hvordan skal jeg gøre? meget langt.

tine1985 skriver:

Er altså nødt til at besvare dit indlæg til trods for at du måske kan blive lidt stødt over mit svar.

Jeg går lige nu selv igennem det samme som din kæreste. Min far er ved at dø er hjerne cancer. Det kan godt være at du synes 3 uger er lang tid at blive hjemme fra arbejde, og at han virker glad nok, men du må endelig ikke undervurdere det chok han bearbejder og den sorg han forsøger at modarbejde. Man gør en masse ting meget anderledes end man selv og ens omgovelser forventer, når man får smidt så stor en bombe, som man lige pludselig er tvunget til at forholde sig til og acceptere. Så det er meget vigtigt at du giver ham plads. 

Jeg kan godt forstå dine tanker omkring at du er bange for at han mister sin læreplads, og at han skuffer sin stolte far. Men er ret overbevist om at du kun skubber ham væk fra dig, hvis du bliver ved med at presse på. Tror mest af alt at han har brug for lidt plads til selv at finde frem til hvad der er det rigtige at gøre.

Med hensyn til din morfar, kan jeg sagtens forstå at du føler at det har været ligeså slemt for dig, som det er for din kæreste lige nu, da det jo er det værste tab du nogensinde har oplevet. Men pas på hvad du siger til ham. Jeg haaader selv når folk sammenligner det tab jeg er på vej ind til med tab af deres bedsteforældre. For det er slet slet ikke det samme! Jeg har selv mistet 2 bedsteforældre, og ja det var hårdt at se dem lide og at tage afsked, men det var ikke et chok for mig da man jo ved at den risiko følger med at blive ældre. Men når ens forældre ligepludselig bliver uhelbredeligt syge i så ung en alder, kommer det altså som et ubeskriveligt stort chock! Det er jo ALT for tidligt og man har stadig et enormt stort behov for sine forældre i sin hverdag. Det vender fuldstændig op og ned på alle de fremtidsudsigter man bare har taget for givet, at ens far selvfølgelig vil blive en del af, og det er ufatteligt svært at affinde sig med, at alt fra nu af bliver helt anderledes. Han vil de næste mange år være ham, hvis far er død, da det er en unaturlig ting i den alder han har.

Er godt klar over at det jeg lige har skrevet godt kan gøre dig både sur og ked af det, men det er virkelig ikke det der er min hensigt. Ved bare af erfaring at det er et ekstremt ømt emne, når folk sammenligner det med bedsteforældre, også selvom man dybest inde ved at de fortæller det, fordi de vil en godt. Så synes bare at jeg ville advare dig om, at det godt kan skabe en rigtig stor afstand til ham, hvis du tager det op..

Jeg har desværre ikke rigtig nogle guldkorn, da jeg jo selv står midt i det endnu og ikke har nået at blive meget klogere, men jeg håber i finder en måde at snakke om det, som gør jer stærkere sammen.

frkanonym skriver:

jo, det vil han med garanti. det er mere min kæreste, der har det dårligt med, at skulle fortælle sin far det. hans far ønsker jo, vi alle opretholder den hverdag, vi altid har haft.

det ved jeg virkelig ikke. har aldrig hørt om second opinion. uh, nu sætter du mig på arbejde.. jeg er ikke sikker. men jeg mener det var i 2012, hvor min svigerfar begyndte at blive gul i huden, og jeg fik ham sendt afsted på sygehuset. så det er vel et års tid..

Ok, Second Opinion er en komité af overlæger, speciallæger osv som kræftpatienter ( og andre syge) kan skrive til og så tager de journalen med til konference, hvor de diskutere ALLE muligheder for behandling til den syge.

Kan fortælle at min mor fik af vide rigtig mange gange at de ikke kunne gøre noget, men min søster og jeg blev ved med at presse på og undersøge samtlige muligheder der var for behandling. Vi opsøgte læger på Riget, da Aalborg ikke længere vidste hvad de skulle gøre. Vi havde kontakt med speciallæge i Århus, som sad i Second Opinon. Min mor ville have været død for mange år siden, hvis ikke vi selv havde kæmpet for at hun fik behandling. Grunden til at hun ikke fik inden hun døde var fordi hun selv valgte behandlingen fra. Vi talte med Tyskland, Belgien, Norge etc så vi altid havde et andet land at tage til, hvis vores mor fortsat ville kæmpe videre.

