Til jer der har fået barn med en psykopat.

Jeg har den mest fantastiske søn på 1,5 år. Jeg gik fra faderen da sønnen var 4 mdr og flyttede på krisecenter pga vold psykisk og fysisk og en masse andre ting.

Min søns far er psykopat. Min søns farfar er også psykopat. De har selvfølgelig ikke været til psykolog osv., men det har jeg, og efter at jeg er kommet ud af forholdet kan jeg jo sagtens se at den er helt galt med dem begge.

Siden jeg gik fra ham har det været en lang sej kamp omkring samvær osv. Jeg har været åben og imødekommende, dog med mange krav. De har set hinanden nogle timer om ugen siden september 12'. Nu er samværet så stoppet fordi jeg har nægtet udlevering til samvær, pga krav der ikke var blevet overholdt. Jeg troede at alting skulle fungere nu, men selvom jeg ingen kontakt har med ham, kan han stadig rive mig rundt i manegen. Jeg fortryder ikke min søn men jeg fortryder i den grad den mand jeg fik ham med. Jeg er så bange for at det går udover vores søn jeg prøver altid at tale pænt om far, men inderst inde så hader jeg ham. Jeg hader ham så meget. Hader ham for at have ødelagt mig indvendigt, og gøre hverdagen til en kamp. Hader ham for at være ligeglad med vores søn, men stadig kræve samvær, også ikke kunne overholde aftaler så samværet bliver stoppet. Nu går der sikkert nogle måneder hvor de ikke ses også skal de ses igen. Så fucker han op i det og der kommer pause igen. Og hvem er offeret? VORES SØN! Jeg kan bare stå og se til og prøve at gøre hvad der er bedst for vores søn. Og hvor længe kan de blive ved? Min søn begynder snart at forstå at far pludselig ikke kan ses.... Og hvad skal jeg så sige? Kan jo ikke sige at far ikke kan ses fordi han er blevet anholdt. Eller... far kan ikke ses fordi hans urinprøve ikke var ren?

Og hvad med hans sindssyge hoved - psykopati er jo arveligt til en vis grad? kan jeg undgå at min søn overhoved tager skade af alle de her ting vi er allerede flyttet et par gange i min søns levetid pga hans far...

Fuck jeg synes det er hårdt. Jeg ønsker min søn det bedste i verden, men synes det er så svært med den far han har

Er der andre der kan dele ud af erfaringer? Hvordan har jeres barn tacklet afbrudt samvær, en far man ikke kan stole på osv?

Anonym skriver:

Jeg har den mest fantastiske søn på 1,5 år. Jeg gik fra faderen da sønnen var 4 mdr og flyttede på krisecenter pga vold psykisk og fysisk og en masse andre ting.

Min søns far er psykopat. Min søns farfar er også psykopat. De har selvfølgelig ikke været til psykolog osv., men det har jeg, og efter at jeg er kommet ud af forholdet kan jeg jo sagtens se at den er helt galt med dem begge.

Siden jeg gik fra ham har det været en lang sej kamp omkring samvær osv. Jeg har været åben og imødekommende, dog med mange krav. De har set hinanden nogle timer om ugen siden september 12'. Nu er samværet så stoppet fordi jeg har nægtet udlevering til samvær, pga krav der ikke var blevet overholdt. Jeg troede at alting skulle fungere nu, men selvom jeg ingen kontakt har med ham, kan han stadig rive mig rundt i manegen. Jeg fortryder ikke min søn men jeg fortryder i den grad den mand jeg fik ham med. Jeg er så bange for at det går udover vores søn jeg prøver altid at tale pænt om far, men inderst inde så hader jeg ham. Jeg hader ham så meget. Hader ham for at have ødelagt mig indvendigt, og gøre hverdagen til en kamp. Hader ham for at være ligeglad med vores søn, men stadig kræve samvær, også ikke kunne overholde aftaler så samværet bliver stoppet. Nu går der sikkert nogle måneder hvor de ikke ses også skal de ses igen. Så fucker han op i det og der kommer pause igen. Og hvem er offeret? VORES SØN! Jeg kan bare stå og se til og prøve at gøre hvad der er bedst for vores søn. Og hvor længe kan de blive ved? Min søn begynder snart at forstå at far pludselig ikke kan ses.... Og hvad skal jeg så sige? Kan jo ikke sige at far ikke kan ses fordi han er blevet anholdt. Eller... far kan ikke ses fordi hans urinprøve ikke var ren?

