Til jer der har fået barn med en psykopat.

Kan desværre ikke hjælpe men ville ikke gå uden at sende et stort kram og de bedste tanker for jer

Ja jeg er også medlem af den klub Det er ubeskriveligt hårdt!! Jeg forlod min ex da datteren lige var fyldt et år.
Hun er på samvær hver anden weekend fra fredag til søndag, og sådan har det altid været.

Jeg har det ikke godt med at komme med for mange detaljer i det offentlige rum, fordi jeg aldrig ved hvem der læser med....

Det har taget mig 6 år at finde modet til at bede statsforvaltningen om hjælp til at fastsætte samvær. Vi skal afsted om en uge, og allerede nu er kvalmen begyndt at melde sig

Skriv endelig privat, det er du/I mere end velkommen til.

kram til Jer alle - ved hvor hårdt I har det

Jeg har også været sammen med en der håner mig og min søn, taler meget nedladende til mig og let flipper skråt på mig. Han tåler slet ikke kritik, intet kan vi tale om stille og roligt som fornuftige voksne mennesker.

Nyeste eksempel er at jeg igår købte pallerammer i Bauhaus til højbed 2 stk rammer(fordi han selv har udtalt vi kunne bruger sådanne nogen til højbed) vi har ca 10 stk liggende hjemme i forvejen - tidligere var jeg i tvivl om om dem vi har er trykimprægneret og hvis de er det vil jeg ikke bruge dem. Dem jeg købte i går er med garanti ikke trykimprægneret.

Da jeg kom hjem flippede han vildt ud - fordi jeg da vi talte om det tidligere sagde at sådan nogle vil jeg ikke bruge hvis de er trykimp. Jeg tænkte at 2 stk fra eller til ikke gjorde noget. Men fordi jeg tidligere tvivlede på om jeg ville bruge den løsning kan jeg åbenbart ikke komme frem til ved lidt betænkningstid og undersøgelse om hvorvidt de er trykimprægneret eller ej. Jeg troede han ville blive glad når nu han selv synes om løsningen!

Min mand flippede på stedet og angreb mig med ekstremt grove verbale udtalelser, jeg gjorde alt for at genere ham sagde han(jeg kan ikke ordret huske hvad han sagde) Men min søn og jeg skulle til at samle et drivhus han lige havde købt og hygge os med at så kasser til med grøntsager - farmand hentede bilnøglerne og slyngede en sætning ud som jeg ikke hørt og min 10 årig søn brød straks sammen i gråd, jeg spurgte hvad far havde sagt, han havde sagt farvel det er ikke sikkert vi ses igen - hvordan kan en voksent menneske slynge sådan en bemærkning ud? Det kræver en stærk psyke at kunne bevare fatningen med en person der ikke kan kontrollere sit eget temperament - måske er jeg ved at blive stærkere jeg siger hellere for lidt end for meget. Min mand fralægger et hvert ansvar for alt og jeg er skylden i alt dårligt i hans liv, jeg er sammen med ham af den ene grund at det vil være så hårdt at skulle undvære vores dejlige søn ind imellem.

Det er en KÆMPE prøvelse at leve med sådan en person, jeg mangler stadigvæk at løsrive mig, i morges bad jeg ham om at deltage i anger manegement kursus hvis han ikke selv kunne lære at tælle til 100 inden han flipper ud og skyder alle mulige lede bemærkninger ud.

Hermed lidt af min historie.

Mette mor:-) skriver:

Jeg har også været sammen med en der håner mig og min søn, taler meget nedladende til mig og let flipper skråt på mig. Han tåler slet ikke kritik, intet kan vi tale om stille og roligt som fornuftige voksne mennesker.

Nyeste eksempel er at jeg igår købte pallerammer i Bauhaus til højbed 2 stk rammer(fordi han selv har udtalt vi kunne bruger sådanne nogen til højbed) vi har ca 10 stk liggende hjemme i forvejen - tidligere var jeg i tvivl om om dem vi har er trykimprægneret og hvis de er det vil jeg ikke bruge dem. Dem jeg købte i går er med garanti ikke trykimprægneret.

