hvordan skal jeg gøre? meget langt.

jeg havde allermest lyst til at være anonym, hvis nu indlægget skulle blive googlet. men folk vil alligevel vide, det er mig, der skriver.. så jeg vælger at lade være. 

jeg går med nogle tanker omkring min kæreste, og jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal hjælpe og støtte ham, samt give ham et spark bagi. det kan være, jeg lyder hård i min skrift, men prøver at være cool og holde hovedet højt.

sagen er den, at min svigerfar har fået max året ud at leve i. det er utrolig hårdt for os alle, og man har allermest lyst til at sidde ved hans side hele tiden. lige nu er han helt frisk og man kan ikke mærke på ham, han er syg. men jeg var igennem præcis det samme i 2011 - bare med min morfar. så jeg kender en del til det.

min kæreste fik det at vide den 21. januar, og har siden da ikke været på arbejde. han er lærling på grundfos, og havde også en del fravær i december, pga sin fod. det bekymre mig meget, om han mister sin læreplads. han har skrevet med sin svend på facebook og forklaret ham situationen, og svenden forstår ham, men da det snart er tre uger siden, de har set ham, vil han gerne, han kommer på arbejde igen og får snakket med sin chef, da chefen ikke ved noget. min kæreste svarer ikke på de beskeder. min kæreste siger næsten hver dag, at han tager på arbejde dagen efter, men han kommer ikke afsted. han siger, der jo ikke er meget ved at stå og græde på sit arbejde, og ikke få lavet noget. men hans svend har også sagt, han altid er velkommen til at evt tage tidligere fri, gå ud og få noget frisk luft, ligeså snart det passer ham. holde nogle ekstra pauser. ja, han kan få det, som han vil have det.

min kærestes hverdag er (forståeligt nok) gået i stå. han mister snart sin far, og han kan ikke gøre noget for at forhindre det. han har snakket om, han vil få forlænget sin uddannelse med 3 måneder, og så holde fri i tre måneder. men ja.. jeg kender jo til det, med at have en, der har fået dødsdommen, og jeg gav ham det råd, at han skal lade som om, der intet er sket, for hans far skyld. han skal ikke lade hverdagen gå i stå - jeg ved, det er svært, men hans far bliver jo også mere "bange", når hans søn konstant er hos ham og han kan mærke, hans søn er helt ude af den. han skal ikke ændre på hverdagen, og bare lade alt være som før. 

hvordan kan jeg ligesom give ham et spark bagi, så han kommer på arbejde og får snakket med sine chefer, så han ikke mister sin læreplads? jeg vil jo ikke gøre ham mere ked af det - jeg vil ham jo kun det bedste.

og hvordan støtter jeg ham bedst? jeg har sagt til ham, at uanset hvad, kan han altid skrive/ringe til mig, uanset hvilket tid på døgnet, så vil jeg altid være her for ham - jeg er ikke mere end en sms/et opkald væk, også selvom klokken er tre om natten. og hvis han har brug for at snakke, få tankerne væk eller andet, så vil jeg også være her for ham. vi bor ikke sammen.

kan jeg gøre mere? hvordan støtter jeg ham bedst? han ved, jeg har været igennem det hele i 2011, så jeg ved, hvad der vil ske. men skal jeg fortælle ham om det? vi var også kærester dengang - vi har været sammen siden 2009, og i 2011 var han der på intet tidspunkt for mig. han var der ikke, da jeg fik at vide, min morfar skulle dø. han var der ikke, da min morfar døde, og han var der ikke til begravelsen eller bagefter. 

jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. jeg vil bare være der for min kæreste. jeg elsker ham og vil kun have, han har det godt. 

det blev langt, og hvis du nåede hertil, skal du have mange tak for din tid 

Jeg aner ikke hvad du skal gøre, da jeg ikke selv har været igennem det, men vil ikke forlade denne tråd uden at give dig et cyper og håber der er nogle andre der kan komme med nogle gode råd. 

Hilsen Charlotte

lottepigen12 skriver:

Jeg aner ikke hvad du skal gøre, da jeg ikke selv har været igennem det, men vil ikke forlade denne tråd uden at give dig et cyper og håber der er nogle andre der kan komme med nogle gode råd. 

