hvordan skal jeg gøre? meget langt.

Olivia's Moar skriver:

Du skal ikke føle dig som en ond kæreste - helt ærligt, det jeg læser nu (ikke det første jeg læste), så lyder hans fars sygdom som en undskyldning for at holde fri :s men kender ham jo ikke, så skal ikk dømme ham ..

Men den er sgu ikke nem - tror ikk du kan gøre mere, udover at være 'stikker' og sladre til han far/mor om det ..

Nu ved jeg ikk hvor gammel han er, men han lyder ikk til at være specielt gammel :s

min kæreste er 19. 

jeg vil på ingen måde fortælle hans far om tingene. han har nok at tænke på. det kan jo pludselig gå stærkt med ham, ligesom det gjorde med min morfar 

jeg kan ikke finde ud af, om han bruger sin fars sygdom som en undskyldning. for selvfølgelig er det hårdt for ham, og selvfølgelig er han ked af det.

simone_jacobsen skriver:

Allerførst... Puhaa

Jeg syntes godt at man kan give at et blidt spark bagi. Det er vigtigt at hans liv ikke går i står, at han opretholder en hverdag og for taget sin uddannelse - præcis som hans far ønsker for ham!! Og i stedet for at sidde derhjemme og have ondt af sig selv, hvilket et forståeligt, skal han nyde den tid de har sammen!!

Men det lyder jo som om, at du har styr på det - men hvis 'selvmedlidenheden' forsætter, i form af isolering, må du gerne hæve stemmen og være lidt hård - nogle gange er det det der skal til..

hans far er skide stolt af, han fik læreplads på grundfos. han er  så stolt af sin søn - det kan man se på ham. 

jeg kan bare ikke få mig selv til at sige, at til trods for hans fars sygdom, må han tage sig lidt sammen og komme afsted. hans mor har prøvet - men han tager ikke afsted. 

Olivia's Moar skriver:

På den anden side reagerer folk jo forskelligt, på sorg/chok

ja, folk reagerer forskelligt. 

jeg tænker et eller andet sted, at min kæreste har brug for hjælp. en form for psykolog. han har været en del igennem de sidste 3½ år, vi har været sammen, som sidder i ham. jeg er den eneste, han vil snakke med om tingene, men da nogle af tingene omhandler mig (længere historie), vil han ikke gå til mig med dem. han har gået til psykolog, efter han gjorde noget ved mig, men det var, rent ud sagt, en lortepsykolog. og hans læge vil ikke snakke med ham, selvom han har henvendt sig. de vil ikke hjælpe ham. 

hej

det er en forfærdelig situation for din kæreste at stå i,han er bange for at miste hans far.

jeg har selv stået i hans situation,min mor som var meget alvorlig syg og vi vidste hun ikke havde langt igen,mit arbejde hang i en tynd tynd tråd pga jeg havde meget fravær pga jeg ville være hos min mor som betød alt alt for mig,jeg vidste jeg ville fortryde det hvis jeg ikke var ved siden side,for når hun først var væk så var hun væk.

jeg kunne få det med mit arbejde som jeg ville bar jeg kom på arbejde,men jeg kunne ikk rumme det,jeg måtte være hos min mor i takt med hun kun blev mere og mere syg.

14 dage inden min mor døde blev jeg fyret!

jeg havde 3 måneders opsigelse og sygemeldte mig konstant pga min mors død og sorg efter.

ved ikke om du kan bruge det til noget som jeg har skrevet,men nu ville jeg også fortælle min historie,ehmm du kan ikke rigtig skubbe til din kæreste, min mand støttede mig 100%,du må give ham tid til at takle det.

for det er mega svært for ham at acceptere.

det der er vigtigt for din kæreste først er at han først skal acceptere at hans far er syg og hvad der kommer til at ske,at han får en masse dejlige snakke osv med ham for ligepludselig er det for sent.

jeg nåede ikke at snakke med min mor om alt,og nu det for sent.

du skriver bare hvis du vil spørge om mere eller andet.

charlotte.

Er altså nødt til at besvare dit indlæg til trods for at du måske kan blive lidt stødt over mit svar.

Jeg går lige nu selv igennem det samme som din kæreste. Min far er ved at dø er hjerne cancer. Det kan godt være at du synes 3 uger er lang tid at blive hjemme fra arbejde, og at han virker glad nok, men du må endelig ikke undervurdere det chok han bearbejder og den sorg han forsøger at modarbejde. Man gør en masse ting meget anderledes end man selv og ens omgovelser forventer, når man får smidt så stor en bombe, som man lige pludselig er tvunget til at forholde sig til og acceptere. Så det er meget vigtigt at du giver ham plads. 