Da jeg kom hjem flippede han vildt ud - fordi jeg da vi talte om det tidligere sagde at sådan nogle vil jeg ikke bruge hvis de er trykimp. Jeg tænkte at 2 stk fra eller til ikke gjorde noget. Men fordi jeg tidligere tvivlede på om jeg ville bruge den løsning kan jeg åbenbart ikke komme frem til ved lidt betænkningstid og undersøgelse om hvorvidt de er trykimprægneret eller ej. Jeg troede han ville blive glad når nu han selv synes om løsningen!

Min mand flippede på stedet og angreb mig med ekstremt grove verbale udtalelser, jeg gjorde alt for at genere ham sagde han(jeg kan ikke ordret huske hvad han sagde) Men min søn og jeg skulle til at samle et drivhus han lige havde købt og hygge os med at så kasser til med grøntsager - farmand hentede bilnøglerne og slyngede en sætning ud som jeg ikke hørt og min 10 årig søn brød straks sammen i gråd, jeg spurgte hvad far havde sagt, han havde sagt farvel det er ikke sikkert vi ses igen - hvordan kan en voksent menneske slynge sådan en bemærkning ud? Det kræver en stærk psyke at kunne bevare fatningen med en person der ikke kan kontrollere sit eget temperament - måske er jeg ved at blive stærkere jeg siger hellere for lidt end for meget. Min mand fralægger et hvert ansvar for alt og jeg er skylden i alt dårligt i hans liv, jeg er sammen med ham af den ene grund at det vil være så hårdt at skulle undvære vores dejlige søn ind imellem.

Det er en KÆMPE prøvelse at leve med sådan en person, jeg mangler stadigvæk at løsrive mig, i morges bad jeg ham om at deltage i anger manegement kursus hvis han ikke selv kunne lære at tælle til 100 inden han flipper ud og skyder alle mulige lede bemærkninger ud.

Hermed lidt af min historie.

Hvorfor er han en del af dit og dine børns liv? Jeg kan ikke lade være med at spørge. 

Anonym skriver:

Jeg har den mest fantastiske søn på 1,5 år. Jeg gik fra faderen da sønnen var 4 mdr og flyttede på krisecenter pga vold psykisk og fysisk og en masse andre ting.

Min søns far er psykopat. Min søns farfar er også psykopat. De har selvfølgelig ikke været til psykolog osv., men det har jeg, og efter at jeg er kommet ud af forholdet kan jeg jo sagtens se at den er helt galt med dem begge.

Siden jeg gik fra ham har det været en lang sej kamp omkring samvær osv. Jeg har været åben og imødekommende, dog med mange krav. De har set hinanden nogle timer om ugen siden september 12'. Nu er samværet så stoppet fordi jeg har nægtet udlevering til samvær, pga krav der ikke var blevet overholdt. Jeg troede at alting skulle fungere nu, men selvom jeg ingen kontakt har med ham, kan han stadig rive mig rundt i manegen. Jeg fortryder ikke min søn men jeg fortryder i den grad den mand jeg fik ham med. Jeg er så bange for at det går udover vores søn jeg prøver altid at tale pænt om far, men inderst inde så hader jeg ham. Jeg hader ham så meget. Hader ham for at have ødelagt mig indvendigt, og gøre hverdagen til en kamp. Hader ham for at være ligeglad med vores søn, men stadig kræve samvær, også ikke kunne overholde aftaler så samværet bliver stoppet. Nu går der sikkert nogle måneder hvor de ikke ses også skal de ses igen. Så fucker han op i det og der kommer pause igen. Og hvem er offeret? VORES SØN! Jeg kan bare stå og se til og prøve at gøre hvad der er bedst for vores søn. Og hvor længe kan de blive ved? Min søn begynder snart at forstå at far pludselig ikke kan ses.... Og hvad skal jeg så sige? Kan jo ikke sige at far ikke kan ses fordi han er blevet anholdt. Eller... far kan ikke ses fordi hans urinprøve ikke var ren?

Og hvad med hans sindssyge hoved - psykopati er jo arveligt til en vis grad? kan jeg undgå at min søn overhoved tager skade af alle de her ting vi er allerede flyttet et par gange i min søns levetid pga hans far...