Hilsen Charlotte

mange tak 

frkanonym skriver:

jeg havde allermest lyst til at være anonym, hvis nu indlægget skulle blive googlet. men folk vil alligevel vide, det er mig, der skriver.. så jeg vælger at lade være. 

jeg går med nogle tanker omkring min kæreste, og jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal hjælpe og støtte ham, samt give ham et spark bagi. det kan være, jeg lyder hård i min skrift, men prøver at være cool og holde hovedet højt.

sagen er den, at min svigerfar har fået max året ud at leve i. det er utrolig hårdt for os alle, og man har allermest lyst til at sidde ved hans side hele tiden. lige nu er han helt frisk og man kan ikke mærke på ham, han er syg. men jeg var igennem præcis det samme i 2011 - bare med min morfar. så jeg kender en del til det.

min kæreste fik det at vide den 21. januar, og har siden da ikke været på arbejde. han er lærling på grundfos, og havde også en del fravær i december, pga sin fod. det bekymre mig meget, om han mister sin læreplads. han har skrevet med sin svend på facebook og forklaret ham situationen, og svenden forstår ham, men da det snart er tre uger siden, de har set ham, vil han gerne, han kommer på arbejde igen og får snakket med sin chef, da chefen ikke ved noget. min kæreste svarer ikke på de beskeder. min kæreste siger næsten hver dag, at han tager på arbejde dagen efter, men han kommer ikke afsted. han siger, der jo ikke er meget ved at stå og græde på sit arbejde, og ikke få lavet noget. men hans svend har også sagt, han altid er velkommen til at evt tage tidligere fri, gå ud og få noget frisk luft, ligeså snart det passer ham. holde nogle ekstra pauser. ja, han kan få det, som han vil have det.

min kærestes hverdag er (forståeligt nok) gået i stå. han mister snart sin far, og han kan ikke gøre noget for at forhindre det. han har snakket om, han vil få forlænget sin uddannelse med 3 måneder, og så holde fri i tre måneder. men ja.. jeg kender jo til det, med at have en, der har fået dødsdommen, og jeg gav ham det råd, at han skal lade som om, der intet er sket, for hans far skyld. han skal ikke lade hverdagen gå i stå - jeg ved, det er svært, men hans far bliver jo også mere "bange", når hans søn konstant er hos ham og han kan mærke, hans søn er helt ude af den. han skal ikke ændre på hverdagen, og bare lade alt være som før. 

hvordan kan jeg ligesom give ham et spark bagi, så han kommer på arbejde og får snakket med sine chefer, så han ikke mister sin læreplads? jeg vil jo ikke gøre ham mere ked af det - jeg vil ham jo kun det bedste.

og hvordan støtter jeg ham bedst? jeg har sagt til ham, at uanset hvad, kan han altid skrive/ringe til mig, uanset hvilket tid på døgnet, så vil jeg altid være her for ham - jeg er ikke mere end en sms/et opkald væk, også selvom klokken er tre om natten. og hvis han har brug for at snakke, få tankerne væk eller andet, så vil jeg også være her for ham. vi bor ikke sammen.

kan jeg gøre mere? hvordan støtter jeg ham bedst? han ved, jeg har været igennem det hele i 2011, så jeg ved, hvad der vil ske. men skal jeg fortælle ham om det? vi var også kærester dengang - vi har været sammen siden 2009, og i 2011 var han der på intet tidspunkt for mig. han var der ikke, da jeg fik at vide, min morfar skulle dø. han var der ikke, da min morfar døde, og han var der ikke til begravelsen eller bagefter. 

jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. jeg vil bare være der for min kæreste. jeg elsker ham og vil kun have, han har det godt. 

det blev langt, og hvis du nåede hertil, skal du have mange tak for din tid 

Nu læser jeg, at hans far stadigvæk er okay frisk - måske ville det hjælpe, at hans far tog en snak med ham ? Om ikk andet, at han kom afsted et par timer om dagen ..

Kan ikke sætte mig ind i hans situation, ej heller din - men det er min umiddelbare tanke og hvor er det forfærdeligt, øv !

stort kram til jer !

Olivia's Moar skriver:

Nu læser jeg, at hans far stadigvæk er okay frisk - måske ville det hjælpe, at hans far tog en snak med ham ? Om ikk andet, at han kom afsted et par timer om dagen ..

Kan ikke sætte mig ind i hans situation, ej heller din - men det er min umiddelbare tanke og hvor er det forfærdeligt, øv !

stort kram til jer !

hans far er pt frisk, ja. han har "ondt", men han går og laver de samme ting, som han plejer. han laver en masse elektronik.

hans far ved ikke, min kæreste ikke er på arbejde. min kæreste lyver om det, og siger fx han har noget ferie, han skal have brugt. min kæreste bor ved sin mor (forældrene er skilt), og hans mor har prøvet at sparke ham afsted - han kører også, men op til et andet hus (hans far har 3 huse). det er kun mig, der ved, han ikke er på arbejde længere - udover hans arbejde selvfølgelig. 