Jeg kan godt forstå dine tanker omkring at du er bange for at han mister sin læreplads, og at han skuffer sin stolte far. Men er ret overbevist om at du kun skubber ham væk fra dig, hvis du bliver ved med at presse på. Tror mest af alt at han har brug for lidt plads til selv at finde frem til hvad der er det rigtige at gøre.

Med hensyn til din morfar, kan jeg sagtens forstå at du føler at det har været ligeså slemt for dig, som det er for din kæreste lige nu, da det jo er det værste tab du nogensinde har oplevet. Men pas på hvad du siger til ham. Jeg haaader selv når folk sammenligner det tab jeg er på vej ind til med tab af deres bedsteforældre. For det er slet slet ikke det samme! Jeg har selv mistet 2 bedsteforældre, og ja det var hårdt at se dem lide og at tage afsked, men det var ikke et chok for mig da man jo ved at den risiko følger med at blive ældre. Men når ens forældre ligepludselig bliver uhelbredeligt syge i så ung en alder, kommer det altså som et ubeskriveligt stort chock! Det er jo ALT for tidligt og man har stadig et enormt stort behov for sine forældre i sin hverdag. Det vender fuldstændig op og ned på alle de fremtidsudsigter man bare har taget for givet, at ens far selvfølgelig vil blive en del af, og det er ufatteligt svært at affinde sig med, at alt fra nu af bliver helt anderledes. Han vil de næste mange år være ham, hvis far er død, da det er en unaturlig ting i den alder han har.

Er godt klar over at det jeg lige har skrevet godt kan gøre dig både sur og ked af det, men det er virkelig ikke det der er min hensigt. Ved bare af erfaring at det er et ekstremt ømt emne, når folk sammenligner det med bedsteforældre, også selvom man dybest inde ved at de fortæller det, fordi de vil en godt. Så synes bare at jeg ville advare dig om, at det godt kan skabe en rigtig stor afstand til ham, hvis du tager det op..

Jeg har desværre ikke rigtig nogle guldkorn, da jeg jo selv står midt i det endnu og ikke har nået at blive meget klogere, men jeg håber i finder en måde at snakke om det, som gør jer stærkere sammen.

frkanonym skriver:

jeg havde allermest lyst til at være anonym, hvis nu indlægget skulle blive googlet. men folk vil alligevel vide, det er mig, der skriver.. så jeg vælger at lade være. 

jeg går med nogle tanker omkring min kæreste, og jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal hjælpe og støtte ham, samt give ham et spark bagi. det kan være, jeg lyder hård i min skrift, men prøver at være cool og holde hovedet højt.

sagen er den, at min svigerfar har fået max året ud at leve i. det er utrolig hårdt for os alle, og man har allermest lyst til at sidde ved hans side hele tiden. lige nu er han helt frisk og man kan ikke mærke på ham, han er syg. men jeg var igennem præcis det samme i 2011 - bare med min morfar. så jeg kender en del til det.

min kæreste fik det at vide den 21. januar, og har siden da ikke været på arbejde. han er lærling på grundfos, og havde også en del fravær i december, pga sin fod. det bekymre mig meget, om han mister sin læreplads. han har skrevet med sin svend på facebook og forklaret ham situationen, og svenden forstår ham, men da det snart er tre uger siden, de har set ham, vil han gerne, han kommer på arbejde igen og får snakket med sin chef, da chefen ikke ved noget. min kæreste svarer ikke på de beskeder. min kæreste siger næsten hver dag, at han tager på arbejde dagen efter, men han kommer ikke afsted. han siger, der jo ikke er meget ved at stå og græde på sit arbejde, og ikke få lavet noget. men hans svend har også sagt, han altid er velkommen til at evt tage tidligere fri, gå ud og få noget frisk luft, ligeså snart det passer ham. holde nogle ekstra pauser. ja, han kan få det, som han vil have det.