Fuck jeg synes det er hårdt. Jeg ønsker min søn det bedste i verden, men synes det er så svært med den far han har

Er der andre der kan dele ud af erfaringer? Hvordan har jeres barn tacklet afbrudt samvær, en far man ikke kan stole på osv?

jeg har ikke nogen erfaring inde for dette, men jeg læste din tråd og ville bare give dig en kæmpe for hold op det lyder forfærdeligt hårdt, men du er sikkert ikke alene med sådanne problemer.

knus charlotte

Mette mor:-) skriver:

Jeg har også været sammen med en der håner mig og min søn, taler meget nedladende til mig og let flipper skråt på mig. Han tåler slet ikke kritik, intet kan vi tale om stille og roligt som fornuftige voksne mennesker.

Nyeste eksempel er at jeg igår købte pallerammer i Bauhaus til højbed 2 stk rammer(fordi han selv har udtalt vi kunne bruger sådanne nogen til højbed) vi har ca 10 stk liggende hjemme i forvejen - tidligere var jeg i tvivl om om dem vi har er trykimprægneret og hvis de er det vil jeg ikke bruge dem. Dem jeg købte i går er med garanti ikke trykimprægneret.

Da jeg kom hjem flippede han vildt ud - fordi jeg da vi talte om det tidligere sagde at sådan nogle vil jeg ikke bruge hvis de er trykimp. Jeg tænkte at 2 stk fra eller til ikke gjorde noget. Men fordi jeg tidligere tvivlede på om jeg ville bruge den løsning kan jeg åbenbart ikke komme frem til ved lidt betænkningstid og undersøgelse om hvorvidt de er trykimprægneret eller ej. Jeg troede han ville blive glad når nu han selv synes om løsningen!

Min mand flippede på stedet og angreb mig med ekstremt grove verbale udtalelser, jeg gjorde alt for at genere ham sagde han(jeg kan ikke ordret huske hvad han sagde) Men min søn og jeg skulle til at samle et drivhus han lige havde købt og hygge os med at så kasser til med grøntsager - farmand hentede bilnøglerne og slyngede en sætning ud som jeg ikke hørt og min 10 årig søn brød straks sammen i gråd, jeg spurgte hvad far havde sagt, han havde sagt farvel det er ikke sikkert vi ses igen - hvordan kan en voksent menneske slynge sådan en bemærkning ud? Det kræver en stærk psyke at kunne bevare fatningen med en person der ikke kan kontrollere sit eget temperament - måske er jeg ved at blive stærkere jeg siger hellere for lidt end for meget. Min mand fralægger et hvert ansvar for alt og jeg er skylden i alt dårligt i hans liv, jeg er sammen med ham af den ene grund at det vil være så hårdt at skulle undvære vores dejlige søn ind imellem.

Det er en KÆMPE prøvelse at leve med sådan en person, jeg mangler stadigvæk at løsrive mig, i morges bad jeg ham om at deltage i anger manegement kursus hvis han ikke selv kunne lære at tælle til 100 inden han flipper ud og skyder alle mulige lede bemærkninger ud.

Hermed lidt af min historie.

du er sammen med ham fordi det ville være svært at undvære din søn indimellem.. fair nok men:

tilgengæld udsætter du både dig selv og din søn for psykisk terror hver dag hele året rundt.

Du er langsomt ved at tabe dig selv. idet du nu indordner dig under hans luner.

du viser din søn at det er okay hans far opfører sig sådan både overfor dig men også ham..denne adfærd kan han tage med sig.

sidst men ikke mindst..som 10 årig har din søn krav på at blive hørt i samvær....og om ganske få år er han teenager og får sig sit eget liv..så synes virkelig du skulle komme videre selv og blive en glad mor der ikke er bange for at gøre noget galt.

knus

Undskyld jeg har taget del i din tråd jeg ville bare fortælle lidt af min historie for at dele at jeg desværre også prøver noget lignende din historie.