Og hvad med hans sindssyge hoved - psykopati er jo arveligt til en vis grad? kan jeg undgå at min søn overhoved tager skade af alle de her ting vi er allerede flyttet et par gange i min søns levetid pga hans far...

Fuck jeg synes det er hårdt. Jeg ønsker min søn det bedste i verden, men synes det er så svært med den far han har

Er der andre der kan dele ud af erfaringer? Hvordan har jeres barn tacklet afbrudt samvær, en far man ikke kan stole på osv?

Ville lige sige "velkommen" til lorteklubben 

 

Er selv i nogenlunde samme situation dog med undtagelse af at min søns farfar er god nok..

Meeeen Min søn har ik set sin far siden 2 jan 

Jeg har ikke selv prøvet det du beskriver, men hold da op det lyder hårdt!

Jeg tror, for din søns skyld, skal du lade være med at fortælle ham om samværet, før du er sikke på, at far kommer! Så kan du forhåbentlig mindske skuffelserne mest muligt!

I forhold til at psykopati er arveligt, så er det rigtigt, men jeg tror, at du har taget den helt rigtig beslutning i at flytte, så du kan mindske påvirkningen mest muligt! Så du har i hvert fald gjort, hvad du kan men jeg ved ikke, om du kan læse noget om, hvordan du kan modvirke den påvirkning, han jo alt andet lige har fra sin far!

blankholm skriver:

Ville lige sige "velkommen" til lorteklubben 

 

Er selv i nogenlunde samme situation dog med undtagelse af at min søns farfar er god nok..

Meeeen Min søn har ik set sin far siden 2 jan 

Ja der er nok flere af "os" end man lige tror :/ Og det er så forbandet svært at tackle

tarkoflen skriver:

Jeg har ikke selv prøvet det du beskriver, men hold da op det lyder hårdt!

Jeg tror, for din søns skyld, skal du lade være med at fortælle ham om samværet, før du er sikke på, at far kommer! Så kan du forhåbentlig mindske skuffelserne mest muligt!

I forhold til at psykopati er arveligt, så er det rigtigt, men jeg tror, at du har taget den helt rigtig beslutning i at flytte, så du kan mindske påvirkningen mest muligt! Så du har i hvert fald gjort, hvad du kan men jeg ved ikke, om du kan læse noget om, hvordan du kan modvirke den påvirkning, han jo alt andet lige har fra sin far!

Vi taler aldrig om samvær før om morgenen. Jeg siger altid "far kommer og henter dig i vuggestuen i dag, så skal i ud og lege" eller noget i den dur. Men om 6 mdr så ved han jo godt at mandag er den dag far skal komme, og hvad så hvis han pludselig ikke kommer

Jeg har prøvet at læse om psykopati, men det er svært at få mine tanker ud omkring det. Jeg har egentlig haft det godt i et stykke tid, men nu efter at samværet er gået helt galt, og der er sket en masse andre ting, så er jeg begyndt at blive så urolig igen.

Anonym skriver:

Ja der er nok flere af "os" end man lige tror :/ Og det er så forbandet svært at tackle

JA  desværre

Men de forstår bare ik helt at det rent faktisk er børnene det går udover

Her bliver der kørt psykisk terror i håb om at jeg bukker under.

Dog er jeg bare blevet SÅ kold og nu har jeg bedt ham om at søge samvær gennem amtet hvis han ønsker at se sin søn.

gider ik forsøge at få et samarbejde når han er agressiv, kommer med trusler m.m. og har stortset alt på sms.. så han er ik så godt stillet i amtet 

Anonym skriver:

Vi taler aldrig om samvær før om morgenen. Jeg siger altid "far kommer og henter dig i vuggestuen i dag, så skal i ud og lege" eller noget i den dur. Men om 6 mdr så ved han jo godt at mandag er den dag far skal komme, og hvad så hvis han pludselig ikke kommer

Jeg har prøvet at læse om psykopati, men det er svært at få mine tanker ud omkring det. Jeg har egentlig haft det godt i et stykke tid, men nu efter at samværet er gået helt galt, og der er sket en masse andre ting, så er jeg begyndt at blive så urolig igen.

Ja han bliver nok desværre opmærksom på, på et tidspunkt, hvilken dag, det er meningen far kommer! Men hvis han er meget ustabil, så kan man jo håbe på, at der går noget tid endnu...

Jeg kan kun forestille mig, hvor svært og hvor stor en belastning det må være for både dig og din søn og hvor ville det være skønt, hvis der var en nem løsning!

