Cæcilia skriver:
Hej piger!
Undskyld for det lidt lange indlæg, men puuuhhhh...
Jeg står i en ret forfærdelig situation. Jeg fødte en lille pige ( eller ret stor, faktisk) i november 2012. Jeg fik mit første sp-besøg en uge senere, og allerede fra starten kunne jeg ikke lide hende, og fornemmede den dårlige kemi imellem os
Jeg sagde ikke noget og virkede heller ikke negativ over for hende, da jeg ville give hende en chance, og alt kan godt være lidt akavet, når man møder nogen første gang. Men nej, det blev værre og værre. Jeg er ung mor (21 år) udover det er jeg også alene. Hun griber hver en chance for at sige til mig at det er "synd der ikke er en mand i huset" og " det er ærgeligt du ikke har en kæreste, de er de bedste sparringspartnere"
Ja, muligvis, men jeg klarer det jo vildt godt uden! Hun prøver hele tiden at nedgøre mig og give mig det indtryk, at fordi jeg er ung kan jeg ikke håndtere min datter! Hun har hver gang fundet et problem med min datter, og hver gang har hun sagt "gå liiiige til lægen og få det tjekket, det er vi nødt til at følge op på"...Første gang sagde hun, at hendes hoved var formet forkert ( der var hun en måned gammel...) jeg gik til lægen som kunne konstatere at hendes hovedform var helt perfekt, bedre en de flestes
Anden gang kom der flere ting på én gang. vi sad i stuen og hun sagde " ja nu burde hun jo kunne sidde i skråstol, i kort tid. Men sådan en har du vel ikke.." Øh, jo det har jeg faktisk! Og hun sidder så flot i den, mens jeg f. eks går i bad. Da jeg har svaret dette kvitterer hun med " så sådan en skal du nok anskaffe dig" Så er det bare jeg tænker "hørte du overhovedet ikke hvad jeg lige sagde?" Jeg gentog og hun mumlede bare et eller andet om skråstole. Hun sagde også " du er vel holdt op med at amme?" hvorpå jeg svarede " Nej, selvfølgelig ikke, det går faktisk rigtig godt!". Dertil svarer hun " Modermælk er jo det bedste for børn, og du vil vel gerne det bedste for din datter, ikke?" Jeg var helt lamslået over hendes evne til fuldstændig at ignorere mine svar!
Da hun var her igår spurgte hun ind til, hvordan det var gået med hendes "løse skuldre" ( som hun kunne konkludere ud fra, at min datter helst ville have hovedet til højre). Jeg svarede at det var gået godt, for jeg havde igen været til lægen på hendes opfordring, og igen kunne lægen konstatere at intet var galt, og at hun slet ikke "hang" til nogen side...Dertil svarer hun intet, men nikker bare. Hun spørger mig hvad mine planer er for fremtiden, og jeg svarer at jeg da stadig går på universtitetet og ikke har intentioner om at stoppe. Dette ignorerer hun fuldstændigt. Hun spørger så" har du nogle planer med hende i sommerferien, hun skal vel ikke bare ligge og kede sig...vel?" situationen er på dette tidspunkt så grinagtig og samtidig frygtelig, at jeg ikke ved hvordan mit ansigtsudtryk skal se ud.. men jeg svarer at vi skal på ferie til Berlin, min datter, jeg og hendes mormor. Dertil svarer hun " Uha, den slags er jo dyrt, for sådan en som dig" ARHMEN gider du lige? Jeg har over 100.000 på kontoen, så det skulle vist ikke være et problem? Hun svarer " Godt godt.. hvordan har du fået så mange penge?" Hm..måske fordi jeg har arbejdet siden jeg var 15? Da min datter ligger på sit legetæppe mens vi snakker, begynder hun at smågræde lidt, og jeg kan mærke at hun er lidt træt, og måske gerne vil sidde lidt hos sin mor, så jeg tager hende op og kysser hende. Så siger sundhedsplejersken " Det der skal du altså ikke gøre, det er helt forkert. Hun skal have lov til at lige at ligge lidt" og igen sad jeg bare med åben mund og polypper, da hun tidligere har spurgt " nu lægger du hende ikke bare på legetæppet og går fra hende, vel?" Hvilket for mig er to ekstremer! Enhver mor vil da tage sit grædende barn op, uanset hvor "voldsom" gråden er! Da jeg siger " Jeg gør hvad jeg føler er rigtigt, og hun har det jo allerede bedre, se!" siger hun " jeg vil gerne tilbyde dig at tage på et "forældrekursus" i københavns Kommune, for forældre der har lidt svært ved at overskue deres nye situation. Jeg har kun været her i 10 min, og se hvad der er sket. Tænk så på hvad der sket, når jeg IKKE er her, puuuhhhaaa" ... Jeg har på ingen måde svært ved at overskue noget som helst, og klarer alt selv, så jeg fandt dette tilbud meget mærkeligt. hun siger så " der vil være støttepædagoger til stede og du kan måske bedre overskue dine pligter med din datter, hvis du får lidt hjælp fra kommunen!" Ej nej nej!! Hvad sker der lige? Min lille pige har det så godt, tager på, er med i udviklingen både mentalt og fysisk, så jeg ser ingen grund til at takke ja, i øvrigt går vi til babyrytmik på samme tidspunkt.. Da jeg har takket nej, med et noget underligt ansigtsudtryk, svarer hun "det synes jeg altså du skal gøre, ellers laver jeg en sag ud af dette her". Øh, hvad siger du? En sag ud af HVAD? HUn har tidligere skrevet ok pæne kommentarer om min pige i hendes bog, f. eks at hun er "mentalt meget veludvilket" og " trives fint, der er god kontakt mellem mor og barn". Så denne pludselig udmeldning virker for mig meget, meget mærkelig. Jeg takker igen nej, og siger på en pæn måde, at jeg synes hun skal gå. Det gør hun ikke, hun smiler bare og siger " det er jo for dit eget bedste, og hvis du vil dit barn det bedste, så gør du det. Ellers kan jeg jo lave en OBS ( altså hvor hun skriver hvad jeg gør galt, i journalen) på dig, vil du hellere det?". Jeg er helt ør i hovedet af at blive nedrakket så meget, så jeg siger til hende, at jeg gerne vil have en ny sp, hvorefter hun siger "FINT!" og går ud af døren. Jeg er helt kvæstet nu, for ikke at snakke om skide ked af det. Hvad gør hun så nu? Jeg gør ingenting galt. Hun har det rigtig godt, vejer 8,2 kg 4 måneder gammel og pludrer, smiler og griner hele tiden. Jeg er vildt nervøs, da jeg ved at sådan en sag ofte bliver blæst helt vildt op! Jeg ved, at selv hvis der blev lavet undersøgelser om min forældreevne, så ville jeg klart være egnet, men da jeg har gang i en faderskabssag, ser det jo ikke ligefrem godt i i statsforvaltningen, at jeg har været igennem sådan en undersøgelse. Jeg ved ikke hvad jeg kan forvente fra hendes side lige nu. Jeg håber på det bedste.
Jeg er så ked og overvejer om jeg bare skulle have sagt ja for at please hende. øvøvøv. Cæcilia 
Jeg kan godt forstå du gerne vil have en anden og det kan kun gå for langsomt med at ringe til kommunen! Det er jo skandaløst at være så flabet, indadvendt, og ligeglad som hende.
