingenting galt. Hun har det rigtig godt, vejer 8,2 kg  4 måneder gammel og pludrer, smiler og griner hele tiden. Jeg er vildt nervøs, da jeg ved at sådan en sag ofte bliver blæst helt vildt op! Jeg ved, at selv hvis der blev lavet undersøgelser om min forældreevne, så ville jeg klart være egnet, men da jeg har gang i en faderskabssag, ser det jo ikke ligefrem godt i i statsforvaltningen, at jeg har været igennem sådan en undersøgelse. Jeg ved ikke hvad jeg kan forvente fra hendes side lige nu. Jeg håber på det bedste.  Jeg er så ked og overvejer om jeg bare skulle have sagt ja for at please hende. øvøvøv. Cæcilia

Er total lamslået , hva har hun gang i ?!!!
Er sikker på du gør det skide godt.
Og føler med dig mht faderskabssag (har selv været der)

Så altså - du får lige en kæmpe kæmpe krammer herfra en anden enlig mor ....

engodmor skriver:

Du tager omgående kontakt til din kommune lige nu, og fortæller lige præcist alt det som du her har skrevet 

Og det kan kan kun gå for langsomt.  og så ber du pænt om at der kommer en ny sp ved de efterfølgende besøg.

 

Man skal bestemt ikke finde sig i alt.

 

helt enig!

og hvis du ik får en ny så sør for at optage alle besøg du har med hende... eller evt havde en bisidder med!

nøj en strid kæ.....

MariaE skriver:

Enig med de andre, få dig en ny med det samme

Jeg har både gode og dårlige oplevelser med sp. Min sp til de to første var super sød, forstående, sympatisk, forklarede, undersøgende osv.
Den sidste fungerede jeg slet ikke med.

Heldigvis var jeg som 3 gangs mor lidt sværere at påvirke, men hun irriterede mig voldsomt.
Min store pige var undervægtig hele hendes første år og gik til kontrolvejning fordi hun ikke tog nok på, måtte stoppe med at amme fordi hun skulle fedes op konstant. Først nu her hvor hun er 4 er hun ved at nå en fornuftig vægt på 13,6 kg.
Det tog rigtigt hårdt på mig og derfor var jeg meget opmærksom på min lille pige da hun kom ud.
Sagde til sp de tre gange hun besøgte mig at jeg gerne ville have målt og vejet hende og snakkede med hende om min bekymring. Hendes svar lød ca sådan hver gang:

Nå, så mor er bekymret for baby, sikke noget pjat, baby ser da fin ud..mor er vist lidt sart ikke....
Hvis du virkelig gerne vil have jeg vejer kan jeg da godt....nu mor er lidt sart med den der vægt...hva Sara, er mor lidt sart???
Da det var sommer sad jeg under en parasol og ammede og det var :
Det er jo ikke så smart at sidde i varmen med en baby, altså små børn og sol er ikke godt og det er jo skyggen hele tiden og tror du ikke du skal rykke ind når du har et lille barn???
Nej, jeg sidder 15 min under min parasol i skyggen, lader mit barn nyde duften af sommer og så kommer hun hen under halvtaget bagefter og sove uden at have taget skade af mig og min parasol

Min mands fætter havde den samme, de kunne heller ikke lide hende.
Deres pige vanført for tidligt, ca 5 uger og vejede vist omkring 1900 g.
Da de havde besøg omkring de 6 mdr vejede hun omkring 5,7eller sådan noget og sp sagde:
Nu skal babyer jo tage ca 3 gange deres fødselsvægt på når de fylder et år, så hun skal bare tage 200 g på inden hun fylder et år....

Ja, undskyld mig, men hvornår er det blevet ok fedt at veje ca 6 kg til et års undersøgelsen??????også slem om man kom 5 uger før tid
Altså min datter kom jo 2 uger før og vejede kun 7,4 da hun fyldte et år, og det var alt for lidt.
Kan ikke forstå hun sidder og bilder førstegangsforældre sådan noget ind

Hvor lyder din historie dog lig min!  Jeg håber Sara ved, at mor ikke er "sart", men at mor vil gøre alt for at hun skal have det godt! 

Jeg er rigtig ked af jeg har haft sådan en oplevelse her, for det kunne sagtens få mig til at undlade at få en SP en anden gang! 

 

LouiseVous skriver:

Er total lamslået , hva har hun gang i ?!!!
Er sikker på du gør det skide godt.
Og føler med dig mht faderskabssag (har selv været der)

Så altså - du får lige en kæmpe kæmpe krammer herfra en anden enlig mor ....

Årh tak! Med hensyn til faderskabssagen, så må man jo bare tage det som det kommer 

Anette&Sophia skriver:

Jeg er i chok! -du bliver nød til at bede om en ny. Det der er bare ikke iorden! Jesus.. Jeg ved næsten ikke hvad jeg skal sige.. Hold da helt ferie!

ja, det har jeg gjort. Det er vildt langt ude!  Jeg har det som om, jeg er med i et kafka teaterstykke!...