Til dem der har spurgt om hvorfor jeg ikke bare rejser - i har ret jeg kan nemt miste mig selv i denne kamp, jeg har indset han ikke forstår hans grove opførsel, jeg fortæller ham uden omsvøb at han går over mine grænser, igår blev han væk til 18.45 uden at give besked om hvorfor han var over 2 timer senere hjemme, hvilket gjorde min søn ked af det da vi ikke vidste hvorfor han var så forsinket. Min søn ringede så til farmand(tit kan ingen af os få fat i far når vi ringer til ham og han er dårlig til at ringe tilbage) og farmand kom så hjem efter 10 min da søn haved ringet til ham.

Ja jeg ville ønske min søn ikke overværede alle de verbale overfald far udsætter mig for, måske er min opfattelse af at det er bedre at jeg er sammen med far for at holde lidt sammen på tingene og give søn struktur i hverdagen, end at rejse helt forkert. Jeg har en familie bag mig som er klar til at hjælpe mig psykisk og økonomisk den dag jeg vil fra ham. Jeg ved dette ikke bliver ved med at gå. Jeg har kontakt til en psykolog som støtter mig.

Jeg håber ikke vores søn tager alt for meget skade af dette, jeg har et tæt forhold til søn og en rolig hverdag med vores søn, jeg sørger for hans skole(lektier osv), sport, og venner(legeaftaler) passes. Far fiser rundt og for mig ligner hans liv kaos, jeg har bedt ham få hjælp til at styre sit temperament og verbale udbrud, men far synes det er mor der har ALLE fejl!

Vil det ikke skade søn mere at have samvær alene med far og lave alt muligt uigennemtænkt, far er ikke god til at tænke på hvad konsekvensen af en handling kan være, og han er tiltrukket af ulovligheder(det synes far er spændende)?

Til trådstarter jeg er ikke nået der til hvor du er, har ikke løsrevet mig fra manden med de psykopatiske træk.

Jeg føler med dig!!

Jeg håber det er ok jeg har skrevet mit lange indlæg, jeg tænkte at jeg måske også kunne få et par gode råd og så ville jeg fortælle at jeg også har sådan en kedelig mand inde på livet.

Gid jeg var en af de kvinder der bare krævede sin ret og skred hurtigt. At blive er min måde at beskytte min søn, jeg kan være med når han er sammen med far, ja og måske skader det i virkeligheden mere og giver søn fars kedelige tendenser, da børn gør som de ser ikke hvad de får fortalt er rigtigt.  Jeg ved der er risiko for det ødelægger mig jeg skal virkelig passe på ikke at gå til grunde.

Mette mor:-) skriver:

Undskyld jeg har taget del i din tråd jeg ville bare fortælle lidt af min historie for at dele at jeg desværre også prøver noget lignende din historie.

Til dem der har spurgt om hvorfor jeg ikke bare rejser - i har ret jeg kan nemt miste mig selv i denne kamp, jeg har indset han ikke forstår hans grove opførsel, jeg fortæller ham uden omsvøb at han går over mine grænser, igår blev han væk til 18.45 uden at give besked om hvorfor han var over 2 timer senere hjemme, hvilket gjorde min søn ked af det da vi ikke vidste hvorfor han var så forsinket. Min søn ringede så til farmand(tit kan ingen af os få fat i far når vi ringer til ham og han er dårlig til at ringe tilbage) og farmand kom så hjem efter 10 min da søn haved ringet til ham.

Ja jeg ville ønske min søn ikke overværede alle de verbale overfald far udsætter mig for, måske er min opfattelse af at det er bedre at jeg er sammen med far for at holde lidt sammen på tingene og give søn struktur i hverdagen, end at rejse helt forkert. Jeg har en familie bag mig som er klar til at hjælpe mig psykisk og økonomisk den dag jeg vil fra ham. Jeg ved dette ikke bliver ved med at gå. Jeg har kontakt til en psykolog som støtter mig.

Jeg håber ikke vores søn tager alt for meget skade af dette, jeg har et tæt forhold til søn og en rolig hverdag med vores søn, jeg sørger for hans skole(lektier osv), sport, og venner(legeaftaler) passes. Far fiser rundt og for mig ligner hans liv kaos, jeg har bedt ham få hjælp til at styre sit temperament og verbale udbrud, men far synes det er mor der har ALLE fejl!