Jeg siger ikke at alle skal gøre det samme som os, men jeg tror desværre at rigtig mange mennesker dør fordi de "acceptere" det første svar de får fra lægerne. Altså "vi kan ikke gøre mere". Da min mor fik det af vide sagde hun " mener i så, at jeg bare skal gå hjem og ligge mig til at dø, for det har ingen planer om" og det gjorde hun ikke i mange år efter.

Min pointe er om i vil/har lyst og ved at der er mulighed for at undersøge rigtig mange ting - og der er behandling flere steder i landet. Din svigerfar skal selvfølgelig have lyst til det, men de fleste dødsyge mennesker har brug for mennesker der vil ordne alt det praktiske for dem fordi de har nok i, at skulle kæmpe for livet.

Fenja09 skriver:

Ok, Second Opinion er en komité af overlæger, speciallæger osv som kræftpatienter ( og andre syge) kan skrive til og så tager de journalen med til konference, hvor de diskutere ALLE muligheder for behandling til den syge.

Kan fortælle at min mor fik af vide rigtig mange gange at de ikke kunne gøre noget, men min søster og jeg blev ved med at presse på og undersøge samtlige muligheder der var for behandling. Vi opsøgte læger på Riget, da Aalborg ikke længere vidste hvad de skulle gøre. Vi havde kontakt med speciallæge i Århus, som sad i Second Opinon. Min mor ville have været død for mange år siden, hvis ikke vi selv havde kæmpet for at hun fik behandling. Grunden til at hun ikke fik inden hun døde var fordi hun selv valgte behandlingen fra. Vi talte med Tyskland, Belgien, Norge etc så vi altid havde et andet land at tage til, hvis vores mor fortsat ville kæmpe videre.

Jeg siger ikke at alle skal gøre det samme som os, men jeg tror desværre at rigtig mange mennesker dør fordi de "acceptere" det første svar de får fra lægerne. Altså "vi kan ikke gøre mere". Da min mor fik det af vide sagde hun " mener i så, at jeg bare skal gå hjem og ligge mig til at dø, for det har ingen planer om" og det gjorde hun ikke i mange år efter.

Min pointe er om i vil/har lyst og ved at der er mulighed for at undersøge rigtig mange ting - og der er behandling flere steder i landet. Din svigerfar skal selvfølgelig have lyst til det, men de fleste dødsyge mennesker har brug for mennesker der vil ordne alt det praktiske for dem fordi de har nok i, at skulle kæmpe for livet.

 

jeg vil prøve at snakke med min kæreste om det. det er jo selvfølgelig en mulighed. min svigerfar har været omkring både silkeborg sygehus, viborg sygehus, århus universitetshospital og så i vejle. 

tine1985 skriver:

Er altså nødt til at besvare dit indlæg til trods for at du måske kan blive lidt stødt over mit svar.

Jeg går lige nu selv igennem det samme som din kæreste. Min far er ved at dø er hjerne cancer. Det kan godt være at du synes 3 uger er lang tid at blive hjemme fra arbejde, og at han virker glad nok, men du må endelig ikke undervurdere det chok han bearbejder og den sorg han forsøger at modarbejde. Man gør en masse ting meget anderledes end man selv og ens omgovelser forventer, når man får smidt så stor en bombe, som man lige pludselig er tvunget til at forholde sig til og acceptere. Så det er meget vigtigt at du giver ham plads. 

Jeg kan godt forstå dine tanker omkring at du er bange for at han mister sin læreplads, og at han skuffer sin stolte far. Men er ret overbevist om at du kun skubber ham væk fra dig, hvis du bliver ved med at presse på. Tror mest af alt at han har brug for lidt plads til selv at finde frem til hvad der er det rigtige at gøre.

