SP: du gør ALT forkert, og det er jeg nødt til at handle på!

Hej piger!

Undskyld for det lidt lange indlæg, men puuuhhhh...

Jeg står i en ret forfærdelig situation. Jeg fødte en lille pige ( eller ret stor, faktisk) i november 2012. Jeg fik mit første sp-besøg en uge senere, og allerede fra starten kunne jeg ikke lide hende, og fornemmede den dårlige kemi imellem os Jeg sagde ikke noget og virkede heller ikke negativ over for hende, da jeg ville give hende en chance, og alt kan godt være lidt akavet, når man møder nogen første gang. Men nej, det blev værre og værre. Jeg er ung mor (21 år) udover det er jeg også alene. Hun griber hver en chance for at sige til mig at det er "synd der ikke er en mand i huset" og " det er ærgeligt du ikke har en kæreste, de er de bedste sparringspartnere"  Ja, muligvis, men jeg klarer det jo vildt godt uden! Hun prøver hele tiden at nedgøre mig og give mig det indtryk, at fordi jeg er ung kan jeg ikke håndtere min datter!  Hun har hver gang fundet et problem med min datter, og hver gang har hun sagt "gå liiiige til lægen og få det tjekket, det er vi nødt til at følge op på"...Første gang sagde hun, at hendes hoved var formet forkert ( der var hun en måned gammel...) jeg gik til lægen som kunne konstatere at hendes hovedform var helt perfekt, bedre en de flestes  Anden gang kom der flere ting på én gang. vi sad i stuen og hun sagde " ja nu burde hun jo kunne sidde i skråstol, i kort tid. Men sådan en har du vel ikke.." Øh, jo det har jeg faktisk! Og hun sidder så flot i den, mens jeg f. eks går i bad. Da jeg har svaret dette kvitterer hun med " så sådan en skal du nok anskaffe dig"  Så er det bare jeg tænker "hørte du overhovedet ikke hvad jeg lige sagde?" Jeg gentog og hun mumlede bare et eller andet om skråstole. Hun sagde også " du er vel holdt op med at amme?" hvorpå jeg svarede " Nej, selvfølgelig ikke, det går faktisk rigtig godt!". Dertil svarer hun " Modermælk er jo det bedste for børn, og du vil vel gerne det bedste for din datter, ikke?" Jeg var helt lamslået over hendes evne til fuldstændig at ignorere mine svar!   Da hun var her igår spurgte hun ind til, hvordan det var gået med hendes "løse skuldre" ( som hun kunne konkludere ud fra, at min datter  helst ville have hovedet til højre). Jeg svarede at det var gået godt, for jeg havde igen været til lægen på hendes opfordring, og igen kunne lægen konstatere at intet var galt, og at hun slet ikke "hang" til nogen side...Dertil svarer hun intet, men nikker bare. Hun spørger mig hvad mine planer er for fremtiden, og jeg svarer at jeg da stadig går på universtitetet og ikke har intentioner om at stoppe. Dette ignorerer hun fuldstændigt. Hun spørger så" har du nogle planer med hende i sommerferien, hun skal vel ikke bare ligge og kede sig...vel?" situationen er på dette tidspunkt så grinagtig og samtidig frygtelig, at jeg ikke ved hvordan mit ansigtsudtryk skal se ud.. men jeg svarer at vi skal på ferie til Berlin, min datter, jeg og hendes mormor. Dertil svarer hun " Uha, den slags er jo dyrt, for sådan en som dig" ARHMEN gider du lige? Jeg har over 100.000 på kontoen, så det skulle vist ikke være et problem?  Hun svarer " Godt godt.. hvordan har du fået så mange penge?" Hm..måske fordi jeg har arbejdet siden jeg var 15?  Da min datter ligger på sit legetæppe mens vi snakker, begynder hun at smågræde lidt, og jeg kan mærke at hun er lidt træt, og måske gerne vil sidde lidt hos sin mor, så jeg tager hende op og kysser hende. Så siger sundhedsplejersken " Det der skal du altså ikke gøre, det er helt forkert. Hun skal have lov til at lige at ligge lidt" og igen sad jeg bare med åben mund og polypper, da hun tidligere har spurgt " nu lægger du hende ikke bare på legetæppet og går fra hende, vel?" Hvilket for mig er to ekstremer! Enhver mor vil da tage sit grædende barn op, uanset hvor "voldsom" gråden er! Da jeg siger " Jeg gør hvad jeg føler er rigtigt, og hun har det jo allerede bedre, se!" siger hun " jeg vil gerne tilbyde dig at tage på et "forældrekursus" i københavns Kommune, for forældre der har lidt svært ved at overskue deres nye situation. Jeg har kun været her i 10 min, og se hvad der er sket. Tænk så på hvad der sket, når jeg IKKE er her, puuuhhhaaa" ... Jeg har på ingen måde svært ved at overskue noget som helst, og klarer alt selv, så jeg fandt dette tilbud meget mærkeligt. hun siger så " der vil være støttepædagoger til stede og du kan måske bedre overskue dine pligter med din datter, hvis du får lidt hjælp fra kommunen!" Ej nej nej!! Hvad sker der lige? Min lille pige har det så godt, tager på, er med i udviklingen både mentalt og fysisk, så jeg ser ingen grund til at takke ja, i øvrigt går vi til babyrytmik på samme tidspunkt..  Da jeg har takket nej, med et noget underligt ansigtsudtryk, svarer hun "det synes jeg altså du skal gøre, ellers laver jeg en sag ud af dette her". Øh, hvad siger du? En sag ud af HVAD? HUn har tidligere skrevet ok pæne kommentarer om min pige i hendes bog, f. eks at hun er "mentalt meget veludvilket" og " trives fint, der er god kontakt mellem mor og barn". Så denne pludselig udmeldning virker for mig meget, meget mærkelig. Jeg takker igen nej, og siger på en pæn måde, at jeg synes hun skal gå. Det gør hun ikke, hun smiler bare og siger " det er jo for dit eget bedste, og hvis du vil dit barn det bedste, så gør du det. Ellers kan jeg jo lave en OBS ( altså hvor hun skriver hvad jeg gør galt, i journalen)  på dig, vil du hellere det?". Jeg er helt ør i hovedet af at blive nedrakket så meget, så jeg siger til hende, at jeg gerne vil have en ny sp, hvorefter hun siger "FINT!" og går ud af døren. Jeg er helt kvæstet nu, for ikke at snakke om skide ked af det. Hvad gør hun så nu? Jeg gør ingenting galt. Hun har det rigtig godt, vejer 8,2 kg  4 måneder gammel og pludrer, smiler og griner hele tiden. Jeg er vildt nervøs, da jeg ved at sådan en sag ofte bliver blæst helt vildt op! Jeg ved, at selv hvis der blev lavet undersøgelser om min forældreevne, så ville jeg klart være egnet, men da jeg har gang i en faderskabssag, ser det jo ikke ligefrem godt i i statsforvaltningen, at jeg har været igennem sådan en undersøgelse. Jeg ved ikke hvad jeg kan forvente fra hendes side lige nu. Jeg håber på det bedste.  Jeg er så ked og overvejer om jeg bare skulle have sagt ja for at please hende. øvøvøv. Cæcilia