Vil det ikke skade søn mere at have samvær alene med far og lave alt muligt uigennemtænkt, far er ikke god til at tænke på hvad konsekvensen af en handling kan være, og han er tiltrukket af ulovligheder(det synes far er spændende)?

Nu har jeg læst hele tråden og også dine indlæg....
Først vil jeg sige at jeg faktisk føler rigtig meget med dig
Jeg har for 5 år siden været i forhold med en psykopat som udøvede vold på mig..mest psykisk men også fysisk...
Min datter var på daværende tidspunkt halvandet år og husker derfor intet Idag heldigvis!!!! En af hans "ting" var også at han altid var enormt nedladende i hans måde at tale til mig på... Han kaldte mig de værste ting man kan forestille sig!!! Og alt hvad han hidsede sig op og var min skyld... "Hvis du ikke var sådan og sådan eller havde gjort sådan og sådan så havde jeg aldrig behandlet dig sådan" jeg blev kaldt luder, kælling, klamme so, uduelig mor.. U name it!
En dag glippede det for ham..... Han kiggede i min telefon hvilket ikke var noget nyt! (Han tjekkede altid alle mine ting) og fandt en egentlig harmløs besked fra min kammerat og i hans hoved havde vi så lavet alt muligt! Og så blev hans vold for alvor fysisk!! Og tilsidst truede han med at slå min datter ihjel!! Da vidste jeg at jeg måtte derfra!!!! Og smuttede næste morgen da han var taget på arbejde!!
Det jeg egentlig vil med min historie er at fortælle dig at jeg ved hvad du går igennem og selvom du måske tror han aldrig kan finde på at være fysisk grov overfor dig kan du aldrig vide dig sikker! MEN endnu mere vigtigt så kan psykisk vold være mindst lige så slemt! Problemet i det her er selvfølgelig jeres søn! Og det du viser ham ved at blive i forholdet... Hans største rollemodel er hans far... Og ved at du bliver i forholdet viser du din søn at det er okay at mænd behandler kvinder på den måde hans far behandler dig på.... Han får en helt forkert opfattelse af hvad et sundt forhold er
Han kan umuligt vide andet når det er det eneste han ser og ved du ikke ønsker din søn skal tage lige de egenskaber til sig...
Jeg forstår godt at tanken om at søn skal være alene med sin far skræmmer dig... Men derfor er der heldigvis noget der hedder statsforvaltningen som hjælper på det punkt.... Og du er stadig i din ret til at trække i bremsen hvis deres samvær kører helt i den forkerte retning......
Så mit råd til dig er..... Fin styrken i dig selv til at forlade den mand og skab en solid og sund hverdag for dig og din søn og vis ham og fortæl ham sunde værdier i livet og ikke mindst i forhold så han får et rigtigt billede af hvordan et forhold skal være

Stort

Tak for støtten :-)

Han sagde også i går at hvis dette var i de gamle dage ville jeg få et lag tæsk! Jeg er ikke bange for ham men mærket af den konstante urimlig behandling jeg står model til og frygter hvordan det bliver at dele søn og alt ved skillsmisse, hvis jeg kritisere en bagatel som voksne roligt skulle kunne tale om - dette med tæsk blev sagt til mig fordi jeg helt alvorligt ment bad ham lære at kontrollere sit temperament, så det kunne være rart at være i vores lille familie. For at min og min søns hverdag fungere bedst muligt tager jeg mig af langt det meste omkring søn i hverdagen lektier, legeaftaler, sport osv så er der en vis struktur i hverdagen.

Ja forfærdeligt at søn nok kopiere nogen af fars kedelige tendenser! Igen ville jeg ønske jeg bare kunne hanke op i mig selv og rejse, sommeren 2011 arbejdede far på sjælland i ca. 3 mdr hvor han kun var hjemme i weekenderne, jeg havde faktisk meget mere energi og den ro jeg faktisk har brug for, end når jeg er sammen med ham i hverdagene også, men jeg frygter hvordan en skillsmisse vil være og hvordan jeg kommer ud på den anden side.