må vidst hellere tilføje, at de dage, han er hjemme og har sagt, han er ked af det (som jeg har FULD forståelse for!) kan han sagtens tage ud og hygge med sine venner. tage ud og lave biler, tage ud og hygge med dem, ja bare være hos dem en hel dag. 

noget af det er selvfølgelig, fordi han vil have tankerne væk. jeg forstår ham! men når han kommer hos mig fx, så virker han på ingen måde ked af det. han er fuld af energi, han er helt i hopla og han er bare glad. og jeg ville nemt kunne mærke på ham, om det er en facade eller ej - jeg læser ham som en åben bog.

jeg tror, han selvfølgelig er ked af det, men derfor tror jeg måske også, han "pjækker" fra sit arbejde, fordi han nu har vænnet sig til at sove længe og gå hjemme  jeg føler, jeg er så ond, at jeg tænker sådan om min kæreste. 

Først et stort det er frygteligt at se på! Og må være ganske forfærdeligt for din kæreste.

Når det er sagt, så tror jeg, at du skal have ham til lægen, så han kan blive sygemeldt! I mine øjne ser det ud til, at han er godt på vej ned i en depression, og det kan jeg sagtens forstå, når han har fået at vide, at han skal miste sin far!

Hvis det er cancer hans far fejler, kan kræftens bekæmpelse være rigtig gode at snakke med, de kan måske sætte ham i kontakt med andre, der har oplevet et tab af en forældre! Der ud over så tror jeg, at du er for tæt på, hvis man kan sige det? Altså det kan måske være svært for ham, fordi han tænker, at du forventer noget af ham? Ikke at du gør det, men den følelse kan opstå alligvel... Og måske han har dårlig samvittighed over, at han ikke var der for dig, og det gavner jo ingen lige nu!

Jeg ved godt, at du har mistet din morfar, og det er på ingen måde for at forklejne det, men at miste en forældre, er jeg ret sikker på, er noget helt andet... Jeg har selv mistet tre af mine bedsteforældre, og det var forfærdeligt, men da min far fik cancer, brød hele min verden sammen, og det var en sorg på en helt anden måde! Jeg var heldig, at min far blev rask, men det var der jo ingen garanti for, da han blev syg og gik igennem behandling, og jeg forsøgte at forberede mig på, at jeg skulle miste ham! Det var umuligt og helt forfærdeligt!

Har du mulighed for at tage med ham til lægen? Ikke nødvendigvis ind og snakke med lægen, men så du er der, når han skal ind og når han kommer ud?

Det er en svær tid din kæreste går i møde, og han er heldig at have dig ved sin side!

frkanonym skriver:

må vidst hellere tilføje, at de dage, han er hjemme og har sagt, han er ked af det (som jeg har FULD forståelse for!) kan han sagtens tage ud og hygge med sine venner. tage ud og lave biler, tage ud og hygge med dem, ja bare være hos dem en hel dag. 

noget af det er selvfølgelig, fordi han vil have tankerne væk. jeg forstår ham! men når han kommer hos mig fx, så virker han på ingen måde ked af det. han er fuld af energi, han er helt i hopla og han er bare glad. og jeg ville nemt kunne mærke på ham, om det er en facade eller ej - jeg læser ham som en åben bog.

jeg tror, han selvfølgelig er ked af det, men derfor tror jeg måske også, han "pjækker" fra sit arbejde, fordi han nu har vænnet sig til at sove længe og gå hjemme  jeg føler, jeg er så ond, at jeg tænker sådan om min kæreste. 

Du skal ikke føle dig som en ond kæreste - helt ærligt, det jeg læser nu (ikke det første jeg læste), så lyder hans fars sygdom som en undskyldning for at holde fri :s men kender ham jo ikke, så skal ikk dømme ham ..

Men den er sgu ikke nem - tror ikk du kan gøre mere, udover at være 'stikker' og sladre til han far/mor om det ..

Nu ved jeg ikk hvor gammel han er, men han lyder ikk til at være specielt gammel :s

frkanonym skriver:

blidblidtsjeg havde allermest lyst til at være anonym, hvis nu indlægget skulle blive googlet. men folk vil alligevel vide, det er mig, der skriver.. så jeg vælger at lade være. 

jeg går med nogle tanker omkring min kæreste, og jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal hjælpe og støtte ham, samt give ham et spark bagi. det kan være, jeg lyder hård i min skrift, men prøver at være cool og holde hovedet højt.

sagen er den, at min svigerfar har fået max året ud at leve i. det er utrolig hårdt for os alle, og man har allermest lyst til at sidde ved hans side hele tiden. lige nu er han helt frisk og man kan ikke mærke på ham, han er syg. men jeg var igennem præcis det samme i 2011 - bare med min morfar. så jeg kender en del til det.