Sikke dog en skrækkelig SP  Jeg er så forarget.. Jeg synes at du med det samme skal kontakte lederen og forklare situationen ganske roligt. Lad endelig være med at sige noget grimt eller dumt om nogen, det gavner alligevel ikke  

Hvis du er en god forældre, som jeg er sikker på at du er, tænker jeg bestemt ike at du har noget at frygte  

Prinsesse2ben skriver:

Sikke dog en skrækkelig SP  Jeg er så forarget.. Jeg synes at du med det samme skal kontakte lederen og forklare situationen ganske roligt. Lad endelig være med at sige noget grimt eller dumt om nogen, det gavner alligevel ikke  

Hvis du er en god forældre, som jeg er sikker på at du er, tænker jeg bestemt ike at du har noget at frygte  

Ja hun er frygtelig! Ja måske skulle jeg kontakte dem, jeg er bare bange for at gøre mere skade end gavn 

Cæcilia skriver:

Hej piger!

Undskyld for det lidt lange indlæg, men puuuhhhh...

Jeg står i en ret forfærdelig situation. Jeg fødte en lille pige ( eller ret stor, faktisk) i november 2012. Jeg fik mit første sp-besøg en uge senere, og allerede fra starten kunne jeg ikke lide hende, og fornemmede den dårlige kemi imellem os Jeg sagde ikke noget og virkede heller ikke negativ over for hende, da jeg ville give hende en chance, og alt kan godt være lidt akavet, når man møder nogen første gang. Men nej, det blev værre og værre. Jeg er ung mor (21 år) udover det er jeg også alene. Hun griber hver en chance for at sige til mig at det er "synd der ikke er en mand i huset" og " det er ærgeligt du ikke har en kæreste, de er de bedste sparringspartnere"  Ja, muligvis, men jeg klarer det jo vildt godt uden! Hun prøver hele tiden at nedgøre mig og give mig det indtryk, at fordi jeg er ung kan jeg ikke håndtere min datter!  Hun har hver gang fundet et problem med min datter, og hver gang har hun sagt "gå liiiige til lægen og få det tjekket, det er vi nødt til at følge op på"...Første gang sagde hun, at hendes hoved var formet forkert ( der var hun en måned gammel...) jeg gik til lægen som kunne konstatere at hendes hovedform var helt perfekt, bedre en de flestes  Anden gang kom der flere ting på én gang. vi sad i stuen og hun sagde " ja nu burde hun jo kunne sidde i skråstol, i kort tid. Men sådan en har du vel ikke.." Øh, jo det har jeg faktisk! Og hun sidder så flot i den, mens jeg f. eks går i bad. Da jeg har svaret dette kvitterer hun med " så sådan en skal du nok anskaffe dig"  Så er det bare jeg tænker "hørte du overhovedet ikke hvad jeg lige sagde?" Jeg gentog og hun mumlede bare et eller andet om skråstole. Hun sagde også " du er vel holdt op med at amme?" hvorpå jeg svarede " Nej, selvfølgelig ikke, det går faktisk rigtig godt!". Dertil svarer hun " Modermælk er jo det bedste for børn, og du vil vel gerne det bedste for din datter, ikke?" Jeg var helt lamslået over hendes evne til fuldstændig at ignorere mine svar!   Da hun var her igår spurgte hun ind til, hvordan det var gået med hendes "løse skuldre" ( som hun kunne konkludere ud fra, at min datter  helst ville have hovedet til højre). Jeg svarede at det var gået godt, for jeg havde igen været til lægen på hendes opfordring, og igen kunne lægen konstatere at intet var galt, og at hun slet ikke "hang" til nogen side...Dertil svarer hun intet, men nikker bare. Hun spørger mig hvad mine planer er for fremtiden, og jeg svarer at jeg da stadig går på universtitetet og ikke har intentioner om at stoppe. Dette ignorerer hun fuldstændigt. Hun spørger så" har du nogle planer med hende i sommerferien, hun skal vel ikke bare ligge og kede sig...vel?" situationen er på dette tidspunkt så grinagtig og samtidig frygtelig, at jeg ikke ved hvordan mit ansigtsudtryk skal se ud.. men jeg svarer at vi skal på ferie til Berlin, min datter, jeg og hendes mormor. Dertil svarer hun " Uha, den slags er jo dyrt, for sådan en som dig" ARHMEN gider du lige? Jeg har over 100.000 på kontoen, så det skulle vist ikke være et problem?  