Med hensyn til din morfar, kan jeg sagtens forstå at du føler at det har været ligeså slemt for dig, som det er for din kæreste lige nu, da det jo er det værste tab du nogensinde har oplevet. Men pas på hvad du siger til ham. Jeg haaader selv når folk sammenligner det tab jeg er på vej ind til med tab af deres bedsteforældre. For det er slet slet ikke det samme! Jeg har selv mistet 2 bedsteforældre, og ja det var hårdt at se dem lide og at tage afsked, men det var ikke et chok for mig da man jo ved at den risiko følger med at blive ældre. Men når ens forældre ligepludselig bliver uhelbredeligt syge i så ung en alder, kommer det altså som et ubeskriveligt stort chock! Det er jo ALT for tidligt og man har stadig et enormt stort behov for sine forældre i sin hverdag. Det vender fuldstændig op og ned på alle de fremtidsudsigter man bare har taget for givet, at ens far selvfølgelig vil blive en del af, og det er ufatteligt svært at affinde sig med, at alt fra nu af bliver helt anderledes. Han vil de næste mange år være ham, hvis far er død, da det er en unaturlig ting i den alder han har.

Er godt klar over at det jeg lige har skrevet godt kan gøre dig både sur og ked af det, men det er virkelig ikke det der er min hensigt. Ved bare af erfaring at det er et ekstremt ømt emne, når folk sammenligner det med bedsteforældre, også selvom man dybest inde ved at de fortæller det, fordi de vil en godt. Så synes bare at jeg ville advare dig om, at det godt kan skabe en rigtig stor afstand til ham, hvis du tager det op..

Jeg har desværre ikke rigtig nogle guldkorn, da jeg jo selv står midt i det endnu og ikke har nået at blive meget klogere, men jeg håber i finder en måde at snakke om det, som gør jer stærkere sammen.

hej. jeg har slet ikke fået notifikationer om dit indlæg, så jeg beklager det sene svar.

jeg har intet sagt til min kæreste om, med at sammenligne det med min morfar. det eneste, jeg har sagt, er at kræft er en lorte sygdom! jeg har lyttet til ham, og prøvet at komme med gode råd og forsøgt at besvare hans spørgsmål, så godt som jeg nu kan.

jeg vil aldrig sige til ham, at det er det samme at miste en bedsteforælder som en forælder, da jeg udmærket godt ved, det ikke er det samme! nu er hans far ikke i en ung alder - han bliver snart 70. men forstår dit budskab. 

jeg presser på ingen måde på ved min kæreste - jeg går selv med disse tanker og snakker med min mor om det, da jeg ikke rigtig har lyst til at snakke med min kæreste om det. jeg har ikke lyst til, min kæreste skal trøste mig, fordi  hans far er døende. 

og jo, jeg synes 3 uger er lang tid at blive hjemme fra arbejde, når chefen ikke ved, hvad der sker. min kæreste var blevet indkaldt til møder med cheferne, men han blev væk, i stedet for at give dem besked. det synes jeg personligt ikke, man kan gøre overfor sit arbejde, uanset grunden - man burde kunne informere dem om, hvad der er sket, så de ved det. det fik han gjort idag - og nu er der ingen problemer med arbejdet, og det beroliger mig. det eneste jeg ønskede, var at han fortalte sin chef omkring det hele, så de havde en chance for at forstå ham, hvilket de gør nu.

min far har været død (blev genoplivet), da han fejler en masse med sit hjerte, og han var for 2 uger siden ved at dø igen, men jeg tog afsted alligevel, og sygehuset fik mit nummer, og så skulle de kontakte mig, hvis der skete det mindste!

frkanonym skriver:

det synes jeg, ville virke meget forkert. så skal jeg have hans nummer af min kæreste, og han ville nok undre sig meget over det. samtidig vil jeg jo ikke lege mor for min kæreste. nu lyder jeg nok hård, og det får jeg nok huk for, men min kæreste burde være voksen nok til at kunne fortælle det selv, også selvom det er en tragedie som dette. han har fortalt sin chef, at hans far lider af kræft, men har ikke fortalt, at han har kort tid tilbage at leve i. 

jeg fortalte selv mit arbejde, da min morfar fik kræft og det bredte sig til hele kroppen, og de havde selvfølgelig forståelse for det. 