min kæreste fik det at vide den 21. januar, og har siden da ikke været på arbejde. han er lærling på grundfos, og havde også en del fravær i december, pga sin fod. det bekymre mig meget, om han mister sin læreplads. han har skrevet med sin svend på facebook og forklaret ham situationen, og svenden forstår ham, men da det snart er tre uger siden, de har set ham, vil han gerne, han kommer på arbejde igen og får snakket med sin chef, da chefen ikke ved noget. min kæreste svarer ikke på de beskeder. min kæreste siger næsten hver dag, at han tager på arbejde dagen efter, men han kommer ikke afsted. han siger, der jo ikke er meget ved at stå og græde på sit arbejde, og ikke få lavet noget. men hans svend har også sagt, han altid er velkommen til at evt tage tidligere fri, gå ud og få noget frisk luft, ligeså snart det passer ham. holde nogle ekstra pauser. ja, han kan få det, som han vil have det.

min kærestes hverdag er (forståeligt nok) gået i stå. han mister snart sin far, og han kan ikke gøre noget for at forhindre det. han har snakket om, han vil få forlænget sin uddannelse med 3 måneder, og så holde fri i tre måneder. men ja.. jeg kender jo til det, med at have en, der har fået dødsdommen, og jeg gav ham det råd, at han skal lade som om, der intet er sket, for hans far skyld. han skal ikke lade hverdagen gå i stå - jeg ved, det er svært, men hans far bliver jo også mere "bange", når hans søn konstant er hos ham og han kan mærke, hans søn er helt ude af den. han skal ikke ændre på hverdagen, og bare lade alt være som før. 

hvordan kan jeg ligesom give ham et spark bagi, så han kommer på arbejde og får snakket med sine chefer, så han ikke mister sin læreplads? jeg vil jo ikke gøre ham mere ked af det - jeg vil ham jo kun det bedste.

og hvordan støtter jeg ham bedst? jeg har sagt til ham, at uanset hvad, kan han altid skrive/ringe til mig, uanset hvilket tid på døgnet, så vil jeg altid være her for ham - jeg er ikke mere end en sms/et opkald væk, også selvom klokken er tre om natten. og hvis han har brug for at snakke, få tankerne væk eller andet, så vil jeg også være her for ham. vi bor ikke sammen.

kan jeg gøre mere? hvordan støtter jeg ham bedst? han ved, jeg har været igennem det hele i 2011, så jeg ved, hvad der vil ske. men skal jeg fortælle ham om det? vi var også kærester dengang - vi har været sammen siden 2009, og i 2011 var han der på intet tidspunkt for mig. han var der ikke, da jeg fik at vide, min morfar skulle dø. han var der ikke, da min morfar døde, og han var der ikke til begravelsen eller bagefter. 

jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. jeg vil bare være der for min kæreste. jeg elsker ham og vil kun have, han har det godt. 

det blev langt, og hvis du nåede hertil, skal du have mange tak for din tid 

Allerførst... Puhaa

Jeg syntes godt at man kan give at et blidt spark bagi. Det er vigtigt at hans liv ikke går i står, at han opretholder en hverdag og for taget sin uddannelse - præcis som hans far ønsker for ham!! Og i stedet for at sidde derhjemme og have ondt af sig selv, hvilket et forståeligt, skal han nyde den tid de har sammen!!

Men det lyder jo som om, at du har styr på det - men hvis 'selvmedlidenheden' forsætter, i form af isolering, må du gerne hæve stemmen og være lidt hård - nogle gange er det det der skal til..

frkanonym skriver:

må vidst hellere tilføje, at de dage, han er hjemme og har sagt, han er ked af det (som jeg har FULD forståelse for!) kan han sagtens tage ud og hygge med sine venner. tage ud og lave biler, tage ud og hygge med dem, ja bare være hos dem en hel dag. 

noget af det er selvfølgelig, fordi han vil have tankerne væk. jeg forstår ham! men når han kommer hos mig fx, så virker han på ingen måde ked af det. han er fuld af energi, han er helt i hopla og han er bare glad. og jeg ville nemt kunne mærke på ham, om det er en facade eller ej - jeg læser ham som en åben bog.

jeg tror, han selvfølgelig er ked af det, men derfor tror jeg måske også, han "pjækker" fra sit arbejde, fordi han nu har vænnet sig til at sove længe og gå hjemme  jeg føler, jeg er så ond, at jeg tænker sådan om min kæreste. 

På den anden side reagerer folk jo forskelligt, på sorg/chok