Hun svarer " Godt godt.. hvordan har du fået så mange penge?" Hm..måske fordi jeg har arbejdet siden jeg var 15?  Da min datter ligger på sit legetæppe mens vi snakker, begynder hun at smågræde lidt, og jeg kan mærke at hun er lidt træt, og måske gerne vil sidde lidt hos sin mor, så jeg tager hende op og kysser hende. Så siger sundhedsplejersken " Det der skal du altså ikke gøre, det er helt forkert. Hun skal have lov til at lige at ligge lidt" og igen sad jeg bare med åben mund og polypper, da hun tidligere har spurgt " nu lægger du hende ikke bare på legetæppet og går fra hende, vel?" Hvilket for mig er to ekstremer! Enhver mor vil da tage sit grædende barn op, uanset hvor "voldsom" gråden er! Da jeg siger " Jeg gør hvad jeg føler er rigtigt, og hun har det jo allerede bedre, se!" siger hun " jeg vil gerne tilbyde dig at tage på et "forældrekursus" i københavns Kommune, for forældre der har lidt svært ved at overskue deres nye situation. Jeg har kun været her i 10 min, og se hvad der er sket. Tænk så på hvad der sket, når jeg IKKE er her, puuuhhhaaa" ... Jeg har på ingen måde svært ved at overskue noget som helst, og klarer alt selv, så jeg fandt dette tilbud meget mærkeligt. hun siger så " der vil være støttepædagoger til stede og du kan måske bedre overskue dine pligter med din datter, hvis du får lidt hjælp fra kommunen!" Ej nej nej!! Hvad sker der lige? Min lille pige har det så godt, tager på, er med i udviklingen både mentalt og fysisk, så jeg ser ingen grund til at takke ja, i øvrigt går vi til babyrytmik på samme tidspunkt..  Da jeg har takket nej, med et noget underligt ansigtsudtryk, svarer hun "det synes jeg altså du skal gøre, ellers laver jeg en sag ud af dette her". Øh, hvad siger du? En sag ud af HVAD? HUn har tidligere skrevet ok pæne kommentarer om min pige i hendes bog, f. eks at hun er "mentalt meget veludvilket" og " trives fint, der er god kontakt mellem mor og barn". Så denne pludselig udmeldning virker for mig meget, meget mærkelig. Jeg takker igen nej, og siger på en pæn måde, at jeg synes hun skal gå. Det gør hun ikke, hun smiler bare og siger " det er jo for dit eget bedste, og hvis du vil dit barn det bedste, så gør du det. Ellers kan jeg jo lave en OBS ( altså hvor hun skriver hvad jeg gør galt, i journalen)  på dig, vil du hellere det?". Jeg er helt ør i hovedet af at blive nedrakket så meget, så jeg siger til hende, at jeg gerne vil have en ny sp, hvorefter hun siger "FINT!" og går ud af døren. Jeg er helt kvæstet nu, for ikke at snakke om skide ked af det. Hvad gør hun så nu? Jeg gør ingenting galt. Hun har det rigtig godt, vejer 8,2 kg  4 måneder gammel og pludrer, smiler og griner hele tiden. Jeg er vildt nervøs, da jeg ved at sådan en sag ofte bliver blæst helt vildt op! Jeg ved, at selv hvis der blev lavet undersøgelser om min forældreevne, så ville jeg klart være egnet, men da jeg har gang i en faderskabssag, ser det jo ikke ligefrem godt i i statsforvaltningen, at jeg har været igennem sådan en undersøgelse. Jeg ved ikke hvad jeg kan forvente fra hendes side lige nu. Jeg håber på det bedste.  Jeg er så ked og overvejer om jeg bare skulle have sagt ja for at please hende. øvøvøv. Cæcilia

jeg synes du skal kontakte dem der 'uddeler' SP'er og forklare hele situationen MEGET nøje og sige du ønsker en anden!!

hold da op hun lyder til at være ret så inkompetent

Hej piger!