min kærestes hverdag er (forståeligt nok) gået i stå. han mister snart sin far, og han kan ikke gøre noget for at forhindre det. han har snakket om, han vil få forlænget sin uddannelse med 3 måneder, og så holde fri i tre måneder. men ja.. jeg kender jo til det, med at have en, der har fået dødsdommen, og jeg gav ham det råd, at han skal lade som om, der intet er sket, for hans far skyld. han skal ikke lade hverdagen gå i stå - jeg ved, det er svært, men hans far bliver jo også mere "bange", når hans søn konstant er hos ham og han kan mærke, hans søn er helt ude af den. han skal ikke ændre på hverdagen, og bare lade alt være som før. 

hvordan kan jeg ligesom give ham et spark bagi, så han kommer på arbejde og får snakket med sine chefer, så han ikke mister sin læreplads? jeg vil jo ikke gøre ham mere ked af det - jeg vil ham jo kun det bedste.

og hvordan støtter jeg ham bedst? jeg har sagt til ham, at uanset hvad, kan han altid skrive/ringe til mig, uanset hvilket tid på døgnet, så vil jeg altid være her for ham - jeg er ikke mere end en sms/et opkald væk, også selvom klokken er tre om natten. og hvis han har brug for at snakke, få tankerne væk eller andet, så vil jeg også være her for ham. vi bor ikke sammen.

kan jeg gøre mere? hvordan støtter jeg ham bedst? han ved, jeg har været igennem det hele i 2011, så jeg ved, hvad der vil ske. men skal jeg fortælle ham om det? vi var også kærester dengang - vi har været sammen siden 2009, og i 2011 var han der på intet tidspunkt for mig. han var der ikke, da jeg fik at vide, min morfar skulle dø. han var der ikke, da min morfar døde, og han var der ikke til begravelsen eller bagefter. 

jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. jeg vil bare være der for min kæreste. jeg elsker ham og vil kun have, han har det godt. 

det blev langt, og hvis du nåede hertil, skal du have mange tak for din tid 

Kunne det være en mulighed at du kontakter chefen og sætter ham ind i situationen? 

E.J.mor. skriver:

hej

det er en forfærdelig situation for din kæreste at stå i,han er bange for at miste hans far.

jeg har selv stået i hans situation,min mor som var meget alvorlig syg og vi vidste hun ikke havde langt igen,mit arbejde hang i en tynd tynd tråd pga jeg havde meget fravær pga jeg ville være hos min mor som betød alt alt for mig,jeg vidste jeg ville fortryde det hvis jeg ikke var ved siden side,for når hun først var væk så var hun væk.

jeg kunne få det med mit arbejde som jeg ville bar jeg kom på arbejde,men jeg kunne ikk rumme det,jeg måtte være hos min mor i takt med hun kun blev mere og mere syg.

14 dage inden min mor døde blev jeg fyret!

jeg havde 3 måneders opsigelse og sygemeldte mig konstant pga min mors død og sorg efter.

ved ikke om du kan bruge det til noget som jeg har skrevet,men nu ville jeg også fortælle min historie,ehmm du kan ikke rigtig skubbe til din kæreste, min mand støttede mig 100%,du må give ham tid til at takle det.

for det er mega svært for ham at acceptere.

det der er vigtigt for din kæreste først er at han først skal acceptere at hans far er syg og hvad der kommer til at ske,at han får en masse dejlige snakke osv med ham for ligepludselig er det for sent.

jeg nåede ikke at snakke med min mor om alt,og nu det for sent.

du skriver bare hvis du vil spørge om mere eller andet.

charlotte.

 

jeg ved, min kæreste og hans far snakker om alt mellem himmel og jord. jeg er også bare bange for, min kæreste bliver fyret, og han dermed ikke kan få sin uddannelse. jeg forstår udmærket hans sorg, ingen tvivl der! og jeg støtter ham alt hvad jeg kan.

han siger selv, han vil tage på arbejde imorgen, men må ærligt indrømme, jeg har min tvivl. for han tager jo ikke fri, for at være sammen med sin far - han tager fri, og er sammen med alle mulige andre. dog idag tog han fri, for at lave sin fars bil, så de kan få den solgt og tage på en sidste ferie sammen (min svigerfar, kæreste og hans søskende).. eller, han tager ikke fri. han har meldt sig syg og ikke mødt op siden. det bekymre mig lidt :/ 

jeg ved, jeg burde tænke på alt andet end hans arbejde. hans far fylder også MEGET i mine tanker, og jeg bor 3 kilometer fra ham, og tager tit ned og besøger ham, bare for at sige hej.. 

det er ikke svært for min kæreste at acceptere - han har "accepteret" det, men er selvfølgelig stadigvæk i sorg, hvilket jo er forståeligt.

hvordan blev du støttet bedst? jeg ved ikke, om jeg kan gøre mere, end jeg allerede gør.