Kan du kræve gennem statsamtet, at han får behandling for sin psykopati før han må have samvær? Eller i det mindste starte i det, mens han har samvær? Hvis du kan dokumentere at han er meget grov, så er der vel risiko for, at han også er det overfor jeres søn?

Du kan da håbe, at han går gennem amtet og får klar besked på, hvad han skal forholde sig til, og hvad der sker, hvis han ikke overholder det!

Puha, den er da slet ikke sjov  

din søn bliver nødt til at lære at far a og til kan være en skuffelse.. Det er nok ikke en god ide at sige det ligeud med urinprøver og fængsel.. Men du kan jo sagtens sige at far ikke kan nå det idag alligevel .. 

mht. om din søn er psykopat, det er noget der er meget arveligt, ja... Men de fleste psykopater er blevet til pga. Tilknytnings problemer i barndommen, for hvordan skulle man kunne føle empati med andre menesker, hvis man aldrig selv har fået det, så slås det center ganske enkelt ikke til i hjernen.. 

Ligesom at man kun kan lære at tale til man har en vis alder ..

der er langt flere psykopater omkring os, end vi lige tror, og mange af dem er ikke selv helt klar over det .. 1ud at 100 kvinder er psykopat, og en ud af 20 mænd er psykopat . 

hvis ikke du allerede har gjort det, så sæt dig ned, og læs lidt om "sygdommen/lidelsen" .. Det egentlig et ret interessant emne  

men kan måske trøste med at hvis din dreng har arvet lidelsen, kan han stadig nå at blive opdraget til at tro at han kan føle empati.. Og dermed kommer lidelse jo ikke som sådan til udtryk .. 

åh hvor jeg dog føler med dig.

jeg har ikke børn med en psykopat, men dog med en alkoholiker.... og i bund og grund tror jeg de har meget tilfælles

børn har en fantastisk evne til at indrette sig. de kan vænne sig til rigtigt meget, og de gør det hurtigt. mine drenges far var meget on and off i deres liv igennem flere år. når han var der, var han der helhjertet. han knus elskede dem og forkælede dem med kys, kram og opmærksomhed. de var sammen med ham og talte meget om ham.

i andre perioder var han der slet ikke. de spurgte meget til ham, men accepterede når jeg fortalte dem at han desværre ikke kom og hentede dem. de har nu mistet kontakten til ham helt, og har ikke set ham i over 2 år.

det kan være utroligt hjerteskærende at opleve ens børn gennemgå alt dette, og jeg har grædt mange tårer på mine drenges vegne. men det bedste du kan gøre at at prøve at gøre det så simpelt for ham som muligt. vær så ærlig du kan, men tilpas sandheden til dit barns alder.

da dette har fyldt rigtigt meget i mit liv i mange år, kan jeg nemt skrive meget mere, men jeg er bange for at forvirre dig mere end jeg hjælper dig, så jeg vil stoppe nu.

du er velkommen til at skrive igen hvis jeg på nogen måde kan hjælpe dig.

 

Jeg er med i klubben her så, og det er virkelig noget, som trækker tænder ud.

Min datter har ikke set sin far siden d. 27/12 2011, da han har været fængslet på retpsykiatrisk afd, for vold af særlig farlig karakter mod embedsmand i funktion. Det er ikke første gang, at han får en sådan dom. Men han er lige blevet løsladt i sidste uge igen

Nå man mens han var fængslet, så søgte jeg om ophævelse af den fastsatte samvær, og jeg søgte om skift af min datters efternavn, sådan at hun ikke ville kunne sættes i relation med ham, når han igen kommer i avisen pga hans adfærd.

Som det er nu, så har han kun ret til at ringe 1 x ugentligt.

Jeg er forholdsvis ærlig overfor min datter omkring hendes far, det vil sige så ærlig som en 6 årig magter at høre. Uanset hvad, så er hendes virkelighed jo, at far er ustabil og psykisk syg, og det kan man sgu ikke pakke pænt ind. Jeg snakker åbent med hende, fordi det hjælper hende, for hun skal aldrig gå med det alene.

Hun ved at far har gjort nogle slemme ting, og derfor er på et sygehus, hvor han er fængslet (inden han blev løsladt), hun ved at far ikke må drikke øl, for så bliver han ikke rar at være sammen med. Hun ved at det er mig, som ikke vil have at de ses mere, heller ikke nu, hvor han er ude.

Jeg er helt overbevist om, at jo mindre hun udsættes for hans væremåde, des mindre vil hun være tilbøjelig til at "arve" hans adfærd.