Undskyld for det lidt lange indlæg, men puuuhhhh...

Jeg står i en ret forfærdelig situation. Jeg fødte en lille pige ( eller ret stor, faktisk) i november 2012. Jeg fik mit første sp-besøg en uge senere, og allerede fra starten kunne jeg ikke lide hende, og fornemmede den dårlige kemi imellem os Jeg sagde ikke noget og virkede heller ikke negativ over for hende, da jeg ville give hende en chance, og alt kan godt være lidt akavet, når man møder nogen første gang. Men nej, det blev værre og værre. Jeg er ung mor (21 år) udover det er jeg også alene. Hun griber hver en chance for at sige til mig at det er "synd der ikke er en mand i huset" og " det er ærgeligt du ikke har en kæreste, de er de bedste sparringspartnere"  Ja, muligvis, men jeg klarer det jo vildt godt uden! Hun prøver hele tiden at nedgøre mig og give mig det indtryk, at fordi jeg er ung kan jeg ikke håndtere min datter!  Hun har hver gang fundet et problem med min datter, og hver gang har hun sagt "gå liiiige til lægen og få det tjekket, det er vi nødt til at følge op på"...Første gang sagde hun, at hendes hoved var formet forkert ( der var hun en måned gammel...) jeg gik til lægen som kunne konstatere at hendes hovedform var helt perfekt, bedre en de flestes  Anden gang kom der flere ting på én gang. vi sad i stuen og hun sagde " ja nu burde hun jo kunne sidde i skråstol, i kort tid. Men sådan en har du vel ikke.." Øh, jo det har jeg faktisk! Og hun sidder så flot i den, mens jeg f. eks går i bad. Da jeg har svaret dette kvitterer hun med " så sådan en skal du nok anskaffe dig"  Så er det bare jeg tænker "hørte du overhovedet ikke hvad jeg lige sagde?" Jeg gentog og hun mumlede bare et eller andet om skråstole. Hun sagde også " du er vel holdt op med at amme?" hvorpå jeg svarede " Nej, selvfølgelig ikke, det går faktisk rigtig godt!". Dertil svarer hun " Modermælk er jo det bedste for børn, og du vil vel gerne det bedste for din datter, ikke?" Jeg var helt lamslået over hendes evne til fuldstændig at ignorere mine svar!   Da hun var her igår spurgte hun ind til, hvordan det var gået med hendes "løse skuldre" ( som hun kunne konkludere ud fra, at min datter  helst ville have hovedet til højre). Jeg svarede at det var gået godt, for jeg havde igen været til lægen på hendes opfordring, og igen kunne lægen konstatere at intet var galt, og at hun slet ikke "hang" til nogen side...Dertil svarer hun intet, men nikker bare. Hun spørger mig hvad mine planer er for fremtiden, og jeg svarer at jeg da stadig går på universtitetet og ikke har intentioner om at stoppe. Dette ignorerer hun fuldstændigt. Hun spørger så" har du nogle planer med hende i sommerferien, hun skal vel ikke bare ligge og kede sig...vel?" situationen er på dette tidspunkt så grinagtig og samtidig frygtelig, at jeg ikke ved hvordan mit ansigtsudtryk skal se ud.. men jeg svarer at vi skal på ferie til Berlin, min datter, jeg og hendes mormor. Dertil svarer hun " Uha, den slags er jo dyrt, for sådan en som dig" ARHMEN gider du lige? Jeg har over 100.000 på kontoen, så det skulle vist ikke være et problem?  Hun svarer " Godt godt.. hvordan har du fået så mange penge?" Hm..måske fordi jeg har arbejdet siden jeg var 15?  Da min datter ligger på sit legetæppe mens vi snakker, begynder hun at smågræde lidt, og jeg kan mærke at hun er lidt træt, og måske gerne vil sidde lidt hos sin mor, så jeg tager hende op og kysser hende. Så siger sundhedsplejersken " Det der skal du altså ikke gøre, det er helt forkert. Hun skal have lov til at lige at ligge lidt" og igen sad jeg bare med åben mund og polypper, da hun tidligere har spurgt " nu lægger du hende ikke bare på legetæppet og går fra hende, vel?" Hvilket for mig er to ekstremer! Enhver mor vil da tage sit grædende barn op, uanset hvor "voldsom" gråden er! Da jeg siger " Jeg gør hvad jeg føler er rigtigt, og hun har det jo allerede bedre, se!" siger hun " jeg vil gerne tilbyde dig at tage på et "forældrekursus" i københavns Kommune, for forældre der har lidt svært ved at overskue deres nye situation. Jeg har kun været her i 10 min, og se hvad der er sket. Tænk så på hvad der sket, når jeg IKKE er her, puuuhhhaaa" ... Jeg har på ingen måde svært ved at overskue noget som helst, og klarer alt selv, så jeg fandt dette tilbud meget mærkeligt. hun siger så " der vil være støttepædagoger til stede og du kan måske bedre overskue dine pligter med din datter, hvis du får lidt hjælp fra kommunen!" Ej nej nej!! Hvad sker der lige? Min lille pige har det så godt, tager på, er med i udviklingen både mentalt og fysisk, så jeg ser ingen grund til at takke ja, i øvrigt går vi til babyrytmik på samme tidspunkt..  Da jeg har takket nej, med et noget underligt ansigtsudtryk, svarer hun "det synes jeg altså du skal gøre, ellers laver jeg en sag ud af dette her". Øh, hvad siger du? En sag ud af HVAD? HUn har tidligere skrevet ok pæne kommentarer om min pige i hendes bog, f. eks at hun er "mentalt meget veludvilket" og " trives fint, der er god kontakt mellem mor og barn". Så denne pludselig udmeldning virker for mig meget, meget mærkelig. Jeg takker igen nej, og siger på en pæn måde, at jeg synes hun skal gå. Det gør hun ikke, hun smiler bare og siger " det er jo for dit eget bedste, og hvis du vil dit barn det bedste, så gør du det. Ellers kan jeg jo lave en OBS ( altså hvor hun skriver hvad jeg gør galt, i journalen)  på dig, vil du hellere det?". Jeg er helt ør i hovedet af at blive nedrakket så meget, så jeg siger til hende, at jeg gerne vil have en ny sp, hvorefter hun siger "FINT!" og går ud af døren. Jeg er helt kvæstet nu, for ikke at snakke om skide ked af det. Hvad gør hun så nu? Jeg gør ingenting galt. Hun har det rigtig godt, vejer 8,2 kg  4 måneder gammel og pludrer, smiler og griner hele tiden. Jeg er vildt nervøs, da jeg ved at sådan en sag ofte bliver blæst helt vildt op! Jeg ved, at selv hvis der blev lavet undersøgelser om min forældreevne, så ville jeg klart være egnet, men da jeg har gang i en faderskabssag, ser det jo ikke ligefrem godt i i statsforvaltningen, at jeg har været igennem sådan en undersøgelse. Jeg ved ikke hvad jeg kan forvente fra hendes side lige nu. Jeg håber på det bedste.  Jeg er så ked og overvejer om jeg bare skulle have sagt ja for at please hende. øvøvøv. Cæcilia