Baagøe skriver:

Kunne det være en mulighed at du kontakter chefen og sætter ham ind i situationen? 

det synes jeg, ville virke meget forkert. så skal jeg have hans nummer af min kæreste, og han ville nok undre sig meget over det. samtidig vil jeg jo ikke lege mor for min kæreste. nu lyder jeg nok hård, og det får jeg nok huk for, men min kæreste burde være voksen nok til at kunne fortælle det selv, også selvom det er en tragedie som dette. han har fortalt sin chef, at hans far lider af kræft, men har ikke fortalt, at han har kort tid tilbage at leve i. 

jeg fortalte selv mit arbejde, da min morfar fik kræft og det bredte sig til hele kroppen, og de havde selvfølgelig forståelse for det. 

frkanonym skriver:

jeg havde allermest lyst til at være anonym, hvis nu indlægget skulle blive googlet. men folk vil alligevel vide, det er mig, der skriver.. så jeg vælger at lade være. 

jeg går med nogle tanker omkring min kæreste, og jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal hjælpe og støtte ham, samt give ham et spark bagi. det kan være, jeg lyder hård i min skrift, men prøver at være cool og holde hovedet højt.

sagen er den, at min svigerfar har fået max året ud at leve i. det er utrolig hårdt for os alle, og man har allermest lyst til at sidde ved hans side hele tiden. lige nu er han helt frisk og man kan ikke mærke på ham, han er syg. men jeg var igennem præcis det samme i 2011 - bare med min morfar. så jeg kender en del til det.

min kæreste fik det at vide den 21. januar, og har siden da ikke været på arbejde. han er lærling på grundfos, og havde også en del fravær i december, pga sin fod. det bekymre mig meget, om han mister sin læreplads. han har skrevet med sin svend på facebook og forklaret ham situationen, og svenden forstår ham, men da det snart er tre uger siden, de har set ham, vil han gerne, han kommer på arbejde igen og får snakket med sin chef, da chefen ikke ved noget. min kæreste svarer ikke på de beskeder. min kæreste siger næsten hver dag, at han tager på arbejde dagen efter, men han kommer ikke afsted. han siger, der jo ikke er meget ved at stå og græde på sit arbejde, og ikke få lavet noget. men hans svend har også sagt, han altid er velkommen til at evt tage tidligere fri, gå ud og få noget frisk luft, ligeså snart det passer ham. holde nogle ekstra pauser. ja, han kan få det, som han vil have det.

min kærestes hverdag er (forståeligt nok) gået i stå. han mister snart sin far, og han kan ikke gøre noget for at forhindre det. han har snakket om, han vil få forlænget sin uddannelse med 3 måneder, og så holde fri i tre måneder. men ja.. jeg kender jo til det, med at have en, der har fået dødsdommen, og jeg gav ham det råd, at han skal lade som om, der intet er sket, for hans far skyld. han skal ikke lade hverdagen gå i stå - jeg ved, det er svært, men hans far bliver jo også mere "bange", når hans søn konstant er hos ham og han kan mærke, hans søn er helt ude af den. han skal ikke ændre på hverdagen, og bare lade alt være som før. 

hvordan kan jeg ligesom give ham et spark bagi, så han kommer på arbejde og får snakket med sine chefer, så han ikke mister sin læreplads? jeg vil jo ikke gøre ham mere ked af det - jeg vil ham jo kun det bedste.

og hvordan støtter jeg ham bedst? jeg har sagt til ham, at uanset hvad, kan han altid skrive/ringe til mig, uanset hvilket tid på døgnet, så vil jeg altid være her for ham - jeg er ikke mere end en sms/et opkald væk, også selvom klokken er tre om natten. og hvis han har brug for at snakke, få tankerne væk eller andet, så vil jeg også være her for ham. vi bor ikke sammen.

kan jeg gøre mere? hvordan støtter jeg ham bedst? han ved, jeg har været igennem det hele i 2011, så jeg ved, hvad der vil ske. men skal jeg fortælle ham om det? vi var også kærester dengang - vi har været sammen siden 2009, og i 2011 var han der på intet tidspunkt for mig. han var der ikke, da jeg fik at vide, min morfar skulle dø. han var der ikke, da min morfar døde, og han var der ikke til begravelsen eller bagefter. 

jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. jeg vil bare være der for min kæreste. jeg elsker ham og vil kun have, han har det godt. 

det blev langt, og hvis du nåede hertil, skal du have mange tak for din tid 

Det første jeg tænker er om han godt ved at der er mulighed for at han mister sin læreplads? Har han gjort op med sig selv, at det er okay at han mister sin plads - synes jeg at du skal spørge ham om.