Jeg havde nok valgt at ringe til chefen alligevel. Du kan evt. ringe til kollegaen og få chefens nummer af ham eller ringe til Grundfos. Faktisk gjorde jeg det for min ekskæreste, som havde sygemeldt sig pga. depression og ikke ville ringe. Han var faktisk glad for det i sidste ende

Baagøe skriver:

Jeg havde nok valgt at ringe til chefen alligevel. Du kan evt. ringe til kollegaen og få chefens nummer af ham eller ringe til Grundfos. Faktisk gjorde jeg det for min ekskæreste, som havde sygemeldt sig pga. depression og ikke ville ringe. Han var faktisk glad for det i sidste ende

min kæreste har selv snakket med sin chef nu - heldigvis

frkanonym skriver:

hej. jeg har slet ikke fået notifikationer om dit indlæg, så jeg beklager det sene svar.

jeg har intet sagt til min kæreste om, med at sammenligne det med min morfar. det eneste, jeg har sagt, er at kræft er en lorte sygdom! jeg har lyttet til ham, og prøvet at komme med gode råd og forsøgt at besvare hans spørgsmål, så godt som jeg nu kan.

jeg vil aldrig sige til ham, at det er det samme at miste en bedsteforælder som en forælder, da jeg udmærket godt ved, det ikke er det samme! nu er hans far ikke i en ung alder - han bliver snart 70. men forstår dit budskab. 

jeg presser på ingen måde på ved min kæreste - jeg går selv med disse tanker og snakker med min mor om det, da jeg ikke rigtig har lyst til at snakke med min kæreste om det. jeg har ikke lyst til, min kæreste skal trøste mig, fordi  hans far er døende. 

og jo, jeg synes 3 uger er lang tid at blive hjemme fra arbejde, når chefen ikke ved, hvad der sker. min kæreste var blevet indkaldt til møder med cheferne, men han blev væk, i stedet for at give dem besked. det synes jeg personligt ikke, man kan gøre overfor sit arbejde, uanset grunden - man burde kunne informere dem om, hvad der er sket, så de ved det. det fik han gjort idag - og nu er der ingen problemer med arbejdet, og det beroliger mig. det eneste jeg ønskede, var at han fortalte sin chef omkring det hele, så de havde en chance for at forstå ham, hvilket de gør nu.

min far har været død (blev genoplivet), da han fejler en masse med sit hjerte, og han var for 2 uger siden ved at dø igen, men jeg tog afsted alligevel, og sygehuset fik mit nummer, og så skulle de kontakte mig, hvis der skete det mindste!

Puha, i er godt nok hængt hårdt ud! Nu må du ikke glemme dig selv! Er din far stabil igen?

Kan godt forstå at du ikke synes din kæreste skal trøste dig, når det handler om hans far, men tror nu også bare at han vil sætte pris på at du bekymrer dig om ham og hans far. Jeg synes ihvertfald personligt at det er rigtig rart at vide at der er SÅ mange mennesker som holder af min far, så han ikke er glemt den dag han forsvinder.

Det var godt at han fik klaret det med chefen. Det er selvfølgelig klart at det kan være skidt når chefen ikke kendte hele historien. Men godt at det er klaret.

frkanonym skriver:

min kæreste har selv snakket med sin chef nu - heldigvis

Hvor skønt!

tine1985 skriver:

Puha, i er godt nok hængt hårdt ud! Nu må du ikke glemme dig selv! Er din far stabil igen?

Kan godt forstå at du ikke synes din kæreste skal trøste dig, når det handler om hans far, men tror nu også bare at han vil sætte pris på at du bekymrer dig om ham og hans far. Jeg synes ihvertfald personligt at det er rigtig rart at vide at der er SÅ mange mennesker som holder af min far, så han ikke er glemt den dag han forsvinder.

Det var godt at han fik klaret det med chefen. Det er selvfølgelig klart at det kan være skidt når chefen ikke kendte hele historien. Men godt at det er klaret.

 

ja, min far er heldigvis stabil igen. 

min kæreste ved godt, jeg bekymre mig om hans far. og jeg har vildt meget lyst til bare at tage ned og besøge ham og få "vores dessert" (nougatis med popcorn og karamelsovs), og så se nogle gode gamle film. bare ham og jeg. men jeg synes simpelthen, det ville virke så forkert..