Argh, det lyder ikke rart.

Jeg synes at du har tacklet det helt rigtigt ved at bede om en anden SP. Og måske du lige kunne tage en stille og rolig snak med din læge, som jo også har fulgt dig, så han ved hvordan situationen er.

Cæcilia skriver:

Hej piger!

Undskyld for det lidt lange indlæg, men puuuhhhh...

Jeg står i en ret forfærdelig situation. Jeg fødte en lille pige ( eller ret stor, faktisk) i november 2012. Jeg fik mit første sp-besøg en uge senere, og allerede fra starten kunne jeg ikke lide hende, og fornemmede den dårlige kemi imellem os Jeg sagde ikke noget og virkede heller ikke negativ over for hende, da jeg ville give hende en chance, og alt kan godt være lidt akavet, når man møder nogen første gang. Men nej, det blev værre og værre. Jeg er ung mor (21 år) udover det er jeg også alene. Hun griber hver en chance for at sige til mig at det er "synd der ikke er en mand i huset" og " det er ærgeligt du ikke har en kæreste, de er de bedste sparringspartnere"  Ja, muligvis, men jeg klarer det jo vildt godt uden! Hun prøver hele tiden at nedgøre mig og give mig det indtryk, at fordi jeg er ung kan jeg ikke håndtere min datter!  Hun har hver gang fundet et problem med min datter, og hver gang har hun sagt "gå liiiige til lægen og få det tjekket, det er vi nødt til at følge op på"...Første gang sagde hun, at hendes hoved var formet forkert ( der var hun en måned gammel...) jeg gik til lægen som kunne konstatere at hendes hovedform var helt perfekt, bedre en de flestes  Anden gang kom der flere ting på én gang. vi sad i stuen og hun sagde " ja nu burde hun jo kunne sidde i skråstol, i kort tid. Men sådan en har du vel ikke.." Øh, jo det har jeg faktisk! Og hun sidder så flot i den, mens jeg f. eks går i bad. Da jeg har svaret dette kvitterer hun med " så sådan en skal du nok anskaffe dig"  Så er det bare jeg tænker "hørte du overhovedet ikke hvad jeg lige sagde?" Jeg gentog og hun mumlede bare et eller andet om skråstole. Hun sagde også " du er vel holdt op med at amme?" hvorpå jeg svarede " Nej, selvfølgelig ikke, det går faktisk rigtig godt!". Dertil svarer hun " Modermælk er jo det bedste for børn, og du vil vel gerne det bedste for din datter, ikke?" Jeg var helt lamslået over hendes evne til fuldstændig at ignorere mine svar!   Da hun var her igår spurgte hun ind til, hvordan det var gået med hendes "løse skuldre" ( som hun kunne konkludere ud fra, at min datter  helst ville have hovedet til højre). Jeg svarede at det var gået godt, for jeg havde igen været til lægen på hendes opfordring, og igen kunne lægen konstatere at intet var galt, og at hun slet ikke "hang" til nogen side...Dertil svarer hun intet, men nikker bare. Hun spørger mig hvad mine planer er for fremtiden, og jeg svarer at jeg da stadig går på universtitetet og ikke har intentioner om at stoppe. Dette ignorerer hun fuldstændigt. Hun spørger så" har du nogle planer med hende i sommerferien, hun skal vel ikke bare ligge og kede sig...vel?" situationen er på dette tidspunkt så grinagtig og samtidig frygtelig, at jeg ikke ved hvordan mit ansigtsudtryk skal se ud.. men jeg svarer at vi skal på ferie til Berlin, min datter, jeg og hendes mormor. Dertil svarer hun " Uha, den slags er jo dyrt, for sådan en som dig" ARHMEN gider du lige? Jeg har over 100.000 på kontoen, så det skulle vist ikke være et problem?  Hun svarer " Godt godt.. hvordan har du fået så mange penge?" Hm..måske fordi jeg har arbejdet siden jeg var 15?  Da min datter ligger på sit legetæppe mens vi snakker, begynder hun at smågræde lidt, og jeg kan mærke at hun er lidt træt, og måske gerne vil sidde lidt hos sin mor, så jeg tager hende op og kysser hende. Så siger sundhedsplejersken " Det der skal du altså ikke gøre, det er helt forkert. Hun skal have lov til at lige at ligge lidt" og igen sad jeg bare med åben mund og polypper, da hun tidligere har spurgt " nu lægger du hende ikke bare på legetæppet og går fra hende, vel?" Hvilket for mig er to ekstremer! Enhver mor vil da tage sit grædende barn op, uanset hvor "voldsom" gråden er! Da jeg siger " Jeg gør hvad jeg føler er rigtigt, og hun har det jo allerede bedre, se!" siger hun " jeg vil gerne tilbyde dig at tage på et "forældrekursus" i københavns Kommune, for forældre der har lidt svært ved at overskue deres nye situation. Jeg har kun været her i 10 min, og se hvad der er sket. Tænk så på hvad der sket, når jeg IKKE er her, puuuhhhaaa" ... Jeg har på ingen måde svært ved at overskue noget som helst, og klarer alt selv, så jeg fandt dette tilbud meget mærkeligt. hun siger så " der vil være støttepædagoger til stede og du kan måske bedre overskue dine pligter med din datter, hvis du får lidt hjælp fra kommunen!" Ej nej nej!! Hvad sker der lige? Min lille pige har det så godt, tager på, er med i udviklingen både mentalt og fysisk, så jeg ser ingen grund til at takke ja, i øvrigt går vi til babyrytmik på samme tidspunkt..  Da jeg har takket nej, med et noget underligt ansigtsudtryk, svarer hun "det synes jeg altså du skal gøre, ellers laver jeg en sag ud af dette her". Øh, hvad siger du? En sag ud af HVAD? HUn har tidligere skrevet ok pæne kommentarer om min pige i hendes bog, f. eks at hun er "mentalt meget veludvilket" og " trives fint, der er god kontakt mellem mor og barn". Så denne pludselig udmeldning virker for mig meget, meget mærkelig. Jeg takker igen nej, og siger på en pæn måde, at jeg synes hun skal gå. Det gør hun ikke, hun smiler bare og siger " det er jo for dit eget bedste, og hvis du vil dit barn det bedste, så gør du det. Ellers kan jeg jo lave en OBS ( altså hvor hun skriver hvad jeg gør galt, i journalen)  på dig, vil du hellere det?". Jeg er helt ør i hovedet af at blive nedrakket så meget, så jeg siger til hende, at jeg gerne vil have en ny sp, hvorefter hun siger "FINT!" og går ud af døren. Jeg er helt kvæstet nu, for ikke at snakke om skide ked af det. Hvad gør hun så nu? Jeg gør ingenting galt. Hun har det rigtig godt, vejer 8,2 kg  4 måneder gammel og pludrer, smiler og griner hele tiden. Jeg er vildt nervøs, da jeg ved at sådan en sag ofte bliver blæst helt vildt op! Jeg ved, at selv hvis der blev lavet undersøgelser om min forældreevne, så ville jeg klart være egnet, men da jeg har gang i en faderskabssag, ser det jo ikke ligefrem godt i i statsforvaltningen, at jeg har været igennem sådan en undersøgelse. Jeg ved ikke hvad jeg kan forvente fra hendes side lige nu. Jeg håber på det bedste.  Jeg er så ked og overvejer om jeg bare skulle have sagt ja for at please hende. øvøvøv. Cæcilia

ÅHH MY F-ING GOD!!!!
Er fuldstændig chokeret, har da ALDRIG hørt noget så grotesk og langt ude!!!!!