Det at han har fået af vide at hans far skal dø - også selvom faren er "frisk" nu er stadig en sorg. Han skal miste et menneske der står ham meget nært, noget som er totalt overdøvende, uoverskueligt og helt ubarmhjertigt. Jeg ved godt at du skriver at du har været det igennem med din morfar - men nu har jeg mistet alle mine bedsteforældre, to moster, en onkel - og så min mor. At miste en forælder - og vide det på forhånd er bare så helt igennem hårdt og er meget tærende. Nu må du ikke misforstå mig. Jeg ved godt at det også er en stor sorg at miste en bedsteforælder, men det at miste sin forælder kan bare ikke beskrives. Det er ligesom at miste en del af sig selv.

Din kærste sørger. Også selvom faren endnu ikke er død.

Du kan tale til fornuften i ham, lade ham vide at han kan miste sin læreplads på det, men hvis han ikke vil så synes jeg du skal lade ham være. Man kan ikke forcere sådan noget.

Måske kunne han også snakke lidt med sin far, hvis han ikke har gjort det. Ja, eller måske sin mor.

Når han kommer længere hen i "forløbet" er der måske mulighed for at komme til at tale med en prof. og jeg ved ikke hvad faren er syg af, men der er også ofte "støttegrupper" og andet som kan være en stor hjælp for nogen.

Sender jer de bedste tanker!

/Fenja

Fenja09 skriver:

Det første jeg tænker er om han godt ved at der er mulighed for at han mister sin læreplads? Har han gjort op med sig selv, at det er okay at han mister sin plads - synes jeg at du skal spørge ham om.

Det at han har fået af vide at hans far skal dø - også selvom faren er "frisk" nu er stadig en sorg. Han skal miste et menneske der står ham meget nært, noget som er totalt overdøvende, uoverskueligt og helt ubarmhjertigt. Jeg ved godt at du skriver at du har været det igennem med din morfar - men nu har jeg mistet alle mine bedsteforældre, to moster, en onkel - og så min mor. At miste en forælder - og vide det på forhånd er bare så helt igennem hårdt og er meget tærende. Nu må du ikke misforstå mig. Jeg ved godt at det også er en stor sorg at miste en bedsteforælder, men det at miste sin forælder kan bare ikke beskrives. Det er ligesom at miste en del af sig selv.

Din kærste sørger. Også selvom faren endnu ikke er død.

Du kan tale til fornuften i ham, lade ham vide at han kan miste sin læreplads på det, men hvis han ikke vil så synes jeg du skal lade ham være. Man kan ikke forcere sådan noget.

Måske kunne han også snakke lidt med sin far, hvis han ikke har gjort det. Ja, eller måske sin mor.

Når han kommer længere hen i "forløbet" er der måske mulighed for at komme til at tale med en prof. og jeg ved ikke hvad faren er syg af, men der er også ofte "støttegrupper" og andet som kan være en stor hjælp for nogen.

Sender jer de bedste tanker!

/Fenja

 

han ved nok godt, der er mulighed for, at han mister sin læreplads. men om han har tænkt over det, det ved jeg ikke. men han er taget på arbejde idag, og han skrev, det var utrolig hårdt og han mest af alt, bare ville hjem.

det om min morfar var ikke ment på den måde, at jeg kender til den sorg, at miste en forælder. det var ment sådan, at min morfar led af kræft, samme slags kræft som min svigerfar, og jeg derfor kender til forløbet. min morfar lå på hospice til sidst, og der lærte vi MEGET om selve sygdommen og den måde, et kræftramt menneske reagerer på. jeg har selv været ved at miste min far for 2 uger siden (lige før, vi fik at vide, min svigerfar ikke har langt igen), og jeg ved, dét tager hårdere på en, end hvis det var en bedsteforælder. min kæreste siger også, at det er som om, hans far allerede er død - for ham. han kan slet ikke forstå det. og selvfølgelig sørger han - og det har jeg fuld forståelse for!