Først.. Stakkels dig at blive udsat for sådan et monster!

Jeg ville ringe til en af de andre SP'er i kommunen og fortælle dem om situationen - hvordan du er blevet behandlet og snakket til, samt 'latterlig' gjort - bede om en ny SP'er og derefter ringe til din egen læge, så.han i værste fald er sat ind i situationen - tænker at han nok i forvejen ved, at din SP er en skør kugle!!

Du har så absolut IKKE gjort noget forkert og selvfølgelig skal du ikke deltage i sådanne en kursus. Havde du sagt ja til dette havde problemet bare været noget andet næste gang!

Hold hovedet højt det er hende der er syg i potten ikke dig!!!

Cæcilia skriver:

Hej piger!

Undskyld for det lidt lange indlæg, men puuuhhhh...

Jeg står i en ret forfærdelig situation. Jeg fødte en lille pige ( eller ret stor, faktisk) i november 2012. Jeg fik mit første sp-besøg en uge senere, og allerede fra starten kunne jeg ikke lide hende, og fornemmede den dårlige kemi imellem os Jeg sagde ikke noget og virkede heller ikke negativ over for hende, da jeg ville give hende en chance, og alt kan godt være lidt akavet, når man møder nogen første gang. Men nej, det blev værre og værre. Jeg er ung mor (21 år) udover det er jeg også alene. Hun griber hver en chance for at sige til mig at det er "synd der ikke er en mand i huset" og " det er ærgeligt du ikke har en kæreste, de er de bedste sparringspartnere"  Ja, muligvis, men jeg klarer det jo vildt godt uden! Hun prøver hele tiden at nedgøre mig og give mig det indtryk, at fordi jeg er ung kan jeg ikke håndtere min datter!  Hun har hver gang fundet et problem med min datter, og hver gang har hun sagt "gå liiiige til lægen og få det tjekket, det er vi nødt til at følge op på"...Første gang sagde hun, at hendes hoved var formet forkert ( der var hun en måned gammel...) jeg gik til lægen som kunne konstatere at hendes hovedform var helt perfekt, bedre en de flestes  Anden gang kom der flere ting på én gang. vi sad i stuen og hun sagde " ja nu burde hun jo kunne sidde i skråstol, i kort tid. Men sådan en har du vel ikke.." Øh, jo det har jeg faktisk! Og hun sidder så flot i den, mens jeg f. eks går i bad. Da jeg har svaret dette kvitterer hun med " så sådan en skal du nok anskaffe dig"  Så er det bare jeg tænker "hørte du overhovedet ikke hvad jeg lige sagde?" Jeg gentog og hun mumlede bare et eller andet om skråstole. Hun sagde også " du er vel holdt op med at amme?" hvorpå jeg svarede " Nej, selvfølgelig ikke, det går faktisk rigtig godt!". Dertil svarer hun " Modermælk er jo det bedste for børn, og du vil vel gerne det bedste for din datter, ikke?" Jeg var helt lamslået over hendes evne til fuldstændig at ignorere mine svar!   Da hun var her igår spurgte hun ind til, hvordan det var gået med hendes "løse skuldre" ( som hun kunne konkludere ud fra, at min datter  helst ville have hovedet til højre). Jeg svarede at det var gået godt, for jeg havde igen været til lægen på hendes opfordring, og igen kunne lægen konstatere at intet var galt, og at hun slet ikke "hang" til nogen side...Dertil svarer hun intet, men nikker bare. Hun spørger mig hvad mine planer er for fremtiden, og jeg svarer at jeg da stadig går på universtitetet og ikke har intentioner om at stoppe. Dette ignorerer hun fuldstændigt. Hun spørger så" har du nogle planer med hende i sommerferien, hun skal vel ikke bare ligge og kede sig...vel?" situationen er på dette tidspunkt så grinagtig og samtidig frygtelig, at jeg ikke ved hvordan mit ansigtsudtryk skal se ud.. men jeg svarer at vi skal på ferie til Berlin, min datter, jeg og hendes mormor. Dertil svarer hun " Uha, den slags er jo dyrt, for sådan en som dig" ARHMEN gider du lige? Jeg har over 100.000 på kontoen, så det skulle vist ikke være et problem?  Hun svarer " Godt godt.. hvordan har du fået så mange penge?" Hm..måske fordi jeg har arbejdet siden jeg var 15?  Da min datter ligger på sit legetæppe mens vi snakker, begynder hun at smågræde lidt, og jeg kan mærke at hun er lidt træt, og måske gerne vil sidde lidt hos sin mor, så jeg tager hende op og kysser hende. Så siger sundhedsplejersken " Det der skal du altså ikke gøre, det er helt forkert. Hun skal have lov til at lige at ligge lidt" og igen sad jeg bare med åben mund og polypper, da hun tidligere har spurgt " nu lægger du hende ikke bare på legetæppet og går fra hende, vel?" Hvilket for mig er to ekstremer! Enhver mor vil da tage sit grædende barn op, uanset hvor "voldsom" gråden er! Da jeg siger " Jeg gør hvad jeg føler er rigtigt, og hun har det jo allerede bedre, se!" siger hun " jeg vil gerne tilbyde dig at tage på et "forældrekursus" i københavns Kommune, for forældre der har lidt svært ved at overskue deres nye situation. Jeg har kun været her i 10 min, og se hvad der er sket. Tænk så på hvad der sket, når jeg IKKE er her, puuuhhhaaa" ... Jeg har på ingen måde svært ved at overskue noget som helst, og klarer alt selv, så jeg fandt dette tilbud meget mærkeligt. hun siger så " der vil være støttepædagoger til stede og du kan måske bedre overskue dine pligter med din datter, hvis du får lidt hjælp fra kommunen!" Ej nej nej!! Hvad sker der lige? Min lille pige har det så godt, tager på, er med i udviklingen både mentalt og fysisk, så jeg ser ingen grund til at takke ja, i øvrigt går vi til babyrytmik på samme tidspunkt..  Da jeg har takket nej, med et noget underligt ansigtsudtryk, svarer hun "det synes jeg altså du skal gøre, ellers laver jeg en sag ud af dette her". Øh, hvad siger du? En sag ud af HVAD? HUn har tidligere skrevet ok pæne kommentarer om min pige i hendes bog, f. eks at hun er "mentalt meget veludvilket" og " trives fint, der er god kontakt mellem mor og barn". Så denne pludselig udmeldning virker for mig meget, meget mærkelig. Jeg takker igen nej, og siger på en pæn måde, at jeg synes hun skal gå. Det gør hun ikke, hun smiler bare og siger " det er jo for dit eget bedste, og hvis du vil dit barn det bedste, så gør du det. Ellers kan jeg jo lave en OBS ( altså hvor hun skriver hvad jeg gør galt, i journalen)  på dig, vil du hellere det?". Jeg er helt ør i hovedet af at blive nedrakket så meget, så jeg siger til hende, at jeg gerne vil have en ny sp, hvorefter hun siger "FINT!" og går ud af døren. Jeg er helt kvæstet nu, for ikke at snakke om skide ked af det. Hvad gør hun så nu? Jeg gør ingenting galt. Hun har det rigtig godt, vejer 8,2 kg  4 måneder gammel og pludrer, smiler og griner hele tiden. Jeg er vildt nervøs, da jeg ved at sådan en sag ofte bliver blæst helt vildt op! Jeg ved, at selv hvis der blev lavet undersøgelser om min forældreevne, så ville jeg klart være egnet, men da jeg har gang i en faderskabssag, ser det jo ikke ligefrem godt i i statsforvaltningen, at jeg har været igennem sådan en undersøgelse. Jeg ved ikke hvad jeg kan forvente fra hendes side lige nu. Jeg håber på det bedste.  Jeg er så ked og overvejer om jeg bare skulle have sagt ja for at please hende. øvøvøv. Cæcilia

Du tager omgående kontakt til din kommune lige nu, og fortæller lige præcist alt det som du her har skrevet 

Og det kan kan kun gå for langsomt.  og så ber du pænt om at der kommer en ny sp ved de efterfølgende besøg.

 

Man skal bestemt ikke finde sig i alt.

 

Er det ikke muligt at bede om at få en anden SP? - hun lyder da helt forfærdelig hende du har!  

Jeg synes du ringe til dem roligt og fattet og forklare dem situationen. Det da ikke til at holde ud og skulle sidde og høre på sådan en fordomsfuld dame! Jeg tvivler på at der er mange ældre mødre der ville finde sig i sådan en behandling - jeg ved at jeg bestemt ikke ville (er 28). Det er da ligegyldigt om du er alene eller hvad din alder er - hun lyder meget uprofessionel.

 

 

Hun lyder da helt forfærdelig.

Ring til Sundhedsplejen og sig at du gerne vil have en anden. Evt. sig at du føler at I taler forbi hinanden og hun slet ikke lytter til hvad du siger. 

Det lyder lidt som om hun har bestemt sig for at du SKAL være en dårlig mor, fordi du er ung. 

Tak for jeres svar!!!  Det er rigtig dejligt at vide at det ikke er mig, der er langt ude Jeg tager kontakt til sundhedsplejen her hvor jeg bor og sætter dem ind i situationen.. Jeg håber de forstår mig. Ang lægen er det dumme jo bare, at jeg har haft en anden anledning til at gå til lægen, end min datter. Dvs, når hun har tjekket noget på hende, er det ikke blevet skrevet ned nogle steder, fordi jeg har været der i en anden anledning.. hvilket måske kan skade mig, fordi jeg ikke har været "opsøgende" når jeg nu vidste at min datter havde "så store problemer"... jeg ringer til lægen og finder ud af det. Tak for jeres gode svar